Bogen for august i Azur var Orson Scott Cards prisvindende klassiker Ender’s Game fra 1985. Det er en krigsroman og sådanne kan ikke undgås at få lidt af et ry, og denne er både blevet beskyldt for at forsvare vold men også forsvaret som værende anti-krigs litteratur. På mange måder minder Ender’s Game mig om The Forever War, men den var dog mere klar i sit budskab.

Hovedpersonen hedder Ender Wiggin, han er 6 år og den tredjefødte med storebror Peter og storesøster Valentine. Hans status er dog ikke den bedste, da verden er i sådan en tilstand, at man helst ikke bør få et tredje barn. Ender har hvad man mildt kan kalde for voldelige tendenser, men er dog ikke en voldelig type. Han vil helst bare lades være i fred, og fortryder oprigtigt hver gang han har skadet en anden person. Muligvis pga. dette bliver han kontaktet af kommandør Graff, der overtaler ham til at forlade sin familie for at komme på den såkaldte Battle School. Her bliver han sat sammen med en masse andre jævnaldrerende børn og skal leve et liv som i militæret. Der udpeges hærførere og tropførere, alt sammen med det formål at udkæmpe en slags krigsleg mod andre hold på skolen i et tyngdefrit rum. Ender viser sig hurtigt at have strategiske evner der overstiger alle andres, og inden længe er han leder af sin egen hær, får dem trænet på helt nye måder og vinder hver eneste kamp. Hvad Ender også selv finder frem til, er det hele langt fra for sjov. Jorden har flere gange været i krig med insektlignende rumvæsener der kaldes Buggers, og nu vil man gøre det af med dem en gang for alle. Til dette har man brug for en brilliant hærleder og Graff mener at Ender er denne person.

Ender’s Game har rigtig mange kvaliteter. Først og fremmest er den enormt velskrevet og hele opbygningen af Ender’s karakter er meget gennemført. At hovedpersonen og hovedparten af det øvrige persongalleri er børn, gør bestemt ikke at den bør ses som en børne- eller ungdomsbog. De opfører sig heller ikke som børn, hvilket bliver en vigtig pointe i historien, og særligt Ender er markant mere intelligent end normale 6 årige. Det ligger mest i hans måde at anskue verden på og hvordan han gør sig erfaringer. Jeg kan særlig godt lide hans intuitive tilgang, hvor det fx ikke er viden om fysik, men blot ved at prøve sig frem, at han lærer sig at manøvrere i vægtløs tilstand.
Undervejs bliver man stærkt i tvivl om hvad forfatteren egentlig vil fortælle med sin historie. Mange af idéerne virker meget voldsforherligende og fascistiske. Alene det at have en skole hvor børn manipuleres til at blive kyniske krigskommendører, som skal kæmpe i en krig der dybest set går ud på at udrydde en fremmed race uden anden grund, end at man hellere må være sikker på at de ikke udrydder os først, er jo i sig selv dybt usmagelig. Slutningen bløder dog lidt op for dette syn, men med forfatterens politiske ytringer i øvrigt, særligt med stor støtte til “krigen mod terror”, kan man ikke undgå at forsøge at læse Cards egne holdninger ind i teksten.

Det er dog ikke spørgsmålet om hvilke standpunkter romanen måtte være et udtryk for, der er mit største problem med den, men derimod den dyrkelse af et perfekt overmenneske som den også bygger på. Historier om børn eller på anden vis tilsyneladende “svage” personer, der viser sig at være verdens frelser, et perfekt menneske med overmenneskelige evner og tilsyneladende uden begrænsninger, kan jeg ikke døje længere. Helte og dygtige folk er fint, men ikke når det som her bliver til et overdrevent supermenneske der bare slår den ene rekord efter den anden, og tilsyneladende er fuldkommen usårlig og uovervindelig. Det bliver både forudsigeligt og noget kvalmt. Og det er jo ikke kun Ender, men også hans to søskende, som inden de er blevet teenagere er godt i gang med at få betydelig politisk magt på kloden.

Alligevel kan jeg ikke lade vær med, at være imponeret over Cards skrivemæssige evner, og jeg vil nok også prøve at give efterfølgeren Speaker for the Dead en chance, der i øvrigt også vandt både Hugo og Nebula priserne året efter, hvilket vist er et helt enestående tilfælde.