Interstellar sysctl

To år efter serien blev stoppet kom Futurama tilbage med fire film direkte til videomarkedet. Bender’s Big Score er den første. Til dem der ikke måtte kende til Futurama, er den korte (forkerte) beskrivelse at kalde det for The Simpsons 1000 år ude i fremtiden. Vel nok er det manden bag The Simpsons, Matt Groening, der også er idemand til Futurama, tegnestilen ligner og humoren har da også sine ligheder, men der er langt fra den dysfunktionelle forstadsfamilie i nutidens amerika, til den langt mere aparte samling af personer hos det interplanetariske fragtfirma Planet Express. Bestående af blandt andet en Tournesol-agtig professor, en alkoholisk, cigarrygende, kleptomanisk og egoistisk robot, et hummerlignende rumvæsen og ikke mindst det unge pizzabud der blev frosset ned i år 2000 og først tøet op 1000 år senere. Futurama-serien har været god til at gøre flittig brug af en masse velkendte science fiction ideer, få en ustyrlig morsom historie ud af det og gøre det mere end synligt, at seriens skabere har nogle tydelige kommentarer til nutidens samfund. Bender’s Big Score har det hele.

Hele balladen begynder med at Planet Express lader sig lokke af nogle favorable tilbud fra spammails, og inden de får set sig om, er firmaet overtaget af svindlerne – nogle ustyrligt grimme nøgne lyserøde rumvæsener. Robotten Bender bliver under pornosurfing inficeret med en virus der gør at den adlyder svindlerne. På pizzabudets Frys røv finder svindlerne en særlig binær kode, der hidkalder universets tidsrejsefunktion. Bender bliver hurtigt beordret til at rejse tilbage i tiden adskillige gange, for at hente værdifulde genstande. Inden længe har svindlerne med deres rigdom overtaget hele verden. Det lyder ufatteligt fjollet og langt ude når man refererer det her, det er det for så vidt også, men ikke desto mindre underholdende og morsomt. Der er fuld fart på i alle 90 minutter og det går helt amok med skøre tidsrejseparadokser. Jeg morede mig da gevaldigt, men det er trods alt nok ikke en film man kan se igen og igen, ligesom med nogle af seriens bedste afsnit. Kender man ikke til serien er det heller ikke her man bør starte, men for fans af serien er Bender’s Big Score bestemt værd at se.

Efter det noget skuffende decembernummer var jeg længe om at begynde på årets første nummer af Asimov’s, men det var der ingen grund til, for der er stort set kun gode historier i dette januarnummer, med masser af gode eksempler på hvordan science fiction fungerer virkelig godt med få enkle virkemidler og originale ideer. Bruce McAllister ligger ud med med et digt om robotten Gek der gerne vil gå i skole. Derefter er der to novelettes og fem noveller.

Mary Rosenblum sætter sin historie Lion Walk i et naturreservat i USA hvor gensplejsede fortidsdyr lever. Langnovellens hovedrolle, Tahira, er opsynskvinde på stedet og en sen aften overværer hun et drabeligt mord på overvågningsskærmene. Nogen misbruger resevartets løver til at lave snuff-film. Rosenblum skal primært have ros for den gode personskildring af især Tahira, og det noget grumme plot fungerer også godt, men desværre er science fiction elementet noget tyndt og anvendes kun sparsomt.

En ny novelle fra Larry Niven har været lovet i de sidste mange numre, så det var lidt af en skuffelse at læse den ultrakorte Passing Perry Crater Base, Time Uncertain, der er en lidt fjollet evaluering af Jorden foretaget af rumvæsener.

Bridesicle af Will McIntosh er science fiction i novelleform når det er bedst. En letforståeligt teknologisk ide præsenteres, og det bruges til at stille nogle moralske spørgsmål ved udviklingen og samtidig fortælle en gribende historie. Her er det muligheden for at fryse de døde ned, for at kunne genoplive dem senere, med det twist at de bliver vækket til live igen af rige bejlere, der vil betale for deres genoplivning hvis de vil gifte sig med dem. Så disse døde mennesker får kun lov til at stikke hovedet frem og komme til live, når en interesseret finder dem frem og vil på “date” med dem. Novellen følger en kvinde der er død i et trafikuheld og hvordan hun over en periode på flere hundrede år, bliver hevet frem og tilbage flere gange, og må kæmpe for sine få minutter i vågen og levende tilstand. En rigtig effektiv historie der kort og enkelt viser hvad science fiction kan, tilmed også med et ægte kærlighedsdrama, som det kun kan udspille sig i science fiction form.

Næste novelle har også en klassisk sf aura over sig. Robert R. Chase bringer os Five Thousand Light Years from Birdland med denne “first contact” historie om et rumvæsen der er røget ud af kurs og søger hjælp fra Jorden. Væsenet er imødekommende, lader sig analysere af forskere og en sproglig kontakt opnås, omend man kun forstår 5% af dens sprog. Da rumvæsenet skal hjem beder den om selskab, fra en af de forskere der stillede den særligt udfordrende spørgsmål. Man følger således denne mand på rejsen sammen med rumvæsenet og hvordan han bliver klogere på dets kultur og dens egentlige hensigt med at ligge vejen forbi Jorden. Chase sammenligner selv historien med Paul Anderson, en forfatter der skammeligt mangler i min indlæring – så det kan jeg ikke kommentere på, men det er en intelligent lille novelle om hvordan mennesker og rumvæsener kan prøve at forstå hinanden.

Debutanter er altid spændende at læse. E. Salih introducerer sig selv som en yngre londoner fra finansverdenen og giver os tidsrejsehistorien Messiah Excelsa, om en mand der rejser tilbage til Italien i år 1734, for at opsøge Antonio Stradivari og få fat i en hans mest berømte violiner. Desværre fortaber historien sig i lange opremsninger af intetsigende navne og årstal, men Salih viser et stort skrivetalent med sit snirklede flotte sprog.

Unintended Behavior af Nancy Kress minder mig lidt om hendes novelle Nano Comes to Clifford Falls fra Year’s Best SF 12, hvor nanoteknologi blev lidt for meget af det gode. I denne historie er det knap så avanceret teknologi der er på spil, men det skaber alligevel problemer for novellens hovedperson med at få hendes mand ud af lejligheden. Masser af skøre gadgets i denne historie om hævn.

Dette nummers sidste historie er en novelette af Damien Broderick med titlen Uncle Bones. Her er udødelighed igen temaet, hvor nanoteknologi har gjort det muligt at vække de døde tilbage til live. Desværre med den ulempe at de kommer til at ligne zombier og stinker langt væk af kød i forrådnelse, hvilket selv sagt giver visse sociale sameksistensproblemer med de levende. En meget anderledes og sorthumoristisk zombiefortælling.

I de øvrige afdelinger skriver Sheila Williams om sin første WorldCon i 1973, Robert Silverberg reflekterer over de mange finurligheder man støder på når en simpel frase skal oversættes og James Patrick Kelly ser på podcasting!

Charles Stross er en forfatter man godt kan sætte lidt tid af til i det næste halve års tid. Han er nemlig en af æresgæsterne på Fantasticon, der finder sted i slutningen af august. Singularity Sky fra 2003 blev hans store gennembrud, og den blev også nomineret til en Hugo award for bedste roman. Siden da har han været yderst produktiv, med op til flere romanudgivelser om året, hvoraf flere har vundet priser.

Singularity Sky beskriver en fremtid om 400 år hvor Jordens befolkning er spredt over et utal af planeter, og forskellige samfund startet op på ny. Dette blev sat i værk af en kunstig intelligens der kalder sig selv for the Eschaton. Den kommer angiveligt fra fremtiden, men understreger meget overfor mennesket at tidsrejser og brud på kausalitet er strengt forbudt, for ellers… Alt dette skete engang i det 21-århundrede og flere kolonier, og Jorden, har fået genskabt deres civilisation efter den voldsomme omvæltning af uforståelig teknologisk udvikling (en teknologisk singularitet).
På en af disse planeter har man opbygget et autoritært sovjetisk-inspireret samfund, hvor moderne teknologi er bandlyst og staten kontrollerer al information. Derfor går det grueligt galt da de møder den sære entitet kaldet the Festival, der virker lidt barnlig (i hvert fald formulerer den sig ligesom Yoda), men som hungrer efter al den information og underholdning den kan komme i nærheden af, og som betaling tilbyder fantastisk teknologi. Magthaverne forstår ikke dette koncept og situationen bliver hurtigt ubehagelig og krigerisk.

Selvom romanen på overfladen er (glimrende) space opera er det ikke fantastiske rumeventyr Stross vil fortælle, men derimod perspektivere til moderne informationsteknologi og hvordan vi mennesker bruger den. Det bliver særligt tydeligt hen imod slutningen, hvor styreformer, censur, terrorisme, overvågning og kontrol af information diskuteres. Jeg tror Stross prøver at være fortaler for og ønsker at genoplive den klassiske hackermentalitet om at al information skal være frit tilgængelig – ja ligefrem at information selv ønsker at være fri, og dette blandt andet symboliseret via the Festival, der bogstaveligt talt lever af information og underholdning, ligesom vi moderne mennesker fra Internetgenerationen. Det kan jeg jo kun tilslutte mig.
Bogen er velskrevet, vittig, tankevækkende, forvirrende og fyldt med ideer. Den kan dog til tider virke lidt rodet og Stross har måske lidt manglet en plan for præcist hvad, han vil fortælle, men det lader han til at have fået mere styr på i efterfølgeren Iron Sunrise.

Som sagt bør man som dansk fan, hvis man ikke allerede har gjort det, få stiftet bekendtskab med Charles Stross’ forfatterskab, da han er gæst på Fantasticon. Det behøver dog ikke være med Singularity Sky man starter, da det langt fra er alle hans romaner der er fjernfremtids space opera. Hold øje med bloggen for flere Stross anmeldelser i nær fremtid.

Jeg fik kæmpet mig igennem den fjerde bog i Kevin J. Andersons The Sage of Seven Suns og der er ingen forbedringer at finde i forhold til de tre forrige bøger. Historien træder så meget vande, at det viser at serien ikke kan være ment som andet end en pengemaskine, ved at strække en historie ud på syv tykke bind, der dårligt nok har substans nok til en trilogi af middellængde.

Scattered Suns fokuserer primært på interne konflikter, borgerkrig og andre nye trusler fra uventet kant, mens den store krig mod de uovervindelige Hydrogues der lever i gasgiganterne, er sat på standby. I de royale gemakker kæmper kong Peter mod den stadig mere skruppelløs diktatoriske formand, der er den egentlige leder af Jorden. Krigen mod den mere frie fraktion af Roamers tager til og har stadig ikke noget reelt formål. I den anden lejr, hos menneskets allierede – the Ildirans, er broderen til deres nye kejser bogstaveligt talt blevet sindssyg pga. stoffer, og får ved hjælp af dette stof samlet et stort følgeskab. Han erklærer sig selv for den rette kejser af imperiet og sætter til angreb på sin bror. Hvad værre er, er Klikiss robotterne endelig begyndt på deres hemmelige plan, der i al sin enkelhed går ud på at udslette alle levende væsener i universet. Det rammer menneskets rumflåde hårdest, da de har skabt en hel hær af robotter baseret på Klikiss-teknologi, og de robotter tager nu deres helt egen dagsorden.
Og det er ligesom det der går 700 sider med. Konflikter man allerede har startet op i de forrige bind tager blot til i styrke, og den eneste måde forfatteren lader til at kunne finde ud af at forsøge at øge spændingen på, er ved at lade så mange uskyldige dø som muligt, til et punkt hvor det hele bare bliver ligegyldigt. De ting der kommer afklaring på, sker på 3-4 sider i de sidste kapitler. Det er ikke sjældent at space opera forfattere har det svært med at runde deres store ideer af på en ordentlig måde, men Anderson kan vitterligt ikke andet end at køre rundt i den samme halvdårlige ide, uden at udvikle den, uden at tilføje overraskelsesmomenter, men bare gentage de samme pointer for læseren igen og igen, så alle fatter dem og den endelige forløsning ikke kan overraske nogen.

Således er slutningen på dette bind heller ikke videre interessant eller uventet. The Ildirans får styr på deres kortvarige borgerkrig og er på vej til at indgå en alliance med the Hydrogues, hvor de mod ikke selv at blive udslettet skal hjælpe med at udslette menneskeheden. Menneskets håb ligger stadig i de vandskabninger, der var med i den store krig med de tre andre element-væsener, som en Roamer har fået kontakt med. Kampen mellem de fire elementer, med mennesker og Ildirans på sidelinjen og Klikiss robotterne som det nye femte element, kan begynde. Suk.

Det bliver overskriften for mit næste halve års tid, da der skal skrives speciale for at få en cand.it grad. Arbejdstitlen er Computing new Langford sequences using inclusion-exclusion based algorithms, hvor udgangspunktet er det matematiske problem kaldet Langford’s problem, som jeg skal se på nogle algoritmer til og forhåbentlig finde frem til nogle af de manglende værdier, med lidt hjælp fra en supercomputer.

Planen er ikke at bloggen skal gå ned i aktivitet, tværtimod satser jeg på at få gang i anmeldelserne igen efter den seneste tids sparsomme nye indlæg.

Det her er egentlig sommernummeret af Himmelskibet, men nu skulle nr. 18 være på vej, så jeg måtte hellere blive færdig med nr. 17. Som altid med både noveller, artikler og rigtig mange sider er brugt på anmeldelser.

Første novelle, Selv drager danser af Christopher Kastensmidt, er klassisk high fantasy om en drage der skal nedkæmpes. Ikke lige min stil må jeg sige. Mere interessant er Henrik Larsens science fiction novelle Vi kan sende et menneske til Mars, der ikke handler om Mars som sådan, men om et mislykket forsøg med at fryse folk ned i håb om at kunne kurere deres sygdomme i fremtiden. Manfred Christiansens Nuttet handler om et nuttet kæledyr, der udvikler sig til at være “mindre” nuttet, for at sige det mildt.

Klaus Æ. Mogensen har skrevet en interessant artikel om rumdragter, både i fiktion og i virkeligheden. Det er langt fra så simpelt som det ofte kommer til udtryk, og at lave gode dragter er mindst ligeså stor en udfordring for NASA, som faktisk at sende folk i kredsløb. Knud Larn har en længere artikel om T. H. Whites The Once and Future King, et gammelt klassisk fantasyværk der bygger på Kong Arthur myten. Vi får conreps fra Fantasticon 2008 og Komiks.dk, af henholdsvis Jesper Rugård og Tue Sørensen. Der er mere om tegneserier fra Maria Kohinoor Larsen der langer kritisk ud efter tegneseriebranchen i sin artikel Et univers af farver og striber. Man har også trykt en 4 siders tegneserie af Eric Knipper. En efter min mening både grim og meningsløs rumkrigshistorie.