I Azur-læseklubben kommer der af og til bøger jeg ikke selv ville have fundet på at læse, hvor dette er en af dem, og havde måske også helst været foruden, men Helga Bergs dystopiske science fiction/fantasy tidsrejse historie udgivet på forlaget Facet i år, er nu alligevel et originalt unikt bidrag til den danske fantastiske litteratur.

Efter en ubestemt kaostid er verden gået tilbage til mere primitive livsformer i tæt samspil med naturen. Romanen følger et lille samfund i Dalien, hvor man lever fredeligt og solidarisk med hinanden og naturen. Men de lider af fertilitetsproblemer. Næsten ingen børn kommer til verden af naturlig vej, så man forsøger sig med kunstig befrugtning af gammel nedfrossen sæd, men selv det skaber ofte vanskabte eller dødfødte børn. Oveni det er der også problemer med høsten, så sultproblemer trænger sig også på.
I håb om at redde fremtiden, må en ung pige – Arina – rejse tilbage til nutidens København, for at finde et specielt barn – Dalia. Hun havner først på et børnehjem, men flygter efter kort tid og finder sammen med en gadedreng ved navn Chris. Sammen med ham oplever hun dagens Danmark og finder det meget besynderligt, og viser dermed forfatterens kommentar til vores samfund. Det er om noget en roman der ikke handler om fremtiden, men om nutiden.

Helga Berg skriver i jeg-formen gennem hele romanen, med skiftende vinkel fra Arinas mor Fry, der er den egentlige fortæller af historien, og Arina selv. Hun skriver et flot og følelsesladet sprog, som jeg i starten syntes ganske godt om, men efterhånden blev jeg simpelthen kørt træt. Når vinklen er hos Arina i nutidens København, sker alting meget hastigt – der handles og tænkes mindre, mens med Fry bliver det lange tankestrømme og utallige spørgsmål om hende selv og samfundet. Denne skildring skal naturligvis afspejle tempoet i de to forskellige tiders samfund, men Frys tanker fyldte simpelthen for meget i romanen som helhed.
Historien er også meget moderne i den forstand, at der leges med genrebrud, selvom grundlaget klart er science fiction. Dystopisk fremtid, fertilitetsproblemer som videnskabsmænd forsøger at løse og et rumfartsprojekt er blot nogle af elementerne i romanen, men selve tidsrejsen forklares ikke rigtigt, og folkene i Dalien, og især Arina, besidder særlige telepatiske kræfter. Efter min mening, bliver der blandet for meget “hokus-pokus” ind i en science fiction fortælling, er det blot fantasy, og Næsten ånder i mørket er lidt på kanten.

Målgruppen skal nok findes lidt udenfor de hårde science fiction læsere, men den bør nu roses for at være en rigtig “dansk” science fiction roman, der på ingen måde imiterer den amerikanske form.