Interstellar sysctl

I dag for 100 år siden blev en gigantisk ildkugle observeret over Siberien ved Tunguska-floden, og skabte en eksplosion, der siden er blevet beregnet til at være 500 gange kraftigere end Hiroshima-bomben. Hændelsen er siden blevet kaldt for Tunguska-eksplosionen.

Mange forklaringer har været overvejet, og den mest oplagte har været et meteornedslag, men der er bare det problem, at man har manglet et krater. Det har affødt mere eller mindre sandsynlige teorier om kometer, asteroider, rumskiibe fra Venus eller et mikroskopisk sort hul. Sidstnævnte bygger Bill DeSmedts roman Singularity på, der kan downloades frit som podcast. Der er aldrig kommet en helt tilstredstillende forklaring på eksplosionen, så der er stadig frit spil for science fiction forfattere.

Sommerens nummer af Novum er dumpet ind og denne gang med materiale fra både Dancon og Fantasticon. Omslaget er denne gang med en ny science fiction grafiker, tyske Wolfgang Sigl, der også vil blive brugt til fremtidige udgivelser af SFC. Carl-Eddy Skovgaard giver en kort introduktion af ham.

Litteraskopet af Niels Dalgaard ser igen tilbage på ur science fiction, denne gang er det George Griffiths krigsromaner The Angel of the Revolution, Olga Romanoff og The Outlaws of the Air der behandles. Niels Dalgaards foredrag fra Dancon Rødder og grene om den danske ur science fiction og SFCs genudgivelser af udvalgte romaner, er også trykt i nummeret og bør læses af alle der ikke deltog i Dancon, men kan også sagtens genlæses.
Udover min egen conrep fra Fantasticon i år er et interview med Niels Brunse af Jesper Rugård foretaget på conen bragt, og det er egentlig mere en samtale mellem de to og publikum end et egentlig interview.
Knud Larn er nu oppe på nummer fem i sin klumme Inde fra papkasseriget, der denne gang ikke handler om papir, men om gamle sjældne udgivelser udgivet digitalt på cd-rom. En glimrende tilgang til muligheden for, at kunne læse sjældne værker, uden at skulle betale hundredevis af dollars for at få en original, der alligevel mister sin værdi hvis man forsøger at læse den.
En enkelt kort novelle af Manfred Christiansen er det blevet til. Rasmus, en for mig uforståelig historie om planter.

Endymion er både starten på et helt nyt fantastisk eventyr og en øjenåbner der strækker tilbage til Hyperion og The Fall of Hyperion og er efter min mening gået en tak op i genialitet.

Det er 274 år efter Hyperions fald og de mange planetære samfund er ikke længere forbundet af “farcaster ” portaler. En ny renæssance i den kristne kirke får magt over de fleste verdener, ved at love folk evigt liv via genopstandelser, hvis de tager korset til sig. Samtidig er kunstig intelligens blevet bandlyst. Datteren af Brawne Lamia, en af de syv pilgrimme i Hyperion, Aenea gik for flere hundrede år siden ind i “the Time Tombs”, og da hun ifølge sagnet vil komme ud igen, står kirkens hær parat til at fange hende, da de mener hun udgør en stor trussel. Men en af de andre syv pilgrimme, poeten Martin Silenus – der har skrevet “the Hyperion Cantos”, som nu er blevet et værk forbudt af kirken, men som de fleste alligevel kender til – lever endnu på planeten Hyperion. Ved at redde Raul Endymion fra døden, får han ham til at beskytte Aenea og hjælpe hende på hendes færd, der via “farcaster” portaler går til andre planeter. En mission Aenea ikke selv helt forstår endnu, udover at den er vigtig for menneskehedenes fremtid. Alt i mens et lille hold fra den kristne hær, ledet af den erfarne og empatiske kaptjan Father de Soya, jagter dem.
Det kan lyde temmelig overfældende når det forsøges pakkes ned i et kort handlingsreferat, men Simmons skriver så medrivende og godt, at det bliver forbavsende enkelt.

Romanen skal forestå at være skrevet af Raul Endymion, der i en uspecificeret tid efter hændelserne, nedfælder dem på papir, da han er indespærret i et Schrödingers kat modul. Forstået som et helt tillukket rumskib hvor han lever, og hvor han kan blive dræbt når som helst af en giftig gas, og ingen udefra kan afgøre om han er død eller levende, uden først at udløse den dødelige gas. Efter at fortælle læseren at vi stort set kun kan læse denne tekst af de forkerte grunde, begynder beretningen med hans – første – dødsdom. Som sagt bliver han reddet af Martin Silenus og sendt ud for at redde Aenea, hvorefter han på en tømmerflåde går fra den ene ekstreme planet til den anden, isverdener til ørkenverdener. Dette kan give lidt associationer til Tad Williams Otherland, men hvor dens endeløse række af fantastiske verdener blev for alt for meget, er der mere substans og mening i de få verdener følgeskabet besøger her.
En af romans bedste (ud af mange) sider, er en personkarakteristik der ligger mange niveauer over selv andre gode science fiction forfattere. Der er for det første ikke for mange og det er dem der i samspil med hinanden og deres omgivelser driver handlingen frem. Helten Raul Endymion, der aldrig rigtig vænner sig til sin beskyttende helterolle og begår flere kiskere undervejs. Hvilket blot gør ham troværdig og menneskelig. Den mystiske unge Aenea, hvis sind både er i nutiden og fremtiden. Hun kan være ung og uskyldig det ene øjeblik, og det næste stå op og tage ansvar for menneskehedens fremtid, uden at blinke. Deres følgesvend, den altid rolige blåhudede androide, der er utrolig modig på de rigtige tidspunkter. Det intelligente, lettere arrogante, rumskib de rejser med i starten, og ikke mindst manden der jagter dem, de Soya, er en yderst velskrevet nuanceret person med hjertet på rette sted, trods han som udgangspunkt er beskrevet som fjenden.

Man keder sig ikke et øjeblik. Intet kapitel, afsnit eller sætning er overflødig eller uovervejet. Endymion giver mange svar og udbygger Dan Simmons univers, men giver samtidig det indtryk, at det hele kun er et smugkig, og en historie der går direkte videre i The Rise of Endymion.

Jeg er stor fan af den nyere britiske space opera, gerne med en god portion “hard sf”-elementer. Derudover har jeg en særlig svaghed for historier i “galactic scale”, med mystiske arteakter fra en uendelig fjern fortid der pludselig dukker op og får en ellers højt avanceret teknologi til at se simpel ud. Denne Culture-roman af Iain M. Banks har det hele, og er oveni det måske endda endnu bedre skrevet end hans forrige værker, så intet under at jeg er i hopla!

Man begynder at ane et vist mønster i Culture-bøgerne. Endnu en gang bliver en tidligere agent for Special Circumstances tilkaldt til en opgave. Denne gang er det diplomaten Genar-Hofeon, der fungerer som ambassadør for the Culture hos en noget aggressiv race, der har fået tilnavnet Affronter. Det sker i forbindelse med at et mystisk objekt er dukket op et sted i galaksen, og det ligner meget beskrivelsen af et lignende fund for mange år siden, hvor man daterede objektet til at være ældre end selve universet! Dengang fik man ikke indsamlet særligt meget andet data, så da objektet dukker op igen bliver det klassificeret som et Outside Context Problem. Et problem som det siges at alle civilsationer vil møde før eller siden, men som er så avanceret og udover den normale fatteevne, at man ikke kan forudsige problemet. Jeg mener det var Janus der fortalte mig sammenligningen med computer strategispillet Civilization og den velkendte oplevelse, hvor man virkelig har anstrengt sig for at opnå teknologien til bue og pil, og så kommer fjenden kørende med tanks. Objektet bliver derfor døbt the excession.
Men Genar-Hofeon skal altså finde en kvinde, der var ombord på det rumskib der første gang stødte på denne excession, som nu ligger i en slags dvale. Der er dog andre kræfter der både har andre planer med ham og med the excession.

Selvom romanen har den nævnte hovedperson, er de egentlige hovedpersoner de intelligente Culture-rumskibe, også kaldet Minds, og denne opdagelse vækker særlig interesse hos en gruppe af gamle legendariske skibe fra Idiran-krigen (omtalt i “Consider Phlebas”), der kalder sig “the Interesting Times Gang”. De er dog noget tøvende omkring hvad de skal og ikke skal, mens enkelte mere excentriske Minds går enegang. Deres debatter og samtaler er morsomme, langhårede og spændende. Alene navnene på disse skibe, som Fate Amenable To Change og Shoot Them Later, kan være det hele værd. Det kan være lidt svært at skelne dem fra hinanden, da en personificering af dem ikke er så ligetil at identificere sig med, som med menneskelignende væsener.

Med Excession har Banks skrevet en widescreen hard space opera med masser af “gosh-wow”-effekt, men det er ikke imponerende bare for at være flot, for som i hans andre romaner, er der en mening med det, der knytter sig til individuelle skæbner, mennesker såvel som Minds. En perfekt kombination af det store galaktiske lærred og den dybere personlige fortælling.
Romanen er dog ikke uden nogle ting man kunne have ønsket sig lidt anderledes. Jeg læste med stor iver den første tredjedel, mens midterdelen blev lidt langtrukken og så for tredje gang i denne måned, en slutning der får underkæben til at falde ned. Når det være sagt, så er det ingen begynderroman til Banks Culture-univers og i det hele taget er den mest for folk, der ikke er bange for (med understregning) astronomisk hård science fiction.

Banks har ikke skrevet mange noveller, i modsætning til de fleste andre science fiction forfattere, der jævnligt skriver til magasinerne. Faktisk er de 8 noveller i denne 200 siders samling de eneste han har fået udgivet. Alle fra slutningen af 80′erne. Der er både historier fra Culture-universet, anden science fiction og noget der er sværere at placere.

Der er to kortere noveller i Culture-universet. Den første, A Gift From the Culture, handler om en Culture-mand der på en måde er “strandet” på en planet og har fået opbygget sig en stor spillegæld. Den kan han tilbagebetale ved at skyde et regeringsrumskib ned, hvilket han ikke er meget for. Den anden, Descendant, nævner ikke direkte at det er en Culture-historie, men der er flere termer der tyder på det. Her er en mand tilsyneladende nødlandet på en gold planet og hans intelligente rumdragt er svækket for kræfter, så de må sammen forsøge at gå hen til hvor de mener der er en base. Han får et noget specielt forhold til sin rumdragt på denne vandring.
Den bedste historie er kortromanen The State of the Art der udgør halvdelen af bogen. Den er skrevet som en rapport skrevet af agenten Diziet Sma, som også optræder i “Use of Weapons”, og omhandler hendes beretninger om planeten Jorden, som hun har været udstationeret på i et års tid. Her stopper man lige op, for indtil videre har jeg blot antaget, at the Culture blot var en uspecificeret fremtid for mennesket, men åbenbart ikke. De er blot meget menneskelige i form, hvilket mange racer i galaksen er, ligesom i Star Trek. En af romanerne havde vist også en henkastet bemærkning om hvorfor de fleste væsener har menneskeform.
Det foregår i slutningen af 70′erne og den generelle vurdering af Jordens tilstand er ikke for positiv. Vi beskrives som barbariske, morderiske og vil efter al sandsynlighed udslette os selv i en kommende tredje verdenskrig; pakket ind i en del koldkrigsretorik. Man ved dog ikke helt om man skal gribe ind og skabe kontakt eller ej, for uanset om de gør det eller ej, er man overbevist om det vil skabe kaos. Det er klart denne historie der gør denne bog værd at få fat i.

Af andre nævneværdige historier er Cleaning Up. Det er lidt i samme humoristiske stil, hvor nogle rumvæsener ved en fejl får dumpet noget avanceret teknologi ned på Jorden. Amerikanerne finder det i ørkenen og overbeviser hurtigt sig selv om, at det enten er en gave fra gud eller nogle venlige rumvæsener, som vil hjælpe dem med at banke kommunisterne i Sovjet. Imens er der nogen der får sig en ordentlig skideballe hos rumvæsenerne. Yderst morsom historie.

Generelt skinner det igennem i novellerne, at Banks nok har det bedst i romanformen. Hans historier skal have plads og det er også den 100 sider lange The State of the Art der fungerer bedst. Men som en hurtig introduktion til Culture-serien er den perfekt!

Iain M. Banks tredje roman i Culture-universet går tættere på Contact-divisionens specialenhed Special Circumstances, som man har set lidt til i “Consider Phlebas”.

Cheradenine Zakalwe er tidligere agent i Special Circumstances hvor han har infiltreret diverse konflikter på planeter, så udfaldet bliver til Contact-divisionens fordel. En ganske effektiv måde at sikre udbredelsen af the Culture til nye systemer. Med andre ord, så laver Special Circumstances alt det beskidte, men nødvendige, arbejde i det skjulte. Minder mig lidt om Star Treks Section 31. Zakalwe har dog trukket sig tilbage, men der er brug for hans evner igen, og agenten Diziet Sma får til opgave at finde ham og overtale ham. Derfra har romanen to spor. Et kronologisk forløb med denne opgave der skal løse en kommende krigskonflikt i en sektor af galaksen, og et baglæns forløb der fortæller om Zakalwes fortid.

Man skal holde tungen lige i munden med de to forløb, særligt med den bagvendte biografiske fortælling om Zakalwe, der mere er personskildring end egentlig handling. Jeg blev aldrig enig med mig selv om jeg synes det fungerede godt eller ej, men det er udfordrende og spændende læsning uden tvivl.
Det er stadig i høj grad Banks sprog og stil der løfter niveauet højt op. Som i de forrige romaner, er der igen en intelligent robot (eller “drone” som de betegnes), der bringer en helt unik humor ind i bogen.

Titlen på romanen, Use of Weapons, er en man undre sig over i starten. Den siger jo ikke rigtigt noget, men når bogen er læst færdig, ser man hvor genial denne titel er. Det hentyder ikke bare til våben i traditionel krigsforstand, men også hvordan Zakalwe bliver brugt som Smas våben, og Zakalwes meget alternative midler til at læse problemer med. Blandt andet skaber han mere eller mindre kaos på en planet, gennem et firma styret af the Culture, blot for at få fat i en mands opmærksomhed. Mere nede på jorden er der en fremragende “scene”, hvor Zakalwe vil prøve et ældgammelt håndvåben, hvilket giver satiriske kommentarer fra robotten. Det kan ikke gengives, det skal opleves. Og med den slutning romanen har, er det med garanti en læseoplevelse man vil gå igang med en anden gang.