“Iron Sunrise” er efterfølgeren til Singularity Sky, men den står fint alene, og selvom de to hovedpersoner fra sidst, Martin og Rachel, går igen, er det nye spændende hovedpersoner og tidligere bipersoner, der fylder mest.

Planeten Moscow og dens mange millioner indbyggere bliver dræbt da deres sol eksploderer i en kunstig nova. Deres automatiske forsvarssystem aktiveres og sender et angreb mod en rivaliserende planet, New Dresden. Det tyder dog ikke på de faktisk står bag, og angrebet kan kun afblæses af en af de tre overlevende ambassadører fra Moscow, men nogen myrder dem på mystisk vis en for en. Vores to helte fra Singularity Sky, Rachel og Martin, sættes på den opgave. Romanen følger dog mest den unge pige Wedensday, en af de få overlevende fra New Moscow, der ved et tilfælde finder nogle oplysninger om hvem der i virkeligheden stod bag at stjernen gik nova. Med hjælp fra sin “usynlige ven” Herman, der viser sig at være selveste Eschaton, formår hun at holde sig i live, selvom hun bliver jagtet intenst af bagmændene.

Hvor Singularity Sky var spækket med et væld af ideer, er Iron Sunrise mere en regulær teknologisk thriller i en space opera opsætning. Vel nok udspiller handlingen sig på et rumskib, men det er et ægte drama mellem hemmelige agenter, udspekulerede skurke og større kræfter udefra der udspiller sig. Jeg var mere begejstret for Singularity Sky med dens spændende ideer til teknologi og forskellige typer samfund, men Stross har fået lidt mere styr på sin skrivestil og Iron Sunrise er solid science fiction med et godt og indviklet plot.