Havet

I Azur tager vi fat på et par danske forfattere. Denne måned var det Erwin Neutzsky-Wulffs, der selv deltog i debatten, Havet fra 1978 og næste måned er det Alice, Alice af Inge Eriksen.

Havet starter som en traditionel rumrejsehistorie, hvor et koloniseringsrumskib forlader Jorden og sætter kurs mod en planet 22 lysår fra Jorden. Da de når frem opdager de at planeten er beboet af intelligente væsener der bedst kan beskrives som store elefanter med et par ekstra fangearme. Gaierne bliver de kaldt. Deres teknologiniveau er omtrent det samme som menneskenes, dog har de ikke rejst i rummet, men alligevel ser gaierne ikke menneskene som ligeværdige eller helt intelligente væsener, da de ikke kan forestille sig, at så små, spinkle og småhovedet væsener kan være intelligente. Wulff beskriver gaiernes samfund og kultur i mange detaljer og har endda opfundet et tilhørende sprog. I sig selv imponerende og spændende nok, men min primære anke mod værket bliver, at jeg finder det hele både usammenhængende og utroværdigt. Romanen ligger som sagt op til at skulle være en rimelig realistisk og troværdig rumrejsehistorie, men specielt virker besætningen på rumskibet og deres handlinger, i hvert fald for mig, utroværdige og alle omstændighederne ved mødet med gaierne bliver simpelthen for langt ude og egentlig lidt fjollede. Det gælder så primært for den midterste del af romanen, med de Wulffske indslag med bizar aliensex og dræbende lange passager med intetsigende gaiske fortællinger, der får en til at se langt efter næste kapitel. For henimod slutningen blev min interesse genfundet, hvor handlingen igen bliver håndgribelig og spændende.

Nu har jeg jo kun læst to andre romaner af Wulff, Anno Domini og Hjernen, men oplevelsen er meget den samme, med et rimelig håndgribelig science fiction plot udenom og så er den Wulffske filosofi sat ind i midten. En form der er irritererende, frustrerende og provokerende, men stadig ikke så man mister lysten til forfatterskabet, der skal nok bare gå lidt tid mellem hver bog.