Efter at have læst flere noveller af Greg Egan der var rigtig gode, måtte jeg jo se på en af hans romaner, og det blev den mest “hårde” og videnskabeligt tungeste science fiction roman jeg nogensinde har læst, som blev førstevalget. Schild’s Ladder er “hard sf” i en eksponentiel funktion.

Tusinder af år ude i fremtiden søger mennesket stadig efter en endegyldig model for hvordan universet hænger sammen – “theory of everything”. En mulig kandidat er nogle ekstremer i hvad der er kaldet Sarumpaet rules der via matematiske grafer skulle vise universets byggesten. På en rumstation vil man udføre et eksperiment der vil teste den teori, men det går grueligt galt. Det almindelige vakuum kollapser og en gigantisk boble med et “novo-vacuum” opstår og ekspanderer med halvdelen af lysets hastighed og adskillige stjernesystemer i nærheden må evakueres. Men da boblen bliver ved med at ekspandere vil den ende med at opsluge hele galaksen, så noget må gøres. To grupperinger opstår. Preservationists der mener at Mælkevejen skal beskyttes og det ekspanderende “novo-vacuum” skal stoppes for enhver pris, og Yielders der mener fænomenet er så banebrydende at det skal undersøges før man gør noget. Det giver jo nogle interessante associationer til de igangværende eksperimenter på CERN.

Schild’s Ladder er gennemsyret af avanceret matematik og abstrakte kvanteteorier. Ikke kun i enorme “infodumps” hvor Egan nøjsomt forklarer hans tydeligvis gennemtænkte ideer, men også i hans figurers talemåde og gøren og laden. Selv i sexscenerne er der matematik indlejret, der er scoretricks bestående af et bevis på en ny matematisk teori, og selv når en dreng der spørger sin far til råds om livets vej, slipper man heller ikke for avanceret geometri og lattices. Heldigvis er Egan af og til pædagogisk med forklarende tegninger. Selve titlen er selvfølgelig også navnet på en metode til at flytte vektorer.
Det kræver nok en særlig interesse i disse ting, at kunne værdsætte resultatet af Egans grundige arbejde med at få hans teorier til at hænge sammen, og det bliver også taget helt ud i ekstremerne til sidst, når nogen rent faktisk kommer ind i boblen og ser hvilket bizart univers med intelligente væsener det har udviklet sig til. Men den virkelig banebrydende og interessante del kommer først til sidst, og det enorme begrebsapparat man har fået opbygget gennem bogen, er lidt i overkanten af hvad man egentlig har behov for.

Er man til ekstrem “hard sf” er Schild’s Ladder klart noget af det mest “mind-boggling” man kan finde.