Til sommerlæsningen får SFCs medlemmer lidt af det hele. Faste klummer, interviews, conreps og to nye noveller, herunder anden del i den fortsatte kortroman der begyndte i sidste nummer.
Niels Dalgaard ser tilbage på 70′ernes paperback udgivelser af science fiction på dansk i den 47ende udgave af Litteraskopet. Disse udgivelser var med til at øge interessen for science fiction i befolkningen, og selvom flere i dag primært læser på engelsk, mener Dalgaard ikke man skal undervurdere betydningen af udgivelser på dansk hvis nye fans skal komme til.
Janus Andersen skriver en introduktion til alternate history genren. En subgenre jeg har lidt svært ved, og artiklen her bekræfter hvorfor; der er nemlig overordentlig meget af det der tager udgangspunkt i et alternativt udfald af anden verdenskrig. Man må da kunne skrive interessante historier med et andet udgangspunkt også. Bortset fra min personlige smag til genren, er artiklen en glimrende introduktion til hvad den byder på, særligt hvad der findes på dansk.
Til Dancon i år interviewede Carl-Eddy Skovgaard forfatteren Jan Scwherdfeger om hans science fiction børnebogsserie, og dette interview er bragt her. Janus Andersen giver andetsteds en rosende conrep om hele festivallen.
Manfred Christiansen giver os endnu en kort novelle, her med titlen Kassen, omhandlende nogle kasser der spontant opstår rundt om huset hos et noget distræt par.
Lars Wihlborg, tilsyneladende et nyt navn i fanverdenen, fortsætter historien Perceptionens Døre hvor Flemming Rasch slap sidst. Handlingen bliver hevet helt ned på jorden igen, for kort efter at skyde ud af en helt anden og endnu mere spændende tangent. Det lover godt.