Denne norske roman af Christopher F-B Grøndahl fik jeg med hjem fra Oslo Science Fiction Festival, mod at jeg anmeldte den til det danske publikum. Hermed gjort! For den kan sagtens læses af danskere. Jeg havde i hvert fald aldrig før læst nogen længere tekst på norsk, og synes da jeg fik det meste med. 104 gav Christopher Grøndahl Fabelprisen i 2007.

I en ikke specificeret fremtid er Solen ved at dø ud før sin tid. Temperaturen stiger så meget, at menneskeheden må flygte fra Jorden og bosætte sig på Jupiters måne, Europa – der som følge af Solens temperaturstigning nu har flydende vand. Men det bliver også kun midlertidigt, for Europa er ikke bæredygtig i det lange løb, så et gigantisk koloniseringsrumskib bygges, for at godt en halv million mennesker kan sætte kurs mod et fjernt stjernesystem, i håb om at en ny civilisation kan bygges op der, et par generationer ude i fremtiden. Der er bare flere mennesker på Europa end der er plads til på skibet, så en ubehagelig udvælgelsesprocedure må til.
Romanen følger Ben og hans datter Helene. De flytter til hovedstaden på Europa, Villeneuve, da rumskibet er ved at være klar, i håb om at gøre sig fortjent til en plads om bord. Det lykkedes og alt ser godt ud på rejsens begyndelse. Der er rolige forhold på rumskibet, en ansvarlig ledelse, en biosfære der sikrer madforsyning til rejsens mange år og generelt mere luksus end de havde adgang til før. Det holder dog kun kort, for biosfæren begynder at dø langsomt ud, uden nogen ved hvorfor. Derfor skæres der kraftigt ned i madrationerne, men selv det er ikke nok og endnu engang tvinges man ud i, at skulle henrette folk for at resten kan leve videre.

Grøndahl fortæller altså en historie om hvordan et samfund kan bryde totalt sammen, selv under de bedste intentioner og forberedelser fra styret, hvis der sker uforudsete hændelser. Det er en dyster roman uden meget håb undervejs, men Grøndahl skriver alligevel det hele på en måde der viser en ro over forløbet, hvor personerne accepterer den håbløse situation de er i. Selvom der er katastrofe på katastrofe, bliver det aldrig hektisk eller voldsomt, hvilket får det til at virke meget stærkere.
Efter nutidens standarder, er den med sine 232 sider en bog med meget dybde og indhold, uden at den fortaber sig i tekniske detaljer.