I 1999 havde Science Fiction Cirklen 25 års jubilæum og til denne lejlighed udgav man bogen Fanmarkshistorien, skrevet af Niels Dalgaard, der gengiver den danske fandomshistorie fra starten af tresserne til slutningen af halvfemserne. Selvom jeg ikke på nogen måde har været en del af denne historie og heller ikke kender ret mange af de “medvirkende” personer, så har det været yderst interessant læsning, som jeg har slugt med en større iver end mange romaner.
Bogen starter med et kapitel om fandom generelt i resten af verden og den særlige jargon det har skabt. Så kan alle være med, men alligevel har biblioteksvæsenet fået noget galt et sted når de beskriver bogen med:
I anledningen af fanklubben Science Fiction Cirklens 25 år fortæller forfatteren om de danske science fiction fans kaldet fanzines og deres særlige verden.
Ja, vi er simpelthen “fanzines”. Efter denne indledning bliver der kort fortalt om den danske uorganiserede fandom inden SFC blev stiftet i 1974. Herefter er det hovedsageligt beretninger om SFCs aktiviteter der naturligt er i fokus, men også de ufatteligt mange fanzines der blev produceret i disse første år er godt omtalt, samt de forskellige lokale grupper der opstod, primært på Fyn. Mere end halvdelen af bogen omhandler hvad der skete i 70′erne, hvor fanaktiviterne og fanzineproduktionen var på sit højeste. Således er man på side 75 kun nået til omtalen af Fabula 80. Og eftersom at de følgende årtier mere producerede stadigt mere seriøse bogudgivelser og få men større fanzines end egentlige store kongresser og festivaler, er dette vel meget logisk.
Til sidst er der en række appendikser med oversigt over blandt andet fanzineudgivelser og hvem der har besat forskellige poster i SFC.
Mest af alt må fandom siges at have været en helt anden end i dag, men visse ligheder ser man da også. Den største forskel må nok være mængden af fans, særligt aktive fans. SFCs medlemstal i dag er jo kun en brøkdel af storhedstiden og antallet af fanzines kan i dag tælles på en hånd, mens der tydeligvis dumpede flere fanzines ind om ugen hos fans i slutningen af 70′erne. Alligevel er man jo vokset med alderen, så man i dag kan udgive rigtige bøger og tidsskrifter af professionel kvalitet, med langt færre mennesker involveret i processen. Dette skyldes uden tvivl den teknologiske udvikling. Jeg kan slet ikke forestille mig de utallige timer man må have brugt dengang på, at skrive fanzines og bøger ind på skrivemaskiner, rette det til, sætte layout og til sidst trykke det med sværteduplikatorer.
Omvendt er der også ting der virker meget velkendte. Debatten om hvorvidt SFC skulle beskæftige sig med andre genrer som fantasy og horror, og om Proxima blev for akademisk og for “u”fannisk, er jo velkendt. Førstnævnte førte jo til dannelsen af Fantastik i 2003. Ser jeg på i dag, må jeg nu være glad for at man holdt fast i fokus på litterær science fiction og et højt fagligt niveau i SFC. Især Fanmarkshistorien viser jo hvorfor en forening som SFC er vigtig, for hvis ikke de skulle have udgivet den, hvem i alverden ville så?
På side 32 skriver Dalgaard at det kan være svært for en udenforstående at forstå hvilken betydning udgivelsen af det første Proxima havde, da det var første gang at fans oplevede at genren kunne diskuteres og analyseres på et rimeligt niveau. Men selv 30 år efter, havde jeg samme oplevelse da jeg fik Proxima nr. 82 i hånden, som jeg havde bestilt som prøvenummer (på seneste bestyrelsesmøde fik jeg i øvrigt at vide, at jeg var den eneste der nogensinde har brugt dette tilbud. Forbløffende! Hermed en opfordring om at bestille et prøvenummer for kun 15kr).
Med en sådan historie der i den grad bygger på menneskers frivillige arbejdskraft, kan personlige fejder og angreb ikke undgås, og selvom Dalgaard dækker mange aspekter af forløbene, ligger han for så vidt ikke skjul på sin egen kritik af uheldige forløb. Enkelte af dem er jo det rene horror, som fx engang i starten af 80′erne hvor SFCs lager med tusindvis af bøger og blade, blev sendt til forbrændingen af en vred udlejer.
Som udenforstående kan de mange navneopremsninger være lidt forvirrende, men for det meste formår Dalgaard at beskrive historien så nytilkomne også forstår nogenlunde hvad der foregik. Så bogen er ikke nødvendigvis kun for en snæver kreds af indviede og som minimum synes jeg samtlige bestyrelsesmedlemmer i SFC bør læse den.
Til sidst skriver Dalgaard at han håber at der om 25 år (altså nu 16 år), bliver skrevet endnu en Fanmarkshistorie. Det burde jo få en til at være mere opmærksom på hvad man gør med kildemateriale i disse digitale tider, hvor indholdet af websider og e-mails jo er yderst flygtige, hvis man ikke tænker sig om. Det bliver næppe bunker af fanzines og breve man skal kigge igennem. Næste år har SFC jo således 35 års jubilæum, så måske der kunne være interesse for en opdatering af Fanmarkshistorien med perioden 1999 til 2009?