Endymion er både starten på et helt nyt fantastisk eventyr og en øjenåbner der strækker tilbage til Hyperion og The Fall of Hyperion og er efter min mening gået en tak op i genialitet.

Det er 274 år efter Hyperions fald og de mange planetære samfund er ikke længere forbundet af “farcaster ” portaler. En ny renæssance i den kristne kirke får magt over de fleste verdener, ved at love folk evigt liv via genopstandelser, hvis de tager korset til sig. Samtidig er kunstig intelligens blevet bandlyst. Datteren af Brawne Lamia, en af de syv pilgrimme i Hyperion, Aenea gik for flere hundrede år siden ind i “the Time Tombs”, og da hun ifølge sagnet vil komme ud igen, står kirkens hær parat til at fange hende, da de mener hun udgør en stor trussel. Men en af de andre syv pilgrimme, poeten Martin Silenus – der har skrevet “the Hyperion Cantos”, som nu er blevet et værk forbudt af kirken, men som de fleste alligevel kender til – lever endnu på planeten Hyperion. Ved at redde Raul Endymion fra døden, får han ham til at beskytte Aenea og hjælpe hende på hendes færd, der via “farcaster” portaler går til andre planeter. En mission Aenea ikke selv helt forstår endnu, udover at den er vigtig for menneskehedenes fremtid. Alt i mens et lille hold fra den kristne hær, ledet af den erfarne og empatiske kaptjan Father de Soya, jagter dem.
Det kan lyde temmelig overfældende når det forsøges pakkes ned i et kort handlingsreferat, men Simmons skriver så medrivende og godt, at det bliver forbavsende enkelt.

Romanen skal forestå at være skrevet af Raul Endymion, der i en uspecificeret tid efter hændelserne, nedfælder dem på papir, da han er indespærret i et Schrödingers kat modul. Forstået som et helt tillukket rumskib hvor han lever, og hvor han kan blive dræbt når som helst af en giftig gas, og ingen udefra kan afgøre om han er død eller levende, uden først at udløse den dødelige gas. Efter at fortælle læseren at vi stort set kun kan læse denne tekst af de forkerte grunde, begynder beretningen med hans – første – dødsdom. Som sagt bliver han reddet af Martin Silenus og sendt ud for at redde Aenea, hvorefter han på en tømmerflåde går fra den ene ekstreme planet til den anden, isverdener til ørkenverdener. Dette kan give lidt associationer til Tad Williams Otherland, men hvor dens endeløse række af fantastiske verdener blev for alt for meget, er der mere substans og mening i de få verdener følgeskabet besøger her.
En af romans bedste (ud af mange) sider, er en personkarakteristik der ligger mange niveauer over selv andre gode science fiction forfattere. Der er for det første ikke for mange og det er dem der i samspil med hinanden og deres omgivelser driver handlingen frem. Helten Raul Endymion, der aldrig rigtig vænner sig til sin beskyttende helterolle og begår flere kiskere undervejs. Hvilket blot gør ham troværdig og menneskelig. Den mystiske unge Aenea, hvis sind både er i nutiden og fremtiden. Hun kan være ung og uskyldig det ene øjeblik, og det næste stå op og tage ansvar for menneskehedens fremtid, uden at blinke. Deres følgesvend, den altid rolige blåhudede androide, der er utrolig modig på de rigtige tidspunkter. Det intelligente, lettere arrogante, rumskib de rejser med i starten, og ikke mindst manden der jagter dem, de Soya, er en yderst velskrevet nuanceret person med hjertet på rette sted, trods han som udgangspunkt er beskrevet som fjenden.

Man keder sig ikke et øjeblik. Intet kapitel, afsnit eller sætning er overflødig eller uovervejet. Endymion giver mange svar og udbygger Dan Simmons univers, men giver samtidig det indtryk, at det hele kun er et smugkig, og en historie der går direkte videre i The Rise of Endymion.