Horizon Storms

Den tredje bog i Kevin J. Andersons The Saga of Seven Suns har gjort det umulige, ved at være endnu mere elendig end de to foregående bøger “Hidden Empire” og “A Forest of Stars”.

Krigen mod de uovervindelige Hydgrogues fortsætter og endnu flere problemer hober sig op. Man beslutter sig for at benytte en Klikiss Torch igen mod gasplaneterne og har tilsyneladende en vis succes med det. Men interne stridigheder opstår da Roamersene, der producerer brændstof til brug i rumskibe, afskærer al handel som reaktion på plyndring af et af deres ubevæbnede fragtskibe. Lederen af Hansa svarer igen med en endnu mere vanvittig offensiv, der består af plyndring og forsøg på massemord. Samtidig har Roamersene hjulpet de grønne præster på Threon med at opbygge deres byer igen efter et angreb fra Hydrogues, så den politiske situation er endnu mere tilspidset.
Udover det bliver gamle Klikissplaneter koloniseret i stor stil, da man har fundet deres netværk af ormehuller og ser det en mulighed til ikke at blive afhængig af brændstof fra Roamers. Men Roamersene er også ved at få et es i bagånden, da de får hjælp af en gammel fjende til Hydroguesene, en form for vandbaseret skabning kaldet wentals.
Hos Ildirans går alt heller ikke godt. Den nyudnævnte leder Jora’h skaber fornyelse ved at bryde med flere gamle traditioner, men hans bror Rusa’h går imod ham med en plan om at gøre sig selv til leder, og ved hjælp af et vanedannende stof får han en hel planets befolkning som sine tro følgere.
Klikiss robotterne viser nu deres fjendskab til både Ildirans og mennesker ved temmelig formålsløst at angribe forsvarsløse planeter. De er på en eller anden måde allierede med Hydgroguesene.

Problemerne med denne bog er som i de to foregående, men nu endnu værre fordi den også har mange af de problemer som de mellemste bøger i lange serier ofte har. Der sker reelt ikke noget de 638 sider. Det hele er blot videre eskalering af eksisterende konflikter og plots. Situationen tilspidses uden at der tilføjes noget rigtigt nyt. Og de få ting der sker har man kunne forudse længe. Der er total mangel på variation i fortællingen, hvor et enormt slag i rummet der er så voldsomt, at det får en sol til at gå ud, bliver beskrevet på ligeså få linjer og med samme ligegyldighed som en lille ting hvor en pige finder et nyt kæledyr på en ny koloniseret planet. En enkelt ting får dog den plads den fortjener, nemlig oprøret mod Ildirans leder Jora’h.

Men hele den politiske krigsgale linje som Hansa lederen fører i historien bliver mere og mere usmagelig, og jeg håber da at Anderson på et tidspunkt får det vendt til en eller anden form for modkritik, for ellers ved jeg ikke hvad det siger om hans ideologi hvis den form for militærdiktatur skal fremstilles som den eneste løsning.
Derudover så har Anderson nogle underlige kriterier for hvad der er litterær kvalitet, når han udelukkende med udgangspunkt i hans series længde sammenligner det med Krig og Fred i sit forord. Han har fået at vide af Dean Koontz a han skal tænke stort, hvilket han så har tolket som at lade en historie træde vande så længe som muligt.
Jeg må spørge mig selv endnu engang, hvorfor jeg åbenbart gider at blive ved.