Monthly Archives: July 2008

Turen går til OSFF

Posted on by
2

OSFFI morgen tidlig flyver jeg til Oslo for at deltage i Oslo Science Fiction Festvial som varer fra torsdag til søndag og har Iain M. Banks som æresgæst. Det er jo fantastisk at tænke på, at jeg for lidt over to år siden, blot startede denne blog uden at ville noget videre med den, og lynhurtigt røg man ind i fandom og bliver nu sendt til en festival i Oslo, med alt betalt af frivillige donationer fra andre fans og foreninger i Danmark. Det er kun i open source communitiet jeg har set noget lignende, og der er det som regel virksomheder der er sponsorer.

Det er anden gang at NoFF i Danmark sender danske fans af sted til en festival i norden. Sidste år kom Tue Sørensen til Finncon i Finland, og i år har der været penge nok til at sende to – Rasmus Wichmann og mig selv.

Ikke nok med det, så skal vi også deltage i flere programpunkter. Vi er begge i en paneldebat om dansk sf og fantasy, hvor Klaus Æ. Mogensen også deltager, og selvfølgelig også i et programpunkt med de andre NoFF-vindere på festivalen. Derudover er jeg vist nok også kommet med i en paneldebat med Iain M. Banks om hans Culture-univers.

The Road

Posted on by
Reply

The RoadCormac McCarthy er manden bag bogen til Oscar-vinderen No Country For Old Men, og denne dystopiske roman fra 2006 er også ved at blive filmatiseret, med blandt andet Viggo Mortensen. Bogen var sommerens læsning i Azur.

Historien er for så vidt ret enkel. I en ikke nærmere specificeret post-apokalyptisk verden, hvor både jorden og himlen er dækket af aske, kæmper en far og en søn for deres egen overlevelse, ved at vandre på en vej i Amerika, i håb om at komme sydpå til havet. Stort set alt liv er udslettet og de få andre mennesker de støder på, er ligeså desperate i deres egen kamp for overlevelse, at de udgør en trussel. McCarthy har skåret ind til benet hvad angår sproget i sin fortælling. Ingen kapitler og ingen skildring mellem dialog og fortælling. Dialogen mellem far og søn består af enkelte ord og korte sætninger. Det er en barsk historie, hvor hårde valg må træffes for at overleve, også selvom det betyder andres død. Der er ingen mellemvej. Det er især dette der bliver romanens gennemgående tema i forholdet mellem far og søn, da faderen prøver at beskytte drengen mod disse grusomheder, men heller ikke vil lyve for ham.
Det er altså ikke science fiction med store bogstaver, da den dystopiske ramme aldrig bliver nærmere forklaret, men det gør ikke noget, da det fungerer godt til barske overlevelseshistorie om at se døden i øjnene, som han vil fortælle.

Det er ikke en bog man glemmer så let. Forholdet mellem far og søn virker stærkt, uden at det bliver følelsesporno, og intet er forsøgt pakket ind i vat – tværtimod. Det enkle sprog og den simple historie fungerer godt, for man har ikke brug for mere information om hvad der dog er sket med verden, for det er ligegyldigt når alt handler om overlevelse til næste dag. Men fascinationen af dette falmer dog lidt efter den første halvdel af bogen, hvor man derefter blot venter på en eller anden form for forløsning eller slutning, og når den så kommer, er den desværre en smule skuffende og bryder lidt med den fortvivlelse og håbløshed, jeg synes resten af bogen ligger op til.

Man behøver vel næppe anbefale bogen mere end den allerede er blevet af store priser og utallige rosende anmeldelser.

Hugo Award 2008 – novelette nomineringer

Posted on by
5

I starten af august vil vinderne af Hugo Awarden i de forskellige kategorier blive kåret til WorldCon. Her er mine kommentarer til de fem historier i novelette-kategorien. En novelette er defineret som en historie på mellem 7.500 og 17.
500 ord.

The Cambist and Lord Iron: a Fairytale of Economics af Daniel Abraham. Denne historie er egentlig et eventyr og ikke rigtig en genretekst, omend den vel mest er ovre i fantasy. Historien følger en vekselerer, der får en svær opgave af den berygtede Lord Iron; at veksle en ukendt møntfod som ingen kurs har. Han løser det ved at sælge de ukendte sedler som indpakningspapir til en fiskehandler. Lord Iron bliver imponeret over vekselererens kreative løsning, og sætter ham på endnu mere umulige opgaver, hvor han skal forsøge at sammenligne værdien af menneskers liv og sjæl. Udover at have nogle sjove tanker omkring værdisætning af immaterielle ting, kan jeg ikke se hvorfor den skulle Hugo nomineres.

The Merchant and the Alchemist’s Gate af Ted Chiang. Denne historie er ligeledes et eventyr og nok endnu mere en typisk en af slagsen. En mand kommer i snak med en sælger i Bagdad, der fortæller om en port der giver adgang til tyve år ude i fremtiden. Han beretter om tre andre mænd, der har gået igennem porten, opdaget noget med deres fremtidige jeg og forsøgt at bringe den erfaring tilbage. Alle historier illustrerer flere kendte tidsparadokser og moralen lader til at være, at man ikke kan ændre på hverken fortiden eller fremtiden, kun blive klogere på den. Manden der har hørt disse historier beslutter dog, at han selv vil prøve, men han vil tyve år tilbage i tiden, hvilket han kan komme via en lignende port i Kairo. Det ender som man kan forvente af et typisk eventyr. Meget hyggelig historie, men jeg kan heller ikke se hvad denne laver som Hugo nomineret.

Dark Integers af Greg Egan. En “hard sf” historie med en god ide, der desværre løber lidt af sporet til sidst. Matematikerne Bruno og Alison har arbejdet på nogle matematiske teorier om parallelle universer, men deres arbejde får katastrofale følger i et andet univers og efter at være blevet kontaktet af rumvæsenet Sam fra dette univers, stopper de deres arbejde og holder det hemmeligt. Men 10 år efter kommer de på sporet af et nyt matematisk geni, der er ved at udvikle nogle lignende algoritmer, og Bruno og Alison kontaktes igen af Sam, der kan berette om store katastrofer hos dem. Men så begynder algoritmerne at blive brugt som våben. Det er et rigtigt fedt koncept Egan har skruet sammen her, men hele præmissen fejler. Min forståelse af matematik som en ren abstraktion falder jo helt fra hinanden, når den blotte brug af en algoritme på en computer, skulle kunne få fysiske konsekvenser i den rigtige verden.

Glory af Greg Egan. Endnu en matematisk “hard sf” historie fra Egan. To forskere, Joan og Anne, kommer til planeten der er hjemsted for racen Noudah. De har taget form som dem og får kontakt med hver deres nation på planeten, hvor de får lov til under dække som indfødte matematikere, at undersøge de matematiske teoremer de nu uddøde forfædre, the Niah, til the Noudah har efterladt. Deres civilisation levede for millioner af år, med tilsyneladende det ene formål, at komme frem til den endegyldige matematiske sætning der skal fortælle “sandheden”. En imponerende space opera i kompakt format, hvor Egans matematiske ideer ikke overskygger et godt plot.

Finisterra af David Moles. Læseren kastes ind i en historie om Bianca der tager et risikabelt job på gasplaneten Sky, hvor hun skal hjælpe med at dræbe nogle gigantiske væsener der lever i planeten. Væsener der er så store, at hele samfund kan leve på dem. Spændende ide og den hyppige brug af spanske og arabiske ord gør novellen unik, men den kunne godt trænge til lidt finpudsning.

De to af Egans historier appellerer klart mest til min egen smag og Glory må blive min favorit. Som det skulle være kommet til udtryk, er jeg principielt lidt imod at blande eventyrs fantasy historier ind i Hugo Awarden, for det giver jo ingen mening, at skulle forsøge at sammenligne dem med fx Egans hårde science fiction. Men nu de er valgt med, kunne jeg godt sætte Chiangs historie som en anden mulig værdig vinder.

Matter

Posted on by
2

MatterDen syvende og seneste bog i Iain M. Banks’ Cultureserie er kommet hele otte år efter Look to Windward, og noget kunne tyde på, at Banks har opbygget et væld af ideer i den tid, for Matter viser et enormt overskud hos forfatteren. En ny start på Cultureserien.

Scenen og hovedpersonerne er denne gang udenfor the Culture. Man følger tre søskende fra den kongelige familie af racen Sarl på Sursamen, der er en kunstig skabt hul planet med 14 “etager” fra overfladen og ned til kernen, kaldet en ShellWorld. Kongen bliver forrådt og dræbt af hans nærmeste ven gennem årtier, der selv indtager pladsen som regent, da prinsen Oramen anses som værende for ung. Den ældre prins Ferbin, der så mordet fra sit skjul er anset som død, flygter sammen med sin tjener Holse, i håb om at finde hjælp på de højere etager i Sursamen, eller komme væk fra planeten og finde søsteren Djan, der for år tilbage forlod Sursamen, for at blive agent for the Culture. Hun er imidlertid selv på vej tilbage, da hun har fået nyheden om hendes fars – kongens – død. Men der viser sig at være langt mere på spil end interne stridigheder i lavteknologiske samfund, for racen Oct planlægger noget mystisk på Sursamen. The Oct er en højere udviklet race der hjælper og overvåger the Sarls udvikling, men de er selv overvåget af the Nariscene, der igen er overvåget af the Morthanveld, der er en race der er på omtrent samme stadie som the Culture. Ingen ved nemlig helt præcist hvem der har bygget de mange kunstige ShellWorlds og hvad deres formål er.

Temaerne er velkendte fra Banks’ andre Culture-romaner, hvor højt udviklede racer “hjælper” lavere racer – med større og mindre held, og den gennemgående pointe, at selvom the Culture virker ufattelig avanceret, er de stadig kun en blandt mange andre civilisationer der er både ligeværdige og over dem. Det lidt specielle her er, at the Sarl er bevidste om deres udviklingsstadie. De kender til de mange højere udviklede racer og forstår for så vidt også, at de er nødt til at udvikle sig selv. Det er en helt ny tilgang til universet, der kan få nye læsere til. Humoren er skruet lidt ned (meget ned i forhold til Look to Windward), mens plottet har mere fylde og er gjort mere kompliceret. Hans skrivestil er lidt anderledes, man kunne sige mere konventionel sammenlignet med andre forfattere, der også skriver moderne space opera, dog stadig genkendeligt Banks! Handlingen stopper et par gange op, for at komme med klumper af information om diverse racer, samfund og the Culture, angiveligt for at nytilkomne læsere ikke skal blive helt tabt, men Banks bruger nu stadig den metode bedre end de fleste andre. Derudover er romanen også spækket med et væld af begreber og et utal af racer, også flere end handlingen egentlig kræver, og de skal så have et helt appendix. Normalt synes jeg ikke det er et godt tegn, hvis en roman skal udstyres med et appendix over begreber og racer og personer, men det var ikke så slemt her, og det var specielt behjælpeligt til, at finde rundt i de forskellige “levels” racerne er på, da det ikke er helt uvæsentligt for forståelsen.

Matter er en bog som jeg er sikker på, at læsere der er bekendt med Cultureserien vil have en helt anden oplevelse med, end dem der første gang stifter bekendtskab med universet, men begge vil være gode. Det er en ny tilgang Banks har til sit eget univers og det kan måske også være nødvendigt, for at serien ikke skal køre i tomgang. Bogen er til debat i Azur til august og det bliver interessant, at se hvad andre synes om den.

The Arwen – Season 2: Ulliam

Posted on by
Reply

Ulliam“Ulliam” er anden del i Timothy Callahans trilogi om rumskibet The Arwen og er en umiddelbar fortsættelse fra første del, Regal. Kan downloades hos Podiobooks.

I slutningen af første sæson fik man kontakt med the Gyssyc og de har nu erklæret krig mod the Ulliam, der er allieret med Earth Alliance, og The Arwen må prøve at få bragt orden i situationen. De finder ud af at the Ulliam bliver ledet af en gammel leder, der har været frosset ned i århundreder og nu er kommet tilbage, hvor han slavebinder befolkningens sind til at adlyde ham. Han vender sin vrede mod Earth Alliance og The Arwen skal nu stoppe ham, inden det udvikler sig til en større krig.

Ulliam er ligesom første sæson en kort roman og med samme hektiske tempo, der skaber de samme problemer. Ideerne er gode nok, men der sker alt for meget på for kort tid, så man får det indtryk at man kun har lyttet til et resume af en længere roman. Det lignede mere Babylon 5 denne gang end Star Trek, men med knappen på “fast forward”. Historien savner virkelig en gennemarbejdning og mere tid. Novella formen er bare ikke egnet til den slags space opera.

Look to Windward

Posted on by
3

Look to WindwardDen sjette roman i Iain M. Banks’ Cultureserie er en lang humoristisk optakt til en stor symfoni og et komplot der sprænger alle rammer. Desværre er det også den svageste bog af ham jeg har læst indtil videre.

I de tidligere romaner har vi set hvordan the Culture ynder at blande sig i fremmede kulturer og civilisationer, særligt med henblik på, i deres øjne, at forbedre deres samfund og indlemme dem i the Culture. Det går bare ikke altid helt godt. Med racen Chelgrains udløste man en krig mellem de forskellige “kaster” i samfundet. En krig der tog livet af fem milliarder Chelgrains. The Culture har sagt undskyld og forsøgt at gøre det godt igen, men nogle Chelgrains er af den overbevisning, at disse fem milliarder ofres sjæle ikke kan få endelig fred, førend mindst ligeså mange af deres fjender er blevet dræbt. Og med hjælp fra nogen endnu højere stående væsener, der angiveligt har deres helt egne motiver til at gøre skade på the Culture, udarbejder de et komplot, der skal gøre regnskabet op, mod en Culture-ringverden. På denne verden lever Chelgrain-komponisten Ziller og han er ved at færdiggøre sit livs symfoni. Krigsveteranen Quilan sendes dertil, officielt for at overtale ham til at komme tilbage til sine egne, men han er selvfølgelig nøglepersonen i gengældelsesangrebet.

På mange måder gør Banks det igen, med endnu en vinkel på Culture-samfundet og deres uperfekthed, og et hint af at der er kræfter i galaksen der er endnu større. Humoren er i top og med vel nok hans bedst skrevne dialoger i serien. Desværre er plottet skruet sådan sammen, at der ikke rigtigt kan ske nogen udvikling, for det hele skal forløses til sidst. Så rigtig meget af bogen går med mærkværdige naturudflugter Ziller er på og morsomme – men ligegyldige for plottet – samtaler med den AI der styrer ringverdenen. I sig selv glimrende, havde det blot været mellemspil til en egentlig handling og plotudvikling, og ikke den primære del af romanen. Dette gjorde, at jeg havde meget svært ved at gøre bogen færdig. Den lå på sofabordet længe, men det var alt for ofte en fjernbetjening jeg fik fat i.

Gensyn med X-Files

Posted on by
4

X-FilesI går aftes viste TV2 Zulu de første to afsnit af X-Files og hvilket herligt nostalgisk gensyn. Jeg fulgte selv med fra starten da den blev vist på TV2 for 14 år siden, hvor den som bekendt gik under navnet Strengt Fortroligt, og jeg blev en meget stor fan af serien. Fulgte trofast de første mange sæsoner, købte og læste en masse af bøgerne, og har stadig nogle VHS-bånd med nogle af de bedste dobbeltafsnit.

Som det desværre går med mange serier, så løber de tør for ideer efter en håndfuld sæsoner, hvilket også skete med X-Files, specielt da Mulder forsvandt halvt ud af serien. Og gennem hele serien har det også altid været de episoder, der handlede om det sammenhængende store regeringskomplot med hemmeligholdelse af rumvæsenerne på jorden, der har været bedst. Der var for mange “monster of the week” episoder, hvor det bare blev for langt ude rent videnskabeligt.
Men hvad var det der fik serien til at fungere så godt, når den altså gjorde det? Først og fremmest tog man den velkendte populære form med et agent makkerpar der opklarer sager, og fik det så kombineret på original vis med delvis science fiction, dele horror, det paranormale og overnaturlige. Særligt de to modstridende vinkler Mulder og Scully repræsenterer, og deres tilgang til en sag, gjorde det langt mere interessant end hvis de begge havde været af samme type. De gav jo begge mening når de analyserede sagen, omend der nu for det meste var en overvægt hvor Mulder nok havde ret.

De to første afsnit blev altså vist i går, og bærer begge meget præg af at være netop introducerende afsnit til personerne og seriens univers. Der er mange anstrengte forklarende dialoger, hvor forskellene på Mulder og Scully tegnes tydeligt op, og efter min mening smurte man lidt for tykt på med UFO-halløjet og Mulder har lidt for meget ret, hvor Scully i denne fantastiske kontekst bliver gjort lidt for naiv. Senere i serien fandt man en bedre balance mellem de to, som jeg nu husker det. Kan være jeg ender med at se helt anderledes på det, hvis det ender med at blive en fast del af fredagsunderholdningen.

Asimov’s, July 2008

Posted on by
2

Asimov's July 2008Jeg har tegnet et abonnement på det amerikanske science fiction magasin Asimov’s Science Fiction og vil fremover anmelde hvert nummer. Det er et magasin der har kørt siden 1977, hvor Asimov selv op til hans død i 1992, ikke var redaktør, men skrev i de redaktionelle spalter, svarede på læserbreve og lignende. Fra 1986 til 2004 var Gardner Dozois redaktør på magasinet, hvilket gav ham i alt 15 Hugo awards. I dag har magasinet en kvindelig redaktør, Sheila Williams. Asimov’s udmærker sig også ved at historier derfra har vundet i alt 44 Hugo awards og 24 Nebula Awards. Det udkommer 10 gange årligt, med dobbeltnumre i April/May og October/November.
Hovedvægten er selvfølgelig på kortere og længere noveller, men der er også spalteplads til læserbreve, boganmeldelser, redaktørens klumme og artikler der reflekterer over genren, samt digte.

Første historie i nummeret, Lester Young and the Jupiter’s Moons’ Blues af Gord Sellar, er en beretning fra en sort amerikansk jazz-musiker fra en alternativ tidslinje, hvor rumvæsener i 1940′erne har koloniseret solsystemet, og hans oplevelser som hyret musiker på et af deres skibe. Meget autentisk skrevet og en rigtig god historie, også selvom man ikke ved noget om jazz.

Steven Utleys The Woman Under the World eksperimenterer med det problem, hvor en overførsel af et menneske gennem et ormehul går galt, og skaber en kopi i begge ender. I denne historie er den ene blot et slags energifelt uden masse, der blot tror at hun har en krop og er den rigtige person. Et rodet dyk ned i dette “spøgelse”s tanker.

I Cascading Violet Hair af R. Neube aner man et par kommentarer til den nuværende boligkrise i USA. Det er en lille kærlighedshistorie om en mand, der kun lever i håbet på en rumkoloni hvis økonomi er så dårlig, at den må optage lån blot for at få iltforsyninger. Da han ejer sin egen bolig, er hans eneste håb at holde ud, indtil den måske bliver noget værd igen. Forfatteren får på få sider opbygget en troværdig og interessant verden, men der mangler et godt plot.

Michael Bishop har skrevet en sørgelig historie, med den lange titel Vinegar Peace, Or The Wrong -Way Used-Adult Orphanage, om en kvinde der bliver indkvarteret på et hjem for forældre der har overlevet deres børns død. En relation til Michael Bishops eget tab af hans søn Jamie, er tydeligvis hensigtet, da det nævnes i indledlingen. Ellers er det svært at sige meget om den novelle.

Den lidt underlige novelle, 26 Monkeys, Also The Abyss af Kij Johnson, er på grænsen til at være fantasy. Handler om en kvinde der har et show med 26 aber og hvor det afsluttende nummer altid er hvor alle aberne kravler op i et badekar for at forsvinde i et lysglimt. Kvinden ved ikke engang selv hvordan aberne gør det, men de kommer altid tilbage til turbussen. En ide der ender med ikke at komme nogen vegne.

The Philosopher’s Stone er tredje del af en sammenhængende serie på i alt fire af Brian Stableford. Forhistorien er et sekstendeårhundredes England hvor John Dee har bygget et rumskib og opnået kontakt med rumvæsener i solsystemet. I denne fortsættelse møder man den fiktive person, Edward Kelley, der er kommet i besiddelse af en sten der gør at han kommer i kontakt med hvad han selv tror er engle, men som er rumvæsener der vil hjælpe menneskene mod en mulig invasion fra andre rumvæsener. Virker som en rigtig spændende historie, men jeg mangler hele forhistorien. Nogen der ligger inde med numrene August 2006 og March 2007?

I de faglige spalter har Robert Silverberg genlæst Olaf Stapledons Last and First Men og analyserer den. Endnu en bog på hylden der skal læses. Redaktør Sheila Williams reflekterer over humor i science fiction og det ligner en opfordring til forfatterne om at sende mere af den slags ind, gerne noget der kan kombinere det tragiske og dystopiske med lidt humor. Derudover tænker Kristine Kathryn Rusch tilbage på månelandingen i 1969 i When The World Looked Up.

Uden noget at sammenligne med endnu, er det svært at drage nogen konklusioner, men lige dette nummer var meget “light” hvad science fiction angår. Ikke en kritik, en konstatering. Flere af historierne foregår inde i hovedet på folk og det vrimler heller ikke med alverdens avanceret teknik. Men jeg tror bestemt det har været et godt valg at abonnere på Asimov’s og ser frem til at komme i krig med august-nummeret.