Septembers debatbog i Azur. Richard Mathesons klassiker fra 1954, der er blevet filmatiseret flere gange, om den sidste levende mand på Jorden og hans kamp for overlevelse mod resten af befolkningen, der er blevet til vampyrer.

Det var en bog der overraskede mig positivt. Når man præsenteres for en verden med vampyrer, hvor en enlig overlever barrikaderer sig i sit hus mod truslen i bedste zombiefilms stil, så forventer man som science fiction læser ikke det store. Men bogens hovedperson, Robert Neville, er ligesom en selv; han accepterer heller ikke, at vampyrerne er bange for kors og hvidløg og ikke tåler sollys, uden at der er en logisk forklaring. Derfor giver han sig ihærdigt til at undersøge sagen videnskabeligt. Han læser en masse bøger om blod og bakterier, og undersøger blodprøver fra vampyrerne i et mikroskop. Præmissen i bogen hænger glimrende sammen.
Skildringen af en desperat mand der lever i isolation, gør historien langt mere skræmmende end de utallige zombiefilm, der blot fokuserer på splatterscener, som denne roman har affødt. Stephen King siger det meget godt i forordet til den udgave jeg har læst: ” – When you thought it had to be over, that your nerves couldn’t stand any more, that was when Matheson turned on the afterburners and went into overdrive.”
Jeg er dybt imponeret over hvor en effektiv spændende roman, med mange flere lag end plottet umiddelbart ligger op til, man kan skrive på 160 sider. Eller rettere “kunne” skrive engang.