Svenske Mikael Niemi står bag denne bizarre novellesamling vi skulle læse i Azur. Det kan dårligt nok kaldes en novellesamling, da det på ingen måde er klart om det er en samlet fortælling der skal ses som en helhed, eller en bunke enkeltfortællinger, hvoraf nogle enkelte har gennemgående begreber.
En egentlig handling er ikke til at gengive. Igennem en række “fortællinger” giver Mikael Niemi en masse bud på hvordan universet er skruet sammen og hvad menneskets plads heri er. Jeg ved ikke om det er et forsøg på at lave en parodi over velkendte science fiction temaer, men det fejler i hvert fald fuldstændigt. En asteroide der hedder Gokkesokken, uheldsbringende Kurt-partikler, levende sten, Big Bang genfortalt som iskødgrød er nok næppe set før, men det er ganske enkelt bare ikke sjovt. Ord som pik, kusse, røv, bylder og snot optræder ofte. Det er bare hverken sjovt, provokerende eller ulækkert, blot dumt på den kedelige måde. Enkelte af fortællingerne har dog nogle lidt sjove ideer, som Sten hvori man pludselig finder ud af at sten er levende væsener og organisationer begynder at kræve særlige rettigheder til sten. Eller Androider hvor de meget menneskelignende androider meget gerne vil være mennesker, men de rigtige mennesker vil helst fortsat kunne kende forskel, hvilket man forsøger at løse på omstændig vis. Desværre er historierne skrevet som en lang gennemgang af nogle meget voldsomme forløb, helt uden liv, kun lidt dialog og den indsatte fornævnte form humor falder helt igennem.
Det var selvsagt ikke noget for mig, men andre vil sikkert sagtens kunne finde den morsom. Det er sikkert en af den slags bøger, hvor man enten synes det er morsomt og genialt fra starten, og så kan more sig hele vejen igennem, eller også finder man det ligesom mig, bare umådeligt åndssvagt, men man skal alligevel lige læse næste historie, for at se hvad pokker han nu finder på.
Jeg bliver sgu næsten nødt til at læse den, for Niemis “Populærmusik fra Vittula” er den suverænt sjoveste bog jeg har læst i år (det kommer der mere om i et nytårsindlæg hjemme i Ekkorummet), og så må jeg spørge mig selv: Er det fordi vi to ikke deler syn på Niemis humor, eller er det fordi der er tale om to forskellige slags bøger i to forskellige genrer?
Mit umiddelbare gæt lyder på at det er det sidste, for jeg plejer heller ikke at synes den slags pseudo-science fiction-humor er morsom – jeg har heller aldrig syntes at Stefano Benni er morsom, selv om jeg ellers har det fint med den fantastiske fortælletradition i italiensk litteratur, han indskriver sig i.
Men på den anden side var jeg altså kvæstet af grin over Niemis gennembrudsroman (hvis magisk-realistiske sekvenser imidlertid var de dele, jeg brød mig mindst om), så der er svært at sige. Jeg må i gang med “Sulebulen” …
Jeg kunne vist godt lide Sulebulen, så vidt jeg husker. Jeg anmeldte den i Knud Larns SCIENCE FICTION – den anmeldelse vil jeg lige prøve at finde frem og lægge på nettet også.
Det kan godt være, at det er rigtigt det er en speciel form for humor. Jeg grinede højt flere steder. På den anden side bliver det aldrig min yndlingsbog.