SF afdelingen flyttet

Hvad er det med bibliotekarer og deres trang til at flytte rundt på bøgerne? Jeg skulle ned på mit lokale bibliotek, for at se om et eksemplar af Erwin Neutzsky-Wulffs Havet var hjemme (det var den), da det er oktober-bogen i Azur. På vanlig vis går jeg automatisk ned i hjørnet hvor sf/fantasy-afdelingen plejer at være. Men så står man pludselig og ser på bøger af Helle Helle, og det er jo helt forkert! Efter lidt cirklen omkring ser jeg at de er flyttet ud på reolerne midt i rummet hvor spændingsbøgerne også er flyttet til, mens det “almene” skønlitteratur nu står langs væggen.

Kunne der ligge en tanke bag denne flytning, at de genrer der ellers før var hengemt i hjørnet hvor ingen kom ned medmindre de vidste hvad de skulle have, nu skal ud midt i det hele, og endda uden store markeringer af at der er tale om genrerreolerne? Så selvom det kan være irriterende i første omgang, er det måske meget godt at bibliotekerne forstyrrer os vanemennesker, ved at vildlede os ned til andre bøger og måske opdage noget andet (jeg kom dog ikke hjem med noget af Helle Helle).

Full Share

Full ShareNathan Lowells sæbeopera om vidunderet Ishmael og hans vej til tops i rumhandelsindustrien fortsætter i tredje bind, Full Share, som selvfølgelig indikerer at vores hovedperson nu får en fuld løn ombord på handelsskibet The Lois McKendrick. Det er sjovt som jeg hver gang kan konstatere hvor fuldstændig tom for spænding og plot disse historier er, men det er alligevel de eneste podcastromaner jeg for tiden orker at lytte til ende. Den er selvfølgelig tilgængelig til download fra Podiobooks.

Ishmael avancerer i graderne og bliver ved med at imponere officerer og øvrige besætningsmedlemmer, med sine fantastiske evner til at tage højere grader i alle tænkelige professioner ombord. For engangs skyld sker der dog en uventet ting. Undervejs bliver skibet ramt af en EMP og alle systemer bryder sammen for en kort stund. Der går så en del kapitler med at finde ud af hvad der gik galt, og selvfølgelig er det Ishmael der løser dette ingeniørproblem. Derudover er kaptajnen og de andre officerer begyndt, at prøve på at få Ishmael overtalt til at søge ind på akademiet hvor officerer uddannes. Han er ved mismod over at skulle forlade sine mange nye venner på skibet og også bekymret for hvor han skal få de mange penge optagelse på akademiet koster fra, men han beslutter sig selvfølgelig til sidst for at søge ind, og Lowell sætter fortællehastigheden op med et par tusind procent til sidst, hvor han og hans ven Pip på et år får tjent en masse penge på deres forretninger, og det ender med at de to efter en tåre- og sexvædet afsked med de andre, forlader The Lois McKendrick for at starte på akademiet sammen.

Der er egentlig ikke så meget nyt at sige. Lowell leverer stadig en varm og sød og gennemsyret positiv lykkelig fortælling, men der skete da lidt nye og overraskende ting denne gang, så det fungerer stadig som godnatlytning.

Rejsen til Saturn

Rejsen til SaturnEndelig kom filmatiseringen af Claus Deleurans tegneserie Rejsen til Saturn og i en animeret udgave fra holdet bag Terkel i knibe filmen. Interessen for filmen har været stor. Jeg har fået adskillige hits til bloggen fra søgninger på titlen og i morgennyhederne fortalte de, at den gamle tegneserie nu var blevet genoptrykt endnu engang, med 2000 flere eksemplarer. Det er velkendte komikere som Casper Christensen, Frank Hvam, Simon Jul og Iben Hjejle der har lagt stemmer til og de fleste gør det glimrende, selvom det nu også kunne have været interessant at høre nogle nye stemmer.

Udgangspunktet i handlingen er bevaret fra tegneserien, men humoren og satiren er selvfølgelig gjort mere nutidig, og nogle steder måske lidt mere plat. Den danske forretningsmand Karl Maj igangsætter en ekspedition til Saturn, med det formål at berige Danmark med dets resurser så velfærdsstaten kan sikres. Et holdt mildest talt uduelige astronauter sendes af sted i en raket proppet med øl og dansk smørrebrød. De når dog til Saturn, men bliver hurtigt taget til fange af de overlegne indfødte (de gad åbenbart ikke lære om “demokrati og ytringsfrihed”). Saturnboerne har dog deres egen plan med Jorden. De mangler vand til deres flåde og Jordens have er nok til 20 år.

Det er navnlig via besætningsmedlemmet Jamil, en indvandrer der endnu ikke har bestået danskerprøven og er med på turen for at lære nyt, der ligger grund til meget af den politiske satire vinklet mod Danmarks behandling af indvandrere, men alle står for skud i denne film, så ingen kan føle sig rigtig ramt. Det er hård grovkornet satire, af typen som man allerede kender det fra den nye generation af komikere og diverse sære programmer på DR2, men det er egentlig ikke langt fra Deleurans egen satire, og filmen har da også direkte taget flere af hans pointer og jokes med. Ydermere er det også tydeligt, at filmskaberne har skelet til Tim Burtons Mars Attacks! og det gør det bestemt ikke dårligere.
Med filmatiseringen her synes jeg klart man både har opdateret den originale tegneseries indhold og satire til moderne dansk grov humor, og samtidig bibeholdt essensen af Deleurans stil og humor. Medmindre man har meget snævre grænser for hvor langt humor kan gå, så går man ikke galt med Rejsen til Saturn, uanset om man er bekendt med den originale tegneserie eller ej.

Deja Vu

Deja VuKnud lånte mig denne film, der minder en del om Next. Et typisk actionthriller-plot vendt på hovedet med nogle tidsparadokser. I Deja Vu drejer det sig om en maskine der kun kan se tilbage i tiden, kun et sted ad gangen og altid 4½ døgn tilbage.

En bombe eksploderer på en lille færge i New Orleans og over 500 mennesker bliver dræbt. Agent Doug Carlin (spillet af Denzel Washington) efterforsker sagen og da et forbrændt lig af en kvinder dukker op, men som ikke kunne være død under eksplosionen – og ligner dermed et forsøg på at skjule noget, bliver det Dougs nøgle til at finde gerningsmanden. Med hjælp fra denne maskine der kan se tilbage i tiden, bliver det selvfølgelig ekstra interessant, og de velkendte tidsrejseparadokser bliver centralt for handlingen.

Klart bedre end Next og plottet hænger rimelig godt sammen, men da det er svært at forny disse kendte tidsparadokser, bliver dele af plottet lidt forudsigeligt. De fleste vil nok også blive lettere irriteret over den obligatoriske pseudo-videnskabsnak, der altid er sat ind i den slags film, for at gøre de abstrakte ideer tydelige for alle seere. Men det er til at leve med og når man ser Wikipedia artiklen, er der rigeligt med ekstra skjulte ting og endnu flere tidslinjer at grave sig ned i.

I Overfladen

I OverfladenSuccessen med Lige under overfladen gentages i år, med endnu flere noveller og flere sider, 20 noveller i alt er samlet i I Overfladen. Knud Larn har allerede skrevet en synopsis af alle novellerne, så jeg vil i stedet fremhæve et par stykker jeg synes særligt godt om.

Kenneth Krabats Historiens korte arm var jeg helt vild med. Science fiction elementet er synligt, uden at være skrevet direkte ind, og hovedpersonens oplevelser og tanker er yderst velskrevne og tankevækkende. Det er sjældent man ligefrem skraldgriner når man læser, men jeg kunne ikke lade vær med A. Silvestris When the Music´s Over. Fremragende satire, hylende morsom – uden at det bliver pjattet og historien kunne ovenikøbet meget vel være et ganske realistisk “first contact”-scenarie, for hvorfor skulle rumvæsener opføre sig logisk efter menneskets optik? Selvom man kan diskutere hvor god slutningen er i Brian P. Ørnbøls Stendrømme, var det en novelle jeg blev yderst grebet af fra start til slut. Manfred Christensens Sket er sket er en god krimi, med et tidsrejseplot man et stykke af vejen kan gennemskue, men så alligevel ikke.

Hvis Lige under overfladen bliver en stabil årlig antologi, lover det virkelig godt for kvaliteten af danske science fiction noveller. Det højner niveauet betydeligt, når der skrives til en rigtig antologi i bogform, mens kvaliteten i fanzinesene selvsagt er mere svingende.
Glem ikke mødet i morgen aften, hvor man har mulighed for at møde en række af bidragyderne til I Overfladen.

The Andromeda Strain

The Andromeda StrainDenne tv-miniserie blev sendt første gang på amerikansk tv i maj måned i år. Den er baseret på Michael Crichtons roman af samme navn fra 1969. Som en del af kampagnen for serien, lavede selskabet bag en blog med et autentisk præg baseret på handlingen.

En NASA-satellit styrter ned nær bjergbyen Piedmont i den amerikanske stat Utah. To teenagere tager den ind til byen, for at se nærmere på den, men intetanende frigiver de en mikroorganisme fra satellitten, der på ganske kort tid slår alle byens indbyggere ihjel. Militæret sættes ind og et hold videnskabsfolk, der tidligere har meldt sig til at støtte deres nation i tilfælde af en biologisk trussel, samles og begynder at undersøge denne yderst farlige virus. I mens er en journalist med et narkotikaproblem på sporet af sagen, og den amerikanske præsident står dårligt til i meningsmålingerne grundet en sag om problematisk minedrift i Atlanterhavet. Militæret forsøger at isolere virussen og stoppe dens udbredelse, men det er ikke helt så enkelt, for som forkserholdet finder ud af, har virussen måske slet ikke jordisk oprindelse.

Det er den type film amerikanerne kan lave på rygraden. En god portion pænt udseende halvdårlige skuespillere, gerne mange forskellige folkefærd, stereotype hårdkogte generaler, en eftertænksom (urealistisk ung) præsident, avanceret laboratorieudstyr, en militærenhed udstyret med de obligatoriske kamphelikoptere, og ikke mindst heroiske enkeltmandshandlinger der redder hele verden (eller i det mindste USA). Kan man bære over med det, får man tre rimelig underholdende timer, og hvor science fiction elementerne faktisk ikke er helt hen i vejret.

Kéthani

KethaniEric Brown er i de sidste par år udkommet flere gange på det nye forlag Solaris Books og en space opera trilogi er på vej. Kéthani er fra 2008 og er en samling tidligere udgivede noveller samlet til en roman. Det er en first contact historie skildret gennem almindelige menneskers hverdag.

I en nær fremtid bliver Jorden besøgt af venligtsindede rumvæsener, der går under navnet Kéthani. De kommer med en gave til menneskeheden. Et implantat der giver evigt liv. På få år har det store flertal taget imod gaven, men der er selvfølgelig dem der nægter, særligt religiøse grupper. Hvert kapitel, eller novelle, er en lille historie om et par almindelige menneskers liv efter the Kéthani kom med deres gave. Alle kender hindanden fra en bar hvor de mødes hver tirsdag og hver historie er adskilt af et kort “interlude”; en tape-løsning der forsøger at klistre historierne sammen til en roman.
Det er der selvsagt flere problemer med. For det første skal hele baggrundshistorien med the Kéthani og deres udødelighedsgave, og de samme personers livshistorie etableres hver gang. Det hjælper heller ikke på det, at disse “interludes” også introducerer logiske fejl. I en af historierne er der en mand der får nogle sandheder at vide om the Kéthani, da han efterforsker en mordsag, men hans erindring af hændelsen bliver slettet bagefter. Som enkeltstående novelle kunne det fint hænge sammen, men ikke når det i romanformen fremstilles som, at manden selv fortæller historien over et krus øl. Det største problem er dog, at historierne er så ens og har de samme pointer, at romanen bliver en lang gentagelse. Formen er næsten hver gang den samme. En lang opbygning til at en person skal dø. Enten har personen fået implantatet og vender derfor tilbage til livet, eller også dør personen, og de efterladte begræder den afdødes skepsis overfor the Kéthani. Variationen i historierne er ikke meget mere interessant, end at indpakningen er forudsigelige kærlighedsromancer eller krimiplots man har set før. Selvom der skulle ligge forskellige menneskeskæbner bag hver fortælling, nuancerer Brown aldrig sit indhold eller fortællestilen. Den er ligefrem, dialogen utroværdig og tydeligt karikeret af Brown, til at fortælle læseren hvad hans pointer med romanen er, og ikke noget der giver figurerne liv.
Disse pointer er ting som; at de fleste mennesker accepterer gaven med udødelighed, mens de stærkt religiøse er skeptiske og udråber the Kéthani til djævle, at antallet af mord logisk nok falder, at mennesket ikke længere frygter døden og nogen begår endda selvmord for at få genopstandelsesoplevelsen med det samme. Det helt centrale budskab, der også står på bagsiden af bogen, er at der skulle en fremmed race til at give mennesket dets menneskelighed tilbage. For dem der dør, hvor deres bevidsthed sendes op til Kéthani-moderskibet og efter seks måneder kommer de tilbage i en klonet krop, bliver deres personlighed som skabt på ny i en forbedret udgave. Kriminelle og ondskabsfulde mennesker vender tilbage som gode mennesker der har lagt deres fortid bag sig, og alle har tilsyneladende en trang til at rejse ud blandt stjernene for at sprede Kéthani-filosofien til resten af galaksen.

Det er bare synd at Brown er så ensidig hele vejen igennem, for der er ellers mange muligheder i denne form for kontakt med rumvæsener. Mest af alt mangler man noget mere substans på the Kéthani og ikke mindst deres motiver. En anden skepsis end den der kort nævnes fra religiøse fanatikere, mod det at man vender tilbage med en ny og “forbedret” personlighed, kunne også have nuanceret pointerne mere. Og bare lidt lommefilosofi om hvad det vil sige at være menneskelig, kunne også være tiltrængt. Problemet er ikke kun pointerne, men også at læseren har fattet dem alle og hele Browns budskab efter de første par historier, og resten er blot forudsigelig gentagelse i mindre variationer.
Han havde nok sluppet bedre fra det, hvis denne samling var solgt med en rigtig etiket, nemlig en samling noveller sat i samme univers og med samme tema, og ikke dette juks med at lappe det sammen til en roman.

104

104Denne norske roman af Christopher F-B Grøndahl fik jeg med hjem fra Oslo Science Fiction Festival, mod at jeg anmeldte den til det danske publikum. Hermed gjort! For den kan sagtens læses af danskere. Jeg havde i hvert fald aldrig før læst nogen længere tekst på norsk, og synes da jeg fik det meste med. 104 gav Christopher Grøndahl Fabelprisen i 2007.

I en ikke specificeret fremtid er Solen ved at dø ud før sin tid. Temperaturen stiger så meget, at menneskeheden må flygte fra Jorden og bosætte sig på Jupiters måne, Europa – der som følge af Solens temperaturstigning nu har flydende vand. Men det bliver også kun midlertidigt, for Europa er ikke bæredygtig i det lange løb, så et gigantisk koloniseringsrumskib bygges, for at godt en halv million mennesker kan sætte kurs mod et fjernt stjernesystem, i håb om at en ny civilisation kan bygges op der, et par generationer ude i fremtiden. Der er bare flere mennesker på Europa end der er plads til på skibet, så en ubehagelig udvælgelsesprocedure må til.
Romanen følger Ben og hans datter Helene. De flytter til hovedstaden på Europa, Villeneuve, da rumskibet er ved at være klar, i håb om at gøre sig fortjent til en plads om bord. Det lykkedes og alt ser godt ud på rejsens begyndelse. Der er rolige forhold på rumskibet, en ansvarlig ledelse, en biosfære der sikrer madforsyning til rejsens mange år og generelt mere luksus end de havde adgang til før. Det holder dog kun kort, for biosfæren begynder at dø langsomt ud, uden nogen ved hvorfor. Derfor skæres der kraftigt ned i madrationerne, men selv det er ikke nok og endnu engang tvinges man ud i, at skulle henrette folk for at resten kan leve videre.

Grøndahl fortæller altså en historie om hvordan et samfund kan bryde totalt sammen, selv under de bedste intentioner og forberedelser fra styret, hvis der sker uforudsete hændelser. Det er en dyster roman uden meget håb undervejs, men Grøndahl skriver alligevel det hele på en måde der viser en ro over forløbet, hvor personerne accepterer den håbløse situation de er i. Selvom der er katastrofe på katastrofe, bliver det aldrig hektisk eller voldsomt, hvilket får det til at virke meget stærkere.
Efter nutidens standarder, er den med sine 232 sider en bog med meget dybde og indhold, uden at den fortaber sig i tekniske detaljer.

Next

NextEndnu en Philip K. Dick novelle filmatiseret. Det er The Golden Man der har lagt grund til denne film fra 2007 med Nicolas Cage i hovedrollen.

Chris har evnen til at se 2 minutter ind i fremtiden. Det har jo sine fordele når man ville spille på kasino eller er i nævekamp, og det udnytter han flittigt. FBI har imidlertid også interesse i ham, da de er på sporet af en terroristgruppe der vil sprænge en atombombe i Los Angeles, og håber selvfølgelig at Chris kan hjælpe dem med at lokalisere bomben inden.

En sådan filmatisering bør enten være en effektiv actionfilm eller forsøge noget mere originalt, med en film der kan stille nogle interessante spørgsmål. Next er ingen af delene. Den er gement kedelig og forudsigelig, og med en type “rewind”-slutning der altid skuffer. Der er lidt ildkamp til sidst i filmen og undervejs et par semi-sjove scener med Chris’ særlige evner, men overraskende og spændende bliver det aldrig rigtigt.

Filmen kan hurtigt ses og hurtigt glemmes igen.

Asimov’s, August 2008

Asimov's August 2008August-nummeret bringer to novelettes, fem noveller og et par digte; Geoffrey A. Landis i Landscapes funderer over andre dimensioner og Ruth Berman forsøger sig med en matematisk tilgang til kattes gøren og laden i Cat Math.

I den post-cyberpunkske novelle Lagos forestiller Matthew Johnson sig en verden hvor underbetalte arbejdere via “telepresence” fjernstyrer arbejdsrobotter. Hovedpersonen har således blandt andet arbejde som støvsugerrobot hos en rig familie. Jeg ved ikke helt om jeg finder scenariet troværdigt, men sjov ide. Pointen bliver dog noget ganske andet, da de kvindelige arbejdere begynder at sige mærkelige ting i søvne, og prøver at finde årsagen hertil.

Den kortere novelle Old Man Waiting af Robert Reed følger en ung mand med en tilsyneladende bundløs bankkonto, der lever livet ved at more sig med vennerne, men en dag får han øje på en gammel mand i byen, der bare sidder og stirrer ud i luften. Han bliver med det samme overbevist om, at det må være et rumvæsen i forklædning og bliver mere og mere manisk i sin overbevisning, mens hans venner måbende ser til. Hele forløbet ligger meget op til at sandheden nok er noget helt andet end hvad det endelig viser sig at være, men en fin historie.

I Lucy tager J. Chris Rock et ellers simpel problem for nogle astronomer, om at kommunikere med deres robot på Saturns måne Titan, og får det sat ind i et lille drama der udspiller sig mellem astronomerne og deres naboer. Ikke en hundrede procent vellykket novelle, men alligevel et meget “sødt” koncept med at trække paralleler mellem kommunikationsvanskelighederne med naboen og robotten på Titan.

Noveletten Divining Light af Ted Kosmatka kunne med sit videnskabelige indhold med double-slit eksperimentet og bølgefunktionens kollaps have været trykt i Analog, men da den er velskrevet, og personerne ligeledes nuancerede og troværdige, hører den hjemme i Asimov’s. En videnskabsmand med alkoholproblemer bliver ansat i et forskningscenter, hvor han vil udføre det eksperiment der efter hans opfattelse viser at der er en fejl i hele vores eksistens – bølgefunktionens kollaps når den bliver observeret. Et eksperiment der ellers er blevet udført utallige gange, men da han får sine kollegaer med på det, udvikler det sig drastisk, og eksperimentet bliver anvendt til helt andre formål. Det er historier som denne der gør det interessant at læse science fiction! En klar mulighed til næste års nomineringer til de store priser.

Jack Skillingsteads What You Are About To See” følger en NSA-agent, der bliver bedt om at tage del i en afhøring af et rumvæsen, men rumvæsenet er i stand til at påvirke virkelighedsopfattelsen hos menneskene omkring den, hvilket bringer nogle ubehagelige minder frem hos agenten. Der er ikke så meget “kød” på denne historie, men den fungerer til dels.

I Wilmer or Wesley af Carol Emshwiller fastholdes interessen og forundringen fra start til slut. Det er en beretning om et barn, der åbenbart ikke er helt menneskelig, for han er blevet et helt forskningsprojekt og udstilles i en zoo, men ellers opfører han sig og tænker tilsyneladende som et menneske. Da han en dag flygter fra sit fangenskab, oplever han verdenen udenfor og må prøve at overleve med den viden han ellers kun har fra bøger og hvad han har hørt fra den forsker der passer på ham. Der kommer aldrig nogen forklaring på, hvad det er der gør, at han ikke opfattes som et almindeligt menneske, men historien og den moralske pointe står jo klart i sig selv. Det er en sød og rørende “blød” science fiction historie, der på sin vis minder lidt om 26 Monkeys, Also The Abyss fra juli-nummeret.

Den anden novellete leveres af Neal Barrett, Jr. og hedder Radio Station St. Jack. I et post-apokalyptisk amerika i byen Mineral Wells, driver præsten Mac en radiostation der spiller klassiske hits, og han forsøger at træde til som leder og beskytter, da byen trues af hensynsløse plyndringsbander. For mit vedkommende var historien lidt intetsigende, men er man til westernassociationer, er den givetvis udmærket.

I de andre sektioner har Stephen Baxter lånt den redaktionelle klumme til at skrive en nekrolog om Arthur C. Clarke, Robert Silverberg reflekterer over novelleformen og hvad den indebærer, og James Patrick Kelly skriver om den akademiske tilgang til det at skrive science fiction. Rudy Rucker bidrager med en længere artikel om en række science fiction tankeeksperimenter, hvor han med udgangspunkt i nanoteknologi forestiller sig en fremtid med ultimativ telepatisk forbindelse i hele universet og menneskets muligheder i at kontrollere al stof og energi. Han kører lidt af sporet og det bliver aldrig andet end tankeeksperimenter, uden noget konkret at bygge det op på.
Men alt i alt, et glimrende nummer.