Da jeg først hørte om Sunshine lød det som endnu en sci-fi katastrofefilm i stil med The Core og Armageddon, men den var langt mere realistisk og troværdig, og bedre!
Solen er ved at dø ud og Jorden er gået ind i en ny istid. For at redde planetens liv bliver et bemandet rumskib med en gigantisk bombe sendt af sted for, at kickstarte solens aktivitet igen. Af ukendte årsager mislykkedes missionen, kontakten til rumskibet går tabt og en ny identisk mission iværksættes. Det er dem filmen følger. Da de næsten er fremme ved hvor de kan sende bomben af sted, opfanger de pludselig nødsignalet fra den tidligere ekspeditions rumfærge. Efter nogle overvejelser beslutter de sig for, at omlægge kursen dertil. Blandt andet for at øge deres chancer for at fuldføre missionen med endnu en bombe. Men en beslutning fører til fejl, som fører til flere fejl, der foresager katastrofer osv.
På mange måder ligner Sunshine egentlig den type film jeg omtalte negativt før. Mandskabet består selvfølgelig af forskellige typer mennesker med hver deres profession, styrker og svagheder; konfrontationer opstår, svære valg må træffes som følge af ulykkerne og for at redde hele menneskeheden. Det er bare mere troværdigt, gennemført og egentlig også mere spændende i Sunshine. Jeg kunne først og fremmest lide valget af besætning til filmen. Der er ingen stjerneskuespiller der stjæler hele billedet, de er ikke castede med det ene formål at skabe forudsigelige konflikter undervejs, ingen stereotyper og deres udgangspunkt er ret anonymt. De agerer som man kan forvente professionelle folk vil gøre på sådan en mission, nemlig professionelt men med naturlige menneskelige følelsesudbrud og mindre rationelle valg. Det er langt fra en “rolig” rumfilm som 2001, men de ulykker der finder sted, og de dertilhørende spændingsfyldte actionscener, er indenfor rammerne rimeligt troværdige.
Det har især været besætningssammensætningen og de fuldkommen vanvittige urealistiske sekvenser, der har irriterret mig med ved andre af den slags “red verden”-film, og her var endelig en film med samme grundtanke, men langt bedre udført. Det går måske lidt over gevind henimod slutningen, men det kan jeg leve med når det samlede indtryk er så positivt, fra denne i øvrigt også meget flotte visuelle film, der fik mig til at længes efter en endnu større fladskærm.
Jeg var også et langt stykke henad vejen positiv over for filmen, men der var to/tre ting der irriterede mig: psykologen var for mærkelig, at de ikke havde nogen redundans i deres havesystemer og slutningens lidt for “religiøse” vægtning.
Jeg havde det vist på lidt samme måde. Jeg kunne egentlig godt lide den, men jeg ville gerne kunne lide den endnu mere. Der var bare nogle ting, der skurrede.
Nu har jeg så set den, og den kunne jeg godt lide. Punktum. Uden forbehold.
Billedsproget var for fantastik til at jeg havde tid til at tænke over redundans af vitale systemer og slutningen forstod jeg som videnskabens sejr over religionen. Det var meget passende: Et moralsk dilemma som kristendommen/religionen ikke kunne finde det rigtige svar på… Og så får redningsmanden til sidst en religiøs oplevelse igennem videnskaben.
Mit problem med filmen er det samme, som jeg har med 28 Days Later (der er lavet af samme instruktør og manuskriptforfatter): Begge åbner som et friskt og anderledes bud på deres genrer, men smider halvdelen af deres IQ totredjedel inde i handlingen. Jeg synes simpelthen, der går for meget slasher-film i slutningen. Men billedsiden er fantastisk, og jeg nød at se filmen i biografen i en knivskarp digital version. Trods mine forbehold har jeg både 28 Days Later og Sunshine i min dvd-samling, og begge vinder ved gensyn, selv om de ikke holder niveauet hele vejen igennem.