Efter det noget skuffende decembernummer var jeg længe om at begynde på årets første nummer af Asimov’s, men det var der ingen grund til, for der er stort set kun gode historier i dette januarnummer, med masser af gode eksempler på hvordan science fiction fungerer virkelig godt med få enkle virkemidler og originale ideer. Bruce McAllister ligger ud med med et digt om robotten Gek der gerne vil gå i skole. Derefter er der to novelettes og fem noveller.
Mary Rosenblum sætter sin historie Lion Walk i et naturreservat i USA hvor gensplejsede fortidsdyr lever. Langnovellens hovedrolle, Tahira, er opsynskvinde på stedet og en sen aften overværer hun et drabeligt mord på overvågningsskærmene. Nogen misbruger resevartets løver til at lave snuff-film. Rosenblum skal primært have ros for den gode personskildring af især Tahira, og det noget grumme plot fungerer også godt, men desværre er science fiction elementet noget tyndt og anvendes kun sparsomt.
En ny novelle fra Larry Niven har været lovet i de sidste mange numre, så det var lidt af en skuffelse at læse den ultrakorte Passing Perry Crater Base, Time Uncertain, der er en lidt fjollet evaluering af Jorden foretaget af rumvæsener.
Bridesicle af Will McIntosh er science fiction i novelleform når det er bedst. En letforståeligt teknologisk ide præsenteres, og det bruges til at stille nogle moralske spørgsmål ved udviklingen og samtidig fortælle en gribende historie. Her er det muligheden for at fryse de døde ned, for at kunne genoplive dem senere, med det twist at de bliver vækket til live igen af rige bejlere, der vil betale for deres genoplivning hvis de vil gifte sig med dem. Så disse døde mennesker får kun lov til at stikke hovedet frem og komme til live, når en interesseret finder dem frem og vil på “date” med dem. Novellen følger en kvinde der er død i et trafikuheld og hvordan hun over en periode på flere hundrede år, bliver hevet frem og tilbage flere gange, og må kæmpe for sine få minutter i vågen og levende tilstand. En rigtig effektiv historie der kort og enkelt viser hvad science fiction kan, tilmed også med et ægte kærlighedsdrama, som det kun kan udspille sig i science fiction form.
Næste novelle har også en klassisk sf aura over sig. Robert R. Chase bringer os Five Thousand Light Years from Birdland med denne “first contact” historie om et rumvæsen der er røget ud af kurs og søger hjælp fra Jorden. Væsenet er imødekommende, lader sig analysere af forskere og en sproglig kontakt opnås, omend man kun forstår 5% af dens sprog. Da rumvæsenet skal hjem beder den om selskab, fra en af de forskere der stillede den særligt udfordrende spørgsmål. Man følger således denne mand på rejsen sammen med rumvæsenet og hvordan han bliver klogere på dets kultur og dens egentlige hensigt med at ligge vejen forbi Jorden. Chase sammenligner selv historien med Paul Anderson, en forfatter der skammeligt mangler i min indlæring – så det kan jeg ikke kommentere på, men det er en intelligent lille novelle om hvordan mennesker og rumvæsener kan prøve at forstå hinanden.
Debutanter er altid spændende at læse. E. Salih introducerer sig selv som en yngre londoner fra finansverdenen og giver os tidsrejsehistorien Messiah Excelsa, om en mand der rejser tilbage til Italien i år 1734, for at opsøge Antonio Stradivari og få fat i en hans mest berømte violiner. Desværre fortaber historien sig i lange opremsninger af intetsigende navne og årstal, men Salih viser et stort skrivetalent med sit snirklede flotte sprog.
Unintended Behavior af Nancy Kress minder mig lidt om hendes novelle Nano Comes to Clifford Falls fra Year's Best SF 12, hvor nanoteknologi blev lidt for meget af det gode. I denne historie er det knap så avanceret teknologi der er på spil, men det skaber alligevel problemer for novellens hovedperson med at få hendes mand ud af lejligheden. Masser af skøre gadgets i denne historie om hævn.
Dette nummers sidste historie er en novelette af Damien Broderick med titlen Uncle Bones. Her er udødelighed igen temaet, hvor nanoteknologi har gjort det muligt at vække de døde tilbage til live. Desværre med den ulempe at de kommer til at ligne zombier og stinker langt væk af kød i forrådnelse, hvilket selv sagt giver visse sociale sameksistensproblemer med de levende. En meget anderledes og sorthumoristisk zombiefortælling.
I de øvrige afdelinger skriver Sheila Williams om sin første WorldCon i 1973, Robert Silverberg reflekterer over de mange finurligheder man støder på når en simpel frase skal oversættes og James Patrick Kelly ser på podcasting!