Interstellar sysctl

Til sommerlæsningen får SFCs medlemmer lidt af det hele. Faste klummer, interviews, conreps og to nye noveller, herunder anden del i den fortsatte kortroman der begyndte i sidste nummer.

Niels Dalgaard ser tilbage på 70′ernes paperback udgivelser af science fiction på dansk i den 47ende udgave af Litteraskopet. Disse udgivelser var med til at øge interessen for science fiction i befolkningen, og selvom flere i dag primært læser på engelsk, mener Dalgaard ikke man skal undervurdere betydningen af udgivelser på dansk hvis nye fans skal komme til.
Janus Andersen skriver en introduktion til alternate history genren. En subgenre jeg har lidt svært ved, og artiklen her bekræfter hvorfor; der er nemlig overordentlig meget af det der tager udgangspunkt i et alternativt udfald af anden verdenskrig. Man må da kunne skrive interessante historier med et andet udgangspunkt også. Bortset fra min personlige smag til genren, er artiklen en glimrende introduktion til hvad den byder på, særligt hvad der findes på dansk.
Til Dancon i år interviewede Carl-Eddy Skovgaard forfatteren Jan Scwherdfeger om hans science fiction børnebogsserie, og dette interview er bragt her. Janus Andersen giver andetsteds en rosende conrep om hele festivallen.

Manfred Christiansen giver os endnu en kort novelle, her med titlen Kassen, omhandlende nogle kasser der spontant opstår rundt om huset hos et noget distræt par.
Lars Wihlborg, tilsyneladende et nyt navn i fanverdenen, fortsætter historien Perceptionens Døre hvor Flemming Rasch slap sidst. Handlingen bliver hevet helt ned på jorden igen, for kort efter at skyde ud af en helt anden og endnu mere spændende tangent. Det lover godt.

Greg Egans Permutation City fra 1994, som vandt John W. Campbell Memorial Awarden i 1995, er virkelig et imponerende hard sf værk der virkelig er visionært og forud for sin tid. Konceptet med at overføre bevidsthed til en computer er ved at blive en fast del af den nyere science fiction, særligt som et led i diskussion af udødelighed. En historie som Permutation City vil være en jeg ville have forventet ville være skrevet for nylig, da den tager en lang række skridt videre med diskussionen af dette koncept, så det at den er 15 år gammel siger noget om Egans greb om den teknologiske udvikling.

I 2045 er computerteknologien nået så langt, at det er muligt at simulere menneskelig bevidsthed som et set af matematiske abstraktioner baseret på en scanning af hjernen. Udbredelsen er dog begrænset til meget rige mennesker, da det kræver enorm stor processorkraft som er meget dyr. Ydermere er der også den begrænsning at simuleringen kører med nedsat hastighed i forhold til den rigtige verden, sytten gange så langsomt. Tilstanden er heller ikke lige ønskværdig for alle, for en meget stor del af dem der efter at være blevet scannet “vågner op” i denne computersimulation, bliver grebet af en ubehagelig fornemmelse af at det her er forkert, og efter ganske få minutter terminerer de sig selv.
Romanen er delt i to dele. Første del skifter mellem år 2045 og 2050, og følger Paul Durham der er stærkt optaget af at udføre eksperimenter med disse digitale bevidstheder, så han udfører eksperimentet med kopier af sig selv. De har det dog med at terminere sig selv efter kort tid, så han ender med at bryde gældende regler på området og fjerner denne selvmordsmulighed for den næste kopi. Dette finder sted i 2045. I 2050 bliver Autoverse-forskeren Maria Deluca opsøgt af Paul Durham med en lidt for fantastisk, men velbetalt, opgave. Autoverse er en anden gren inden for simuleret virkelighed, hvor målet er at opbygge en kunstig kemisk verden helt fra bunden, i modsætning til den mere almindelige form for virtual reality som disse digitale kopier lever i, hvor man forsimpler virkelighedens naturlove snarere end at have sine egne grundregler. Durham vil have hende til at lave en skitse til en hel planet i Autoverse-modellen, hvilket er helt uhørt, da man normalt kun arbejder på celleniveau i Autoverse, da der simpelthen ikke er processorkraft nok til noget større. Hun begynder dog alligevel på opgaven, da det trods alt kun er en skitse, og opgaven er enhver Autoverse-forskers drøm.
Andel del vil jeg ikke afsløre for meget af, men her bevæger Egan sig ud i et emne han senere har behandlet flere gange, særligt i novellen Crystal Nights og romanen Schild’s Ladder, om intelligent liv der udvikler sig selvstændigt i disse computermiljøer.

Det er sjældent man virkelig bliver fanget af en bog allerede fra første kapitel. Det er endnu mere sjældent at denne fascination holder ved hele vejen igennem. Det gjorde Permutation City og den er i mine øjne en noget nær perfekt roman. Det er hard sf for nørder, måske ikke i en eksponentiel funktion som med Schild’s Ladder, men i hvert fald kvadreret. Egan kan sin videnskabsteori og kan præsentere sine idéer så de både er troværdige og spændende, uden at fortabe sig i lange kedelige teoretiske passager. Det er heller ikke som så det så ofte sker med den slags science fiction, at personerne bliver flade og tørre. Faktisk er Permutation City blandt de bedste personskildringer jeg har læst. Særligt udforskningen af forholdet mellem kopi og original, hvilken virkelighed man kan stole på og spørgsmålet om den digitale kopi nu faktisk selv ønsker at leve i en computersimulation, kommer Egan godt i dybden med. Mere end nogen anden, hvor konceptet oftest bare bliver brugt som en genvej til udødelighed, og ikke beskrevet og diskuteret i dybden som her.
Desværre er der en irriterende detalje der virkelig gør meget skade på helhedsindtrykket. Af en eller anden ukendt grund mente Egan åbenbart at der skulle være en kort sexscene mellem Durham og Maria, på trods af at der ingen tiltrækning har været mellem de to, hverken før eller efter, og at det heller ikke har nogen som helst relevans for handlingen. Det lader heller ikke til at hverken Egan eller personerne har nogen ide om hvorfor, for det starter med et champagneglas og slutter med at begge to bliver enige om, at det her ved de slet ikke hvorfor de skulle. Komplet meningsløst, øv.

Målgruppen er nok noget snæver, som det nok generelt er med Egans forfatterskab. Dataloger og matematikere ligger ligefor, men ellers folk der bare virkelig elsker hard sf og det teoretiske videnskabelige sprog, vil også kunne nyde Egans tankevækkende og fængende historie.

Kortromaner er en problematisk størrelse. De kommer til at fylde meget i et magasin eller en antologi, men er omvendt også for korte til at blive udgivet for sig selv. Men formen kan være rigtig god når den ikke blot bruges til at gøre en almindelig novelle længere, og særligt til space opera er der potentiale i at kunne ridse et univers op og få fortalt en fængende historie, uden at det behøver at fylde tusind sider. Den erfarne redaktør Gardner Dozois har samlet seks kortromaner i denne eksklusive samling udgivet af Science Fiction Book Club, med en lang række superstjerner inden for nyere space opera, hvoraf fem af de seks er fra England.
Udover at der er tale om widescreen space opera er temaet, som titlen også siger, galaktiske imperier for alle historiernes vedkommende; nogen som en central del af plottet og andre med en antydning af nogle større kræfter derude. For at kunne få det til at fungere har tre af forfatterne valgt, at sætte deres historie i et af deres eksisterende større romanuniverser, men heldigvis står de også nogenlunde alene.

Peter F. Hamiltons bidrag, The Demon Trap, er sat i hans Commonwealth-univers og gør brug af en velkendt figur fra den serie, efterforskeren Paula Myo. På en planet slår et terrorangreb flere hundrede mennesker ihjel, og bag står en uafhængighedskæmpende gruppe, der ønsker selvstyre på planeten. Myo sættes på sagen og opklarer den for så vidt hurtigt. Hun finder i hvert fald frem til den person der affyrede missilet mod passagerflyet, men gerningsmanden har renset sin hukommelse for den hændelse og alt det der ledte op til den, så der opstår et interessant juridisk problem om hvorvidt man kan straffe en person for en handling, når hans sind i hvert fald er uskyldigt. Det optager dog ikke Paula Myo det store; hun er mere optaget af at finde de medsammensvorne hun er sikker på der er.
Det er for så vidt helt oplagt for Hamilton, at skrive krimihistorier med Paula Myo figuren, men han forspilder muligheden her. Der er mange ligheder til en lignende sag hun opklarer i Pandora’s Star, det bliver aldrig rigtig spændende og det virker aldrig som om der er nogen speciel udfordring for Myo undervejs. Det hele er nærmest løst med det samme, de fleste sider bliver brugt på at skitsere Commonwealth-universet og de skyldige skal blot narres til at afsløre sig selv. I enhver anden samling, havde The Demon Trap været en god krimihistorie, og den er for så vidt også underholdende nok, men den blegner i forhold til resten.

Neal Asher er en temmelig ny britisk science fiction forfatter, med sin første romanudgivelse i 2001 – Gridlinked, men som har været yderst produktiv med flere romaner om året. Jeg har ikke noget videre bekendtskab med hans forfatterskab, men ligesom med de fleste øvrige moderne space opera forfattere, skulle hans historier indeholder mange elementer fra cyberpunk, gøre flittig brug af kunstig intelligens, nanoteknologi, FTL-teknologi osv. Med Owner Space er vi mere “back to basics” space opera. Historien starter med at en gruppe på godt halvtreds mennesker forsøger at flygte fra the Collective – der antydes at være et sovjetisk inspireret kommunistisk imperialistisk styre der regerer Jorden. De flygter i rumskibet Brezna og bliver forfulgt af skibet Lenin. Deres flugtrute tager en uheldig drejning, og de har snart ingen sikre steder at søge hen. Deres eneste håb er at søge ind et område kaldet Owner Space, der er omgæret med legender og mystik, angiveligt skulle det husere et rumvæsen med enorme kræfter, som ikke er specielt venligtsindet overfor nogen fremmede. Et ganske spændende og underholdende plot udfolder sig, og Asher rammer meget godt fordelingen mellem dels verdensopbygning der ikke bliver alt for omfattende og dels et godt plot der fanger læseren.

Robert Reed er en forfatter der primært gør sig i kortprosaen. Han har næsten altid en historie med i Fantasy & Science Fiction og skriver også ofte til Asimov’s. Med The Man with the Golden Balloon viser han også, at han er den der mestrer kortromanformen bedst i denne antologi. Historien er sat i det univers der udgør romanerne Marrow og The Well of Stars, der tager udgangspunkt i opdagelsen af et gigantisk forladt rumskib på størrelse med Jupiter og som mennesket og andre racer begynder at bruge, men historien her fungerer glimrende for sig selv, da den nødvendige baggrundsviden introduceres. Historiens to hovedpersoner, ægteparret Quee Lee og Perri, mener at have kendskab til et område i det gigantiske skib som endnu ikke er blevet kortlagt, hvilket er usædvanligt, da man ellers har ment at selvduplikerende robotter skulle have kortlagt enhver krog af skibet. Men de begiver sig ud på en ekspedition sammen med et mindre hold og finder det hidtil ukendte område, men der er tilsyneladende absolut intet interessant ved det og flere af ekspeditionens medlemmer vender om. Men endelig i et absolut kulsort hulrum støder ægteparret på et væsen som de falder i snak med. Væsenet påstår det er en repræsentant for en stor galaktisk sammenslutning som i al hemmelighed har enorm magt. Ægteparret såvel som læseren bliver fanget af dette væsens fortælling, der er både kosmisk og nærværende. Historien fungerer fordi Reed har disponeret elementerne lige tilpas, hvor rammen er tilpas snæver med et lille persongalleri og en interessant verden hvor man får det nødvendige at vide. Denne evne til afgrænsning er særligt noget et par af de andre historier mangler.

Alastair Reynolds har aldrig skuffet mig og The Six Directions of Space er ingen undtagelse, omend den har et par svagheder. Den hemmelige kvindelige agent med kodenavnet Yellow Dog der arbejder for et Mongolsk gallaktisk imperium, sættes til efterforske en række mystiske fremkomster af spøgselsskibe i det der benævnes som the Infrastructure – en udhulet måne der fungerer som transitsystem for FTL-rejser. Hun kommer til at samarbejde med den noget utilregnelige Qilian, og historien skifter fra spionage til first contact og over i opdagelsen af flere paralleluniverser hvori forskellige folkeslag fra Jorden har opbygget galaktiske imperier. Disse overgange i historien er ikke altid lige overbevisende, men Reynolds imponerer som oftest med de fedeste idéer som ikke mange kan gøre efter.

Stephen Baxters The Seer and the Silverman var desværre noget skuffende, fordi den er komplet uforståelig når man ikke er bekendt med hans Xeelee-sekvens. Reed og Hamilton skrev også i et eksisterende univers, men de slap bedre fra det, da deres historier kunne stå for sig selv. Det kan denne ikke og jeg måtte bruge adskillige webopslag for bare at gennemskue lidt af hvad der foregik. På den kunstige verden kaldet Reef er der en masse mennesker der pludselig er forsvundet, og man mistænker racen der kaldes for Ghosts at stå bag. Historien følger Donn, hvis bror er forsvundet på denne måde, og hvordan han bliver opsøgt af en Ghost ambassadør, der tager ham med til deres hjemverdenen hvor det bliver klart, at de har bortført en masse mennesker med henblik på at studere og forstå dem. Baxter tænker stort og historiens tema drejer over i højtragende diskussioner om kosmos og universet mellem Donn og ambassadøren. Baxter præsenterer nogle interessante koncepter og historien er sikkert interessant nok som et bidrag til hans Xeelee-sekvens, men som selvstændig historie mangler den et bare nogenlunde gennemskueligt handlingsforløb og pointe, og et utal af referencer til navne på steder og racer og personer, som man ikke ved om er vigtige eller ej, gør læsningen anstrengende.

Sidste historie, Ian McDonalds The Tear, er nomineret til årets Hugo Award og det er forståeligt nok, da den nok er samlingens mest originale og iderige fortælling. Dog har den lidt som med Baxters historie et problem med afgrænsning, for han sætter et væld af navne og benævnelser på alt muligt ind i teksten, hvoraf mange af dem kun optræder den ene gang. Det bliver heller ikke nemmere af at historiens hovedperson, har i alt otte personer i sig i en og samme krop – alle med hver sit navn, og der skiftes hele tiden mellem disse personer, hvilket gør forløbet temmelig uoverskueligt. Men ham her stammer fra en vandplanet og mangler følger ham, og hans mange personer, og hans opvækst der blandt andet bringer ham i kontakt med nogle rumvæsener han lærer nogle alvorlige hemmeligheder om. McDonalds sprog er helt unikt, med indviklede poetiske sætninger der kan have flere betydninger, ord der bruges i alternativ kontekst og som nævnt en række selvopfundne navne der gør det endnu mere svært at forstå hvad det hele handler om. Der er dog ingen tvivl om at han ligesom Baxter tænker stort og episk i galaktisk målestok. Som jeg læser den, selvom jeg må indrømme jeg næppe har forstået den fuldt ud, er den et produkt af en forfatter der simpelthen vil fortælle for meget på for lidt plads.

Øvelsen med at skrive gigantisk space opera om civilisationer der breder sig over hele galakser i et format på lige godt under 70 sider, må siges at være noget af en udfordring, og ikke alle seks forfattere slipper lige godt fra det, omend samtlige historier vil stå markant frem i enhver anden sammenhæng. Hamilton formår at afgrænse og skrive en tilpas afmålt historie, omend desværre med et anelse kedeligt plot. Asher har bedre styr på at finde balancen med både at kaste mange idéer op i luften, opbygge en verden der virker langt større end i den enkelte historie og det at fortælle en historie der fungerer for sig selv. Reed løber på dette punkt med sejren, med en perfekt afmålt historie der ikke er bange for at fortælle os noget om praktisk talt alting. Reynolds har de vildeste idéer, men halter lidt med kontinuiteten i handlingen. Baxter har sikkert skrevet et spændende ekstra kapitel til hans Xeelee-sekvens, men har tilsyneladende ikke taget højde for at historien skulle trykkes i en selvstændig antologi. McDonald viser hans lyriske overlegenhed, er fuld af idéer og store tanker, men kunne ikke få det hele til at passe ind i en forståelig handling.

Galactic Empires står dog klart som en helt unik og enestående antologi, der bestemt er værd at skaffe sig for alle space opera fans, selvom den skal bestilles hjem fra USA.

C. J. Cherryh er en yderst produktiv forfatter indenfor science fiction og fantasy, og er blandt andet særligt kendt for sit Alliance-Union univers, bestående af en lang række romaner om menneskets fremtid i rummet, hvor man har koloniseret en række planeter, der over tid har ført til splittelse mellem Jorden og de virksomheder der har investeret i de projekter, og de kolonister der ønsker mere selvstændighed. Dette fører til en regulær krig og Downbelow Station udspiller sig i denne krigs sidste faser. Cherryhs Alliance-Union univers er ikke en sammenhængende serie, men en masse selvstændige historier, og selvom Downbelow Station rent kronologisk ikke ligger først i dette univers, er den alligevel anbefalet som et godt udgangspunkt. Det kan jeg kun skrive under på, for jeg har bestemt fået lyst til at læse mere. Romanen vandt en Hugo Award i 1982.

Historien udspiller sig på rumstationen “Downbelow Station” der er i kredsløb om planeten Pell der er hjemsted for nogle venlige rumvæsener kaldet hisa. Stationen har forsøgt at være neutral i konflikten mellem de uafhængighedskæmpende Union og Jorden, men det bliver svært da stationen bliver nødsaget til at tage imod en masse flygtninge, og begge grupper begynder at se stationen som et vigtigt strategisk sted. Familien Konstantin, der leder stationen, placerer alle flygtninge i en afgrænset karantænezone, af frygt for at agenter eller sabotører kunne blive en trussel for stationens indbyggere. Dette skaber massive problemer, da karantænezonen hurtigt bliver overfyldt, og bander overtager magten. Imens skal Damon Konstantin håndtere en usædvanlig forespørgsel fra en krigsfange; han ønsker selv at blive adjusted – en proces der er så godt som en nulstilling af ens hukommelse – mod at han får sin frihed. Damon indvilliger noget modvilligt, men føler efterfølgende et personligt ansvar for ham og hjælper ham videre med et nyt liv som ny person. Samtidig er Damons svoger Jon Lukas, der ønsker at overtage magten over stationen, bekymret over krigens udvikling, og i al hemmelighed kontakter han Union og lover at overdrage stationen til dem. Men general Mazian fra Jordens flåde har også udset stationen som et vigtigt sted, så uden at ville det bliver den ellers neutrale station tvunget til at vælge side i konflikten.

Downbelow Station er trods sin alder på næsten tre årtier alt andet end forældet. Vel nok er den ikke fyldt med moderne nanoteknologi, kunstig intelligens, uploadede personer og lignende temaer der præger nutidens science fiction, men netop fordi Cherryh fokuserer på den gode historie og personerne, er den på stort set alle måder tidløs. Jeg vil hverken kalde det space opera eller hard sf, men blot rigtig god military sf – selvom der faktisk ikke er ret meget egentlige kampscener, for det er de strategiske og politiske beslutninger der er i fokus og navnlig hvordan situationen håndteres af historiens forskellige hovedpersoner. Jeg er imponeret over hvor grebet man kan blive af en historie, der egentlig ikke indeholder noget kompliceret plot, ikke har heftige actionsekvenser og hvor det hele er en smule forvirrende og uklart hele vejen igennem. Cherryh går nemlig ikke i detaljer med alt muligt unødigt, vi ser tingene som de sker for hovedpersonerne, med alle de forvirringer, misforståelser og uklarheder de også står overfor.
Derudover finder jeg det også forfriskende med en kvindelig science fiction forfatter, der ikke bliver slået op på at hun skulle skrive specielt feministisk eller afvige fra den øvrige mandsdominerede science fiction. Det er slet og ret bare godt fordi det er godt, ikke så meget andet.

På alle måder anbefalesesværdig, hvis man har mod på science fiction der i den grad handler om krig, men som ikke består af endeløse kampscener eller fascination for store skydevåben.

Hollywoods filmatisering af Richard Mathesons roman af samme navn fra 2007 er den tredje filmatisering, hvor de to forrige gik under andre titler – henholdsvis The Last Man on Earth og The Omega Man. Grundlæggende forsøger filmen, med Will Smith i hovedrollen, at følge romanens hovedindhold, men det går desværre helt galt til sidst, hvilket er en skam.

Den virus der ender med at gøre alle til en slags zombier, præsenteres i filmen som en mirakelkur mod kræft der udvikler sig i mindre heldig retning. Robert Neville er allerede fra starten en virolog, der prøver at finde en kur, hvilket han fortsætter med i sit barrikaderede hus som eneste overlevende i New York. Sammen med sin hund, kører han byen rundt for at finde forsyninger, og prøver at holde sin forstand nogenlunde ved lige gennem dagligdagsaktiviteter. Han bliver på et tidspunkt reddet ud af en farlig situation, af en anden overlevende kvinde, der mener at kende til en koloni ikke langt fra byen, hvor de sidste overlevende er. Neville stoler ikke på hende først, men ender til sidst med at ofre sig for hende og den dreng hun har med sig.

Et langt stykke af vejen synes jeg filmen fungerer og holder sig til romanens hovedkoncept. Det er helt fint at der gives lidt mere håndgribelige forklaringer på virussen, at de ikke er vampyrer, at Nevilles arbejde med at finde en kur er mere målrettet fra starten osv., fordi skildringen af Nevilles ensomhed og hvordan han desperat kæmper for at bevare forstanden, faktisk er ganske god og skuespillet fra Will Smiths side ligeså. Desværre går det helt galt for slutningen, hvor hele den centrale og modige pointe fra Mathesons roman, bliver totalt smidt væk og erstattet af en standard Hollywood slutning til den slags film.
Så filmen kan godt nydes for den første times tid, mens den sidste halve time nok vil gøre de fleste skuffede.