Pixars nyeste animationsfilm er et helt unikt eksempel på hvordan et science fiction tema kan bruges til at skabe et original, rørende, morsom, relevant og tankevækkende mesterværk af en film. Filmanmeldere har allerede rost den til stjernerne og jeg kan kun gøre det samme.

800 år ude i fremtiden er Jorden overdynget med affald. Menneskene har forladt planeten på et gigantisk krydstogtrumskib, hvor de lever et dovent fuldt robotautomatiseret luxusliv. Tilbage på Jorden er kun en lille affaldskompressorrobot, WallE, der utrætteligt samler affald ind og presser det sammen til kubiske klodser, for derefter at stable dem til gigantiske bygninger. Den kære robot bor i en container, hvor den samler alverdens dimser den finder i de enorme affaldsdynger. Den er særlig glad for en video med en gammel kærligheds musicalfilm og det er tydeligt den savner lidt robotselskab.
En dag lander et rumskib og sætter en hypermoderne robot, med benævnelsen EVE, af, hvis formål viser sig at være at se om Jordens økosystem er ved at blive genoprettet. Wall-E bliver hurtigt helt forgabt i den nylandede robot, der dog ikke gengælder opmærksomheden på helt samme måde til at begynde med.

Det der fungerer helt fantastisk ved denne film er, at den virkelig viser at et billede siger mere end tusind ord. Den første halvdel af filmen er der ingen tale og meget af den dialog der senere kommer, er egentlig overflødig, for billederne af affaldsdyngerne og robotternes egen søde måde at vise følelser på taler for sig selv, og det virker bare hamrende godt! Pixars film har jo altid haft mange lag, så de virkelig har haft noget for både børn og voksne i alle aldre. Wall•E er ingen undtagelse, hvor der er gyldne øjeblikke der går lige hjertet på børn og voksne, men science fiction kendere vil også kunne se referencer og gode ideer. Man kan fx læse Knud Larns indlæg om sine få minutter i radioen, hvor han inden at have set filmen, allerede har kunnet trække flere paralleler frem.
Man kunne selvfølgelig med sine tekniske briller anfægte et par logiske huller, som fx at simple arbejdsrobotter tildeles menneskelige følelser, men når så meget andet i filmen er så godt gennemarbejdet, og helheden fungerer som den skal, gør det egentlig ikke noget.

Man har aldrig gået helt galt i byen med en ny animationsfilm fra Pixar, men Wall•E er noget særligt. Man forlader simpelthen biografen som et gladere menneske. Normalt har jeg primært set disse film som blot sjove og gode familiefilm, men ingen anden har været så sød, rørende, hyggelig, tankevækkende, magisk og ikke mindst afbalanceret humoristisk på den nuttede måde, som denne.