“Analog Science Fiction and Fact” er et amerikansk science fiction magasin med rødder tilbage til 1930′erne og havde i adskillige årtier John W. Campbell, Jr. som redaktør. Det udgives i dag af Dell Magazines der også udgiver “Asimov’s”. De to blades fysiske fremtoning er også meget ens, dog med den forskel at Analog har to spalter på deres sider, mens Asimov’s fylder hele siden ud. Årsagen til denne forskel har jeg ikke kunne finde svar på.
Det er ikke meget godt jeg har hørt om Analog, der skulle være berygtet for at fokusere mere videnskabelig korrekthed end gode historier. Jeg kender ingen af forfatterne i dette nummer og har aldrig set en novelle derfra i de opsamlingsantologier jeg har stødt på, Desværre bekræftede læsningen af dette 240 siders lange dobbeltnummer anelserne. Godt jeg kun har købt et enkelt nummer af bladet.

Udover første del af en serialiseret historie af David R. Palmer, som jeg blot har sprunget over, er der i alt fem noveller, tre novelettes og en novella, samt et par artikler.

Carl Frederik skitserer de nyeste teorier indenfor kosmologi op i artiklen The Challenge of the Anthropic Universe der samtidig fungere som en slags introduktion til hans novelle The Exoanthropic Universe, hvori en matematiker arbejder sammen med en gruppe fysikere på, at dekode et signal der angiveligt stammer fra intelligente væsener fra et univers med fire rumdimensioner. Matematikeren er religiøs og en heftig diskussion om tro flettes, ikke særlig elegant, ind i novellen. Carl Frederik virker mere optaget af teoretiske ideer om universets udformning, end af at fortælle en interessant historie.

En af nummerets mest interessante noveller er Sand and Iron af Michael F. Flynn. I en fjern fremtid bliver noget der ligner et “prehuman” museum fundet, hvilket vækker stor forundring. En “pulp”-agtig historie, der dog savner et plot. Senere fandt jeg så ud af, at det faktisk er en del af en roman, hvilket jo forklarer de mangler.

Religion er hovedtemaet i Bond Elams A Plethora of Truth, hvor en evangelist starter et direkte tv-program med en direkte hotline til gud og seerne kan så ringe ind med spørgsmål. En rival går til modangreb, ved at bevise at tv-værten mangler genet for at have en sjæl. Til sidst må “god himself” bryde ind og stoppe stridigheden. En fuldkommen tåbelig historie, og jeg ikke ved om det er bedst at forsøge at den seriøst eller se den som satirisk.

Der er mere substans i Juliette Wades Let the Word Take Me, der ser på problemet med at kommunikere med rumvæsener efter man har fået den første kontakt. Løsningen er ikke altid at gå via lingvistik.

En kort novelle af Jerry Oltion, Outside the Box, er i indholdsfortegnelsen placeret i en kategori for sig – Probability Zero. En ung mand stjæler en rumdragt, for at se den rumstation han lever på udefra. Han ved godt det er ulovligt, men havde dog ikke ventet den straf der kommer. Pointen er en relevant, omend før set, politisk nutidig kommentar til terrorbekæmpelsens konsekvenser.

Et af de sjovere indslag er Junkie af Maya Kaathryn Bohnhoff, hvor en trekkie overser en “first contact”, fordi deres rumskib ligner en af hans mange modelskibe. Og så har jeg vist allerede sagt for meget.

Imprint af Kyle Kirkland handler om en handicappet mand der arbejder som tekniker på et universitet. Men da han prøver at skabe opmærksomhed om en uforklarlig magnetisk aktivitet på stedet, bliver han ikke taget seriøst. Der er lidt Mulder fra X-files over ham, og plottet begynder også at ligne en konspiration der kunne være fra selv samme serie. Historien fængede bare aldrig rigtig.

En novelle hvor lastbilchauffører og godstransport er hovedtemaet, må jeg indrømme jeg ikke havde set før jeg læste Paul Carlsons Shotgun Seat. Plottet er dog ret banalt. En ung kvinde kommer ind i branchen og kører sammen med en erfaren chauffør. De finder ud af at en af deres transporter indeholder dele til helt nye intelligente robottyper, og snart er der arbejdsrobotter alle vegne. Det går dog galt og novellen slutter hvor den begyndte. Udover at have lastbilchauffører som hovedpersoner, var der heller ikke meget at komme efter i den historie.

Novellaen Tenbrook of Mars af Dean McLaughlin er ligeså kedelig som den er lang. Donald Tenbrook vender hjem fra Mars, hvor han i over 20 år har kæmpet for sin egen og 500 andres overlevelse. De var en del af et mineprojekt på Mars, men da firmaet bag gik kursus, blev de strandet deroppe. Historien starter hvor Donald vender hjem til Jorden, hvor han er blevet en rigtig helt. Det har han svært ved at affinde sig med, for han mener ikke han gjorde noget særligt. Han får en slags rådgiver, der skal hjælpe ham gennem det politiske cirkus der venter ham. Resten af historien består af at Donald fortæller sin livshistorie til denne rådgiver, mens de er på vej fra rumstationen ned til Jordens overflade.
Og så meget skete der altså heller ikke i hans tid på Mars. Efter lidt debat frem og tilbage på Jorden, blev man enige om at sende proviant op til dem, så de kunne klare sig indtil man kunne hente dem endeligt hjem. Det var ligesom det. Hele ideen dræbes fuldstændigt af, at det er skrevet som et sammenfattet resumé af de store linjer i de tyve år på Mars. Måske er det en meget realistisk historie, men det nytter ikke noget når det er frygteligt kedeligt.

Et par fagartikler, udover boganmeldelser og læserbreve, er der også plads til. Richard A. Lovett skriver om hvordan man skriver gode indledningssætninger til sine historier. Han har mange gode pointer, som man som læser også kan se fornuften i.
John G. Cramer skriver om teleportation. Det har man snart set mange gange, og artiklen kommer heller ikke med så meget nyt, men udmærkede sig dog ved “ikke” at tage udgangspunkt i Star Trek. Forfriskende.

Det største problem for mange af historierne er, at de bryder princippet om “show, don’t tell”. Store klumper med videnskabsforklaringer eller lange referater af handlingsforløb, er problematiske nok i romaner, men kan ødelægge en novelle endnu mere. Jeg ser heller ikke ret meget variation i historierne. De er alle “hard sf” eller “space opera”, mange uorginale ideer og en stor overvægt af “first contact”-historier. Nu skal man selvfølgelig ikke konkludere for meget ud fra et enkelt nummer, men mit indtryk er, at Analog giver mere genkendelig sci-fi underholdning, end tankevækkende original science fiction.