I morgen onsdag holder Science Fiction Cirklen medlemsmøde om H.P. Lovecrafts forfatterskab, og inden da måtte man jo hellere få læst bare lidt af ham. Samlingen Farven fra Rummet bringer fem noveller fra 20′erne og 30′erne oversat til dansk, samt et efterord af Niels Dalgaard. Alle med et vist islæt af science fiction, men selvfølgelig stadig horror som Lovecraft er kendt for.
Titelnovellen Farven fra Rummet er den mest science fiction prægede, hvori en meteorit der styrter ned i et landområde i New England, med dertilfølgende mutationer af plantevæksten i området og andre mærkelige hændelser, forbundet med udenjordiske ubeskrivelige farver. Desværre lider den under dens fortælleform, der er en monoton beretning uden dialog eller andet “liv”.
Samlingens længste historie, Tidens skygge, er ligeledes skrevet på denne berettende dialogløse form, men her fungerer det lidt bedre, da handlingen er mere personbundet. En professor i økonomi får pludselig et anfald midt under en forelæsning, og da han vågner op igen er han tilsyneladende en helt anden person og foretager sig mærkelige ting i fem år, hvorefter han pludselig vender tilbage til sit gamle jeg, men er nu plaget af mystiske mareridt om en gammel race der skulle have levet på Jorden for uendeligt længe siden. Igen en rigtig spændende ide, men selve udførelsen gør læseoplevelsen mindre fængende.
Den korte novelle Det hvide skib er svær at kategorisere og beskrive. Historien følger en fyrpassers rejse på et hvidt skib. Den er meget lyrisk skrevet og uden tvivl indeholdende en masse symbolik der går henover hovedet på mig.
Den ligeledes korte Fra det hinsides er lidt mere håndgribelig. En gal videnskabsmand laver nogle forsøg med at udvide menneskets sanseapparat, med dertil følgende ubehagelige oplevelser med et andet plan af eksistens.
Der er til gengæld masser af science fiction Murene på Eryx, der udspiller sig på Venus hvor en særlig krystalart findes, som man kan udvinde enorme mængder energi af. Der er bare det problem, at på Venus lever nogle intelligente øglelignende væsener, der har et særligt religiøst forhold til disse krystaller. Fortælleren er en af dem der vandrer rundt på planeten i håb om at finde disse krystaller. Han får øje på en særlig stor samling krystaller, men bliver fanget i en usynlig labyrint. Trods nogle sjove pulp-agtige ideer, lider denne novelle også under en monoton skrivestil uden megen variation og noget der kunne øge spændingen eller uhyggen.
Det store problem er ikke ideerne i novellerne, men fremførelsen, der alle som nævnt er monoton og kedelig, uden dialog eller andet der kan live historien lidt op. Jeg havde også forventet en hvis mængde “gys” og “uhygge” fra Lovecraft, men da historierne ganske enkelt var kedeligt skrevet, var der heller ikke meget at hente der. Ideerne er dog gode og det siger måske, at de fungerer bedre på film, hvilket der jo er flere eksempler.