Glasshouse fra 2006 er en løs fortsættelse til Accelerando og står fint alene. Tiden er det 27ende århundrede og menneskeheden har transcenderet til nye måder at eksistere på. Identitet, personlighed og minder som vi kender det er helt væk, og erstattet af muligheden for redigering, kopiering og fragmentering af personlighed og hukommelse.

Man følger Robin der tilsyneladende har spillet en vigtig rolle i en borgerkrig, men husker ikke noget derfra. Han mener nogen har til hensigt at dræbe ham, og han søger derfor tilflugt i et socialt eksperiment, hvor han sammen med andre skal leve 3 år i en simulation af hvad der kaldes for den mørke tidsalder – årene fra ca. 1950 til 2020. I denne verden bliver han til kvinden Reeve og skal nu ligesom de andre deltagere i eksperimentet, leve et nogenlunde almindeligt liv som middelklasseborgere i vores tids verden. De finder ud af at der er et pointsystem, hvor man får point for socialt velansete aktiviteter i denne tid og minuspoint for diverse ugerninger. De prøver så at leve et almindeligt liv med arbejde, ægteskab og sociale arrangementer. Imens prøver Reeve at finde ud af baggrunden for de andre deltagere, som hun også mistænker for at have været involveret i krigen. Sammen med hendes “mand” Sam, får de en større skepsis overfor hele eksperimentets validitet og begynder at holde sig mere for sig selv end de andre deltagere, med dertil færre point til følge, mens andre deltagere går til ekstremer i jagten på flere point. Alt dette er dog kun en ydre ramme om historien om Reeves kamp med sin egen identitet og fortid, og ikke mindst at finde frem til det egentlige formål med eksperimentet.

Stross blander mange temaer sammen i Glasshouse. Der er masser af filosofiske overvejelser omkring jeg’et, identitet og selvbevidsthed, en mængde samfundssatire og selvfølgelig en god portion vild teknologi. Jeg mangler dog stadig at læse en Stross roman jeg virkelig blev imponeret over, med Halting State som det bedste bud. Idéerne er mange og gode, men hans romaner forekommer mig stadig temmelig rodede. Det er selvsagt heller ikke nemt, når hovedpersonerne i denne roman har op til flere identiteter, med forskellig baggrund, hukommelse, køn og navn. Stross er også modig når han forsøger at beskrive et transhumanistisk samfund efter singulariteten, hvor det hele bliver meget abstrakt for nutidens mennesker at forholde sig til, men det indtryk der står tilbage for mig er at han mangler en god redaktør. Det giver øjensyneligt mening for Stross selv når han skriver det, men formidlingen overfor læseren kunne være bedre, og han lader til at tage for givet at man accepterer hans præmisser på forhånd.
Særligt i Glasshouse manglede jeg at få et engament i handlingsforløbet. Den krig som alle deltagerne tilsyneladende har været aktiv i, omend de har fået redigeret store dele af den væk fra deres hukommelse, ved man som læser intet om, og så er det svært at finde den kamp personerne har med deres fortid for interessant. At lade fremtidsmennesker leve i vor tids verden er ikke nogen ny ide, og det er altså begrænset hvor længe det er sjovt, at læse om disse menneskers forargelse over hvor primitive de synes vi var på vores tid og at de ikke kan finde ud af at bruge en mikrobølgeovn. Som plottet udvikler sig og Robin/Reeve finder ud af mere og mere som fortid, bliver koncepterne bare vildere og vildere. Robin/Reeve har åbenbart været en tank i krigen der blev udkæmpet via et gigantisk netværk af ormehuller, og det eksperiment han/hun deltager i er en del af et endnu større komplot der angiveligt havde til hensigt at starte krigen igen. Problemet er at det ikke bliver afsløringer eller forklaringer på hvad der foregår, men blot stadig mere vilde lag af teknologi og konspirationer i et univers man intet ved om. Stross problem synes jeg er at han har for mange idéer og for lidt sammenhæng at bruge dem i. Vi hører blot om forskellige fraktioner med bizarre planer, men intet om deres motivation eller hvilken kontekst det skal forstås i. Måske kunne der komme noget rigtig godt ud af det, hvis Stross skrev sammen med en anden forfatter.