Joe Haldemans klassiker fra 1974 vandt både en Nebula og en Hugo for bedste roman og det kan virkelig undre mig, at man ikke ser dette mesterværk fremhævet andre steder end på toplister over science fiction bøger, for det er en fantastisk historie alle burde kunne forstå, relatere til, tænke over og få glæde af.

Jorden er gået i krig med en fremmed civilisation kaldet the Taurans og romanens hovedperson, William Mandella – nyuddannet fysiker, bliver indkaldt til en eliteenhed bestående af andre højtuddannede. På Plutos måne Charon gennemgår de en vanvittig barsk træning hvor flere omkommer, hvorefter de sendes gennem et slags ormehul til en fjern planet, hvor de kommer i ildkamp med the Taurans. Da de vender hjem, er der som følge af de relativistiske tidsforskydninger ved interstellare rumrejser gået adskillige årtier på Jorden. Mandella og flere af de andre hjemvendte soldater, finder hurtigt ud af (skubbet godt på vej af militæret selv), at de ikke vil kunne fungere som borgere, og Mandella vender tilbage til militæret, i første omgang som træner af nye rekrutter. En lignende historie gentager sig flere gange og mens Mandella kun bliver få år ældre, er der gået århundrede og han må flere gange indstille sig på drastiske ændringer i både samfundsforhold, moral, militærtaktikker og våbenteknologi.

Hvad der gør The Forever War fantastisk er, at den ikke bare handler om krig, problemer med store tidsforkydelser, fremtidsforudsigelser for samfundet og den personlige skildring af en soldats vej fra menig til officer, men at den på godt 200 sider rummer alt dette og Haldeman får det til at hænge umådeligt godt sammen. Haldeman kommenterer på både menneskets tåbelige trang til at indgå krige og får draget paralleler til hvordan virkelighedens hjemvendte krigsveteraner har det (Haldeman var selv soldat under Vietnam-krigen), skildrer de personlige omkostninger ved at blive forskudt så meget frem i tiden at man bliver fremmed for det samfund man hører til, samtidig med at han kommer med både dystre og håbefulde visioner for menneskets fremtid de næste godt 1000 år. Og normalt ruller jeg med øjnene over lidt for oplagte og rørrende kærlighedsslutninger, men her fungerede det perfekt og var, ja, rørrende.
En klar anbefaling værd til alle, også til nytilkommere til genren som alternativ til de evigt nævnte 1984 og Fahrenheit 451. Jeg vil da ønske jeg havde fået stukket den i hånden for adskillige år siden.