Når en ny science fiction film roses fra alle kanter og udråbes til den bedste science fiction film i mange år, bliver man både glad og lidt skeptisk, for der er desværre alt for langt mellem de gode originale science fiction film. Kan det nu være rigtigt? Jeg kan kun følge trop og skrive et rungende JA! Det er virkelig noget af det bedste science fiction filmgenren har set længe og det ligner bestemt ikke noget man har set før.

Filmen er lavet i delvist dokumentarisk stil, der viser forløbet hvordan et rumskib for 28 år siden manifesterede sig over Johannesburg i Sydafrika og man efter noget tid uden kommunikation, besluttede sig for at bryde ind i skibet. Derinde fandt man rumvæsener i en sørgelig forfatning. Udsultede og svage. Efter nogle måneder etablerer de sig i en lejr i Johannesburg der får navnet District 9, og området udvikler sig til ussel slum og rumvæsenerne lever i et hårdt miljø som hjemløse flygtninge. Den egentlige handling begynder i nutiden da MNU, organisationen der står for kontrollen med distriktet, vil flytte alle rumvæsenerne til en nyopført teltlejr uden for storbyen og derfor skal indsamle “underskrifter” fra alle rumvæsenerne om at de må gøre dette. Under aktionen bliver indsatslederen Wikus van der Merwe sprøjtet i ansigtet af en væske fra en cylinder han konfiskerer fra et af rumvæsenernes skur. Over nogle timer får han det temmelig skidt og bliver indlagt på hospitalet. Det viser sig at hans arm er ved at mutere til et rumvæsens, og hurtigt får andre folk i MNU interesse for ham. MNU udvikler nemlig også våben, og har længe haft besvær med at få noget ud af de våben man har fundet ombord på rumvæseners skib, da de kun vil fungere med deres DNA. Kort sagt vil de save Wikus i stykker og bruge hans muterede gener til at få våbenene til at fungere. Det er han selvsagt ikke meget for, og det lykkes ham at flygte til District 9.

District 9 er en længe ventet fornyelse science fiction filmgenren, og den gør det så godt, fordi den gør en masse ting der ikke er set før, har smidt alt det væk som har gjort andre science fiction film så ringe og beholdt de gode elementer. Rumvæsenerne er her bare. De har ikke krævet at tale med den amerikanske præsident, de har ikke sagt de hverken kommer med krig eller fred, men de vil nok bare gerne overleve og måske en dag kunne vende hjem igen. Handlingen er også bogstaveligt talt mere nede på jorden og uden en masse technobabble eller informationer der skal skæres ud i pap. Vi får egentlig ikke ret meget at vide, da den dokumentariske del af filmen ser tilbage på begivenhederne i bakspejlet, og altså lavet som var den til folk der godt vidste hvad der var sket, og det fungerer overraskende godt, selvom jeg også selv altid har været skeptisk overfor forsøg med at blande dokumentarformen med spillefilm. Der er ikke mangel på special effects, men filmen er bestemt ikke lavet som en undskyldning for at vise hvor langt man er kommet med den teknologi, som ellers hovedparten af effektfilm er ved at blive. Der er ikke store minutlange sekvenser med avanceret computergrafik. Det er derimod skubbet lidt i baggrunden og er perfekt tilpasset til det støvede og usle slummiljø. Omvendt er det heller ikke en avantgarde langsom science fiction film, den har klart mainstream appeal, gode actionscener – der vel nok virker overdrevne, men ikke malplacerede, og et plot der hænger sammen uden at ville forklare alt, hvor det for en gangs skyld er mennesket der gennemført er nogle dumme svin og ikke rumvæsenerne.

District 9 er en barsk film, original både som science fiction og som filmproduktion, og egentlig bare endelig en god science fiction film som ikke er baseret på en klassisk roman eller novelle, ikke er et remake af en ældre film eller baseret på et computerspil eller en tegneserie. Den står alene og jeg håber egentlig ikke der bliver lavet en opfølger, men det må selvfølgelig afhænge af hvilken del af historien der vil blive bygget videre på.