Interstellar sysctl

Otto M. Møllers Guld og Ære fra 1895 er anden bog i udgivelsesrækken fra Science Fiction Cirklen af godt hundrede år gamle danske science fiction værker. Efter min mening den mest vellykkede historie af de fire fra den serie jeg har læst (mangler stadig Himmelskibet). Ligesom med de øvrige romaner med modernisering af sproget og et efterord af Niels Dalgaard.

Bogen følger kemikeren Erik Poulsen og hans opdagelse af hvordan man kan omdanne et andet grundstof til guld. Vi starter med at høre om hans opvækst fra fattige kår, hvor han gennem flittig studie opnår en høj uddannelse indenfor kemi og bliver ansat på en fabrik, hvor han hurtigt bliver velset for sin flittighed. Han opholder sig tit på fabrikkens laboratorium ud på aftenen og blandt arbejderne går et rygte om at han prøver at lave guld. Det var dog ikke tilfældet, men han får alligevel blod på tanden for at prøve, og efter mange ugers hårdt slid, der tærer hårdt på hans forhold til konen, lykkedes det! Men hvad skal man gøre med sådan en opdagelse? Hans største ønske er, at blive husket i historien, men først skal omverdenen jo overbevises om rigtigheden af hans opdagelse. Han gør den fejl at gå til myndighederne med sin opdagelse, der vil have ham til at tie stille, da de med rette advarer ham om hvilke katastrofale økonomiske konsekvenser det vil have, hvis guld bliver gjort værdiløst. Erik Poulsen vil dog ikke høre og prøver lykken i udlandet, men både i Tyskland og i Frankrig bliver han opsøgt af statsoverhovederne, der er blevet bekendt med hans opdagelse og som tilbyder ham alt hvad han måtte ønske sig, hvis han vil overdrage de eksklusive rettigheder til guldhemmeligheden til dem. Han indser det vil være umuligt at få publiceret sin hemmelighed, da myndighederne overvåger alt hvad han foretager sig.

I Dr. Kotin – Livets Herre var videnskabsmanden skildret som genial men kold og kynisk, hvor Erik Poulsen er en mere jordnær godhjertet heltetype. Hans opdagelse bliver mere skildret som et resultat af hårdt flid end egentlig genialitet, og hans motivation var ikke uendelig rigdom men blot videnskabelig anerkendelse for eftertiden. I løbet af historien træder han dog også i karakter som en mere klassisk helt, der ofrer sig for sine idealer og sine kammerater. Udover personskildringen af Erik Poulsen, har romanen to andre facetter – det videnskabelige og det samfundsmæssige. Selvom vi i dag ved at dele af den brugte videnskab, særligt teorien om atomets opbygning, ikke holder, virker den kemiske ide bag relativt plausibel og velbeskrevet. Og hvad der særligt står frem ved denne roman, som i modsætning til de fleste andre klassiske science fiction værker fra den tid der primært brugte videnskablige ideer til at forestille sig spændende eventyr, så tager Guld og Ære også de samfundsmæssige og navnlig økonomiske konsekvenser i betragtning. Vel nok kun i store brede træk, hvor en moderne forfatter nok havde brugt mere tid på den del af historien, men det giver en god indre sammenhæng i fortællingen.
Den er letlæst, spændende – ja der optræder indtil flere “action”-scener, og også tankevækkende i dag med den nuværende økonomiske situation, hvor de mest sortseende amerikanske økonomer jo opfordrer folk til at sætte deres værdier i guld fremfor rede penge.

Med sin artikel fra sidste nummer af Novum fik Knud Larn mig overbevist mig om, at jeg skulle få læst Philip José Farmers Riverworld-serie. Denne første roman i serien er fra 1971 og vandt en Hugo Award for bedste roman.

Forestil dig at alle mennesker der nogensinde har levet, fra de første neandertalere til i dag, blev genoplivet på en gang i en ny ung og frisk krop, placeret på en jordlignende planet uden andet udstyr end en cylinder der på magisk vis kan fremtrylle tre måltider om dagen og med en ny chance på livet. Hvordan vil vi håndterer det? Hvilke samfund vil opstå? Vil mennesket have forbedret sig? Det er grundlaget for Farmes Riverworld-serie og det hele begynder i To Your Scattered Bodies Go, hvor alle mennesker spredt over hele planeten vågner op på samme tid, uden tøj, uden hår og kun med den nævnte magiske madskabende cylinder til rådighed. Romane følger oplevelsen gennem Richard Francis Burton, der særligt ved hjælp af sit kendskab til mange sprog, får dannet en lille gruppe bestående af blandt andet Alice Liddell, en stærk neandertalermand og en mand der døde i 2008. Som det viser sig, er det kun mennesker til en gang op i det 20ende århundrede, der er blevet genoplivet. Sammen prøver de at overleve i og blive klogere på den nye verden. Folk er tilsyneladende meget spredt, både tidsmæssigt og hvad angår nationalitet. En stor lang sammenhængende flod der zigzagger hele kloden rundt pryder landskabet, og de får bygget en båd og sejler op ad floden. De erfarer hurtigt at der er opstået utallige slavestater, hvor nogen har tilegnet sig magten og holder en masse som slaver, for at kunne tage deres daglige madrationer. Burton og hans gruppe bliver taget til fange af sådan en slavestat, ledet af nazisten Hermann Göring. Burton bliver opsat på at finde frem til skaberne af denne planet og finde ud af hvorfor de har genoplivet hele menneskeheden. Han formår at flygte fra Göring, men ender med at få ham som midlertidig ledsager.

Selve ideen her rummer jo et utal af muligheder til at skrive spændende historier og navnlig lege med historiske personer på en ny måde. Farmer gør dog det helt rigtige, ved at han ikke tager verdenshistoriens superstjerner, men derimod nogen mindre kendte – men stadig interessante – personer, og kombinerer det med fiktive personer fra forskellige tidsaldre. Han går heller ikke i den fælde med at ville fortælle alverdens detaljer om sin verden, for læseren er mindst ligeså uvidende og forvirret som Burton og de andre. Der kommer en del svar i denne bog, men de er givet på sådan en måde, at man ikke kan være sikker på hvad der er løgn og hvad der muligvis er sandt.
Der er dog lidt småproblemer med fortællingsforløbet, der springer noget i hastighed. Starten er god, hvor den spændende verden og dens “regler” udfoldes, figurer introduceres osv. Mens forløbet hvor de rejser på floden, bliver taget til fange, slipper fri og havner nye steder, bliver lidt rodet i det. Jeg er heller ikke videre begejstret for Farmers valg og skildring af Herman Göring. Der bliver lagt an til at hans person kunne være interessant at stikke dybere i, men det bliver for overfladisk og hastigt gennemført. Til sammenligning synes jeg Peter F. Hamilton slipper langt bedre fra sit valg med at bringe Al Capone tilbage til live, i sin velkendte space opera trilogi The Nights Dawn Trilogy. Burtons figur fungerer også langt bedre. Jeg kan heller ikke lade vær med at bemærke, at hele konceptet virker umådeligt meget 70′er-agtigt og temmelig syret, men ikke på en entydig dårlig måde, og jeg har da lyst til at læse videre på eventyret – som det så småt udviklede sig til til sidst.

Scott Sigler gjorde noget nyt med denne fortsættelse til Infection (der sidenhen har skiftet titel til Infected), ved at udgive den som hardcover bog inden den var færdig som podcast. En håndfuld episoder blev frigivet inden udgivelsen 31. december sidste år og den kører stadig på scottsigler.net.

Som nævnt er det en efterfølger til Infection, og de rumvæsener Perry Dawsey fik hakket, skåret og brændt ud af sin krop, har nu spredt sig til endnu flere ofre og de er blevet mere målrettede. De overtager menneskekroppe og sind, indtil de er blevet store nok til at udklække (i bedste Alien stil med blod allevegne). Vi finder ud af, at de er styret af en lille skjult intelligent sonde der flyver i et geostationært kredsløb over USA, og som de bliver flere, samles de om en mission om at bygge en gateway, angiveligt en portal der skal åbne op for en invasionshær fra en fjern planet.
Hvor Infection udelukkende havde fokus på Perry Dawseys indre kamp med disse parasitter inden i ham, har Contagious en vinkel der er velkendt fra den type Hollywood-film om invasioner fra rummet. Der er den amerikanske præsident, generaler, forskere, diverse agenter og Perry Dawsey spiller også en central rolle. Præsidenten er bekendt med truslen og forsøger at få den smittende infektion under kontrol, og Dawsey er tilsyneladende i stand til at finde frem til de inficerede. Problemet er bare at han slår dem ihjel, inden at forskerne kan undersøge hvad det er for en fremmed livsform de er oppe imod. De får ham dog under kontrol undervejs og handlingen bliver en ren militaristisk voldsspiral. Konsekvent kører diskussionen om præsidenten skal dræbe nogle uskyldige i håb om at redde resten af USAs (og verdens) befolkning, og gang på gang stiger antallet af uskyldige ofre blot. Jeg afslører ikke alverden ved at afsløre, at det ender med at man atombomber en større amerikansk by og dræber over 100.000 mennesker, og slutningen ligger selvfølgelig op til at det måske ikke fjernede truslen helt alligevel.

Min oplevelse er lidt, at romaner som denne faktisk fungerer bedre at lytte til som podcast, end at læse. Actionfilmssproget, de korte kapitler og den ene voldelige scene efter den anden fanger ikke på samme måde når det bare læses, end når Scott Sigler på sin velkendte højenergiske måde fortæller sin historie eller hvis man så den slags blodsudgydelser på film (som jeg også elsker). De ellers nok så interessante science fiction ideer, med disse rumvæsener der vil invadere jorden på denne voldsomme måde, går i baggrunden til fordel for stereotypiske figurer, som doktoren der hele tiden forsøger at tale for at de skal redde liv fremfor at dræbe folk (et argument hun taber), præsidentens rådgiver der ønsker at fortælle befolkningen sandheden (hun taber også), krigsveteranen der nærmest bliver liderlig af at være i kamp igen, og den ultimativt største “bad ass”, Perry Dawsey, der har smerten som sin ven.

Scott Sigler har klart et trofast publikum i denne genre og bogen har da også udelukkende fået gode brugeranmeldelser på Amazon og indenfor podcastromaner er han stadig førende, og selvfølgelig skal jeg da følge med i hvad han udgiver. Det kunne bare være rart at se en anden type science fiction historier, end de plots der kun kan lede til maximale mængder vold, blod og ødelæggelse.

Man er selvfølgelig altid glad når man ser der er kommet ny dansk science fiction, men samtidig også noget skeptisk når det kommer fra Books on Demand. Books on Demand fungerer på den måde, at hvem som helst kan sende en bog til dem og så bliver eksemplarer trykt pr. bestilling. Selvpublicering tilbudt som en simpel service. Når der ikke har været nogen redaktør, korrekturlæsere eller andet inde over bogen, kan det også blive derefter.

Øjne er skrevet af Lars A. R. Stender, der ikke har fået udgivet andre bøger end en fantasyroman på engelsk for en del år siden. Øjne foregår i år 2026 og NASA har mistet al forbindelse til den internationale månebase. Det første hold astronauter der sendes til basen for at undersøge hvad der foregår, forsvinder også på mystisk vis, så militæret og NASA iværksætter en plan for hurtigt at få sendt et specialteam til månen. Der er muligvis rumvæsener på spil mener man på allerhøjeste sted i de amerikanske hemmelige tjenester, for alle konspirationsteorierne omkring hemmeligholdelse af Area 51 og kontakt med rumvæsener, er sande. Et team bestående blandt andet af en række specialtrænede rummarinesoldater, en ung kvindelig biolog, en genial opfinder og en huleforsker får et lynkursus i at være astronauter, og sendes så til månen i en raket med hidtil hemmeligholdt avanceret teknologi. For at gøre det hele komplet, har de militære folk selvfølgelig gemt en atombombe ombord uden de civiles viden, og tilmed startet nedtællingen. Udover det får de også en ekstra passager med; en mutant der kan pulverisere folk ved bare at kigge på dem. Ikke overraskende udspiller der sig på månen et velkendt forløb, hvor et farligt monster æder det ene besætningsmedlem efter det andet, for så at slutte af med den kliché hvor en mand må blive tilbage sammen med atombomben, for at de andre kan undslippe i sidste øjeblik.

Som det nok næsten allerede fremgår, er der ikke meget positivt jeg kan sige om denne roman. For det første iritererer det mig, at når der endelig er nogen der beslutter sig for at skrive en science fiction roman på dansk, så kommer det alligevel til at handle om amerikanere og NASA. At hele handlingen også ligner amerikanske halv-dårlige sci-fi spændingsfilm, endda komplet med tidstempler til hvert kapitel på formen: JOHNSON RUMFARTSCENTERET, HOUSTON, TEXAS, 26 JANUAR, KL. 09:52 LOKAL TID, 15:52 GMT, gør det ikke spor bedre. Man får rullet med øjnene en del i hvert fald.

En ungdomsroman er det ikke, men hvis jeg skulle sætte en målgruppe, vil det blive større teenagedrenge med hang til Tom Clancy og Hollywood-udgaven af sci-fi. For os andre der gerne vil læse dansk science fiction, der faktisk er både original og dansk, er der ikke meget at komme efter her.