Den sjette roman i Iain M. Banks’ Cultureserie er en lang humoristisk optakt til en stor symfoni og et komplot der sprænger alle rammer. Desværre er det også den svageste bog af ham jeg har læst indtil videre.

I de tidligere romaner har vi set hvordan the Culture ynder at blande sig i fremmede kulturer og civilisationer, særligt med henblik på, i deres øjne, at forbedre deres samfund og indlemme dem i the Culture. Det går bare ikke altid helt godt. Med racen Chelgrains udløste man en krig mellem de forskellige “kaster” i samfundet. En krig der tog livet af fem milliarder Chelgrains. The Culture har sagt undskyld og forsøgt at gøre det godt igen, men nogle Chelgrains er af den overbevisning, at disse fem milliarder ofres sjæle ikke kan få endelig fred, førend mindst ligeså mange af deres fjender er blevet dræbt. Og med hjælp fra nogen endnu højere stående væsener, der angiveligt har deres helt egne motiver til at gøre skade på the Culture, udarbejder de et komplot, der skal gøre regnskabet op, mod en Culture-ringverden. På denne verden lever Chelgrain-komponisten Ziller og han er ved at færdiggøre sit livs symfoni. Krigsveteranen Quilan sendes dertil, officielt for at overtale ham til at komme tilbage til sine egne, men han er selvfølgelig nøglepersonen i gengældelsesangrebet.

På mange måder gør Banks det igen, med endnu en vinkel på Culture-samfundet og deres uperfekthed, og et hint af at der er kræfter i galaksen der er endnu større. Humoren er i top og med vel nok hans bedst skrevne dialoger i serien. Desværre er plottet skruet sådan sammen, at der ikke rigtigt kan ske nogen udvikling, for det hele skal forløses til sidst. Så rigtig meget af bogen går med mærkværdige naturudflugter Ziller er på og morsomme – men ligegyldige for plottet – samtaler med den AI der styrer ringverdenen. I sig selv glimrende, havde det blot været mellemspil til en egentlig handling og plotudvikling, og ikke den primære del af romanen. Dette gjorde, at jeg havde meget svært ved at gøre bogen færdig. Den lå på sofabordet længe, men det var alt for ofte en fjernbetjening jeg fik fat i.