Interstellar sysctl

Årets sidste nummer af Subspace er et rigtigt julenummer. Artiklerne og forsiden er i hvert fald pyntet med Star Trek-inspireret julepynt.

Henriette Fox Maule brillierer igen med flere velskrevne artikler. Først en syv sider lang gennemgang af tilblivelsen af en af de mest klassiske episoder fra den originale serie, The City on the Edge of Forever. Jeg fik dermed lyst til at få set dette famøse afsnit og hold op da hvor er det godt! Kirk og Spock må rejse tilbage i tiden for at rette op på historiens gang, der er sat så meget ud af kurs, at rumfart ikke kommer så langt. Den grundformel har vi sidenhen set brugt i blandt andet filmen First Contact og Deep Space 9 afsnittet Past Tense, men her det ikke bare lige at rette op på historiens gang. Kirk står overfor et stort moralsk dilemma, når det bliver klart hvad der skal gøres, for at rette op på historien. Og afsnittets tilblivelse, der er skrevet af Harlan Ellison, er mindst ligeså dramatisk kan man se på Henriettes artikel. Den var lang tid undervejs, manuskriptet blev skrevet om utallige gange og der er mange myter og modstridende påstande fra Harlan Ellison og Gene Roddenberry, om hvordan det egentlig foregik. Henriette tager også hul på en ny biografisk artikel om en Star Trek skurk, denne gang er det Shran fra serien Enterprise.
Det overraskede mig noget at se Erwin Neutzsky-Wulff i indholdsfortegnelsen. Hans bidrag er en to siders lang svada om science fiction genren generelt og hans personlige holdninger til de forskellige Star Trek-serier.
En anden personlig beretning får vi fra Thomas Skaarup, der skriver om hans oplevelser med andre science fiction serier, som ham og hans kone/kæreste (Pernille hedder hun) så, da de var løbet tør for Star Trek-serier. Der er mindre gode oplevelser med den ældre serie Andromeda, positive indtryk fra den nye Battlestar Gallactica, Babylon 5 og The 4400, og et blandet syn på Stargate: SG-1.
Bertil Dorch skriver igen om hvordan Star Trek bliver refereret til i medierne. Blandt andet i forbindelse med CNNs “hologram”-reporter (som ikke havde en pind med et hologram at gøre) under den store valgdækning i USA.
Hele tre boganmeldelser er der også. Henriette Viskum Madsen anmelder bogserien New Frontier af Peter David, jeg selv bidrager med min anmeldelse af Science Logs og Mette Lauchand skriver om den noget kritiske biografi om Gene Roddenberry, The Myth and the Man behind Star Trek af Joel Engel.
Jan Andersen skriver en fin nekrolog om Arthur C. Clarke og vinkler det passende ind på Clarkes (lidt sparsomme) forbindelse til Star Trek og Roddenberry.
Til sidst giver Kim Pierri om de gamle Battlestar Gallactica tv-serier og det er bestemt interessant læsning, også selvom man kun kender til den nye.

Særligt de to sidste numre af Subspace har haft rigtig mange gode og velskrevne artikler. Håber redaktøren fortsætter den gode linje til næste år, men intet blad uden skribenter naturligvis (hrrm, nytårsfortsæt).

Svenske Mikael Niemi står bag denne bizarre novellesamling vi skulle læse i Azur. Det kan dårligt nok kaldes en novellesamling, da det på ingen måde er klart om det er en samlet fortælling der skal ses som en helhed, eller en bunke enkeltfortællinger, hvoraf nogle enkelte har gennemgående begreber.

En egentlig handling er ikke til at gengive. Igennem en række “fortællinger” giver Mikael Niemi en masse bud på hvordan universet er skruet sammen og hvad menneskets plads heri er. Jeg ved ikke om det er et forsøg på at lave en parodi over velkendte science fiction temaer, men det fejler i hvert fald fuldstændigt. En asteroide der hedder Gokkesokken, uheldsbringende Kurt-partikler, levende sten, Big Bang genfortalt som iskødgrød er nok næppe set før, men det er ganske enkelt bare ikke sjovt. Ord som pik, kusse, røv, bylder og snot optræder ofte. Det er bare hverken sjovt, provokerende eller ulækkert, blot dumt på den kedelige måde. Enkelte af fortællingerne har dog nogle lidt sjove ideer, som Sten hvori man pludselig finder ud af at sten er levende væsener og organisationer begynder at kræve særlige rettigheder til sten. Eller Androider hvor de meget menneskelignende androider meget gerne vil være mennesker, men de rigtige mennesker vil helst fortsat kunne kende forskel, hvilket man forsøger at løse på omstændig vis. Desværre er historierne skrevet som en lang gennemgang af nogle meget voldsomme forløb, helt uden liv, kun lidt dialog og den indsatte fornævnte form humor falder helt igennem.

Det var selvsagt ikke noget for mig, men andre vil sikkert sagtens kunne finde den morsom. Det er sikkert en af den slags bøger, hvor man enten synes det er morsomt og genialt fra starten, og så kan more sig hele vejen igennem, eller også finder man det ligesom mig, bare umådeligt åndssvagt, men man skal alligevel lige læse næste historie, for at se hvad pokker han nu finder på.

Andre Bormanis har været videnskabelig rådgiver til manuskriptforfattere og instruktører på The Next Generation, Deep Space 9 og Voyager, for at få de mange ideer om fremtidens verdener, teknologi, væsener og fysik i seriernes afsnit, til at blive så troværdige og gangbare som muligt.
Science Logs giver et indblik i disse overvejelser med en lang række artikler inddelt i syv emner: Astronomical Phenomena, Nuclear and Space Physics, Planetology, Space Medicine, Materials Science, Space Engineering, Exobiology.

Konceptet i bogen er at tage udgangspunkt i en science log, altså et uddrag fra en af officerernes logbog vedrørende et eller andet videnskabeligt emne i et afsnit fra en af serierne. Det bruger Andre så som grundlag til at skrive en artikel på en side eller to om det emne.
Nogle af artiklerne virker som om de vitterlig er skrevet for at forklare noget videnskab bag et Star Trek afsnit, mens andre har det omvendte præg – hvor forfatteren nok mere har ville skrive om et eller andet og så blot bagefter fundet en passende log fra et afsnit, til at klistre på. Man kan altså ikke forvente at bogen fra ende til anden handler direkte om videnskaben bag ting fra Star Trek episoder.
Selve ideen bag bogens udformning, der ellers er ganske god, falder også lidt igennem, da mange af de indledende logtekster slet ikke optræder i det pågældende afsnit, men blot er en digtning af hvad fx Data kunne have nedfældet i sin logbog, vedrørende en eller anden hændelse i et afsnit. Bogen havde nok været bedre tjent uden disse lidt ligegyldige indledninger, medmindre de faktisk var blevet brugt til noget. Fx ved at Andre skrev mere om hans konkrete arbejde som rådgiver på serierne og hvilke overvejelser han måtte gøre sig, hvilke videnskabelige fakta man måtte se lidt bort fra i et afsnit, for at få plottet til at hænge sammen, eller omvendt – hvis man havde ændret et plot, for at gøre det mere videnskabeligt plausibelt. Den slags kunne det være spændende at læse Andre skrive om, og det var også lidt det jeg havde håbet på var tilfældet, da jeg anskaffede mig bogen.
Det er heldigvis ikke skidt alt sammen, og som et par positive eksempler vil jeg nævne artiklen om “cloaking devices,” der jo helt klart er en meget specifik ide fra Star Trek universet. Her forklarer han hvordan den slags teknologi er noget usandsynlig at fremstille, da det vil kræve uendelige mængder energi at afbøje lyspartikler på den måde. Eller artiklen om duplikation via transporteren, med udgangspunktet i TNG afsnittet Second Changes, hvor han beregner hvor ufatteligt meget energi det vil kræve.

Man kan godt se at forfatteren har haft en stak gode emner fra afsnit han kunne skrive noget interessant om, men desværre er der også en del af artiklerne der har et lidt tyndt grundlag, hvor det ikke bliver et serieafsnit der bliver udgangspunktet, men snarere et emne og så har han bagefter fundet et afsnit der svagt har elementer af dette emne. Asteroider, kometer, supernovaer og lignende kan man læse om i så mange andre bøger, og den slags helt regulære korte artikler er der desværre en del af, der ikke har ret meget med Star Trek at gøre.
Konceptet med bogen er godt og har masser af potentiale, men det havde hjulpet en del, hvis man i stedet havde skrevet nogle længere og mere dybdegående artikler om få emner, som er interessante i en Star Trek sammenhæng, frem for en masse kortere temmelig ligegyldige artikler og desværre for få guldkorn.

Man får jo helt dårlig samvittighed når 2008 næsten er slut og man er bagud med sin læsning af de danske fanzines fra i år. Fjerde nummer af Subspace er skam udkommet, men kronologien på bloggen skal jo holdes.

Vi får anden del af Henriette Fox Maules fantastiske biografi af cardassianen Gul Dukat, hvor hun denne gang blandt andet ser på hans forhold til kvinder. Selvom man måske godt kunne have ønsket sig en spoileradvarsel, da der bliver afsløret en del centrale ting fra de senere sæsoner af Deep Space 9, så gør det nu ikke så meget, da det er skrevet ind i en længere sammenhæng uden utallige referencer til episoder hvor det ene og andet sker, så jeg glæder mig om noget endnu mere til at følge udviklingen – når jeg altså engang får taget mig sammen til at komme videre i den serie.
Det samme er tilfældet med Lise Andreasens også interessante biografi af ferengien Quark, hvor hun ser på Quarks forhold til penge, som han nok i langt de fleste tilfælde sætter højere end alt andet, men med et par nævneværdige undtagelser. Som supplement hertil giver Christa Islin en kort biografi af skuespilleren bag Quark, Armin Shimerman.
Næsten intet Subspace uden at man også kan blive klogere på noget fysik – denne gang fortæller Bertil Dorch om neutrinoer. Nogle partikler der tit optræder i Star Trek og som i praksis er meget svære at måle. Bertil skriver også om de mange mærkelige sammenhænge Star Trek bliver refereret til i dagspressen, fra nye typer brændeovne til skraldespande foran McDonads.
Lise Andreasen anmelder og giver en smagsprøve på bogen Star Trek In Myth And Legend, der handler om hvordan Star Trek både skaber og fortæller myter.
Man ved stadig ikke ret meget om den kommende Star Trek film, men da dette blad blev udgivet vidste man endnu mindre, så ikke desto mindre imponerende er det hvor meget Johan Albrechtsen kan få ud af de få pressefotos der er blevet frigivet med alle hovedrollerne i filmen.

Det var også i dette nummer at en tænketank om fremtiden for trekkies.dk fremsatte sit forslag, med efterfølgende debat på foreningens mailinglister. En debat der nu er afsluttet og alle forslag fra foreningen endte vist med at blive forkastet. Forslaget gik på at lave foreningen om til en mere generel forening for serier i de fantastiske genrer og skulle gå under navnet SciFan. Jeg var generelt enig med mange af de fremførte synspunkter, da jeg klart ser problemer i at blive ved med at beskæftige sig med et enkelt og lukket univers. Det var de færreste enige i, men som det vist også kom til at fremgå i debatten på listerne, så kommer meget til at afhænge af om den kommende film bliver en succes der kan give en masse nyt til Star Trek universet, eller om det blot bliver en afsluttende parentes.

Tredje, sidste og længste bog i Peter F. Hamiltons Greg Mandel-trilogi tog Hamiltons forfatterskab ind i space opera genren, og en del af idéerne fra hans efterfølgende The Night’s Dawn Trilogy tog form her. Hvor A Quantum Murder var forholdsvist roligt opklaringsarbejde, er The Nano Flower mere tilbage til stilen fra Mindstar Rising, men nu med endnu mere action – selvom Greg Mandel selv nu er ved at være halvgammel.

Et halvandet årti er gået siden sidst. Greg og hans kone Eleanor har en teenagedatter, Julia Evans har fået børn med hackeren Royan der har fået sig en ny krop, og både den britiske økonomi og verdens øvrige tilstand er i stabil fremgang. Men Royan er væk og har været det i adskillige måneder. En dag til en fest får Julia overrakt en speciel blomst med en hilsen fra Royan. Blomsten bliver undersøgt og det viser sig dens DNA ikke kan stamme fra Jorden, og så ruller snebolden. Teorier om et rumvæsens tilstedeværelse tager fart og alle bliver overbevist om at det besidder hemmeligheden til en ny avanceret teknologi, som de selvfølgelig vil have fingrene i. Så Julia hyrer igen Greg Mandel, først og fremmest til blot at finde frem til den unge kvinde der gav hende blomsten til festen, da hun må være nøglen til det hele, men den pensionerede Mindstar-soldat bliver hurtigt rodet ud i alt andet end fredeligt politiarbejde, da flere andre magtfulde og knap så venlige organisationer, også lugter penge i rumvæsenets teknologi og altså også jagter den unge kvinde. Tempoet er højt og historien er spækket med store mænd med store skydere, sexede kvinder og forretningsaftaler på meget højt niveau (disse ting er bestemt ikke adskilte).

Har man læst de to forrige Greg Mandel-bøger, er The Nano Flower bestemt også værd at tage med. Alle de velkendte figurer er der, plottet er endnu engang avanceret og fascinerende, spændingen er som den skal være og Hamilton viser sin begyndende idérighed ind i space operaen. Den viser desværre også en af de sider Hamilton sidenhen har haft problemer med – at skrive slutninger. I The Nano Flower ved man præcist efter første sætning i et af de sidste kapitler, at nu er der slutning de næste 50 sider. Igennem hele bogen er der blevet lagt op til, at de store forventninger der var til dette rumvæsen og alle de vidundere de kunne få ud af det, nok ikke vil blive indfriet alligevel – hvilket også er tilfældet. Jeg vil dog ikke kalde det en dårlig slutning, men heller ikke en “wauw, hold da op!”-slutning. En rimelig mellemting med nogle elementer man ikke havde forudset, men stadig en forventelig slutning. Det gode element der dog stadig står stærkt og gør det i alle tre bøger, er blandingen med “straight-on” krimi og højteknologisk science fiction. De mange dingenoter er ikke bare pynt og af og til kommer den smarte teknologi også til kort, og opklaringsarbejdet må foregå på gammeldags maner med at interviewe vidner og sammenholde forklaringer. Den form har Hamilton genbrugt i sideplots i flere af hans senere store space opera værker, herunder især med agenten Paula Myo i Commenwealth-bøgerne.

Så er efterfølgeren til Scott Siglers “Infection” (nu omdøbt til Infected) her! Contagious hedder den og første episode er sendt ud. Contagious kommer også i bogform ved udgangen af denne måned. Det bliver fedt!

Dette er selvfølgelig hovedsageligt en blog om science fiction, men jeg vil også give lidt plads til omtale af nogle fagbøger, som jeg ikke kan anmelde som fagmand, men blot som almen “fan” af emnet. Som fx denne samling af biografiske introduktioner til de største matematikere fra perioden 1900 til 1950, skrevet af Michael J. Bradley. Den er en del af en bogserie på i alt seks bind kaldet Pioneers in Mathematics, med korte biografer af hver sin tids store matematikere.

Med i alt 140 sider er der selvsagt ikke meget plads til de 10 matematiske navne – fra Hilbert til Erdös, og på den måde fungerer bogen mest som en introduktion til en række matematikere man måske ikke kendte så meget til i forvejen, hvor man så kan bruge referencerne til at finde mere materiale. Bradley koncentrerer sig om at gennemgå deres liv og karriere i brede vendinger, med en lang række opremsninger af teorier og forskningsartikler, så det er ikke meget matematik man lærer. Derfor vil jeg også mene, at den kun er værd at låne på biblioteket, ikke eje – men som øjenåbner er Bradleys introduktioner fine. Således blev jeg da klogere på John von Neumanns øvrige liv udover den computerarkitektur han er blevet kendt for, Alan Turing og hvad hans Turing-maskine egentlig gik ud på, og hvordan Paul Erdös lagde grund for en stor samarbejdstradition i matematiske forskningsartikler.