Charles Stross er en forfatter man godt kan sætte lidt tid af til i det næste halve års tid. Han er nemlig en af æresgæsterne på Fantasticon, der finder sted i slutningen af august. Singularity Sky fra 2003 blev hans store gennembrud, og den blev også nomineret til en Hugo award for bedste roman. Siden da har han været yderst produktiv, med op til flere romanudgivelser om året, hvoraf flere har vundet priser.

Singularity Sky beskriver en fremtid om 400 år hvor Jordens befolkning er spredt over et utal af planeter, og forskellige samfund startet op på ny. Dette blev sat i værk af en kunstig intelligens der kalder sig selv for the Eschaton. Den kommer angiveligt fra fremtiden, men understreger meget overfor mennesket at tidsrejser og brud på kausalitet er strengt forbudt, for ellers… Alt dette skete engang i det 21-århundrede og flere kolonier, og Jorden, har fået genskabt deres civilisation efter den voldsomme omvæltning af uforståelig teknologisk udvikling (en teknologisk singularitet).
På en af disse planeter har man opbygget et autoritært sovjetisk-inspireret samfund, hvor moderne teknologi er bandlyst og staten kontrollerer al information. Derfor går det grueligt galt da de møder den sære entitet kaldet the Festival, der virker lidt barnlig (i hvert fald formulerer den sig ligesom Yoda), men som hungrer efter al den information og underholdning den kan komme i nærheden af, og som betaling tilbyder fantastisk teknologi. Magthaverne forstår ikke dette koncept og situationen bliver hurtigt ubehagelig og krigerisk.

Selvom romanen på overfladen er (glimrende) space opera er det ikke fantastiske rumeventyr Stross vil fortælle, men derimod perspektivere til moderne informationsteknologi og hvordan vi mennesker bruger den. Det bliver særligt tydeligt hen imod slutningen, hvor styreformer, censur, terrorisme, overvågning og kontrol af information diskuteres. Jeg tror Stross prøver at være fortaler for og ønsker at genoplive den klassiske hackermentalitet om at al information skal være frit tilgængelig – ja ligefrem at information selv ønsker at være fri, og dette blandt andet symboliseret via the Festival, der bogstaveligt talt lever af information og underholdning, ligesom vi moderne mennesker fra Internetgenerationen. Det kan jeg jo kun tilslutte mig.
Bogen er velskrevet, vittig, tankevækkende, forvirrende og fyldt med ideer. Den kan dog til tider virke lidt rodet og Stross har måske lidt manglet en plan for præcist hvad, han vil fortælle, men det lader han til at have fået mere styr på i efterfølgeren Iron Sunrise.

Som sagt bør man som dansk fan, hvis man ikke allerede har gjort det, få stiftet bekendtskab med Charles Stross’ forfatterskab, da han er gæst på Fantasticon. Det behøver dog ikke være med Singularity Sky man starter, da det langt fra er alle hans romaner der er fjernfremtids space opera. Hold øje med bloggen for flere Stross anmeldelser i nær fremtid.