Interstellar sysctl

Til august til årets WorldCon, denne gang i Montréal, uddeles som altid Hugo Awarden. Alle de nominerede, med links til alle novellerne, kan ses på deres webside. Her ser jeg på “short story”-kategorien, historier på under 7.500 ord. Efter min mening er der ingen tvivl om årets vinder.

26 Monkeys, Also the Abyss af Kij Johnson. Denne historie er fra Asimov’s, July 2008 og den udgør årets hygge-eventyr-fantasy historie. Den handler om en kvinde der har et show med 26 aber og hvor det afsluttende nummer altid er hvor alle aberne kravler op i et badekar for at forsvinde i et lysglimt. Jeg finder den stadigvæk ikke særlig interessant, og skulle en historie af den type nomineres, så jeg hellere det var blevet Midnight Blue af Will McIntosh fra Asimov’s, September 2008.

Article of Faith af Mike Resnick. Han er nomineret praktisk talt hvert år og har tydeligvis sit faste publikum til den type trivielle følelsesladede historier. Denne gang udforsker han en robots religiøse tro. En robot bliver ansat som rådgiver for præsten til hans prædikener. Robotten begynder efterhånden at udvikle sin egen kristne tro, hvilket ikke bliver lige vel modtaget af kirkegængerne. Jeg må sige den var bedre end de forrige historier Resnick har været nomineret for, men jeg synes generelt ikke om den måde han nærmest råber sin pointe ud til læseren. Historien er skruet sammen til kun at slå hans pointe fast og ikke andet.

Evil Robot Monkey af Mary Robinette Kowal. En meget kort men sød novelle, om en abe der lever i en zoo, men som er lidt klogere end normalt. Dens arbejde med at lave en potte spoleres af gæsterne der banker på ruden til dens bur.

Exhalation af Ted Chiang. Dette bliver årets vinder. Ingen tvivl om det! Med Exhalation viser Chiang at hard sf ikke behøver at være forankret i denne verdens videnskab, for novellen beskriver en verden af hvad der bedst kan beskrives som mekaniske mennesker hvis kroppe styres af lufttryk, men det vigtige er derimod at videnskaben i historien er internt konsistent og velbeskrevet. I denne verden med disse lufttryksvæsener, følger vi en forsker der ønsker at finde ud af mere om hvordan hans race fungerer, men obduktioner er svære at foretage da folk meget sjældent dør, og ved dem der gør er kroppen oftest stærkt beskadiget. Derfor sætter han sig for at dissekere sin egen hjerne, for at finde ud af hvordan den fungerer. Chiang imponerer virkelig med at få overbevist læseren om de fysiske og anatomiske regler i sit univers, og det uden at bruge specielt meget plads. Vildt fascinerende læsning.

From Babel’s Fallen Glory We Fled af Michael Swanwick. Swanwick er også en meget unik forfatter, hvis historier aldrig rigtigt kan placeres i en bestemt kasse, og ligesom med A Small Room in Koboldtown der var nomineret sidste år i samme kategori, er det også tilfældet her. From Babel’s Fallen Glory We Fled er dog mere udpræget science fiction, der udmærker sig ved at have en intelligent rumdragt som fortæller. Novellen er fyldt med gode velkendte science fiction koncepter om fremmede civilisationer, andre måder at tænke på og ikke mindst diskussion af økonomiske strukturer, men et plot som sådan er der ikke meget af. En klar mulig andenplads.

Jeg vil blive meget overrasket hvis ikke Ted Chiangs Exhalation blev vinderen og den bør læses af alle, uagtet om man er interesseret i Hugo Awarden eller ej.

Anden bog i Philip José Farmers Riverworld-serie er på mange måde meget typisk for den type efterfølgere. I To Your Scattered Bodies Go byggede Farmer en stor verden op omkring sin ide med at alle mennesker kom til live igen på en ny planet, og denne verden kan så at sige blot bruges til at kaste nye interessante historiske figurer ud i store eventyr. Det er så blevet Samuel Clemens (også kendt som Mark Twain) der er hovedfiguren i The Fabulous Riverboat.

Samuel Clemens har en drøm om at bygge en gigantisk motoriseret båd og sejle de mange millioner kilometer af planetens lange flod, for at komme til flodens ende og forhåbentlig få nogle svar. Men det er jo ikke nemt at finde materialer til en stor båd, når planeten ikke besidder nogle brugbare metaller. Han får dog hjælp fra en “Mysterious Stranger”, angiveligt en af rumvæsenerne bag Riverworld, der lader en meteor styrte ned i nærheden, så der er en jernkilde at bruge. Clemens får samlet sig et par samarbejdspartnere, herunder en pilot fra første verdenskrig, en krigerisk viking og en gammel konge, der deler hans drøm om en gigantisk “Riverboat”.
Det meste af romanen går med at få samlet en hel ny stat omkring konstruktionen af denne båd, og ikke mindst de krige de må udkæmpe med nabostaterne, der bliver overordentligt interesseret i deres teknologier. Clemens må også kæmpe mod forrædere i egne rækker og være diplomatisk mellem de mange forskellige baggrunde folk kommer fra. Særligt racistiske problemstillinger dukker op igen.

Der er ikke mange nye idéer i The Fabulous Riverboat. Riverworld-verdenen er etableret og nu skal der bare ske noget. Ligesom i To Your Scattered Bodies Go får læseren aldrig alt at vide, der sker mange ting på en gang det kan være svært at holde styr på, og romanens hovedpersoner har det ligesådan. Det bliver desværre bare for rodet, hvor et væld af personer kommer ind fra højre og venstre, for kort efter at forsvinde ud af handlingen hurtigt igen. Karakteristikken af de historiske personer synes jeg heller ikke fungerer helt så godt som før. Samuel Clemens portræteres slet ikke på samme interessante facon som Burton blev det, Herman Göring er gået hen og blevet missionær for en nyreligiøs pacifistisk bevægelse, og skikkelser som Mozart og Odysseus kigger forbi for en kort bemærkning og forsvinder kort efter igen. Tempoet i fortællingen er heller ikke helt overbevisende. Man går fra den ene uforståelige krig til den anden, mellem hårde ordvekslinger og lige pludselig er båden bare færdig.
Trods dette var jeg nu alligevel moderat underholdt og The Fabulous Riverboat var hurtigere læst, fordi man bare bliver kastet direkte ind i en handling med fart på hele vejen, men fascinationen ved Farmers verden er falmet lidt, for der kommer ikke nogle nye idéer, og jeg savner især den humor der prægede dialogen i To Your Scattered Bodies Go. Nu består dialogen mest af alt af skænderier.

Man skal nok ikke forvente det store af The Fabulous Riverboat og den bør nok primært læses for ren underholdningsværdi, og ikke en bog der kan leve op til den forrige Hugo-vinder. Anmeldelserne af de efterfølgende bøger i serien, bliver markant dårligere, så i hvert fald for en tid stopper min læsning af Riverworld-serie nok her lige foreløbig.

Asimov’s Science Fiction har rundet de 400 numre med dette dobbeltnummer. Med næsten 200 tætskrevne sider er der mange timers læsning. To kortromaner, to novelettes og seks noveller.

Brian Stableford åbner med den fjerde og sidste kortroman om John Dee og hans æterrumskib, The Great Armada. Tredje del (fra Asimov’s, July 2008) sluttede med at en invasion af rumvæsener fra Månen var på vej. Francis Bacon bliver involveret i forsvaret mod denne invasion, og får hjælp fra andre af tidens historiske personligheder som Sir Walter Raleigh og John Dee. Historien er velkendt moderne science fiction, hvor en stor del foregår i rummet, men sat ind i en ramme fra 16-hundredetallet. Det fungerer godt og jeg håber værket bliver udgivet samlet på bogform, så man kan læse alle fire kortromaner i sin helhed.

I en verden hvor anonymitet ikke eksisterer og oplysninger om navn og baggrund på alle man møder, er øjeblikkelig tilgængelig via ansigtgenkendelsessoftware i ens netopkoblede briller, er en person der ikke popper frem i systemet et sjældent syn. Derfor undrer de to hovedroller i Robert Reeds True Fame sig også en del, da de spotter sådan en mand på en restaurant. Plottet får et overraskende twist til sidst og Reed holder læserens interesse fra start til slut.

Usynlige fantasivenner, og at de muligvis ikke er ren fantasi alligevel, er ikke et ukendt tema i de fantastiske genrer. Men Kate Wilhelms An Ordinary Day with Jason er nu noget speciel, da” vennen” her er en trappe der på magisk dukker op og så er den slet ikke usynlig for de andre. Historien er spøjs på en lidt interessant måde, men heller ikke meget mere end det.

I Atomic Truth af Chris Beckett er alle også udstyret med briller der ligger et kunstigt virtuelt lag ovenpå virkeligheden, lidt ligesom i Vernor Vinges Rainbows End. Alle på nær Richard. Der bliver set skævt til ham, men han mener selv han ser verden som den i virkeligheden er, da alle andre lever i deres egne kunstigt skabte virkeligheder. Kommentaren til vort samfund og det stigende forbrug af mobile enheder forbundet til Internettet, er mere end tydelig fra forfatterens side. Idéen fungerer langt bedre i denne novelle end i Vinges roman.

Eileen Gunn og Michael Swanwick har fået sneget en fantasyhistorie ind i dette nummer. The Armies of Elfland handler om elvere der er knapt så venlige igen, da de ødelægger vores verden ud af ren kedsomhed. En ung pige der bliver taget til fange som tjener for elverdronningen, ender med at bekæmpe dronningen efter hun har fundet frem til elvernes svaghed. Et alt for tyndt plot sat i en verden der virker som revet ud af en større sammenhæng.

Jack Skillingstead har det med at skrive historier om fortabte ensomme personer og hvor historien aldrig gør det helt klart, hvad der er virkelighed og hvad der er vrangforestillinger. Human Day er ingen undtagelse. Raymond har levet under jorden i snart et år, efter at et videnskabeligt eksperiment han udførte endte katastrofalt og dræbte hans datter. Han har bygget en robothund som han sender op til overfladen, men kan han stole på de billeder robotten sender tilbage? Ligesom Skillingsteads andre historier er de fascinerende på deres egen måde, men heller ikke til at blive klog på.

Pas på hvad du ønsker dig, du får det måske. Den slidte pointe forsøger Deborah Coates sig med i Cowgirls in Space, og resultatet er desværre ikke synderligt interessant. Udgangspunktet er seks veninder der i forbindelse med et fund af en mystisk genstand i Kina, i flashback ser tilbage på en tid hvor de kom i besiddelse af en lignende genstand. En genstand der tilsyneladende kan opfylde alle slags ønsker. Måske vil man som kvinde bedre kunne se noget interessant i dynamikken i denne venindegruppe og i skildringen af deres personlige udvikling, rigtige og forkerte valg osv., men det må være gået henover hovedet på mig.

Damien Brodericks This Wind Blowing, and This Tide er en sørgelig skildring af Sam Parks sorg over tabet af sin søn. En sorg der, glimrende udført af forfatteren, bliver kædet sammen med opdagelsen af et rumskib på Titan, der har ligget i stase i millioner af år og på mystisk vis er overdynget med blomster – angiveligt fra Jorden. Anbefalesesværdig.

Nancy Kress plejer at bidrage med lange historier, men den korte humoristiske Exegesis er i en helt anden boldgade. Novellen er udformet som uddrag af et slags opslagsværk fra forskellige tider – fra 1950 til 2850. Alle omhandlende det kendte citat fra filmen Gone With The Wind – “Frankly, my dear, I don’t give a damn.” Som tiden går, ser vi hvordan sætningen bliver fordrejet, misforstået og vendt på hovedet.

Jeg har en svaghed for historier med arkæologi og gamle uddøde civilisationer, så jeg glædede mig til den sidste novella i dette nummer, The Spires of Denon af Kristine Kathryn Rusch. Det er rigtig tidsløs adventure science fiction, af typen der nok ikke vinder priser, men som underholder, beskriver en spændende verden og er god som hyggelæsning i en weekend. Historien følger en ekspedition ind i byen Denon, ledet af forskeren Dr. Reese og med følgeskab fra blandt andet huledykkere og en sikkerhedsekspert. Der er ikke rigtig andre end Dr. Reese der ved hvad ekspeditionen går ud på, men angiveligt håber hun på at finde nogle gemte huler med en masse kulturskatte i. Plottet er ikke så originalt for den slags historier; et taktisk drama om hvem der har hvilken dagsorden og hvem der afslører hvem, men det virker og jeg følte mig i hvert fald godt underholdt.

Sheilla Williams’ redaktionelle indledning er selvfølgelig i anledningen af 400-nummerjubilæet et tilbageblik på magasinets historie, Robert Silverberg har genlæst A. E. van Vogts The World of Null-A og Norman Spinrad har et længere essay om Tom Dischs forfatterskab.

Femte bog i den absolut horrible syvbinds The Saga of Seven Suns rykker sig minimalt op over de forrige bind. Der sker faktisk lidt interessant udvikling i historien, så måske kan karakteren bevæge sig fra et -3 til et 0.

Næsten alle de mange ting Kevin J. Anderson har bygget op til i de sidste fire bind kommer nu til en form for afslutning. Dog først i den sidste håndfuld kapitler. Klikiss-robotterne har vendt sig mod menneskeheden, den oprindelige fjende – Hydroguesene fra gasgiganterne – gør klar til det endelige angreb mod Jorden og de vil have the Ildirans med og spændingerne mellem kongen og Jordens sindssyge diktatur bliver stadig mere spændt. Imens samler den gamle vandbaserede race kræfter igen, for at kunne hjælpe med at forsvare menneskerne og Ildirans leder genforenes med sin tabte kærlighed. Fokus i dette bind er dog særligt på kongen, der sammen med sin dronning, må kæmpe for deres overlevelse mod attentatforsøg fra deres leder mens de forsøger det samme mod ham. Hans position som leder presses også flere steder fra, da hans brutale fremfærd mod de andre fraktioner af menneskeheden ikke overraskende giver manglende støtte fra den kant, og ikke mindst hans fejlbedømning af Klikiss-robotterne, som kongen faktisk advarede ham imod, gør at opbakningen fra livvagter og undersåtter svinder ind.
Men det hele ender i et gigantisk rumslag ved Jorden, hvor tusindvis af Hydrogues angriber Jordens flåde, og efter få linjers kampbeskrivelse er the Hydrogues slået med hjælp fra vandvæsenerne og flyvende træer. Kongen og hans dronning får flygtet til dronningens hjemplanet, Theron, og der starter de en ny alliance op, som hurtig får tilslutning fra en lang række kolonier. Tilbage på Jorden er Hansa lederen selvsagt noget misfornøjet over at se sit imperie falde fra hinanden og ud af hans magt.
Hvad de næste to bind så skal handle om, sørger forfatteren selvfølgelig lige for at få skudt i gang i de sidste par kapitler. Den oprørske Ildiran, der skabte borgerkrigen i sidste bind, har allieret sig med de sidste af de fire gamle elementbaserede væsener – Faeros – ildvæsener der lever i stjerner, og en forsker der forsvandt en gang tilbage i et af de første bind, vender tilbage med en race man troede var udødede – the Klikiss. Så der skal nok ske ting og sager.

Både foreningen Science Fiction Cirklen og tidsskriftet Proxima fyldte 35 år i år. Dette var selvfølgelig en god anledning til at udgive et flot ekstranummer af Proxima, bestående af et udvalg af rigtig gode artikler og boganmeldelser fra tidligere numre, samt to helt nye noveller og en opdatering af Proximas og Science Fiction Cirklens fandomshistorie skrevet af Niels Dalgaard. Det særlige ekstranummer er sendt ud til alle abonnementer og vil angiveligt kunne erhverves gratis til diverse kommende arrangementer hvor SFC er tilstede.

Niels Dalgaard åbner med en glimrende gennemgang af særligt Proximas mangeårige historie, men skriver selvfølgelig også om fandoms generelle udvikling. Det bliver således både en opsummering af Fanmarkshistorien samt en kort opdatering til denne med de seneste 10 år. Derefter følger en lang artikel om utopier i Svend Åge Madsens forfatterskab af Anders E. Larsen, Knud Larns glimrende gennemgang af tysk science fiction, Niels Dalgaards oplysende artikel om hård science fiction, Palle Juul Holms kritik af fantasiløsheden i science fiction når det kommer til verdensopbygning af andre planeter og til sidst Ellen Miriam Pedersens artikel om filosoffen Ernst Bloch. Således kommer man vidt omkring og ekstranummeret fungerer således som en glimrende introduktion til hvad det er for en type artikler man kan finde deri.

Som bonus får vi to nye danske science fiction noveller. Den første er Retræte af John Peter Andersen, der handler om et intelligent væsen, kaldet Tautien, der er rejst til Jorden i håb om at skabe kontakt. En professor i marinebiologi finder væsenet på stranden og tror det er en slags musling. Han tager det med hjem for at dissekere det. Vi følger således Tautiens kamp for overlevelse og for at skabe kontakt, inden den bliver dræbt af professorens eksperimenter, der ikke ved hvad han har med at gøre. Hvis man kunne give stående bifald til en novelle over sin blog, ville jeg gøre dette. Den er fantastisk velskrevet, medrivende og original rigtig hård science fiction med simple virkemidler.
I lyset af dette kommer Manfred Christiansens RT2200-DragonFly^TM til at blegne lidt. Novellen handler om hvad der vel bedst kan beskrives som en flyvende bil der bliver introduceret på markedet. Pointen er ikke til at tage fejl af. DragonFly viser sig at være stærkt vanedannende og snart foretager ingen i samfundet sig andet, end at “cruise” rundt på deres DragonFly, arbejdsmarkedet kollapser og landet sætter sig i dybere og dybere gæld. Ideen var ganske sjov, men selve fortællingen manglede lidt liv.

Det er syv år siden vi sidst kunne se en ny Star Trek film og fire år siden det sidste afsnit af serien Enterprise blev sendt. Nu har man startet på en frisk samtidig med at man går tilbage til rødderne, ved at fortælle forhistorien til hvordan den gamle besætning med Kirk, Spock og alle de andre mødte hinanden “fresh out of the Academy” – selvfølgelig med et helt nyt hold skuespillere. Ligesom det er blevet gjort med blandt andet James Bond og Batman franchisene, starter man med denne Star Trek film på ny, ved at fortælle forhistorien og samtidig ligge grund til noget nyt. Filmen rammer denne balance ganske godt, hvor der både er en masse til trofaste fans, det grundlæggende koncept bevares og også en ny mere moderne stil der kan tiltrække et nyt publikum.

Filmen begynder med at vi ser James Kirks far, der er på skibet USS Kelvin der bliver angrebet af et gigantisk Romulansk rumskib, og hvordan han ofrer sig for at redde den øvrige besætning, og ikke mindst hans kones ufødte søn, som selvfølgelig bliver født ganske kort efter og bliver tildelt navnet James Tiberius Kirk. Dernæst springer man hurtigt henover Kirks ungdom på landet i staten Iowa, hvordan han klarer sig igennem akademiet og via diverse tilfældige omstændigheder møder Uhura, McCoy og ikke mindst Spock. Hovedkulds bliver de kastet ud i en storstilet redningsmission til planeten Vulcan, der er under angreb. Det viser sig at være samme ukendte Romulanske skib som dræbte Kirks far, der er på spil og er tilsyneladende i færd med at ødelægge hele planeten, ved at bore et sort hul ned i kernen der så opsluger planeten. Det er en hævngerig Romulaner ved navn Nero der er på spil. Han kommer fra fremtiden, hvor hans planet Romulus er gået under i en supernova, og det mener han er Spocks skyld, så derfor skal hele Vulcan og dets 6 mia indbyggere udryddes. Bagefter er planen at alle Føderationens planeter skal have samme tur. Spock og Kirk er ikke kommet så godt ud af det med hinanden til at starte med, men det løser sig undervejs og ikke overraskende bliver Nero stoppet inden det går helt galt.

Den grundlæggende historie og plottet fungerer faktisk rigtigt godt, selvom beskrivelsen ovenover måske kan lyde lidt langt ude. Selvom mødet med den øvrige velkendte besætning er lidt påklistret, så er det jo forholdet mellem Kirk og Spock der er det mest interessante og også det mest gennemførte. Jeg er dog lidt i tvivl om hvor meget mening det giver for nytilkomne, men der var i hvert fald masser af guldkorn til de gamle fans. Nogen havde frygtet at den nye film vil ende i rene eftekter og action, og selvom de faktisk fik ret, så synes jeg ikke det gør noget, for det fungerer faktisk et langt stykke af vejen. Der er fuld blus på hele vejen igennem, men det går ikke udover hele Star Trek “auraen”, som var tilfældet med Nemesis. Dog synes jeg det er unødigt meget nævekamp.
Der er så også en række elementer jeg var mindre begejstret for. Man har skåret enormt meget af dialogen og det er temmelig sparsomt med scener hvor skuespillerne kan vise deres præstation af den karakter de spiller. På en måde er det nok meget godt, at man er gået væk fra de mange lange samtaler der har præget de tidligere film og serier, som jeg har også har hørt fremført som kritikpunkt fra ikke-fans, men man er gået for langt, til det stort set kun er hurtige one-liners. Hurtige rappe bemærkninger som skal få publikum til at grine, og mængden af latter har da nok også været noget større end ved ved øvrige Star Trek film. Min største anke ligger dog hos skurken Nero. Han er simpelthen kedelig som skurk og der er ikke gjort ret meget ud af at gøre ham interessant eller hans hævnmotiv bare en anelse forståelig. Det er udtryk for fantasiløshed, når den eneste måde man kan gøre skurken ond på, er ved at komme med tomme trusler om at han vil udslette tusindvis af planeter og tage milliarder af menneskeliv. Specielt når truslen aldrig virker rigtig overhængende. Det har været det præcis det samme problem med de to forgående film, hvor skurken heller ikke fungerede. Ligeledes forstår jeg heller ikke at man har gjort Nero til Romulaner. Han ligner ikke en, opfører sig ikke som en og det er ikke specielt vigtigt for plottet. Og det er synd, for Romulanere har været nogen af de absolut bedste skurke i serierne.

Men men men, samlet set er jeg yderst positiv. Den er i hvert fald flere niveauer bedre end Nemesis og Insurrection, og med den måde historien er blevet tilrettelagt på, kunne det godt tyde på at Paramount virkelig seriøst ligger an til at lave nye Star Trek serier eller i hvert fald flere film, med det nye hold skuespillere til de velkendte roller.

Originalantologier er de seneste par år kommet frem igen. Tidligere har det primært været opsamlingsantologierne fra særligt Hartwell og Dozois, eller temaantologier der blev udgivet. Sammen med serier som Fast Forward og Eclipse er The Solaris Book of New Science Fiction “blot” en novelleantologi, som der siden dette første nummer fra 2007 er kommet i alt tre af. Solaris er ligledes et nyt forlag og antologien præsenterer både kendte forfattere som Peter F. Hamilton, Neal Asher og Stephen Baxter, men også nogle af Solaris’ egne navne som Eric Brown (der har skrevet Kéthani) og Jeffrey Thomas.

Der er en lille håndfuld gode nævneværdige historier som jeg vil fremhæve, men samlet set var jeg ikke vildt begejstret. Ikke fordi de resterende noveller var dårlige, de har bare ikke gjort noget videre indtryk og var hurtigt glemt igen. Men til de gode.
James Lovegroves The Bowdler Strain er en forholdsvis enkel historie om en eksperimentel virus der slipper ud fra et hemmeligt laboratorium, så de får hurtigt travlt med at stoppe spredningen af smitten og finde en vaccine. Det specielle her er at virussen ikke som sådan er farlig, den forhindrer blot folk i at bande. Hvilket naturligvis skaber stor forundring hos de intetanede borgere og en række smågrin hos læseren. Et godt eksempel på hvordan et ellers tyndslidt plot kan gøres interessant igen med lidt spøjs humor.
Peter F. Hamilton blander tidsrejser med krimifortællingen i If at First…, der handler om en kriminalbetjent der under en afhøring må høre på en fantastisk historie om en maskine, der kan sende hele ens bevidsthed tilbage i sin egen krop som barn. Hvad vil man mon bruge sin viden til, hvis man fik mulighed for at vokse op på ny, med al den erfaring man har fra fremtiden? Hamilton kommer ikke med banebrydende nytænkning, men han formår da at underholde.
Den Hugo-nominerede Last Contact af Stephen Baxter er også værd at fremhæve igen, som jeg skrev om i min gennemgang af sidste års Hugo novellenomineringer.
Jeg plejer ikke at kunne holde Mike Resnicks historier ud, men Jellyfish, skrevet sammen med David Gerrold, var fremragende. Umiddelbart starter den temmelig kedeligt med en science fiction forfatter, der prøver at skrive en ny historie om nogle specielle væsener der lever inde i gasplaneter. Men da en udsending fra disse væsener ringer på hans hoveddør og beder ham om at stoppe med at skrive om dem, bliver det pludseligt umådeligt interessant. Det er selvrefererende og selvreflekterende meta science fiction, med mange henvisninger til Kurt Vonneguts Slaughterhouse 5.

Det var så de fire noveller jeg vil fremhæve ud af de i alt seksten. Jeg vil dog ikke fraråde samlingen af den grund, tværtimod, for det er meget forskellige historier i mange subgenrer, så de fleste fans vil nok finde en håndfuld af dem gode og om ikke andet resten fin underholdning.