Interstellar sysctl

En fe på ryggen af en kæmpebi der skyder på flyvemaskiner? Meget mærkelig (og egentlig ret grim) forside til dette 237 sider lange efterårs dobbeltnummer, hvor indholdet naturligvis ikke fejler noget. September-nummeret havde goblelignende skabninger på forsiden. I dette nummer skriver Michael Meyerhofer et digt – The First Dancers – om disse slags væsener, og Sandra Lindlow kritiserer menneskets hærgen på naturen, særligt skovene, i A Crisis of Forest.

Nancy Kress’ novella The Erdmann Nexus fylder godt en fjerdedel af siderne i bladet og har noget så anderledes som en aldrende fysikprofessor og hans unge kvindelige hjælper som hovedpersoner. Professoren, Henry Erdmann, får en dag nogle kraftige anfald der kunne ligne tegn på en blodprop, men han er selv overbevist om, at det er noget andet. Som om en andens tanker invaderede hans. Som fysiker prøver han at holde fast i rationelle forklaringer, men de kommer hårdt på prøve, da han hører om flere andre ældre mennesker i byen der oplever det samme, og tilsyneladende har tidspunktet for deres anfald en sammenhæng med andre hændelser, et tyveri og et pludseligt dødsfald. Nancy Kress skaber et godt mysterie der skal løses, med lidt X-Files præg, men historien bliver en anelse for lang.

Vi bliver taget tilbage til den kolde krig af Peter Higgins i Listening for Submarines, der tager en nok noget overset post i den militære flåde op som plot i en historie, nemlig det at lytte efter fjendtlige (russiske) ubåde i havet. Christopher, en løjtnant i flåden med netop dette job, hører en dag nogle sære lyde fra havet som ikke blot kan være hvalsang. Han bliver nærmest som besat af det og det bringer hans arbejde i fare. Igen er der lidt X-Files stemning over denne novelle der bevarer mystikken til det sidste.

Sara Genge skriver for første gang til Asimov’s, med den besynderlige historie Prayers for an Egg, der beskriver en virkelig “alien” verden og om forholdet mellem tjenestefolk og herskere. En speciel novelle, der viser en forfatter med potentiale.

Brandon Sandersons Defending Elysium følger en agent ansat ved hvad der omtales som ”The Phone Company”, hvilket er den virksomhed der enerådigt sidder på kontakten til de eneste rumvæsener mennesket har mødt, der undersøger et mord på en af disse rumvæsener. Men en anden agent forfølger ham, i håb om at afsløre hvorfor ”The Phone Company” holder information om FTL-teknologi tilbage for resten af menneskeheden. Sanderson imponerer ved i novellelængde, at få fortalt et plot der afslører den sande dagsorden for de rumvæsener mennesket har kontakt til, på en måde man normalt ellers mest ser i lange space opera romanserier, samtidig med at der er lidt fremtids James Bond over hovedpersonen. Den så jeg gerne på nomineringslisten til de kommende priser.

En nærmest moraliserende eventyr om, at man skal passe på hvad man ønsker sig, for man får det måske, kommer Leslie What med i Money is No Object, der handler om en familie i besiddelse af en tegnebog der er uudtømmelig, men kun for 1 dollar sedler.

Den nye forfatter Gord Sellar, der allerede imponerede mig med Lester Young and the Jupiter’s Moons’ Blues fra juli-nummeret, tager igen et utraditionelt tema op i Dhuluma No More. Her er det en beretning fra en dokumentarfilmsinstruktør, der i sit arbejde med en film om et uland opdager et komplot mod den vestlige verden, der involverer global opvarmning. Meget original og velfortalt. Gord Sellar bliver et spændende navn at følge.

Elefanter i Londons gader? Det er der i Ian R. MacLeods The English Mutiny. En alternate history novelette hvor England er en Indisk koloni. Noget tung læsning, der nok mest rammer noget hos englændere.

Jack Skillingstad skriver om en politimands triste skæbne ud i alkoholmisbrug i Cat in the Rain, men hans mistede greb med virkeligheden skyldes måske ikke alkoholen, for rumvæsener er måske på spil.

I nummerets sidste historie, kortromanen Truth af Robert Reed, bliver vi igen taget til omgivelser der skriger på konspirationsteorier. En hemmelig underjordisk amerikansk base, hvor en mistænkelig person holdes til fange. Han er angiveligt fra fremtiden, da han meget præcist har kunne give koordinater til et par kommende stjernenovaer og senere også forudse skelsættende begivenheder på Jorden. Spørgsmålet er bare hvad hans egen agenda er og om regeringen bør stole på hans forudsigelser. En glimrende spændingshistorie med en velkendt opbygning, men bestemt ikke en forudsigelig slutning.

Sheila Williams skriver om Dell Magazines Award – en pris for yngre forfattere i de fantastiske genrer, Robert Silverberg skriver om den gamle ide med at “beame” energi ned til Jorden – der igen er blevet aktuelt med de nye tiders energikriser, og James Patrick Kelly skriver om alternate history og parallelverdener i sin klumme On The Net.

I Peter F. Hamiltons anden Greg Mandel bog, kommer den tidligere Mindstar-soldat på endnu en opgave, selvom han egentlig havde trukket sig tilbage med den pæne sum penge han fik i Mindstar Rising.

Greg bliver hyret af Julia, den unge pige der har arvet det store firma – Event Horizon – som Greg også blev hyret af sidste gang, for at opklare et mord på en af deres vigtige forskningsansatte. Greg, og hans kone Eleanor, indvilliger med den formodning, at den sag hurtigt kan overstås uden fare for liv og lemmer. Selvfølgelig ender det lige modsat. Mordet i sig selv er et næsten klassisk tilfælde af et “locked room mystery”. Den geniale videnskabsmand blev myrdet i sit soveværelse på et afsidesliggende lille slot, hvor han bor sammen et mindre hold hyperintelligente studerende. Alle de studerende så op til ham, er helt i chok over det brutale drab og ingen har noget motiv. Ydermere var det en mørk og stormfuld nat, så ingen burde kunne komme ind udefra, morderen har ikke efterladt sig nogen spor overhovedet.
Greg må bruge alle sine evner og ikke mindst evner fra sine venner, for at få løst gåden, og netop som alle tror morderen er fundet, sætter Gregs intuition ind og efterforskningen går i helt nye retninger. Abstrakte teorier om kvantefysik, hjerneforskning, bevidsthedsudvidende stoffer og et 10 år gammelt dødsfald bliver pludselig vigtigt.

Handlingen i A Quantum Murder er mere centreret omkring opklaringsarbejdet og følger krimiskabelonen end “worldbuilding” som i Mindstar Rising. Der er også mindre action, men mere at tænke over og endnu mere fantastisk futurisk teknologi. Hamilton skruer for alvor op for science fiction blusset og integrerer sine ideer flot i plottet. Det er ikke bare et mordmysterie med nogle smarte gadgets i kulissen. Fremtidsteknologien er central for opklaringen og det gør det selvfølgelig endnu sværere for læseren at gennemskue det hele, men man er aldrig mere fortabt end Greg Mandel selv er.
Selvom den står som selvstændig historie, vil jeg klart anbefale at man læser Mindstar Rising først. Mest for at have et kendskab til de mange personer der optræder igen, men det er heller ikke helt uvæsentligt for plottet.

Og endnu en gang en reminder om Fantastik-arrangementet i morgen aften i Valby Kulturhus, hvis man vil høre mere om Peter F. Hamiltons forfatterskab.

Andet bind i Peter F. Hamiltons Void Trilogy hedder The Temporal Void og fortsætter umiddelbart efter The Dreaming Void. Hamilton har ikke helt kunne begrænse sig denne gang, med 100 flere sider end sidst.

Truslen fra the Void bliver virkelig, da dens udvidelse accelererer til fire lysår i timen! Justine, en af de centrale figurer fra de tidligere Commonwealth-bøger, træffer en hurtig beslutning og flyver med sit rumskib ind i the Void, i håb om at kunne overtale the Skylord til at stoppe den ødelæggende udvidelse. Samtidig leder alle de mange grupperinger, regeringer, religiøse følgere og modstandere efter the Second Dreamer, der formodes at være i kontakt med hvad der end måtte være inde i the Void. Araminta opdager at hun er denne Second Dreamer, men hun vil helst være fri, og med mere held end forstand formår hun at holde sig skjult for dem der vil fange hende.
Men The Temporal Void består mest af flere af Inigo’s drømme om manden Edeard, der nu avancerer i graderne i politistyrken i Makkathran og indleder en storstilet handlingsplan, der en gang for alle skal fordrive gangsterne fra byen.

Om det er mig der har skiftet smag eller forventninger hvad angår space opera må være usagt, men The Temporal Void var desværre noget af en skuffelse. Det må jeg selvfølgelig sige med nogle forbehold, da hele afslutningen på historien mangler og det kan være helheden ender med at være bedre, men efter en træls gennemlæsning af The Temporal Void, endte jeg med det indtryk at der simpelthen ikke var sket ret meget på de 746 sider. Hvilket også forklarer, hvorfor jeg var en lille måned om at komme igennem, mens jeg slugte The Dreaming Void på godt to dage. Hvor man før måske har kunne kritisere Hamilton for, at gøre sine værker umådeligt omfattende og komplekse med et hav af sideplots og figurer, er han her snarere i den anden grøft. Plottet holder sig konsekvent indenfor de givne rammer i The Dreaming Void, der introduceres ikke flere væsentlige personer og enkelte ting bliver faktisk afklaret, snarere end skabe endnu flere spørgsmål. Problemet er nu bare helt omvendt – der sker simpelthen for lidt plotudvikling til at retfærdiggøre så mange sider. For det første består op imod 3/4 af bogen af Inigos drømme, altså beretningerne om Edeard i byen Makkathran, der har inspireret den religiøse bevægelse Living Dream. Det er selvfølgelig en vigtig baggrundshistorie at have med, for at forstå motivationen bag den problematiske pilgrimsfærd og hvad det er for nogle egenskaber ved dette Void der er tiltrækkende. Det holder bare ikke at bruge næsten en hel midterbog i en trilogi på det, specielt når alt det centrale kommer i sidste kapitel, og alt det inden blot er Edeard der fordriver banditterne fra byen med sine fantastiske evner. Det hjælper heller ikke at historien om Edeard er triviel og forudsigelig. Edeard er hele vejen igennem bare god, gør ingenting forkert udover nogle mindre misforståelser ved byens kulturelle normer og traditioner, og de onde gangstere han bekæmper er bare gennemførte onde hensynsløse dræbere, uden nogen videre spændende personkarakteristik.
I kapitlerne i Commonwealth-universet er der trods alt mere spænding, men samlet set er der ikke sket alverden. Konspirationerne er blevet afdækket lidt mere og the Second Dreamer er fundet og indfanget. Meget mere er det heller ikke.

I et interview gør Hamilton det klart, at sidste bind, der i øvrigt er sat til at komme i 2010, vil vende tilbage til primært at foregå i Commonwealth-universet, hvilket jo kun lyder godt, for det er vel der det egentlige plot udspiller sig. Måske ændrer mit syn sig når slutningen kommer (håber jeg), men ellers kan jeg kun se The Temporal Void som en alt for lang nødvendig baggrundshistorie, som gør at vi først nu kan komme i gang med den egentlige handling. Det er selvfølgelig helt fint at denne historie om Edeard ikke blot var lavet til en prolog i The Dreaming Void, men det havde måske virket lidt bedre hvis vægten var byttet rundt, så der var mere af Inigos drømme i første bind og mere plotudvikling i andet. Indtrykket er i hvert fald nu, at Hamilton fik søsat lidt for meget The Dreaming Void, måtte sætte plottet på standby, for at kunne fortælle forhistorien.

Derudover vil jeg lige reklamere for et Fantastik-arrangement på mandag kl. 19.00 i Valby Kulturhus, hvor man kan komme og høre mig præsentere netop Peter F. Hamiltons forfatterskab, samt om Robert Rankin præsenteret af Jesper Rugård og om Stanislaw af Flemming Rasch.

Da jeg først hørte om Sunshine lød det som endnu en sci-fi katastrofefilm i stil med The Core og Armageddon, men den var langt mere realistisk og troværdig, og bedre!

Solen er ved at dø ud og Jorden er gået ind i en ny istid. For at redde planetens liv bliver et bemandet rumskib med en gigantisk bombe sendt af sted for, at kickstarte solens aktivitet igen. Af ukendte årsager mislykkedes missionen, kontakten til rumskibet går tabt og en ny identisk mission iværksættes. Det er dem filmen følger. Da de næsten er fremme ved hvor de kan sende bomben af sted, opfanger de pludselig nødsignalet fra den tidligere ekspeditions rumfærge. Efter nogle overvejelser beslutter de sig for, at omlægge kursen dertil. Blandt andet for at øge deres chancer for at fuldføre missionen med endnu en bombe. Men en beslutning fører til fejl, som fører til flere fejl, der foresager katastrofer osv.

På mange måder ligner Sunshine egentlig den type film jeg omtalte negativt før. Mandskabet består selvfølgelig af forskellige typer mennesker med hver deres profession, styrker og svagheder; konfrontationer opstår, svære valg må træffes som følge af ulykkerne og for at redde hele menneskeheden. Det er bare mere troværdigt, gennemført og egentlig også mere spændende i Sunshine. Jeg kunne først og fremmest lide valget af besætning til filmen. Der er ingen stjerneskuespiller der stjæler hele billedet, de er ikke castede med det ene formål at skabe forudsigelige konflikter undervejs, ingen stereotyper og deres udgangspunkt er ret anonymt. De agerer som man kan forvente professionelle folk vil gøre på sådan en mission, nemlig professionelt men med naturlige menneskelige følelsesudbrud og mindre rationelle valg. Det er langt fra en “rolig” rumfilm som 2001, men de ulykker der finder sted, og de dertilhørende spændingsfyldte actionscener, er indenfor rammerne rimeligt troværdige.

Det har især været besætningssammensætningen og de fuldkommen vanvittige urealistiske sekvenser, der har irriterret mig med ved andre af den slags “red verden”-film, og her var endelig en film med samme grundtanke, men langt bedre udført. Det går måske lidt over gevind henimod slutningen, men det kan jeg leve med når det samlede indtryk er så positivt, fra denne i øvrigt også meget flotte visuelle film, der fik mig til at længes efter en endnu større fladskærm.