Hvilken fantastisk forside. Gigantiske majestætiske goblelignende skabninger! Indholdet er heller ikke værst, med rigtig mange gode historier og et par mere eller mindre dybsindige digte. Af sidstnævnte ser G.O. Clark på verdensberømte malerier i Perspective, Bruce Buston skriver om en by i en anden dimension i The Ghosts of Chronopolis og Ian Watson giver os skrigende rumvæsener i Screams.
I William Bartons In the Age of the Quiet Sun finder en gruppe asteroideminearbejdere liget af et rumvæsen nær en større asteroide. De resonerer sig hurtigt frem til at rumskibet nødvendigvis også må være i nærheden og finder det begravet i asteroiden. Man har aldrig før stødt på bare antydninger af andet intelligent liv i rummet, så de ved godt de har gjort en stor opdagelse, men de er ikke meget for at kontakte deres overordnede, da de er ret sikre på de ikke selv vil få noget ud af det. I stedet vil de forsøge at udnytte teknologien fra det fundne rumskib, til at skabe deres egen forretning, men de må arbejde hurtigt, for myndighederne fatter hurtigt mistanke og jagter dem gennem solsystemet. En god og spændende historie, uden at være noget ekstraordinært.
En robot går til en psykiater i Robert R. Chases Soldier of the Singularity, fordi den gerne vil behandles som et menneske og hjælpe til med behandlingen af psykiatriske patienter. Psykiateren er dog noget modvillig, da han ikke mener at robotten kan forstå menneskelig psyke da den ikke selv er menneskelig, og at der hersker en krig mod robotterne der mener at de har gjort mennesket ubrugelig i evolutions navn, hjælper heller ikke just på troværdigen. Men slutningen tager en helt uventet drejning. Overraskende og original kort novelle.
Menneskehandel ses af de fleste næppe som noget positivt, men Mary Rosenblum forsøger at udfordre dette synspunkt i sin novelle Horse Racing. Det er ikke direkte menneskehandel, men mere i retning af virksomheder der køber retten til at ansætte særligt kvalificerede mennesker. Novellen følger en af de bedste købere i det her felt, der tager en gæst med til en af de her auktioner, og den moralske opfattelse og ideen om vores egen selvbestemmelse sættes på prøve, både for læseren og gæsten.
Vil man have et hologram med sin afdøde bedstemors personlighed “boende” hjemme hos en, hvis man havde muligheden? Dette spørgsmål stiller Ian Creasey i Cut Loose the Bonds of Flesh and Bone, der giver den meget brugte idé om digitale kopier af en persons hjerne en anden drejning.
Læseren og novellens fortæller rejser tilbage til den palæozoiske tidsalder i Steven Utleys Slug Hell. En stemningsfuld novelle, hvor den tidsrejsende geolog ser skønhed i fortidens bakteriepøl.
Hvert nummer af Asimov’s indeholder tilsyneladende en hyggelig eventyragtig, til tider børnevenlig, blød science fiction (næsten fantasy) historie. Denne gang hedder historien Midnight Blue og er skrevet af Will McIntosh. Vi er egentlig ovre i fantasy, for det er nogle magiske “charms” i forskellige farver, der for længe siden pludselig dukkede op over det hele, der er historiens novum. Disse “charms” kan optages af en person og give ham eller hende særlige evner. Alt lige fra evnen til at flyve til blot at være god til at fløjte, stort som småt. Men da der ikke er kommet flere af dem siden de kom frem første gang, er de nu blevet meget dyre og sjældne, og kun de riges børn har nogen. Novellens hovedperson, Jeff, er ikke en af dem. Men da han en dag finder en “charm” ude i naturen, hvilket er helt uhørt, bliver hans liv vendt op og ned. Den midnatsblå “charm” viser sig nemlig at være yderst sjældent, og straks vælter det ind med gode tilbud. En fin godnathistorie til yngre læsere.
Sport er sjældent omdrejningspunktet i science fiction historier (i hvert fald af hvad jeg har stødt på). Sportsskribenten Derek Zumsteg har med novellen Usurpers fået sin professionelle debut som forfatter, med en intens tankestrøm fra King under et løb hvor han vil slå rivalen Steve. Zumsteg eksperimenterer med sproget og gør det godt, men der er simpelthen for lidt handling til at gøre historien bare lidt interessant.
Stephen Baxter forsøger sig med en klassisk invasion fra rummet historie, men med det twist at rumvæsenerne er monstre bestående af is, det foregår i 1700-tallets England og blandt hovedpersonerne er Daniel Defoe og Isaac Newton. Jeg synes det er en rigtig fed idé, men Baxter får desværre aldrig rigtig spænding ind i historien, og meget fortaber sig i snik snak mellem de store historiske navne.
Udover de mange rigtig gode historier i dette nummer skriver Sheila Williams om Asimov’s egen læserpris og Robert Silverberg ser på 30-års jubilæet for Reflections-klummen der i 1978 startede i bladet Galileo.