Interstellar sysctl

I Fantastiks lille læsegruppe plejer vi at læse noveller, men har nu forsøgt os med en roman, Arthur C. Clarkes klassiker Childhood’s End fra 1953, der vel sammen med 2001 nok er et af Clarkes mest populære værker.

En dag kommer gigantiske rumskibe til syne over en række storbyer verden over og den kolde atomkrig mellem Sovjet og USA kommer til et brat ophold. Mennesket er ikke længere alene i universet. Efter kontakten er etableret, bliver det gjort klart at rumvæsenerne, der kalder sig Overlords, er her for at hjælpe menneskeheden videre og rette op på vores klode inden vi dræber os selv. Så stille og roligt bliver verden et bedre sted. Al religion forsvinder, nationalstaterne holder op med at bekrige hinanden, sult og elendighed forsvinder. Men the Overlords har større planer end det. De vil tage mennesket videre til det næste udviklingstrin på et højere abstrakt telepatisk plan.

En simpel statisk analyse af romanen vil nemt kunne udpege en række fejl. Transformationen fra en verden på randen af krig til et lykkeligt utopia sker nærmest bare sådan lige og rent fortælleteknisk bruger Clarke mange og lange infodumps. Alligevel slipper han forbløffende godt fra det. For det er ikke selve transformationen til et bedre samfund Childhood’s End handler om. Det kunne være en hel roman for sig selv. Det er hele menneskehedens transcendens til et højere eksistensplan og ikke mindst også the Overlords egen skæbne, der er Clarkes egentlige budskab.
Selvom romanen er over 50 år gammel, fungerer dens budskab i hvert fald stadig godt og den lider heller ikke af sin alder. Alligevel tror jeg ikke man vil kunne acceptere den samme historie i dag, fordi alt det med at menneskeheden så nemt og modstandsløst accepterer deres nye skæbne og på få årtier bortkaster al gammel religion og gamle styreformer, vil ikke slå helt igennem i dag. Det var også den del af det jeg fandt mindst troværdig, men stadig alt i alt en overraskende god læseoplevelse.

Og så kan jeg i øvrigt nævne, at vi i læsegruppen, udover et par noveller de næste par gange, planlægger at diskutere Singularity Sky i starten af næste år, og nye ansigter er selvfølgelig velkomne.

Feersum Endjinn fra 1994 er den anden af i alt tre science fiction romaner fra Iain M. Banks der ikke er en del af Culture-universet. Banks har hver gang været en unik oplevelse, men det her slår alligevel alt.

I en fjern fremtid hvor mennesket har mulighed for at overføre deres bevidsthed til et “virtual reality”-netværk og leve videre der, dog kun med mulighed for syv ekstra liv i den virtuelle verden, er hele solsystemet på vej ind i en stjernetåge, som på sigt vil betyde at solens energi ikke vil kunne nå Jorden og al liv er dermed truet. Men for længe siden blev en maskine, der burde kunne forhindre denne katastrofe, bygget, og romanen følger fire figurer, der på den ene eller anden måde bliver involveret i at finde og aktivere denne maskine.

Første person er en ung pige der lider af total hukommelsestab og må lære at begå sig i verden igen, med diverse morsomme scener til følge. Men noget tyder på hun er en del af nøglen til hele plottet. Anden person er videnskabskvinden Gadium der får besked om at “the Plain of Sliding Stones” har afgivet et budskab, som også sender hende på sporet. Tredje person er Sessine, der tidligere stod kongen nær, men bliver myrdet først i den rigtige verden og derefter syv gange i den virtuelle verden, og ender i en slags underverden, hvor han også erkender at noget er galt med det hele. Fjerde person er Bascule, der tydeligvis ikke ved meget om hvad der sker omkring ham, men han får afgørende betydning til sidst. Denne del er skrevet i et fonetisk SMS-agtigt sprog, med sætninger som: “Well I no that, thilly, tho u r a very feerth old hok, & gettin less blind ol thi time.” Hvilket selvsagt er meget anstrengende at læse i længden.

Feersum Endjinn er nok den sværrest tilgængelige af Iain M. Banks bøger, og Banks plejer i forvejen ikke at give for endegyldige slutninger, men slutningen her er da om noget uafsluttende og giver svar på en masse som man aldrig helt kendte spørgsmålet til i første omgang. Man kastes ind i handlingen uden livlinje og må prøve at navigere i den komplekse verden uden hjælp fra forfatteren, og helt i mål kommer man aldrig.

I Azur tager vi fat på et par danske forfattere. Denne måned var det Erwin Neutzsky-Wulffs, der selv deltog i debatten, Havet fra 1978 og næste måned er det Alice, Alice af Inge Eriksen.

Havet starter som en traditionel rumrejsehistorie, hvor et koloniseringsrumskib forlader Jorden og sætter kurs mod en planet 22 lysår fra Jorden. Da de når frem opdager de at planeten er beboet af intelligente væsener der bedst kan beskrives som store elefanter med et par ekstra fangearme. Gaierne bliver de kaldt. Deres teknologiniveau er omtrent det samme som menneskenes, dog har de ikke rejst i rummet, men alligevel ser gaierne ikke menneskene som ligeværdige eller helt intelligente væsener, da de ikke kan forestille sig, at så små, spinkle og småhovedet væsener kan være intelligente. Wulff beskriver gaiernes samfund og kultur i mange detaljer og har endda opfundet et tilhørende sprog. I sig selv imponerende og spændende nok, men min primære anke mod værket bliver, at jeg finder det hele både usammenhængende og utroværdigt. Romanen ligger som sagt op til at skulle være en rimelig realistisk og troværdig rumrejsehistorie, men specielt virker besætningen på rumskibet og deres handlinger, i hvert fald for mig, utroværdige og alle omstændighederne ved mødet med gaierne bliver simpelthen for langt ude og egentlig lidt fjollede. Det gælder så primært for den midterste del af romanen, med de Wulffske indslag med bizar aliensex og dræbende lange passager med intetsigende gaiske fortællinger, der får en til at se langt efter næste kapitel. For henimod slutningen blev min interesse genfundet, hvor handlingen igen bliver håndgribelig og spændende.

Nu har jeg jo kun læst to andre romaner af Wulff, Anno Domini og Hjernen, men oplevelsen er meget den samme, med et rimelig håndgribelig science fiction plot udenom og så er den Wulffske filosofi sat ind i midten. En form der er irritererende, frustrerende og provokerende, men stadig ikke så man mister lysten til forfatterskabet, der skal nok bare gå lidt tid mellem hver bog.

Joe Haldemans klassiker fra 1974 vandt både en Nebula og en Hugo for bedste roman og det kan virkelig undre mig, at man ikke ser dette mesterværk fremhævet andre steder end på toplister over science fiction bøger, for det er en fantastisk historie alle burde kunne forstå, relatere til, tænke over og få glæde af.

Jorden er gået i krig med en fremmed civilisation kaldet the Taurans og romanens hovedperson, William Mandella – nyuddannet fysiker, bliver indkaldt til en eliteenhed bestående af andre højtuddannede. På Plutos måne Charon gennemgår de en vanvittig barsk træning hvor flere omkommer, hvorefter de sendes gennem et slags ormehul til en fjern planet, hvor de kommer i ildkamp med the Taurans. Da de vender hjem, er der som følge af de relativistiske tidsforskydninger ved interstellare rumrejser gået adskillige årtier på Jorden. Mandella og flere af de andre hjemvendte soldater, finder hurtigt ud af (skubbet godt på vej af militæret selv), at de ikke vil kunne fungere som borgere, og Mandella vender tilbage til militæret, i første omgang som træner af nye rekrutter. En lignende historie gentager sig flere gange og mens Mandella kun bliver få år ældre, er der gået århundrede og han må flere gange indstille sig på drastiske ændringer i både samfundsforhold, moral, militærtaktikker og våbenteknologi.

Hvad der gør The Forever War fantastisk er, at den ikke bare handler om krig, problemer med store tidsforkydelser, fremtidsforudsigelser for samfundet og den personlige skildring af en soldats vej fra menig til officer, men at den på godt 200 sider rummer alt dette og Haldeman får det til at hænge umådeligt godt sammen. Haldeman kommenterer på både menneskets tåbelige trang til at indgå krige og får draget paralleler til hvordan virkelighedens hjemvendte krigsveteraner har det (Haldeman var selv soldat under Vietnam-krigen), skildrer de personlige omkostninger ved at blive forskudt så meget frem i tiden at man bliver fremmed for det samfund man hører til, samtidig med at han kommer med både dystre og håbefulde visioner for menneskets fremtid de næste godt 1000 år. Og normalt ruller jeg med øjnene over lidt for oplagte og rørrende kærlighedsslutninger, men her fungerede det perfekt og var, ja, rørrende.
En klar anbefaling værd til alle, også til nytilkommere til genren som alternativ til de evigt nævnte 1984 og Fahrenheit 451. Jeg vil da ønske jeg havde fået stukket den i hånden for adskillige år siden.

Efterårsnummeret af Novum indeholder desværre ingen noveller, men til gengæld rigtig gode (med tyk understregning) artikler. Særligt fordi det er noget alle kan være med på. Man behøver ingen forhåndsviden (hvilket kan være både godt og skidt), kun en interesse for science fiction og den har man selvfølgelig hvis man modtager Novum som medlem af Science Fiction Cirklen.

Niels Dalgaard skriver om sex i Litteraskopet 45, altså sex og porno i science fiction litteraturen, og det viser jo endnu engang hans evne til at tage mærkelige afkroge af genren op, og stadigvæk gøre det seriøst og dækkende.
Som det gerne skulle være de fleste medlemmer bekendt, så har Science Fiction Cirklen fået nyt logo og Manfred Christiansen, grafikeren bag det nye logo, skriver om sine overvejelser og tanker da han tog opgaven. Det viser, at det bestemt ikke var ugennemtænkt venstrehåndsarbejde.
Janus Andersen en giver vejledning til når der skal købes julegaver, hvis man vil forsøge at få nogle af de yngre familiemedlemmer til at læse science fiction, med anbefalinger af det bedste af det nye af børne- og ungdomsbøger i science fiction og fantasy.
Lars Stender har skrevet en glimrende artikel om kommunikationsvanskeligheder mellem mennesker og rumvæsener, hvordan det behandles i litteraturen og hvor urealistisk de nemme løsninger med oversættelsesmaskiner og fælles sprog egentlig er, for hvad vi som mennesker antager som selvfølgeligheder og logiske slutninger, vil næppe blive anskuet på samme måde af rumvæsener. Jeg håber bestemt, at Lars Stender vil bringe flere gode artikler til Novum og/eller Proxima fremover.
Knud Larn skriver om fandommens udviklingstrin i klummen Inde fra papkasseriget. Han inddeler fandom i syv faser; fra fans der blot samler værkerne indenfor genren gennem aktiviteter som medlemsmøder og produktion af fanzines, og op til eksistensen af Big Name Fans. Derefter bliver otte numre af et gammelt amerikansk fanzine fra 1930′erne gennemgået, og jeg er så småt begyndt at forstå Knud Larns fascination for gamle støvede fanzines.
Et par anmeldelser har Knud også bidraget med; fire ikke-mainstream science fiction film og en anmeldelse af Clarkes sidste roman (skrevet sammen med Frederik Pohl), The Last Theorem. At få filmanmeldelser tilbage i Novum vil være glimrende, mens boganmeldelser helst burde være forbeholdt Proxima. Alligevel lyder The Last Theorem som en bog man burde få læst. Knud var i hvert fald meget begejstret.
Til sidst i bladet er min endelige conrep fra Oslo Science Fiction Festival.

Når årets tredje nummer er kommet ind af brevsprækken er det vist på tide at få læst det andet nummer færdigt. Der er tre rigtig gode artikler i dette nummer, plus det løse.

Først en længere biografi om en af de mest interessante figurerer fra Deep Space 9, cardassianen Gul Dukat, skrevet af Henriette Fox Maule. I starten var han blot en ensidig skurk, men han udviklede sig gennem serien til en person med dybde og nuancer, som seerne kom til at holde af. Og så er det kun første del af artiklen, så der er mere næste gang.
Søren Hess indleder korrekt sin artikel om medicinsk udstyr i Star Trek, med at henvise til at alle fagfolk ser Star Trek på hver deres måde. Oftest er det fysikere man ser kommentere videnskaben i Star Trek, men her får man et indblik i lægernes verden, særligt den medicinske håndterminal og hypersprayen bliver taget under behandling, og Hess giver os et indblik både hvor langt fra og hvor tæt på, virkelighedens medicinske teknologi er i forhold til Star Trek.
Den tredje artikel jeg vil fremhæve er Lise Andreasens gennemgang af obskur fanfiction i Star Trek universet, og tager det faktisk ret alvorligt, på trods af artiklens titel, Hvorfor skriver de det møg?

Derudover så er der en kort conrep fra Fantasticon, en artikel om votherne – en øglelignende race der optræder i Voyager, i Trekadoter kan man blandt læse om at til Enterprise afsnittet Impulse brugte man kun 7 stuntmænd til 147 forskellige roller og til sidst en morsom reportage fra Holodæk-arrangementet i Odense.

Hvilken fantastisk forside. Gigantiske majestætiske goblelignende skabninger! Indholdet er heller ikke værst, med rigtig mange gode historier og et par mere eller mindre dybsindige digte. Af sidstnævnte ser G.O. Clark på verdensberømte malerier i Perspective, Bruce Buston skriver om en by i en anden dimension i The Ghosts of Chronopolis og Ian Watson giver os skrigende rumvæsener i Screams.

I William Bartons In the Age of the Quiet Sun finder en gruppe asteroideminearbejdere liget af et rumvæsen nær en større asteroide. De resonerer sig hurtigt frem til at rumskibet nødvendigvis også må være i nærheden og finder det begravet i asteroiden. Man har aldrig før stødt på bare antydninger af andet intelligent liv i rummet, så de ved godt de har gjort en stor opdagelse, men de er ikke meget for at kontakte deres overordnede, da de er ret sikre på de ikke selv vil få noget ud af det. I stedet vil de forsøge at udnytte teknologien fra det fundne rumskib, til at skabe deres egen forretning, men de må arbejde hurtigt, for myndighederne fatter hurtigt mistanke og jagter dem gennem solsystemet. En god og spændende historie, uden at være noget ekstraordinært.

En robot går til en psykiater i Robert R. Chases Soldier of the Singularity, fordi den gerne vil behandles som et menneske og hjælpe til med behandlingen af psykiatriske patienter. Psykiateren er dog noget modvillig, da han ikke mener at robotten kan forstå menneskelig psyke da den ikke selv er menneskelig, og at der hersker en krig mod robotterne der mener at de har gjort mennesket ubrugelig i evolutions navn, hjælper heller ikke just på troværdigen. Men slutningen tager en helt uventet drejning. Overraskende og original kort novelle.

Menneskehandel ses af de fleste næppe som noget positivt, men Mary Rosenblum forsøger at udfordre dette synspunkt i sin novelle Horse Racing. Det er ikke direkte menneskehandel, men mere i retning af virksomheder der køber retten til at ansætte særligt kvalificerede mennesker. Novellen følger en af de bedste købere i det her felt, der tager en gæst med til en af de her auktioner, og den moralske opfattelse og ideen om vores egen selvbestemmelse sættes på prøve, både for læseren og gæsten.

Vil man have et hologram med sin afdøde bedstemors personlighed “boende” hjemme hos en, hvis man havde muligheden? Dette spørgsmål stiller Ian Creasey i Cut Loose the Bonds of Flesh and Bone, der giver den meget brugte idé om digitale kopier af en persons hjerne en anden drejning.

Læseren og novellens fortæller rejser tilbage til den palæozoiske tidsalder i Steven Utleys Slug Hell. En stemningsfuld novelle, hvor den tidsrejsende geolog ser skønhed i fortidens bakteriepøl.

Hvert nummer af Asimov’s indeholder tilsyneladende en hyggelig eventyragtig, til tider børnevenlig, blød science fiction (næsten fantasy) historie. Denne gang hedder historien Midnight Blue og er skrevet af Will McIntosh. Vi er egentlig ovre i fantasy, for det er nogle magiske “charms” i forskellige farver, der for længe siden pludselig dukkede op over det hele, der er historiens novum. Disse “charms” kan optages af en person og give ham eller hende særlige evner. Alt lige fra evnen til at flyve til blot at være god til at fløjte, stort som småt. Men da der ikke er kommet flere af dem siden de kom frem første gang, er de nu blevet meget dyre og sjældne, og kun de riges børn har nogen. Novellens hovedperson, Jeff, er ikke en af dem. Men da han en dag finder en “charm” ude i naturen, hvilket er helt uhørt, bliver hans liv vendt op og ned. Den midnatsblå “charm” viser sig nemlig at være yderst sjældent, og straks vælter det ind med gode tilbud. En fin godnathistorie til yngre læsere.

Sport er sjældent omdrejningspunktet i science fiction historier (i hvert fald af hvad jeg har stødt på). Sportsskribenten Derek Zumsteg har med novellen Usurpers fået sin professionelle debut som forfatter, med en intens tankestrøm fra King under et løb hvor han vil slå rivalen Steve. Zumsteg eksperimenterer med sproget og gør det godt, men der er simpelthen for lidt handling til at gøre historien bare lidt interessant.

Stephen Baxter forsøger sig med en klassisk invasion fra rummet historie, men med det twist at rumvæsenerne er monstre bestående af is, det foregår i 1700-tallets England og blandt hovedpersonerne er Daniel Defoe og Isaac Newton. Jeg synes det er en rigtig fed idé, men Baxter får desværre aldrig rigtig spænding ind i historien, og meget fortaber sig i snik snak mellem de store historiske navne.

Udover de mange rigtig gode historier i dette nummer skriver Sheila Williams om Asimov’s egen læserpris og Robert Silverberg ser på 30-års jubilæet for Reflections-klummen der i 1978 startede i bladet Galileo.

Efter at have læst flere noveller af Greg Egan der var rigtig gode, måtte jeg jo se på en af hans romaner, og det blev den mest “hårde” og videnskabeligt tungeste science fiction roman jeg nogensinde har læst, som blev førstevalget. Schild’s Ladder er “hard sf” i en eksponentiel funktion.

Tusinder af år ude i fremtiden søger mennesket stadig efter en endegyldig model for hvordan universet hænger sammen – “theory of everything”. En mulig kandidat er nogle ekstremer i hvad der er kaldet Sarumpaet rules der via matematiske grafer skulle vise universets byggesten. På en rumstation vil man udføre et eksperiment der vil teste den teori, men det går grueligt galt. Det almindelige vakuum kollapser og en gigantisk boble med et “novo-vacuum” opstår og ekspanderer med halvdelen af lysets hastighed og adskillige stjernesystemer i nærheden må evakueres. Men da boblen bliver ved med at ekspandere vil den ende med at opsluge hele galaksen, så noget må gøres. To grupperinger opstår. Preservationists der mener at Mælkevejen skal beskyttes og det ekspanderende “novo-vacuum” skal stoppes for enhver pris, og Yielders der mener fænomenet er så banebrydende at det skal undersøges før man gør noget. Det giver jo nogle interessante associationer til de igangværende eksperimenter på CERN.

Schild’s Ladder er gennemsyret af avanceret matematik og abstrakte kvanteteorier. Ikke kun i enorme “infodumps” hvor Egan nøjsomt forklarer hans tydeligvis gennemtænkte ideer, men også i hans figurers talemåde og gøren og laden. Selv i sexscenerne er der matematik indlejret, der er scoretricks bestående af et bevis på en ny matematisk teori, og selv når en dreng der spørger sin far til råds om livets vej, slipper man heller ikke for avanceret geometri og lattices. Heldigvis er Egan af og til pædagogisk med forklarende tegninger. Selve titlen er selvfølgelig også navnet på en metode til at flytte vektorer.
Det kræver nok en særlig interesse i disse ting, at kunne værdsætte resultatet af Egans grundige arbejde med at få hans teorier til at hænge sammen, og det bliver også taget helt ud i ekstremerne til sidst, når nogen rent faktisk kommer ind i boblen og ser hvilket bizart univers med intelligente væsener det har udviklet sig til. Men den virkelig banebrydende og interessante del kommer først til sidst, og det enorme begrebsapparat man har fået opbygget gennem bogen, er lidt i overkanten af hvad man egentlig har behov for.

Er man til ekstrem “hard sf” er Schild’s Ladder klart noget af det mest “mind-boggling” man kan finde.