Interstellar sysctl

Accelerando blev Charles Stross helt store gennembrud. Oprindeligt udgivet som noveller i Asimov’s, men i 2005 samlet i denne bog der blev nomineret til flere priser og vandt Locus Awarden. Det gennemgående tema er singulariteten, med de første par kapitler trækkende meget på Web 2.0 og open source koncepter. I selv samme ånd er bogen også frigivet under en Creative Commons licens og kan læses frit på Stross’ webside.

Vi starter med at følge Manfred. Han lever af at få idéer, tage patent på dem og overdrage dem til virksomheder som kan drage nytte af det. Han lever så af donationer og tjenester fra disse virksomheder. En dag bliver han kontaktet af nogle intelligente hummere med tilknytning til KGB. De vil have hans hjælp til at leve som selvstændige entiteter. Og så ruller snebolden! Det vælter ud med den ene vilde teknologiske ide efter den anden fra Stross, og i et sådant tempo at læseren hægtes af, hvilket også er meningen, da det jo netop er indbegrebet af singulariteten – at udviklingskurverne går lodret så mennesket mister overblikket. På relativt kort tid bliver solsystemet koloniseret, kunstig intelligens bliver udbredt, mennesker uploader deres personlighed til computere, og mere og mere af solsystemets masse bliver lavet om til computerkraft via såkaldt computronium. Denne udvikling illustreres ved at Stross ind i mellem lister op hvor mange MIPS pr. gram der nu er i solsystemet.
Bogen er som sagt en samling af noveller, ni af slagsen med tre med hver deres hovedperson i en periode. Alle fra samme noget besynderlige familie startende med Manfred og sidenhen hans barn og barnebarn. der møder både rumvæsener langt ude i rummet og stifter bekendtskab med en Matrioshka brain.

Accelerando er især blevet rost for dens idérighed og mængden af mere eller mindre plausible science fiction koncepter er da også uhyre høj, hvoraf mange snildt kunne være et novum i en roman eller novelle for sig selv. Det er jo desværre bare ikke nok til at få en velfungerende historie. Accelerando virker meget som en prøveklud for mange af Stross’ idéer, da de bedre af dem har dannet grundlag for hans senere romaner. Der er simpelthen for lidt sammenhæng og pointe med historierne, og det uanset om man prøver at se den som en samling selvstændige noveller eller som en samlet roman. Begge indfaldsvinkler er lige forvirrende. For selvom Stross tænker virkelig store kosmiske tanker om universets og menneskets fremtid, så bliver det aldrig rigtigt fascinerende, fordi Stross’ måde at få gjort tingene større på lader til blot at opremse større tal end sidste gang.

Det er helt forståeligt at historierne i Accelerando har fået den popularitet og omtale de har fået, for det er imponerende hvad Stross har i posen, og dette hæsblæsende tempo de vælter frem i, gør dem i sig selv værd at læse. Det skal bare ikke læses som andet end det, for ethvert forsøg på at finde sammenhæng og plot i dette virvar, er umuligt.

Jeg er virkelig blevet glad for Project Gutenberg efter jeg har købt mig en ebogslæser, for der er rigtig mange gamle klassiske værker som man frit kan downloade i et passende format og læse. At læse længere tekster på computeren duer bare ikke. H.G. Wells er naturligvis en af de forfattere hvis værker er godt repræsenteret. The Time Machine fra 1895 var hans første romanudgivelse, dog er dens længde som en kortroman.

Handlingen er ret ligetil. En mand, som blot benævnes som the Time Traveller, har bygget en tidsmaskine, og overfor et selskab, der ligeledes blot beskrives med titler som the Medical Man og the Editor, beretter han om sin rejse mange tusind år ind i fremtiden. Der finder han et meget primitivt folkeslag der lever ganske fredeligt uden at foretage sig ret meget. Han undrer sig over hvordan dette er muligt, og han finder frem til at en hel race af abelignende primitive undermennesker der lever under jorden, holder en hel masse maskineri i gang, der gør det søde liv på overfladen mulig. Han konkluderer at hans tids klassedelte samfund har udviklet sig til to forskellige menneskeracer, begge fastløst til hver deres liv.

Romanens alder slår ikke helt så meget igennem som jeg havde frygtet. Sproget er enkelt og ligefrem, men fortællingen er lidt tung i det, da det hele blot er en lang talestrøm fra denne Time Traveller. Det er en af de klassiske science fiction værker der med rette refereres til ofte, og derfor vel burde læses, men jeg må dog indrømme at jeg ikke synes jeg har fået forfærdelig meget ekstra ud af det, end ved blot at have almindeligt kendskab til historien og dens hovedpointer.

I 25 år har James Patrick Kelly bidraget med en novelle til juni-nummeret af Asimov’s, derfor er dette nummer et æresnummer til ham, som udover selvfølgelig at indeholde en ny novelle og Kellys klumme On The Net, er der også en række hilsener fra andre forfattere og redaktøren. Robert Silverberg bruger dog sin klumme på at anbefale fantasybogen My Life in the Bush of Ghosts af Amos Tutuola fra 1954.

Kellys egen historie Going Deep er dog ikke specielt imponerende og virker mere rettet mod yngre læsere. Mariska er en pige på 13 år og hun er ikke tilfreds med den vej i livet som hendes forældre har planlagt for hende. Specielt fordi hun er en klon af en velrenommeret astronaut. Stilen er helt karakteristisk for Kelly, men det er ikke en stil jeg altid er lige begejstret for.

Udødelighed er stadig et varmt emne indenfor science fiction. Tom Purdom kommer ikke med nye påfund til hvordan udødelighed kan opnås i Controlled Experiment, men overvejer i stedet hvad man gør med forbrydere der er dømt til livstid. Bud er sådan en og efter 60 år, går han med til et kontrolleret eksperiment der skal afgøre om han er parat til at komme ud i samfundet igen. Men nogen ønsker at sabotere det og forsøger at presse den voldelige side frem fra Bud igen. Rigtig godt skrevet og fængende historie.

John Alfred Taylor bidrager med en fed lille kort historie. Hovedpersonen bliver en Bare Forked, Animal da hans lokationschip går i stykker og han bliver fanget et sted uden mulighed for at råbe om hjælp. Medrivende og spændende skrevet tankevækkende historie om afhængighed af teknologi.

I sin roman Kéthani fik jeg det indtryk af Eric Brown, at han skrev science fiction med et plot mange har skrevet før ham. Det blev bekræftet med novellen Cold Testing, der handler om en kaptajn på et rumskib og hans forhold til to kvindelige besætningsmedlemmer, hvoraf den ene er en robot. Der opstår spændinger og velkendte diskussioner om robotters følelser og menneskelighed.

The Monsters of Morgan Island af Sandra MacDonald handler om, ja, monstrene på Morgan Island. En semi-fantasy kort novelle om en speciel ø, med specielle indbyggere og væsener.

Nummeret sluttes af med en længere novelle af Chris Willrich. I Sails the Morne følger vi rumskibskaptjanen Brick, der skal fragte en af de fire Book of Kells til Kuiper-bæltet, der bebos af rumvæsener, til en udstilling. Som passagerer har han også diplomater fra flere forskellige racer, så da bogen undervejs bliver stjålet, må de forskelliges dagsorden trævles op. Historien er fyldt med besynderlige rumvæsener, action og farverige figurer, i en stil der kunne minde lidt om Larry Niven. Lidt for mange navne på væsener, kulter og steder som plottet egentlig ikke behøver, men stadig en spændende novelle.

Alt i alt et rimeligt godt nummer, med ingen rigtig dårlige noveller og tre rigtig gode.

Min begejstring for første nummer i antalogiserien The Solaris Book of New Science Fiction var ikke stor og desværre kan jeg ikke sige noget bedre om denne volume 2. Hovedvægten ligger denne gang på mindre kendte forfattere, men igen er der langt mellem historier man husker bare få minutter efter de har været læst. De få rimelige historier der er kommer først.

Paul Di Filippos iCity leger med mulighederne indenfor de seneste Web 2.0 påfund som wikier, online spil og især Second Life. Man følger en fyr der kaldes for Moses, der konstruerer byer i en virtuel verden (det er faktisk ikke helt klart om det er en virtuel verden, men det virker sådan). Byerne ændrer sig konstant og det handler selvfølgelig om at få flest mulige til at kunne lide sin by. Velskrevet og morsom historie.
Idéen i The Space Crawl Blues af Kay Kenyon er ikke videre original, men dog ganske veludført. Kvanteteleportering er blevet muligt, så folk kan komme hvor som helst hen i universet på et øjeblik. Men er man nu også den samme person, når ens kvantetilstand rives fra hinanden for at opstå på ny et andet sted?
Robert Reed er yderst erfaren i novelleformen, men Fifty Dinosaurs virker nu alligevel som noget fra skrivebordsskuffen. I denne samling er det dog temmelig godt. Kevin er lige fyldt 21, men vågner op i en fjern fremtid med talende dinosaurere. Jeg tror ikke Reed har haft nogen større pointe med denne ide, men han skriver heldigvis altid godt og spændende.
Til allersidst finder man Point of Contact af Dan Abnett, som var en af de historier jeg ikke glemte med det samme. Forfatteren har virkelig anstrengt sig med at gøre en historie om first contact så kedelig som muligt, så det faktisk ender med at blive interessant. Rumvæsener kommer til Jorden, men de er ikke videre spændende. De har ingen superavanceret teknologi, de vil ikke udrydde os og de har ikke noget interessant at fortælle om universet. Næsten samtlige sætninger i denne korte novelle begynder med “they” og indeholder et “not” et sted. Novellen skal dog heller ikke være længere end den er, for så var det nok blevet kedeligt, men Abnett har afmålt det tilpas og får gjort sin pointe klar.

Selvom antologien har givet plads til mange relativt ukendte navne, kan jeg desværre ikke sige jeg har fundet interesse for nogen af dem, og de få gode historier antologien indeholder, er dårligt værd at købe den for. Jeg håber den tredje er bedre, den har i hvert fald fået en god anmeldelse i Analog og har et større udvalg af kendte navne.

Selvom døgnet ikke har fået flere timer, vil jeg alligevel give det et forsøg med også at læse Analog Science Fiction and Fact. Særligt fordi man kan få det til ebogslæsere på Fictionwise og det er en glimrende måde at læse et novellemagasin på. Papirabonnementerne på de andre magasiner forbliver dog.
September-nummeret er desværre en ret tynd omgang. Halvdelen af pladsen er gået til anden og sidste del af Turning the Grain af Barry B. Longyear, Stanley Schmidt indleder med at slå fast at Analog bringer den type science fiction som mange kender fra de gode gamle dage og som mange stadig efterspørger, og derudover er der et par ligegyldige videnskabelige artikler.

Tre af af de fire noveller har på forskellig vis børn som et slags gennemgående tema. Den første er Evergreen af Shane Tourtelotte, der følger Andrew – en voksen mand i en otteårigs krop, fordi det ønskede hans forældre at fastfryse ham til, i håb om mulig udødelighed. Andrew har svært ved at acceptere sin fysiske tilstand og gør alt for at være så voksen som mulig. Han møder pigen Alice der er i samme situation, men hendes tilgang er en anden. Hun vil godt delvist være barn. Det er således spillet mellem de to, hvor de begge prøver at overbevise den anden om at deres tilgang til livet er den bedste, der udgør historien. Præmissen er på sin vis interessant nok, og historien udvikler sig i en ret grum retning, men det er bare ikke særligt overbevisende at nogen forældre skulle vælge at fastfryse deres børns krop på den måde.

Den noget kortere From the Ground Up af Marie DesJardin handler om Carrie, der var begyndt sin træning mod at blive astronaut, men blev kasseret da rumprogrammet skæres kraftigt ned. Hun tager tilbage stedet hvor det hele startede. På hendes tantes gård, hvor hun som barn så en ufo styrte ned, som hun aldrig fortalte nogen om, men som gav hende lyst til at blive astronaut. Krateret er der endnu og nu vil hun have det undersøgt nærmere. En sød ide, men historien stopper brat inden den kommer i gang.

Man ved ikke om man skal grine eller græde over Eric James Stones Attitude Adjustment, der er så himmelråbende fjollet og kedeligt skrevet, at man ikke ved om det er ment seriøst eller ej. På et mindre turistrumskib der flyver omkring Månen, må guiden Danica sammen med passagerne, navnlig en irriterende rigmandssøn udstyret med en avanceret AI, finde ud af hvordan de kan redde dem selv fra at styrte ind i Månen, efter at rumskibet tilsyneladende er blevet udsat for sabotage. Forslagene, og den endelige løsning der redder dem, er direkte barnligt pjattede og videnskabeligt tvivlsomme, men det virker heller ikke som om at forfatteren mener det helt seriøst. Den påtagede humor slår bare ikke rigtigt igennem.

Sidste længere novelle har nok mest at byde på, men Alec Nevala-Lees The Last Resort bliver desværre heller aldrig rigtig en interessant historie. Det handler om økoterrorisme. Helki og Victor undersøger et naturområde i Sierra Nevada i Californien, som snart vil blive lavet om til skiområde, for en særlig type slanger. De mærker en gigantisk eksplosion i nærheden og kan kort efter næsten ikke trække vejret. De får lige kæmpet sig tilbage til deres bil inden de besvimer. Da de kommer til sig selv igen, ser de at alle dyr i området er døde, også – til deres store rædsel – de tusindvis af slanger. De mistænker der er tale om et økoterrorangreb, men det kan de heller ikke få helt til at passe. Det videnskabelige aspekt i historien, som ikke rigtigt kan afsløres uden at ødelægge det, er ganske originalt, men den omkringliggende historie virker ikke fuldendt eller tilfredsstillende.

Alle historier er til at glemme igen, men jeg har da fundet ud af at min nye håndholdte ebogslæser er ganske glimrende at læse på.

Cherryh skriver om et lille hjørne af hendes Alliance-Union univers i hver af sine bøger. Merchanter’s Luck er et kig ind i Merchanter-kulturen – handelsfolk der efter krigen i Downbelow Station dannede deres egen Alliance. Cherryh har skrevet tre andre selvstændige romaner om disse Merchanters, hvoraf denne er den første fra 1982 og en meget løs efterfølger til Downbelow Station.

Sandor Kreja er eneste overlevende fra en ellers stor Merchanter-familie, efter hans familie er blevet dræbt af Mazianni, en selvstændig fraktion loyal overfor general Mazian fra Jordens flåde, der nægter at acceptere krigens udfald. Sandor kommer i kontakt med en anden Merchanter, Allison Reilly af den succesrige Reilly-familie, og han får et tip om at der er ved at være gode handelsmuligheder igen på “Downbelow Station”. Sandor beslutter sig derfor for at tage helt alene med sit skib “Lucy” dertil, hvilket er helt uhørt og meget farligt at rejse alene på den måde. Han ankommer da også noget tummelumsk til stationen, møder Allison igen, der prøver at rette op på alt det rod han har lavet, og får hjulpet ham til at sammensætte en ny komplet besætning til “Lucy”. Han får sig en last og kan tage af sted på sin første tur med den nye besætning, men alt bliver selvfølgelig ikke ved med at gå så nemt.

Merchanter’s Luck fungerer mest som et indblik i en form for hverdag for disse Merchanters og hvordan man nu får sin forretning til at hænge, snarere end en selvstændig historie med en start og en slutning. Det er særligt mødet mellem de to vidt forskellige Merchanteres, Allison og Sandor, der er interessant. Hvor Sandor er selvstændig med et mindre skib, er Allison en del af en langt større og mere organiseret virksomhed. Da Sandor får sig en besætning, skal han virkelig omstille sig og lære at stole på folk igen.
Jeg kan godt lide at Cherryh skriver den slags historier her, hvor det er helt jordnære personer og deres liv det handler om, som en del af en større helhed vi som læser ikke får så meget at vide om. Dog var Merchanter’s Luck langt fra så spændende som Downbelow Station, og personkarakteristikken slog aldrig rigtig igennem på samme måde. Måske skal man have læst lidt flere bøger i universet, før disse noget mere perifere sidehistorier bliver interessante, og den bør i hvert fald ikke være den første. Med sine 200 sider er den dog hurtigt læst.