Eric Brown er i de sidste par år udkommet flere gange på det nye forlag Solaris Books og en space opera trilogi er på vej. Kéthani er fra 2008 og er en samling tidligere udgivede noveller samlet til en roman. Det er en first contact historie skildret gennem almindelige menneskers hverdag.

I en nær fremtid bliver Jorden besøgt af venligtsindede rumvæsener, der går under navnet Kéthani. De kommer med en gave til menneskeheden. Et implantat der giver evigt liv. På få år har det store flertal taget imod gaven, men der er selvfølgelig dem der nægter, særligt religiøse grupper. Hvert kapitel, eller novelle, er en lille historie om et par almindelige menneskers liv efter the Kéthani kom med deres gave. Alle kender hindanden fra en bar hvor de mødes hver tirsdag og hver historie er adskilt af et kort “interlude”; en tape-løsning der forsøger at klistre historierne sammen til en roman.
Det er der selvsagt flere problemer med. For det første skal hele baggrundshistorien med the Kéthani og deres udødelighedsgave, og de samme personers livshistorie etableres hver gang. Det hjælper heller ikke på det, at disse “interludes” også introducerer logiske fejl. I en af historierne er der en mand der får nogle sandheder at vide om the Kéthani, da han efterforsker en mordsag, men hans erindring af hændelsen bliver slettet bagefter. Som enkeltstående novelle kunne det fint hænge sammen, men ikke når det i romanformen fremstilles som, at manden selv fortæller historien over et krus øl. Det største problem er dog, at historierne er så ens og har de samme pointer, at romanen bliver en lang gentagelse. Formen er næsten hver gang den samme. En lang opbygning til at en person skal dø. Enten har personen fået implantatet og vender derfor tilbage til livet, eller også dør personen, og de efterladte begræder den afdødes skepsis overfor the Kéthani. Variationen i historierne er ikke meget mere interessant, end at indpakningen er forudsigelige kærlighedsromancer eller krimiplots man har set før. Selvom der skulle ligge forskellige menneskeskæbner bag hver fortælling, nuancerer Brown aldrig sit indhold eller fortællestilen. Den er ligefrem, dialogen utroværdig og tydeligt karikeret af Brown, til at fortælle læseren hvad hans pointer med romanen er, og ikke noget der giver figurerne liv.
Disse pointer er ting som; at de fleste mennesker accepterer gaven med udødelighed, mens de stærkt religiøse er skeptiske og udråber the Kéthani til djævle, at antallet af mord logisk nok falder, at mennesket ikke længere frygter døden og nogen begår endda selvmord for at få genopstandelsesoplevelsen med det samme. Det helt centrale budskab, der også står på bagsiden af bogen, er at der skulle en fremmed race til at give mennesket dets menneskelighed tilbage. For dem der dør, hvor deres bevidsthed sendes op til Kéthani-moderskibet og efter seks måneder kommer de tilbage i en klonet krop, bliver deres personlighed som skabt på ny i en forbedret udgave. Kriminelle og ondskabsfulde mennesker vender tilbage som gode mennesker der har lagt deres fortid bag sig, og alle har tilsyneladende en trang til at rejse ud blandt stjernene for at sprede Kéthani-filosofien til resten af galaksen.

Det er bare synd at Brown er så ensidig hele vejen igennem, for der er ellers mange muligheder i denne form for kontakt med rumvæsener. Mest af alt mangler man noget mere substans på the Kéthani og ikke mindst deres motiver. En anden skepsis end den der kort nævnes fra religiøse fanatikere, mod det at man vender tilbage med en ny og “forbedret” personlighed, kunne også have nuanceret pointerne mere. Og bare lidt lommefilosofi om hvad det vil sige at være menneskelig, kunne også være tiltrængt. Problemet er ikke kun pointerne, men også at læseren har fattet dem alle og hele Browns budskab efter de første par historier, og resten er blot forudsigelig gentagelse i mindre variationer.
Han havde nok sluppet bedre fra det, hvis denne samling var solgt med en rigtig etiket, nemlig en samling noveller sat i samme univers og med samme tema, og ikke dette juks med at lappe det sammen til en roman.