Fantasy & Science Fiction, April/May 2009

FSF April/May 2009Fra og med dette nummer gik Fantasy & Science Fiction fra at udkomme tolv gange årligt til at udkomme seks gange årligt, men til gengæld dobbelt så tykt. Så jeg tegnede straks et toårigt abonnement, for seks ekstra magasiner i læsestakken om året virker lidt mere overskueligt. Og ligesom med mit første bekendtskab med bladet, må jeg konstatere at det er samlet set et hammergodt blad, omend ikke alle historier i dette dejligt lange nummer er lige gode. Papirkvaliteten er også mere lækker, teksten står ikke alt for tæt skrevet og omslaget bliver ikke krøllet, så det er bare på alle måder en fornøjelse at læse.

Steampunk er ikke en genre jeg er videre bekendt med, men det var det ord der dukkede op da jeg læste Sean McMullens The Spiral Briar. Den er sat til år 1449, angiveligt en alternativ tidslinje hvor der er magi i verden. Sir Gerald mangler sin datter, som er forsvundet efter at være blevet forbandet af en elver. Han bliver opsøgt af smeden Tordal, der lover at han kan bygge et særligt skib der vil kunne angribe elvernes land. Gerald indvilliger i at finansiere det storstilede byggeprojekt, og Tordal går i gang med at bygge et dampdrevet skib udstyret med kraftige kanoner. Det noget episke ridderlige sprog personerne i historien bruger iriterrede mig lidt, men handlingen var ganske medrivende og underholdende.

I anledningen af at magasinet i år fylder 60, bliver gamle klassiske historier genoptrykt. En af dem er i dette nummer den hyggelige godnathistorie The Brave Little Toaster af Thomas M. Disch. Jeg kendte ikke historien, så selvom den vel nærmest er en historie for børn, kan man jo ikke stå for en Toy Story-lignende historie hvor en række husholdningsartikler som en brødrister, en radio og en støvsuger må drage uden for husets fire vægge, i håb om at finde deres ejer, der ikke har været hjemme i over to år.

Jack Skillingsteads historie The Avenger of Love introduceres som en hyldest til Harlan Ellison, så måske forstår jeg bare ikke referencerne da jeg ikke har læst noget af ham, men en novelle om en mand der har tabt sin hukommelse og går en tur rundt i en underlig verden mens hans snakker med sin hund, for at finde ud af at han mangler kærlighed, er ikke noget jeg kan finde meget mening i.

Fantasy-fortællingen “”A Wild and a Wicked Youth”" om en ung drengs opvækst og hvordan han træner sværdkamp for at blive ridder, skrevet af Ellen Kushner, har det store problem at den egentlig hører hjemme som en ekstra prolog til hendes roman Swordspoint: A Melodrama of Manners, da det er hvad den er. En forhistorie om Richard St. Vier, helten i den fornævnte roman, som ikke kan sige os, der ikke er bekendte med det værk, ret meget.

Efter et par middelmådige fantasy-noveller, kommer der en god og en mindre god science fiction novelle. Først Andreanna af S. L. Gilbow – en fantastisk original kort historie om en guiderobot, der under en ulykke går i baglås og ikke kan andet end at gentage dens oplæg om diverse seværdigheder. Novellen er skrevet med skiftende indslag fra robottens talestrøm og de mennesker omkring den der forsøger at redde robotten. Således får vi et interessant billede af den verden det foregår i.

Den anden er Stratosphere af Henry Garfield. Historien er meget simpel. Under en baseballkamp på Månen sender en dygtig spiller bolden i kredsløb. Og det er ligesom det. Og da det aldrig vil kunne lade sig gøre, for et menneske at ramme en baseball med en sådan kraft at den vil kunne undslippe Månens tyngdekraft, har den korte novelle absolut intet at byde på.

Dernæst følger den anden genoptrykte klassiske historie. Det er Edward Jesbys Sea Wrack fra 1964, og det mest interessante er egentlig introduktionen af Ted White, der beretter om hvordan han fandt Jesbys historie i magasinets såkaldte “slush pile.” Historien beskriver en verden hvor nogen mennesker bor i havet og har udviklet sig markant anderledes end dem på land, og de to samfund har det ikke for godt med hinanden. En dag driver en mand fra havet op på en græsk ø, og en familie tager imod ham og lader ham komme til hægterne igen. En mindre romance opstår, og vi lærer noget om de forskellige samfund. Der er nogle fascinerende beskrivelser og ideer med dette samfund i havet, men jeg synes ganske enkelt der sker for lidt i historien.

“The Price of Silence” af Deborah J. Ross er nok bladets bedste science fiction historie. Kommunikationen fra en koloniplanet ophører pludselig og et skib med besætning tager af sted for at undersøge sagen. Det der møder dem, er en planet i ruiner. På bedste Star Trek maner må et “away team” undersøge hvad der er sket. Plottet er spændende fra start til slut, mens karakteropbygningen går lidt for meget over i pladderromantik, med forhold og forelskelser på kryds og tværs. Egentlig interessant med denne blanding, for den har givet nogle forskellige reaktioner i de andre anmeldelser jeg har læst på nettet. Andre kan ligesom mig bedst lide hard sf delen af plottet, og irriteres lidt af romancerne, mens andre fremhæver personbeskrivelser som det bedste.

Nummeret afsluttes med episk kliché fantasy, One Bright Star to Guide Them af John C. Wright. Den har det hele. Magiske sværd, tryllespejle, gamle bøger på elversprog og ikke mindst en ung mand der skal kæmpe mod det onde. Komplet med “fantasifulde” titler og navne som the Black Mirror of the Winther King, the Champion of the (Dark|Light), the Knight of Shadows og selvfølgelig the Dark Master. Sådan noget har jeg svært ved at holde ud, og må indrømme at jeg kun skimmede det meste af den.

Redaktør Gordon van Gelder har skrevet en interessant leder om trykte magasiners rolle i en verden hvor Internettet fylder mere og mere. Han beder læserne huske på, at der stadig er mange derude der faktisk ikke er på nettet, og at vel nok har blogs og e-mail gjort kommunikationen mellem redaktører, forfattere og læsere meget hurtigere, men det kan også blive for nemt, for man bruger altså længere tid på at overveje hvad man skriver, når det sendes ind som et rigtigt læserbrev.
Af andre interessante ting kan man finde Pat Murphys og Paul Dohertys populærvidenskabelige artikel om balloner, i virkeligheden og i science fiction litteraturen. Med alt lige fra verdensomrejser i luftballon til interessante egenskaber ved vandballoner.

Proxima nr. 88

Proxima nr. 88En kende forsinket er efterårsnummeret for 2008 af Proxima udkommet, men den sædvanlige gode blanding af artikler, noveller og anmeldelser er altid værd at vente på.

Niels Dalgaard åbner op med at skrive med om fremtidshistorier eller “future history” – en type science fiction der bedst defineres ved en række historier der til sammen skaber en større sammenhængende tidslinje. Der er ekstreme eksempler som Stapledons Last and First Men der omhandler hele universets fremtidige skæbne, og selvfølgelig klassiske velkendte eksempler fra Asimov og Heinlein. Et næsten gennemgående træk ved disse typer af historier er, at de oftest involverer menneskets kolonisering af rummet.
Derefter har Lise Andreasen studeret to novelleantologier med temaet tidsrejser, for at kategorisere tidsrejsefortællingen efter hensigten med rejsen. Som det viser sig, er der langt flere varianter end den velkendte med den geniale videnskabsmand der bare er nysgerrig på hvordan fortiden eller fremtiden ser ud.
I Rob Lathams artikel Sextrapolation i science fiction under den nye bølger bliver der grundigt set på det bizarre forhold science fiction forfattere var underlagt for årtier tilbage, hvor de gladeligt kunne skrive om hele galakser, men endelig ikke for meget om de mest naturlige menneskelige drifter, grundet censur fra redaktørerne. Senere hen da sex ikke var så meget et tabu mere, kom der så til gengæld en masse elendige historier der blot var porno i science fiction forklædning, som ikke tilbragte genren meget nyt.

Af noveller har Niels Dalgaard fundet to ældre sager frem. Først en Stanley G. Weinbaum novelle fra 1935 om en doktor der opfinder et vidunderserum, der på få dage giver en tuberkuloseramt pige livet tilbage. Serumet virker ved at forbedre kroppens tilpasningsevne, men det viser sig at virke lidt for godt. En rigtig pulpet og underholdende historie.
Den anden novelle er noget af en sjældenhed. En amerikansk kvindeutopisk novelle fra 1869, af den ellers ukendte Elizabeth T. Corbett, der så vidt vides aldrig har været genudgivet siden. En kvinde besøger sin veninde Laura der bor i Utopia. Et samfund hvor mænd og kvinder er fuldstændigt ligeværdige (sådan da), og alle er glade og tilfredse. I dag er historien nok kun interessant for sin historiske værdi.

Af anmeldelser finder man blandt andet Carl-Eddy Skovgaards anmeldelse af Lars A.R. Stenders Øjne, og som man vil kunne se i min kommende anmeldelse af den, er jeg enig med Carl-Eddy i at den mest af alt er en amerikansk sci-fi thriller i dansk bogform henvendt til større drenge. Jeg er dog (stadig) rørende uenig med Lise Andreasens udlægning af Iain M. Banks’ Culture-roman Matter, som jeg slet ikke mener man kan klassificere som en ren krigsroman. Man kan også finde min anmeldelse af Eric Browns Kéthani.

Novum nr. 92

Novum nr. 92Jubii, årets første nummer af Novum! Og nu med en ny bidragyder til bladets forsider, rumænske Janos Miklos.

I Litteraskopet nummer 46 ser Niels Dalgaard på et fænomen han kalder dogme-sf, hvilket bedst kan beskrives som et forsøg på at lave et sæt regler der skal ligge grund til mere realistiske, mere hverdagsagtige og knap så “kulørte” science fiction historier. Blandt reglerne er forbud mod tidsrejser, rejser hurtigere end lyset og rumvæsener. Dalgaard anmelder det britiske magasin Interzone nummer 216, der havde den ide som temanummer og en række noveller der var skrevet under de sæt regler. Konklusionen blev, at det var svært at se der kom noget egentlig nyskabende ud af denne ide og at science fiction historier ikke nødvendigvis skulle blive bedre af at begrænse sig til det mest strengt realistiske.
Janus Andersen har interviewet Susan Beth Pfeffer der netop har fået en roman oversat til dansk for første gang, Mens vi endnu er her. Interessant interview, da hun gør meget ud af at understrege at hun ikke selv læser noget skønlitteratur og derfor ikke kan forholde sig ret meget til hendes plads i litteraturen, og så skriver hun sig op i rækken af forfattere der tilsyneladende først opdager de har skrevet en science fiction bog, efter at Janus har interviewet dem.
Lea Thume har skrevet en conrep fra intet mindre end den 31. verdenskonference om børnelitteratur, hvor hendes oplevelser med blandt andet skolelærere fra andre dele af verden, får understreget hvor taknemmelige vi bør være i Danmark, for at vi selv og vores børn har så let og stor adgang til bøger.
I sidste nummer blev et nyt kortromansprojekt sat i gang. Man opfordrede forfattere til sammen at skrive hvert sit kapitel i en fortsat sammenhængende historie, som vil blive bragt i Novum. Flemming Rasch ligger ud med kapitel 1 Opvågning. Hvad han egentlig vil med at starte en historie som en lidt fjollet, men ellers tro kopi af The Matrix, kan jeg ikke gennemskue, men det bliver da spændende at følge med i.
Rasmus Wichmann anmelder superheltetegneserien Secret Invasion af Brian Michael Bendis, og Knud Larns klumme Inde fra papkasseriget handler denne gang om den netop afdøde forfatter Philip José Farmer. Udover det irriterer mig at Knud nu har skrevet endnu en forfatter på min pligtlæsning, så lyder Riverworld-serien da spændende.

Asimov’s, March 2009

Asimov's March 2009Marts-nummeret af Asimov’s kan bedst beskrives som gennemsnitligt, med ingen virkelig fantastiske historier, men de fleste var dog ikke-kedelige.

Nancy Kress, en hyppig bidragyder til Asimov’s – særligt kortromaner, ligger ud med Act One. Historien foregår en 20-30 år ude i fremtiden og følger dværgen Barry der er manager for den aldrende kvindelige filmstjerne Jane Snow. Jane har ikke lavet en film i ti år og planlægger et comeback i en film om Arlens syndrom – en form for mental afvigelse der giver personen stærke empatiske evner. Til deres research opsøger de en semi-legal gruppe der ønsker at påføre spædbørn med denne “evne” fra fødslen via genterapi, da de mener det vil gøre verden til et bedre sted. Nancy Kress har skrevet en følelsesladet historie, der tager en række bioetiske problemstillinger op ved fysiske og psykiske handicap, hvorvidt de bør fjernes eller påføres via genterapi og det klassiske spørgsmål om man virkelig kan gøre verden mere fredelig via gendesign. Hun kommer ikke med nogen klare svar herpå, men den noget nedtrykkende slutning ligger måske an til en opfølgende historie.

R. Neubes morsomme novelle Intelligence stiller store spørgsmåltegn ved hvor intelligent kunstig intelligens kan blive. Vi følger Aaron og hans ven Bob – der viser sig at være en kunstig intelligens, og hvordan Bobs mange råd til Aaron får ham ud i dybe økonomiske problemer, primært fordi Bob har svært ved at skelne mellem sandhed og svindel blandt Internettes enorme mængder information.

The Long, Cold Goodbye af Holly Phillips er mere stemning end handling. I en ikke nærmere specificeret meget kold isverden, leder Berd efter sin tabte kærlighed, Sele. En teksttung melakonsk isørkenvandring, der efter min mening ikke rigtig passer ind i Asimov’s.

Fra isverden til sumpverden i Sara Genge Slow Stampede, som jeg har svært ved at beskrive. Muligvis er det ikke tænkt som fantasy, men hovedpersonen er en stereotyp bandeleder der jager karavaner der farer igennem deres sumpterritorium, og og historien rummer mærkelige havfruelignende væsener og andre mystiske ting. Genge har tydeligvis haft masser af ideer til sin noget eksotiske verden, men historien her virkede rodet og ufuldendt.

Nummerets korteste novelle var min favorit. I Whatness fortæller Benjamin Crowell om de to eneste overlevende livsformer efter universet ved en fejl blev slettet, en mand og hans hund. En stemme fra dem der angiveligt har været skyld i at universet blev slettet, prøver sammen med manden at få genetableret de fysiske og logiske regler for vores univers så det kan laves på ny, men det går ikke så godt. En anelse forudsigelig måske, men ikke desto mindre underholdende.

Sidste længere novelle Getting Real af Harry Turtledove har ikke meget nyt at bringe til genren, men kedelig er den dog heller ikke. Godt hundrede år ude i fremtiden er USA ikke længere den supermagt de engang var, og Kina har overtaget den plads. Kineserne styrer den amerikanske befolkning ved at give dem et fantastisk narkotisk stof kaldet Real, der beskrives som at være mere virkelig end virkeligheden. Der sker da ting og sager, men ikke desto mindre er det en ret intetsigende og uoriginal fremskrivning af USAs forfald.

Brian Bieniowski har lånt den redaktionelle spalte til at se tilbage på en gammel skolerapport om James Blishs Welcome to Mars, Robert Silverberg ser igen på Olaf Stapledons Last and First Men og tænker over menneskets dommedag og de næste milliarder af år, og James Patrick Kelly ser ligesom i januar på podcasting.

Halting State

Halting StateMed Halting State viser Charles Stross at man også kan skrive cyberpunk i dag, hvor spædningen udfolder sig i virtuelle verdener og hvor nørderne er heltene. Det ældre cyberpunk jeg har forsøgt at læse, har jeg oplevet som virkelighedsfjernt hvor miljøet beskrives som snusket og grimt, men udviklingen i IT-verdenen har jo også udviklet sig i en helt anden retning end 80′erns cyberpunk-forfattere havde forestillet sig. Netop derfor er det spændende at tage ideerne op igen og forankre dem i nutidens teknologiske virkelighed, og det har Stross formået at gøre med Halting State, der viser den er skrevet af en mand der faktisk ved han skriver om. Romanen blev i øvrigt nomineret til en Hugo sidste år.

Vi befinder os i år 2018 i Skotland. I MMORPGen Avalon Four har et storstilet røveri fundet sted. En virtuel bank inde i spilverdenen, hvor spillere kan opbevare deres værdifulde udstyr og genstande, bliver plyndret, og det burde egentlig slet ikke kunne lade sig gøre, da det ikke er bundet op på nogen central server, men er distribuereret ud over hele verden og genstandenes rette ejerskab sikres af en avanceret fejlsikker digital signeringsteknologi. Firmaet bag, Hayek Associates, er selvsagt i rådvilde, for hvis det slipper ud at deres krypteringsnøgler er blevet brudt, vil deres aktiekurser styrtdykke. Politiefterforskeren Sue sættes på sagen og forsikringsagenten Elaine ligeledes, for at undersøge om det er forsikringssvindel. Hun får følgeskab af spiludvikleren og nørden Jack, som skal hjælpe hende med at navigere rundt i den virtuelle spilverden. Det viser sig ikke overraskende at der er langt mere alvorlige ting på spil end simpelt virtuelt tyveri, med konsekvenser der strækker sig langt ind i den virkelige politiske verden.

Halting State virker både autentisk og realistisk, men er også iderig science fiction. Stross har ikke bare styr på de rent tekniske ting, men hans personbeskrivelser og fornemmelse for hvordan folk i IT-verdenen taler og agerer, er ligeledes autentiske. Dejligt forfriskende, da andre forfattere og filminstruktører ofte forfalder til overdrevede stereotyper og teknisk vrøvlesnak uden baggrund i virkeligheden. Den hyppige brug af moderne netjargon og tekniske udtryk gør nok også, at de seneste års udvikling på IT-området ikke bør være alt for fremmed for læseren. Det er selvfølgelig ikke nok til en god roman, at have styr på disse faktuelle ting og genkendelige miljøbeskrivelser, men Halting State er i den grad også en medrivende technothriller, hvor pointen er at den virtuelle og fysiske verden ikke kan adskilles, som den oftest blev i den ældre cyberpunk, og navnlig hvor afhængige vi er blevet af Internettet for at holde gang i væksten i samfundet. Vernor Vinges Rainbows End havde lignende ideer, men Stross slipper langt bedre fra det.
Sammenlignet med Singularity Sky og Iron Sunrise synes jeg også Stross er blevet en generelt bedre forfatter. Historien har bedre fokus og flyder ikke med vilde halv ligegyldige ideer, hans tre hovedpersoner har mere personlighed og det er dem der alene bringer historien frem, uden at forfatteren går ind som alvidende kommentator fra sidelinjen, som han gjorde af og til med tunge infodumps i de fornævnte bøger.

Hvis man mere er til nærfremtid spændingshistorier med masser af nørdjargon og gadgets end space opera, kan man sagtens begynde her med sin Stross-læsning.

Asimov’s, February 2009

Asimov's February 2009Februars nummer af Asimov’s er halvt rigtigt godt og halvt spild af plads. Sidstnævnte skyldes en kortroman der tager halvdelen af pladsen, men heldigvis er alle fem noveller intet mindre end fantastiske. Historier der bringer os til verdens ende, til det kolde nord, til Mars og selvfølgelig i det ydre rum.

Første historie, Colliding Branes, af makkerparet Rudy Rucker og Bruce Sterling er en version 2.0 satirisk skildring af dommedag set gennem to elitebloggers sidste timer. De kosmiske membraner der holder hele universet sammen er ved at gå fra hinanden og hele universet har kun godt et døgn tilbage at eksistere i (det videnskabelige aspekt er temmelig langt ude), men hvordan vil to af verdens førende blogjournalister håndtere dette? Novellen følger et par, (man mistænker lidt at forfatterne har stået for hver deres figur), der tidligere kun kendte hinanden gennem blogverdenen, men har besluttet at på universets sidste dag vil de finde sammen og dyrke sex. Trods den ellers noget negative handling med verdens undergang, er novellen alligevel glimrende, nærmest opmuntrende, satire, både over utallige enslydende dommedagshistorier og den moderne medievirklighed.

Så er Carol Emshwillers The Bird Painter In Time Of War langt mere alvorlig og mere poetisk i sit sprog. Titlen er egentlig den bedste beskrivelse af handlingen. I en ikke nærmere specificeret krig et ubenævnt sted, følger historien en mand der risikerer livet ved at bevæge sig ind bag fjendens linjer for at male fugle. Han støder på en kvindelig soldat, som med et kig på hans billeder får lyst til at glemme alt om krigen, hvorefter de udvikler et slags romantisk forhold. Det er en velskrevet historie om at se smukke ting i en ellers meningsløs krig, og jeg ser klare referencer til første verdenskrig og kom til at tænke på Intet nyt fra vestfronten.

The Coldest War af Matthew Johnson er specielt interessant at læse som dansker, da den tager udgangspunktet i striden mellem Danmark og Canada om Hans Ø oppe i det arktiske. Forfatteren er i øvrigt selv canadier og hans historie følger en af de canadiske udsendte på øen, der må kæmpe for at få skudt sin lysflare op i luften for at markere at de stadig er på øen. Mystiske ting begynder at ske på den lille base, da hans kollega forsvinder. Han mistænker hurtigt danskerne for at have udviklet et nyt våben og må kæmpe for sin overlevelse. En virkelig stemningsfuld historie der giver associationer til Kim Stanley Robinsons Mars-trilogi og ikke mindst Antartica, hvor spændingen ikke skabes af hastigt udviklende farlige situationer, men om hvordan barske omgivelser kan få selv de mindste uheld til at blive livsfarlige.

Certainty Principle af Colin P. Davies kunne have været bedre, hvis forfatteren havde brugt mere tid på personudviklingen, da det er det der skal bære sådan et moralsk dilemma rigtigt frem. Novellens hovedrolle er en overlevende fra en ikke-nærmere specificeret ulykke på Mars, han er besat af sin ekskone og han har det ikke godt med de såkaldte “vat-borns” – en slags kloner, som han ikke anser som værende rigtige mennesker. Den opfattelse må han dog få taget op til revurdering. Forholdet mellem mennesker og kloner er skildret i utallige historier, så denne skuffer lidt, da den ikke kommer med noget fantastisk nyt og personskildringerne er noget flade i det.

Jeg tror ikke altid jeg forstår Steven Utleys pointe med sine noveller, der oftest fokuserer på nogle grumme personer, men alligevel med en vis mørk humor. I dette blads korteste novelle, der bare hedder The Point, er to forskere der inderligt hader hinanden tvunget til at samarbejde. Fremskridt er der kun lidt af.

Som nævnt optager en kortroman halvdelen af siderne. Der er tale om Pelago af Judith Berman, som jeg kun orkede at få læst halvt. Før det første irriterer det mig at der er tale om en del af en kommende roman, fremfor en selvstændig historie skrevet direkte til bladet. Sproget er også meget anstrengende at læse, specielt med 50 sider af det, for al dialog er med fuldt overlæg dårligt og svært forståeligt engelsk i stil med “Longtime I do soldier-captain and many time I see even purest Skeenhay meat die, as easy as any mongrel.” Det er selvfølgelig meningen at det skal give historiens rumvæsener en særegen karakteristik, men det skal helst ikke være en stor frustration at læse en historie. Som roman må det da være ulideligt.

Redaktøren Sheila Williams bruger en halvanden side på at skrive om musik i Asimov’s noveller, og Robert Silverberg har skrevet en virkelig interessant klumme om sine helt unge dage som nystartet forfatter og hvilke svar de forskellige magasiner gav tilbage på hans historier.

Dancon 2009 d. 9 maj

Så kan vi annoncere Dancon 2009! Et spændende et-dags program hvor man kan blive klogere på mangt og meget om science fiction, fx på Proxima’s historie og udvikling, eller om moralfilosofiske problemstillinger i science fiction litteraturen. Vi har i år besluttet at gøre et forsøg med at afholde det i Jylland, nærmere betegnet Horsens Bibliotek, så der også er noget for de jyske science fiction fans. Læs meget mere på dancon.sciencefiction.dk – en webside der også vil indeholde historisk information om de tidligere afholdte Dancons.

Iron Sunrise

Iron Sunrise“Iron Sunrise” er efterfølgeren til Singularity Sky, men den står fint alene, og selvom de to hovedpersoner fra sidst, Martin og Rachel, går igen, er det nye spændende hovedpersoner og tidligere bipersoner, der fylder mest.

Planeten Moscow og dens mange millioner indbyggere bliver dræbt da deres sol eksploderer i en kunstig nova. Deres automatiske forsvarssystem aktiveres og sender et angreb mod en rivaliserende planet, New Dresden. Det tyder dog ikke på de faktisk står bag, og angrebet kan kun afblæses af en af de tre overlevende ambassadører fra Moscow, men nogen myrder dem på mystisk vis en for en. Vores to helte fra Singularity Sky, Rachel og Martin, sættes på den opgave. Romanen følger dog mest den unge pige Wedensday, en af de få overlevende fra New Moscow, der ved et tilfælde finder nogle oplysninger om hvem der i virkeligheden stod bag at stjernen gik nova. Med hjælp fra sin “usynlige ven” Herman, der viser sig at være selveste Eschaton, formår hun at holde sig i live, selvom hun bliver jagtet intenst af bagmændene.

Hvor Singularity Sky var spækket med et væld af ideer, er Iron Sunrise mere en regulær teknologisk thriller i en space opera opsætning. Vel nok udspiller handlingen sig på et rumskib, men det er et ægte drama mellem hemmelige agenter, udspekulerede skurke og større kræfter udefra der udspiller sig. Jeg var mere begejstret for Singularity Sky med dens spændende ideer til teknologi og forskellige typer samfund, men Stross har fået lidt mere styr på sin skrivestil og Iron Sunrise er solid science fiction med et godt og indviklet plot.