Cradle of the Sun

Cradle of the SunBrian M. Stablefords første roman fra 1969 er den længere halvdel af denne Ace Double udgivelse. Historien finder sted i en ikke specificeret fjern fremtid i en verden i forfald, hvor rotter har opnået bevidsthed og intelligens. Begge racer står dog til at uddø og tilsyneladende er der ikke nogen der bekymrer sig videre om det. Men en gammel bibliotekar, der vedligeholder hele den menneskelige civilisations forhistoriske kilder, bliver opsøgt af en rotte der overbeviser ham om, at det er en ondskabsfuld ydre trussel der er skyld i de to racers forfald, og at det kan stoppes ved at en gruppe på tre mennesker og tre rotter, drager til et sted kaldet Tierra Diablo, som så skal sprænges i luften med en kraftig bombe.
Denne gruppe bliver ledet af Kavan, der beskrives som den sidste levende kujon og en mand der lever af sin frygt. Rationalet skulle være, at pga. hans frygt er han den rette til ekspeditionen, fordi den holder ham i live og han er simpelthen for bange for ikke at gøre det. På den lange tur, der foregår til fods og til hest, møder de mange farer og mærkelige skabninger, som er resultatet af bizarre biologiske eksperimenter med mennesker. En for en bliver de dræbt på makaber vis, indtil kun Kavan står tilbage med mødet med bagmanden og kan få det hele forklaret.

Som helhed er bogen ikke noget videre at skrive noget interessant om. For det første føler jeg mig ikke helt overbevist om selve grundpræmissen, at total frygt skulle kunne vendes om til mod og heltegerninger på en sådan måde, men Kavan er da en veludviklet anti-helt. Det er egentlig også kun bogens start og slutning der er egentlig interessant, mens det øvrige bare bliver en masse fyld, bestående af endeløse beskrivelser af kampscener uden reelt indhold og diverse meningsløse samtaler med Kavan om hans frygt.

Horizon Storms

Horizon StormsDen tredje bog i Kevin J. Andersons The Saga of Seven Suns har gjort det umulige, ved at være endnu mere elendig end de to foregående bøger “Hidden Empire” og “A Forest of Stars”.

Krigen mod de uovervindelige Hydgrogues fortsætter og endnu flere problemer hober sig op. Man beslutter sig for at benytte en Klikiss Torch igen mod gasplaneterne og har tilsyneladende en vis succes med det. Men interne stridigheder opstår da Roamersene, der producerer brændstof til brug i rumskibe, afskærer al handel som reaktion på plyndring af et af deres ubevæbnede fragtskibe. Lederen af Hansa svarer igen med en endnu mere vanvittig offensiv, der består af plyndring og forsøg på massemord. Samtidig har Roamersene hjulpet de grønne præster på Threon med at opbygge deres byer igen efter et angreb fra Hydrogues, så den politiske situation er endnu mere tilspidset.
Udover det bliver gamle Klikissplaneter koloniseret i stor stil, da man har fundet deres netværk af ormehuller og ser det en mulighed til ikke at blive afhængig af brændstof fra Roamers. Men Roamersene er også ved at få et es i bagånden, da de får hjælp af en gammel fjende til Hydroguesene, en form for vandbaseret skabning kaldet wentals.
Hos Ildirans går alt heller ikke godt. Den nyudnævnte leder Jora’h skaber fornyelse ved at bryde med flere gamle traditioner, men hans bror Rusa’h går imod ham med en plan om at gøre sig selv til leder, og ved hjælp af et vanedannende stof får han en hel planets befolkning som sine tro følgere.
Klikiss robotterne viser nu deres fjendskab til både Ildirans og mennesker ved temmelig formålsløst at angribe forsvarsløse planeter. De er på en eller anden måde allierede med Hydgroguesene.

Problemerne med denne bog er som i de to foregående, men nu endnu værre fordi den også har mange af de problemer som de mellemste bøger i lange serier ofte har. Der sker reelt ikke noget de 638 sider. Det hele er blot videre eskalering af eksisterende konflikter og plots. Situationen tilspidses uden at der tilføjes noget rigtigt nyt. Og de få ting der sker har man kunne forudse længe. Der er total mangel på variation i fortællingen, hvor et enormt slag i rummet der er så voldsomt, at det får en sol til at gå ud, bliver beskrevet på ligeså få linjer og med samme ligegyldighed som en lille ting hvor en pige finder et nyt kæledyr på en ny koloniseret planet. En enkelt ting får dog den plads den fortjener, nemlig oprøret mod Ildirans leder Jora’h.

Men hele den politiske krigsgale linje som Hansa lederen fører i historien bliver mere og mere usmagelig, og jeg håber da at Anderson på et tidspunkt får det vendt til en eller anden form for modkritik, for ellers ved jeg ikke hvad det siger om hans ideologi hvis den form for militærdiktatur skal fremstilles som den eneste løsning.
Derudover så har Anderson nogle underlige kriterier for hvad der er litterær kvalitet, når han udelukkende med udgangspunkt i hans series længde sammenligner det med Krig og Fred i sit forord. Han har fået at vide af Dean Koontz a han skal tænke stort, hvilket han så har tolket som at lade en historie træde vande så længe som muligt.
Jeg må spørge mig selv endnu engang, hvorfor jeg åbenbart gider at blive ved.

Psykonauten – Mindre end 2

PsykonautenPatrick Leis er primært et navn jeg har set omtalt i horrorsammenhænge, men han har også skrevet science fiction. Blandt andet denne roman fra 2007 med et velkendt tema om en supercomputer der bliver lidt for intelligent og selvstændig.

Vi er en del år ude i fremtiden og Jorden har inddelt sig i tre politiske magtfaktorer – vesterlændinge, asiater og muslimer. De har flere gange bekriget hinanden og er derfor blevet enige om, at det må stoppes med en neutral uafhængig part der kan stoppe konflikter inden de eskalerer. Til dette skaber man en intelligent supercomputer, kaldet Neo, der er i stand til at overvåge stort set alt der foregår på kloden og slå ned på mulige aggressioner med en dødbringende laserstråle fra en satellit i kredsløb. Dette virker i 342 dage indtil Neo en dag begynder at sende uendelige rækker af primtal ud og den kryptiske besked: Jeg vil have Mængder. Den har tydeligvis opnået selverkendelse og mener nu, at den bør være enehersker over Jorden. Men hvordan stopper man et intelligent system der i stand til at spotte ethvert forsøg på sabotage?
Parallelt med den historie følger man også en gravid kvinde der er nødlandet på en mærkværdig planet, der ikke agerer så logisk som hun gerne ville, og hendes diskussioner med en mand om matematikkens eksistensberettigelse er ved at drive hende til vanviden. Sammenhængen mellem de to forløb kommer først til sidst.

Ideerne hos Leis er ikke dårlige, men ikke just nyskabende. De mange lommefilosofiske debatter om logik, eksistens og paradokser er tydeligt inspieret af Matrix-triologien og hele ideen med en intelligent supercomputer der truer med at udslette jorden, peger også hen på fx Terminator filmene. Alene navne som Neo og SKY-netværket siger jo dette. Det bliver bare aldrig meget mere interessant end de halvforvrøvlede samtaler jeg selv havde med mine venner efter vi havde set Matrix-filmene tilbage i 9. klasse, men bogen vil måske netop også være tiltalende for drenge i de sene teenageår. Jeg havde nok sat mere pris på dengang end nu.

Patrick Leis’ fortæller historien rimeligt og de to forskellige handlingsforløb fungerer faktisk godt. Der er mange moderne computertermer, som Leis benytter nogenlunde, selvom der er enkelte ting der bliver noget forvrøvlet. Jeg har fx svært ved at se det troværdige i, at en supercomputer der beskrives som mere avanceret end en kvantecomputer med organiske synaptiske kredsløb også er baseret på gammeldags magnetbaserede harddiske.
Leis ynder også at forklare læseren mere eller mindre alt. Særligt i starten er der lange minutiøse beskrivelser af verdens politiske tilstand og til sidst forsøges de mange paradokser og spørgsmål afdækket fuldt ud, fremfor at lade det komme til læseren af sig selv.
Men samlet set er bogen nu udmærket spændingsmættet underholdning over klassiske science fiction temaer.

Fanmarkshistorien

FanmarkshistorienI 1999 havde Science Fiction Cirklen 25 års jubilæum og til denne lejlighed udgav man bogen Fanmarkshistorien, skrevet af Niels Dalgaard, der gengiver den danske fandomshistorie fra starten af tresserne til slutningen af halvfemserne. Selvom jeg ikke på nogen måde har været en del af denne historie og heller ikke kender ret mange af de “medvirkende” personer, så har det været yderst interessant læsning, som jeg har slugt med en større iver end mange romaner.

Bogen starter med et kapitel om fandom generelt i resten af verden og den særlige jargon det har skabt. Så kan alle være med, men alligevel har biblioteksvæsenet fået noget galt et sted når de beskriver bogen med:

I anledningen af fanklubben Science Fiction Cirklens 25 år fortæller forfatteren om de danske science fiction fans kaldet fanzines og deres særlige verden.

Ja, vi er simpelthen “fanzines”. Efter denne indledning bliver der kort fortalt om den danske uorganiserede fandom inden SFC blev stiftet i 1974. Herefter er det hovedsageligt beretninger om SFCs aktiviteter der naturligt er i fokus, men også de ufatteligt mange fanzines der blev produceret i disse første år er godt omtalt, samt de forskellige lokale grupper der opstod, primært på Fyn. Mere end halvdelen af bogen omhandler hvad der skete i 70′erne, hvor fanaktiviterne og fanzineproduktionen var på sit højeste. Således er man på side 75 kun nået til omtalen af Fabula 80. Og eftersom at de følgende årtier mere producerede stadigt mere seriøse bogudgivelser og få men større fanzines end egentlige store kongresser og festivaler, er dette vel meget logisk.
Til sidst er der en række appendikser med oversigt over blandt andet fanzineudgivelser og hvem der har besat forskellige poster i SFC.

Mest af alt må fandom siges at have været en helt anden end i dag, men visse ligheder ser man da også. Den største forskel må nok være mængden af fans, særligt aktive fans. SFCs medlemstal i dag er jo kun en brøkdel af storhedstiden og antallet af fanzines kan i dag tælles på en hånd, mens der tydeligvis dumpede flere fanzines ind om ugen hos fans i slutningen af 70′erne. Alligevel er man jo vokset med alderen, så man i dag kan udgive rigtige bøger og tidsskrifter af professionel kvalitet, med langt færre mennesker involveret i processen. Dette skyldes uden tvivl den teknologiske udvikling. Jeg kan slet ikke forestille mig de utallige timer man må have brugt dengang på, at skrive fanzines og bøger ind på skrivemaskiner, rette det til, sætte layout og til sidst trykke det med sværteduplikatorer.
Omvendt er der også ting der virker meget velkendte. Debatten om hvorvidt SFC skulle beskæftige sig med andre genrer som fantasy og horror, og om Proxima blev for akademisk og for “u”fannisk, er jo velkendt. Førstnævnte førte jo til dannelsen af Fantastik i 2003. Ser jeg på i dag, må jeg nu være glad for at man holdt fast i fokus på litterær science fiction og et højt fagligt niveau i SFC. Især Fanmarkshistorien viser jo hvorfor en forening som SFC er vigtig, for hvis ikke de skulle have udgivet den, hvem i alverden ville så?

På side 32 skriver Dalgaard at det kan være svært for en udenforstående at forstå hvilken betydning udgivelsen af det første Proxima havde, da det var første gang at fans oplevede at genren kunne diskuteres og analyseres på et rimeligt niveau. Men selv 30 år efter, havde jeg samme oplevelse da jeg fik Proxima nr. 82 i hånden, som jeg havde bestilt som prøvenummer (på seneste bestyrelsesmøde fik jeg i øvrigt at vide, at jeg var den eneste der nogensinde har brugt dette tilbud. Forbløffende! Hermed en opfordring om at bestille et prøvenummer for kun 15kr).

Med en sådan historie der i den grad bygger på menneskers frivillige arbejdskraft, kan personlige fejder og angreb ikke undgås, og selvom Dalgaard dækker mange aspekter af forløbene, ligger han for så vidt ikke skjul på sin egen kritik af uheldige forløb. Enkelte af dem er jo det rene horror, som fx engang i starten af 80′erne hvor SFCs lager med tusindvis af bøger og blade, blev sendt til forbrændingen af en vred udlejer.
Som udenforstående kan de mange navneopremsninger være lidt forvirrende, men for det meste formår Dalgaard at beskrive historien så nytilkomne også forstår nogenlunde hvad der foregik. Så bogen er ikke nødvendigvis kun for en snæver kreds af indviede og som minimum synes jeg samtlige bestyrelsesmedlemmer i SFC bør læse den.

Til sidst skriver Dalgaard at han håber at der om 25 år (altså nu 16 år), bliver skrevet endnu en Fanmarkshistorie. Det burde jo få en til at være mere opmærksom på hvad man gør med kildemateriale i disse digitale tider, hvor indholdet af websider og e-mails jo er yderst flygtige, hvis man ikke tænker sig om. Det bliver næppe bunker af fanzines og breve man skal kigge igennem. Næste år har SFC jo således 35 års jubilæum, så måske der kunne være interesse for en opdatering af Fanmarkshistorien med perioden 1999 til 2009?