Interstellar sysctl

Gwyneth Jones var æresgæst til Fantasticon 2009 og i den forbindelse har det lille forlag Ny Science Fiction, hvis første udgivelse var antologien Cirkler, oversat en håndfuld af hendes noveller og enkelte artikler. Tanken har været at præsentere bredden i hendes forfatterskab, så der er meget forskellige ting denne 120 siders samling. I øvrigt med et rigtigt flot omslag af Karina Bjerregaard.

De to første historier er fantasy og jeg brød mig ikke om nogen af dem. Titelnovellen Græsprinsessen er som et folkeeventyr om en prinsesse der er blevet forhekset og en prins der skal redde hende. I det mindste var den forståelig i modsætning til Haakon og myrmidianeren der er triviel krigs fantasy tilsyneladende sat i Warhammer-universet, og efter min mening ganske ulæselig. De resterende tre noveller er science fiction, hvoraf den bedste er La Cenerentola, der er en moderne Askepot-fortælling der indrager genteknologi og kloning.
Det mest interessante er dog artiklen Science fiction; sprog og virkelighed fra hendes samling af kritiske artikler og anmeldelser af genren, Deconstructing the Starships. I denne artikel skriver hun om hvordan sprog skaber den fiktive virkelighed i science fiction og særligt om den udfordring det er, at skrive så det både virke troværdigt i den beskrevne verden, men samtidig giver mening for den nutidige læser.
Oversættelserne er generelt fine, med enkelte steder er der dog lidt præg af engelsk ordstilling.

Det er nok de færreste der vil finde alt i denne udgivelse interessant, da det er så forskelligt, så man må vurdere om man vil give 160kr for en introduktion til hendes forfatterskab. Selv er jeg nok mere blevet interesseret i hendes genrekritik end hendes fiktion.

Til de første cons jeg gik til, prøvede jeg at være omhyggelig med at tage noter og sådan, men det er jeg faldet lidt af på. En con skal nu også bare kunne nydes afslappet, uden at man behøver lege reporter. Det betyder selvfølgelig, at man desværre ikke helt kan levere dybdegående conreps.

Årets æresgæster var de britiske forfattere Charles Stross og Gwyneth Jones. Læsere af bloggen vil have set min stribe anmeldelser af Stross’ romaner. En forfatter jeg gerne vil kunne lide mere, men jeg mangler stadig at se noget der virkelig imponerer mig. Glæder mig til at få læst SFC’s udgivelse Antistof med et par af hans noveller på dansk. Det første interessante på programmet om lørdagen var Niels Dalgaards interview af Stross. Et helt igennem fint interview, som forhåbentlig vil komme i trykt form på et tidspunkt, og der kom da noget frem, der gjorde at et par af hans bøger gav lidt mere mening for mig. Særligt Glasshouse. Senere på eftermiddagen var Dalgaard og Stross i et panel sammen, hvor Klaus Æ. Mogensen også var på, til en snak om videnskaben i nærfremtids science fiction. Det blev slået fast at få skriver nærfremtids science fiction fordi det er så meget sværere, end når man kan være lidt mere fri ved bare at kaste handlingen tilpas mange år ud i fremtiden. Derudover blev det til en snak om mulighederne i fremtidens printere der kan printe fysiske brugbare ting.

Søndagen startede med en auktion, som jeg slap både godt og billigt fra. Så var der Thore Husfeldts, faktisk min specialevejleder, foredrag om algoritmer og computerberegning, hvor han på fængende og morsom vis fik forklaret ellers komplekse problemstillinger som P og NP. Det meste af eftermiddagen forløb temmelig udramatisk uden interessante programpunkter, men til gengæld med lidt indkøb fra Morten Søndergaards enorme samling til kun 10kr pr. bog. Jeg er kommet hjem med en masse bøger jeg ikke ved ret meget om, hvilket også kan være spændende. Den afsluttende paneldebat om britisk science fiction, selvsagt med de to æresgæster Stross og Jones samt Dalgaard igen, blev festivallens bedste. Gode paneldebatter er umulige at referere, men man kom vidt omkring med hvad der adskiller britisk science fiction fra amerikansk science fiction og hvorfor, den nye bølge af space opera hvor særligt britiske forfattere står stærkt og en masse andet.

Endnu et vellykket arrangement, men hvor der altså er plads til mange flere besøgende!

Når en ny science fiction film roses fra alle kanter og udråbes til den bedste science fiction film i mange år, bliver man både glad og lidt skeptisk, for der er desværre alt for langt mellem de gode originale science fiction film. Kan det nu være rigtigt? Jeg kan kun følge trop og skrive et rungende JA! Det er virkelig noget af det bedste science fiction filmgenren har set længe og det ligner bestemt ikke noget man har set før.

Filmen er lavet i delvist dokumentarisk stil, der viser forløbet hvordan et rumskib for 28 år siden manifesterede sig over Johannesburg i Sydafrika og man efter noget tid uden kommunikation, besluttede sig for at bryde ind i skibet. Derinde fandt man rumvæsener i en sørgelig forfatning. Udsultede og svage. Efter nogle måneder etablerer de sig i en lejr i Johannesburg der får navnet District 9, og området udvikler sig til ussel slum og rumvæsenerne lever i et hårdt miljø som hjemløse flygtninge. Den egentlige handling begynder i nutiden da MNU, organisationen der står for kontrollen med distriktet, vil flytte alle rumvæsenerne til en nyopført teltlejr uden for storbyen og derfor skal indsamle “underskrifter” fra alle rumvæsenerne om at de må gøre dette. Under aktionen bliver indsatslederen Wikus van der Merwe sprøjtet i ansigtet af en væske fra en cylinder han konfiskerer fra et af rumvæsenernes skur. Over nogle timer får han det temmelig skidt og bliver indlagt på hospitalet. Det viser sig at hans arm er ved at mutere til et rumvæsens, og hurtigt får andre folk i MNU interesse for ham. MNU udvikler nemlig også våben, og har længe haft besvær med at få noget ud af de våben man har fundet ombord på rumvæseners skib, da de kun vil fungere med deres DNA. Kort sagt vil de save Wikus i stykker og bruge hans muterede gener til at få våbenene til at fungere. Det er han selvsagt ikke meget for, og det lykkes ham at flygte til District 9.

District 9 er en længe ventet fornyelse science fiction filmgenren, og den gør det så godt, fordi den gør en masse ting der ikke er set før, har smidt alt det væk som har gjort andre science fiction film så ringe og beholdt de gode elementer. Rumvæsenerne er her bare. De har ikke krævet at tale med den amerikanske præsident, de har ikke sagt de hverken kommer med krig eller fred, men de vil nok bare gerne overleve og måske en dag kunne vende hjem igen. Handlingen er også bogstaveligt talt mere nede på jorden og uden en masse technobabble eller informationer der skal skæres ud i pap. Vi får egentlig ikke ret meget at vide, da den dokumentariske del af filmen ser tilbage på begivenhederne i bakspejlet, og altså lavet som var den til folk der godt vidste hvad der var sket, og det fungerer overraskende godt, selvom jeg også selv altid har været skeptisk overfor forsøg med at blande dokumentarformen med spillefilm. Der er ikke mangel på special effects, men filmen er bestemt ikke lavet som en undskyldning for at vise hvor langt man er kommet med den teknologi, som ellers hovedparten af effektfilm er ved at blive. Der er ikke store minutlange sekvenser med avanceret computergrafik. Det er derimod skubbet lidt i baggrunden og er perfekt tilpasset til det støvede og usle slummiljø. Omvendt er det heller ikke en avantgarde langsom science fiction film, den har klart mainstream appeal, gode actionscener – der vel nok virker overdrevne, men ikke malplacerede, og et plot der hænger sammen uden at ville forklare alt, hvor det for en gangs skyld er mennesket der gennemført er nogle dumme svin og ikke rumvæsenerne.

District 9 er en barsk film, original både som science fiction og som filmproduktion, og egentlig bare endelig en god science fiction film som ikke er baseret på en klassisk roman eller novelle, ikke er et remake af en ældre film eller baseret på et computerspil eller en tegneserie. Den står alene og jeg håber egentlig ikke der bliver lavet en opfølger, men det må selvfølgelig afhænge af hvilken del af historien der vil blive bygget videre på.

Hvor sidste nummer primært havde fantasy historier, er der faktisk kun science fiction noveller i dette sommernummer, men “blød” science fiction så at sige. Ingen fremragende historier der står til at vinde, hvor den bedste er det klassiske genoptryk af en John Varley novelle, dog alle læseværdige. Intet nævneværdigt i ikke-fiktions afdelingerne.

Robert Reed er en af de helt store bidragydere til Fantasy & Science Fiction. Firehorn hverken skuffer eller imponerer. Som barn opdigtede Gabriel et fantasimonster som hans veninde Morgan gav navnet Firehorn. Halvtreds år senere er Morgan blevet til en cyborg og har giftet sig med en kunstig intelligens, og de kunstige intelligenser er overbevist om deres art bliver forfulgt af the Firehorn. Lovende i starten, men slutningen var desværre noget tam.

John Kessels The Motorman’s Coat handler om Frantisek der handler med antikt tøj. En dag får han et tilbud fra en kvinde om at købe en gammel “motorman” uniform fra Prag anno 1910 og han sætter snart hele sin økonomiske situation på højkant for at købe den. Muligvis er der nogle referencer jeg ikke fanger, men jeg har svært ved at se hvorfor jeg som læser skal finde en mands besættelse af en gammel læderfrakke særlig interessant.

Jeg har egentlig en håndfuld bøger af John Varley stående, men det klassiske genoptryk af Retrograde Summer fra 1975 i dette nummer blev mit første bekendtskab, og det tegner rigtig godt. Med få midler og i et enkelt sprog, får han opbygget et yderst interessant univers og læseren er inde i det med det samme. Se bare novellens første sætning: “I was at the spaceport an hour early on the day my clonesister was to arrive from Luna.” Allerede her har vi fået rigtig meget at vide. Historien handler om Timothy der bor på Merkur og hans første møde med sin klonede søster. Han viser hende Merkurs landskab, mens han prøver at lokke nogle svar ud af hende om deres mor. Rigtig godt skrevet historie i et spændende univers man lærer meget om uden nogen malplacerede infodumps, et overraskende twist til sidst og jeg kunne især godt lide beskrivelserne af Merkur og hvordan de to svømmer i en sø af kviksølv. Man forstår hvorfor Varley roses for sine noveller.

At lave en novelle som en FAQ giver ofte et lille konkret indblik i en anden verden med et let humoristisk strøg, og det gælder også for Corona Centurion™ FAQ af Terry Bison. Det er en række spørgsmål og svar om et kunstigt hjerte og alle dets mange fantastiske fordele.

Albert E. Cowdrey leverer kortromanen Paradiso Lost. Den unge officer Robert Kohn, som Cowdrey har skrevet et par historier om før, er på en redningsmission til en koloniplanet langt væk og undervejs bliver skibets kaptajn myrdet, dog uden at det vækker den store sorg hos besætningen, da kaptajnen var hadet af alle. Kohn bliver til sin egen overraskelse sat til at lede efterforskningen. Det er dog alt det andet der er interessant, men mest af alt Kohns udvikling som person som han selv fortæller. Jeg forstår dog ikke helt den rammefortælling Cowdrey har valgt, hvor Kohn egentlig skulle fortælle om en af sine gode venner ombord til dennes søn, men det handler mest af alt om Kohn selv. Det der egentlig gør historien læseværdig er ikke plottet, men måden den er skrevet på.

I Adaptogenia af Wayne Wightman følger vi Eliot der arbejder som freelance-skribent for magasinet Conspiracy Theorists’ Weekly og jager derfor sære hændelser at skrive om, dog uden selv rigtigt at tro på dem. Det ændrer sig dog da flere og flere mærkelige hændelser dukker op i hans nabolag, hvor personer på mystisk vis opstår ud af den blå luft for at forsvinde igen. Det viser sig, at der er tale om sværme af insekter der klynger sig sammen så de ligner noget andet. Dette bliver starten på verdens undergang. Historien vil fungere godt som en science fiction horror film.

Det andet genoptryk er Sooner or Later or Never Never af Gary Jennings, hvori missionæren Crispin Mobey forsøger at omvende en australsk stamme til en form for kristendom. Novellen er vist ment som en latterliggørelse af religiøse missionærer og den bliver også introduceret som et humoristisk værk, men jeg synes mest af alt humoren bestod af platte sproglige misforståelser fra en person med ringe engelsk-kundskaber.

Finanskrisen er nu dukket op som tema i de fantastiske genrer. Economancer af Carolyn Ives Gilman er i hvert fald den første jeg har set af slagsen. Simon Messiter søger et job i en asiatisk bank, intetanende om at de vil ham til at hjælpe med at knække den amerikanske økonomi. Det kommer der en noget alternativ forklaring på årsagen til finanskrisen ud af. Ikke specielt overbevisende, men Gilman har da alligevel nogle pointer (dog ikke nye) til vores monetære system.

Til sidst i en anden boldgade finder vi Mike O’Driscolls The Spaceman om tre børn der møder en rummand. Han viser sig at være astronaut fra Apollo 20 missionen og ønsker hjælp til at finde sin tabte besætning. Der er noget om alternative verdener og historiens pointe lader til at være, at børns forståelse af virkeligheden kan være den rigtige og ikke de voksnes, men forfatteren giver aldrig et endeligt svar på hvad der foregår.

Alt i alt et godt nummer med masser af science fiction noveller med gode originale idéer af en type man næppe vil finde andre steder end i Fantasy & Science Fiction.

På Gutenberg er de første årgange af det legendariske science fiction pulp magasin Astounding Stories of Super-Science ved at blive digitaliseret for eftertiden. John W. Campell er normalt ham man forbinder med Astounding, bladet der senere er blevet til Analog, men han kom først til i 1937. De første tre år hed redaktøren Harry Bates. At man nu kan få disse allerførste udgaver i elektronisk form er virkelig en fantastisk gave! Særligt de første årgange koster en formue hvis de skal købes, og selv hvis man køber dem, vil de ofte være i en sådan skrøbelig forfatning, at man vil ødelægge bladet ved at læse det. Jeg har ikke den store interesse i at samle de fysiske klenodier, men historierne vil jeg gerne læse. Dette allerførste nummer er endnu ikke at finde på Gutenberg, men kan findes i en så godt som færdig udgave på pgdp.net, hvor alle i øvrigt opfordres til at melde sig til og hjælpe til med at korrekturlæse de mange bøger, man arbejder på at få digitaliseret til eftertiden.

Det hele starter med en todelt roman af Victor Rousseau, The Beetle Horde. To forskere styrter ned med deres fly nær Sydpolen. De bliver taget til fange af nogle kæmpe biller og ført til deres verden under jorden. Billerne viser sig at være ledet af den vanvittige Bram, hvis mål er at udrydde menneskeheden med en milliardhær af kæmpebillerne. De to forskere må stoppe ham. Der er lidt mere plads til personbeskrivelse end i de fleste andre historier, særligt kan jeg godt lide skurken Bram og hans fuldkommen vanvittige plan, ikke mindst pga. hans motiv, der blot viser sig at være ønsket om videnskabelig anerkendelse. Afsluttes i næste nummer.

The Cave of Horror af Captain S. P. Meek handler ikke overraskende om et frygtindgydende monster der bor dybt i en hule. Det interessante ved dette væsen er dog, at det er to-dimensionelt og kun er synlig i ultraviolet lys. Det skal selvfølgelig undersøges nærmere. En historie med en meget standard formel. Lidt smågal videnskabsmand og en naiv ledsager der stiller alle spørgsmålene så videnskabsmanden kan få det hele forklaret for læseren.

Den lange Phantoms of Reality af Ray Cummings virkede i starten mere som fantasy adventure med lidt pseudovidenskab i starten som undskyldning for at kalde det science fiction. Igen er det en videnskabsmand der har gjort den opdagelse at menneskets grundlæggende byggesten er elektriske svingninger, og han har lavet en maskine der kan manipulere med disse, således at man kan rejse over i en anden dimension. Sammen med en yngre intetanende ledsager, teleporterer han sig over i denne anden dimension til en noget mere primitiv verden med stammefolk. Så er der lagt et godt udgangspunkt til et velkendt adventure forløb, med tilfangetagelser, flugt og nævekamp. Men med et overraskende twist til sidst.

Endnu en ung mand bliver rodet ind i en opfinders eksperimenter i M. L. Staleys The Stolen Mind. Den unge Owen Quest har svaret på en noget speciel jobansøgning fra opfinderen Clason. Clason forklarer opgaven for ham og det drejer sig om at Clason sammen med sin bror har fundet ud af at usynligt lys i bestemte bølgefrekvenser kan skabe en altødelæggende dødsstråle, men Clasons bror er i færd med at sælge teknologien til nogle magtfulde personer i Balkan, i den tro at eksistensen af sådan våben vil neutralisere alle krige, da ingen vil bruge noget så ødelæggende (vækker associationer til atombomben), men Clason er uenig og vil stoppe sin bror. Til dette har han brug for den unge Quest, for i samme omgang har de opfundet et andet apparat, der via anti-elektrolyse og et andet menneske som medie kan give total kontrol over et tredje menneske. Clason vil altså bruge Quest som medie til at styre sin bror væk fra handlen med disse Balkan folk. Det går naturligvis ikke helt som planlagt. For nutidens læsere er det videnskabelige grundlag for denne historie så himmelråbende langt ude, at det ikke kan blive andet end umådeligt underholdende.

I C. V. Tenchs Compensation ser vi intet til historiens videnskabsmand, han er nemlig forsvundet og hans ven er mistænkt af politiet. Han prøver dog at forklare sin uskyld og mener professorens forsvinden har relation til hans eksperimenter med det absolutte nulpunkt. Noget svagere end de andre historier.

Dette nummers nok svageste novelle er Tanks af Murray Leinster, og som titlen antyder er det gammeldags krigs science fiction, hvor de forenede stater er i krig med en unavngiven fjende og vinder ved hjælp af store tanks.

En enke fortæller overfor politiet at hun mener hendes mand er blevet myrdet og det har forbindelse til hans forskning i Anthony Pelchers Invisible Death. I efterforskningen støder de på mærkelige hændelser og forskningen gik muligvis ud på at gøre folk usynlige. Historien forsøger at blande detektivelementer med science fiction, men det er ikke helt vellykket.

Som det nok fremkommer, virker disse næsten 80 år gamle historier ret så tåbelige på nutidens læsere. Opfindelserne er virkelig langt ude og forklares ofte med noget fantasifuld baggrund i elektriske svingninger eller energi. Jeg må dog sige det er fantastisk underholdende. Der er fart på hele vejen igennem i alle historierne, og der bruges ikke tid på miljø- eller personbeskrivelse – men derimod rent plot og idé. At formen på historierne er så ens, med faste elementer bestående af en lettere vanvittig videnskabsmand og en yngre naiv mand der rodes ind nogle eksperimenter, viser jo at der ligger noget bag disse første pulp magasiner. Forfatterne har tydeligvis skrevet og læst i de samme magasiner, og udviklet denne stil op gennem 20′erne.

Kan kun opfordre folk til at gå på opdagelse på Gutenberg og evt. hjælpe til, for der er masser af science fiction pulp, også enkelte historier udover de komplette magasiner.

Glasshouse fra 2006 er en løs fortsættelse til Accelerando og står fint alene. Tiden er det 27ende århundrede og menneskeheden har transcenderet til nye måder at eksistere på. Identitet, personlighed og minder som vi kender det er helt væk, og erstattet af muligheden for redigering, kopiering og fragmentering af personlighed og hukommelse.

Man følger Robin der tilsyneladende har spillet en vigtig rolle i en borgerkrig, men husker ikke noget derfra. Han mener nogen har til hensigt at dræbe ham, og han søger derfor tilflugt i et socialt eksperiment, hvor han sammen med andre skal leve 3 år i en simulation af hvad der kaldes for den mørke tidsalder – årene fra ca. 1950 til 2020. I denne verden bliver han til kvinden Reeve og skal nu ligesom de andre deltagere i eksperimentet, leve et nogenlunde almindeligt liv som middelklasseborgere i vores tids verden. De finder ud af at der er et pointsystem, hvor man får point for socialt velansete aktiviteter i denne tid og minuspoint for diverse ugerninger. De prøver så at leve et almindeligt liv med arbejde, ægteskab og sociale arrangementer. Imens prøver Reeve at finde ud af baggrunden for de andre deltagere, som hun også mistænker for at have været involveret i krigen. Sammen med hendes “mand” Sam, får de en større skepsis overfor hele eksperimentets validitet og begynder at holde sig mere for sig selv end de andre deltagere, med dertil færre point til følge, mens andre deltagere går til ekstremer i jagten på flere point. Alt dette er dog kun en ydre ramme om historien om Reeves kamp med sin egen identitet og fortid, og ikke mindst at finde frem til det egentlige formål med eksperimentet.

Stross blander mange temaer sammen i Glasshouse. Der er masser af filosofiske overvejelser omkring jeg’et, identitet og selvbevidsthed, en mængde samfundssatire og selvfølgelig en god portion vild teknologi. Jeg mangler dog stadig at læse en Stross roman jeg virkelig blev imponeret over, med Halting State som det bedste bud. Idéerne er mange og gode, men hans romaner forekommer mig stadig temmelig rodede. Det er selvsagt heller ikke nemt, når hovedpersonerne i denne roman har op til flere identiteter, med forskellig baggrund, hukommelse, køn og navn. Stross er også modig når han forsøger at beskrive et transhumanistisk samfund efter singulariteten, hvor det hele bliver meget abstrakt for nutidens mennesker at forholde sig til, men det indtryk der står tilbage for mig er at han mangler en god redaktør. Det giver øjensyneligt mening for Stross selv når han skriver det, men formidlingen overfor læseren kunne være bedre, og han lader til at tage for givet at man accepterer hans præmisser på forhånd.
Særligt i Glasshouse manglede jeg at få et engament i handlingsforløbet. Den krig som alle deltagerne tilsyneladende har været aktiv i, omend de har fået redigeret store dele af den væk fra deres hukommelse, ved man som læser intet om, og så er det svært at finde den kamp personerne har med deres fortid for interessant. At lade fremtidsmennesker leve i vor tids verden er ikke nogen ny ide, og det er altså begrænset hvor længe det er sjovt, at læse om disse menneskers forargelse over hvor primitive de synes vi var på vores tid og at de ikke kan finde ud af at bruge en mikrobølgeovn. Som plottet udvikler sig og Robin/Reeve finder ud af mere og mere som fortid, bliver koncepterne bare vildere og vildere. Robin/Reeve har åbenbart været en tank i krigen der blev udkæmpet via et gigantisk netværk af ormehuller, og det eksperiment han/hun deltager i er en del af et endnu større komplot der angiveligt havde til hensigt at starte krigen igen. Problemet er at det ikke bliver afsløringer eller forklaringer på hvad der foregår, men blot stadig mere vilde lag af teknologi og konspirationer i et univers man intet ved om. Stross problem synes jeg er at han har for mange idéer og for lidt sammenhæng at bruge dem i. Vi hører blot om forskellige fraktioner med bizarre planer, men intet om deres motivation eller hvilken kontekst det skal forstås i. Måske kunne der komme noget rigtig godt ud af det, hvis Stross skrev sammen med en anden forfatter.

Bogen for august i Azur var Orson Scott Cards prisvindende klassiker Ender’s Game fra 1985. Det er en krigsroman og sådanne kan ikke undgås at få lidt af et ry, og denne er både blevet beskyldt for at forsvare vold men også forsvaret som værende anti-krigs litteratur. På mange måder minder Ender’s Game mig om The Forever War, men den var dog mere klar i sit budskab.

Hovedpersonen hedder Ender Wiggin, han er 6 år og den tredjefødte med storebror Peter og storesøster Valentine. Hans status er dog ikke den bedste, da verden er i sådan en tilstand, at man helst ikke bør få et tredje barn. Ender har hvad man mildt kan kalde for voldelige tendenser, men er dog ikke en voldelig type. Han vil helst bare lades være i fred, og fortryder oprigtigt hver gang han har skadet en anden person. Muligvis pga. dette bliver han kontaktet af kommandør Graff, der overtaler ham til at forlade sin familie for at komme på den såkaldte Battle School. Her bliver han sat sammen med en masse andre jævnaldrerende børn og skal leve et liv som i militæret. Der udpeges hærførere og tropførere, alt sammen med det formål at udkæmpe en slags krigsleg mod andre hold på skolen i et tyngdefrit rum. Ender viser sig hurtigt at have strategiske evner der overstiger alle andres, og inden længe er han leder af sin egen hær, får dem trænet på helt nye måder og vinder hver eneste kamp. Hvad Ender også selv finder frem til, er det hele langt fra for sjov. Jorden har flere gange været i krig med insektlignende rumvæsener der kaldes Buggers, og nu vil man gøre det af med dem en gang for alle. Til dette har man brug for en brilliant hærleder og Graff mener at Ender er denne person.

Ender’s Game har rigtig mange kvaliteter. Først og fremmest er den enormt velskrevet og hele opbygningen af Ender’s karakter er meget gennemført. At hovedpersonen og hovedparten af det øvrige persongalleri er børn, gør bestemt ikke at den bør ses som en børne- eller ungdomsbog. De opfører sig heller ikke som børn, hvilket bliver en vigtig pointe i historien, og særligt Ender er markant mere intelligent end normale 6 årige. Det ligger mest i hans måde at anskue verden på og hvordan han gør sig erfaringer. Jeg kan særlig godt lide hans intuitive tilgang, hvor det fx ikke er viden om fysik, men blot ved at prøve sig frem, at han lærer sig at manøvrere i vægtløs tilstand.
Undervejs bliver man stærkt i tvivl om hvad forfatteren egentlig vil fortælle med sin historie. Mange af idéerne virker meget voldsforherligende og fascistiske. Alene det at have en skole hvor børn manipuleres til at blive kyniske krigskommendører, som skal kæmpe i en krig der dybest set går ud på at udrydde en fremmed race uden anden grund, end at man hellere må være sikker på at de ikke udrydder os først, er jo i sig selv dybt usmagelig. Slutningen bløder dog lidt op for dette syn, men med forfatterens politiske ytringer i øvrigt, særligt med stor støtte til “krigen mod terror”, kan man ikke undgå at forsøge at læse Cards egne holdninger ind i teksten.

Det er dog ikke spørgsmålet om hvilke standpunkter romanen måtte være et udtryk for, der er mit største problem med den, men derimod den dyrkelse af et perfekt overmenneske som den også bygger på. Historier om børn eller på anden vis tilsyneladende “svage” personer, der viser sig at være verdens frelser, et perfekt menneske med overmenneskelige evner og tilsyneladende uden begrænsninger, kan jeg ikke døje længere. Helte og dygtige folk er fint, men ikke når det som her bliver til et overdrevent supermenneske der bare slår den ene rekord efter den anden, og tilsyneladende er fuldkommen usårlig og uovervindelig. Det bliver både forudsigeligt og noget kvalmt. Og det er jo ikke kun Ender, men også hans to søskende, som inden de er blevet teenagere er godt i gang med at få betydelig politisk magt på kloden.

Alligevel kan jeg ikke lade vær med, at være imponeret over Cards skrivemæssige evner, og jeg vil nok også prøve at give efterfølgeren Speaker for the Dead en chance, der i øvrigt også vandt både Hugo og Nebula priserne året efter, hvilket vist er et helt enestående tilfælde.