Patrick Leis er primært et navn jeg har set omtalt i horrorsammenhænge, men han har også skrevet science fiction. Blandt andet denne roman fra 2007 med et velkendt tema om en supercomputer der bliver lidt for intelligent og selvstændig.

Vi er en del år ude i fremtiden og Jorden har inddelt sig i tre politiske magtfaktorer – vesterlændinge, asiater og muslimer. De har flere gange bekriget hinanden og er derfor blevet enige om, at det må stoppes med en neutral uafhængig part der kan stoppe konflikter inden de eskalerer. Til dette skaber man en intelligent supercomputer, kaldet Neo, der er i stand til at overvåge stort set alt der foregår på kloden og slå ned på mulige aggressioner med en dødbringende laserstråle fra en satellit i kredsløb. Dette virker i 342 dage indtil Neo en dag begynder at sende uendelige rækker af primtal ud og den kryptiske besked: Jeg vil have Mængder. Den har tydeligvis opnået selverkendelse og mener nu, at den bør være enehersker over Jorden. Men hvordan stopper man et intelligent system der i stand til at spotte ethvert forsøg på sabotage?
Parallelt med den historie følger man også en gravid kvinde der er nødlandet på en mærkværdig planet, der ikke agerer så logisk som hun gerne ville, og hendes diskussioner med en mand om matematikkens eksistensberettigelse er ved at drive hende til vanviden. Sammenhængen mellem de to forløb kommer først til sidst.

Ideerne hos Leis er ikke dårlige, men ikke just nyskabende. De mange lommefilosofiske debatter om logik, eksistens og paradokser er tydeligt inspieret af Matrix-triologien og hele ideen med en intelligent supercomputer der truer med at udslette jorden, peger også hen på fx Terminator filmene. Alene navne som Neo og SKY-netværket siger jo dette. Det bliver bare aldrig meget mere interessant end de halvforvrøvlede samtaler jeg selv havde med mine venner efter vi havde set Matrix-filmene tilbage i 9. klasse, men bogen vil måske netop også være tiltalende for drenge i de sene teenageår. Jeg havde nok sat mere pris på dengang end nu.

Patrick Leis’ fortæller historien rimeligt og de to forskellige handlingsforløb fungerer faktisk godt. Der er mange moderne computertermer, som Leis benytter nogenlunde, selvom der er enkelte ting der bliver noget forvrøvlet. Jeg har fx svært ved at se det troværdige i, at en supercomputer der beskrives som mere avanceret end en kvantecomputer med organiske synaptiske kredsløb også er baseret på gammeldags magnetbaserede harddiske.
Leis ynder også at forklare læseren mere eller mindre alt. Særligt i starten er der lange minutiøse beskrivelser af verdens politiske tilstand og til sidst forsøges de mange paradokser og spørgsmål afdækket fuldt ud, fremfor at lade det komme til læseren af sig selv.
Men samlet set er bogen nu udmærket spændingsmættet underholdning over klassiske science fiction temaer.