Interstellar sysctl

“Half Share” af Nathan Lowell er fortsættelsen til “Quarter Share”. Den kan downloades fra Podiobooks. Fortsættelsen er ikke ret meget anderledes. Samme “good-feel” plotløse rolige fortælling.

Ishmael er rykket et løntrin op og arbejder nu i “environmental”-sektionen. Han bliver bedre og bedre venner med resten af besætningen, tjener gode penge på sine private handler, opdager endnu en gang at han er meget klogere end han selv tror, da han ved en fejl kommer til at læse til en eksamen langt over hans niveau og alligevel kan bestå, og efter han har fået noget smart tøj sværmer kvinderne også ham.
Alt er fryd og gammen. Ingen dårlig stemning, ingen skænderier, ingen ulykker og intet science fiction. Hele historien om et geni der ikke forstår sig selv og rejser galaksen tyndt, kunne foregå hvor som helst. Der er ikke engang nogen interessante science fiction “gadgets” eller udtryk. Selv deres handelsvare er garnnøgler. Ordet “spaceship” kunne snildt udskiftet med “sea ship” og intet vil ændre sig. De planeter de besøger er ligeledes ualmindeligt ens.
Dette der kunne bære denne form frem, skulle være et forsøg på at give et realistisk bud på livet ombord på et fremtidens handelsrumskib, men den del af det er heller ikke troværdig. Jeg har svært ved at føle mig overbevist om, at alting vil gå så problemfrit. Ingen skænderier eller konflikter eller problemer overhovedet. Det kan ikke engang kaldes et utopisk syn på fremtiden, det er bare utroværdigt.

Alligevel lytter man til det. Det er især Nathan Lowells gode fortællestemme der gør den værd at lytte til, og så almindelig vanedannelse, som jeg kunne forestille mig man også får ved at se sæbe operaer på Kanal 4. Min anden undskyldning er at jeg lige har fået en ny mp3-afspiller, med otte gange så meget plads og den halve vægt, og Half Share har fungeret som tidsfordriv mens jeg har prøvet at finde en anden podcastroman at gå i gang med, og det er svært at finde en der fænger. Den bedste mand på den front, Scott Sigler, har gang i en horror-roman “Nocturnal”, men håber han da snart kommer i gang med fortsættelserne til enten “Infection” eller “Earthcore”.

I Azur-læseklubben kommer der af og til bøger jeg ikke selv ville have fundet på at læse, hvor dette er en af dem, og havde måske også helst været foruden, men Helga Bergs dystopiske science fiction/fantasy tidsrejse historie udgivet på forlaget Facet i år, er nu alligevel et originalt unikt bidrag til den danske fantastiske litteratur.

Efter en ubestemt kaostid er verden gået tilbage til mere primitive livsformer i tæt samspil med naturen. Romanen følger et lille samfund i Dalien, hvor man lever fredeligt og solidarisk med hinanden og naturen. Men de lider af fertilitetsproblemer. Næsten ingen børn kommer til verden af naturlig vej, så man forsøger sig med kunstig befrugtning af gammel nedfrossen sæd, men selv det skaber ofte vanskabte eller dødfødte børn. Oveni det er der også problemer med høsten, så sultproblemer trænger sig også på.
I håb om at redde fremtiden, må en ung pige – Arina – rejse tilbage til nutidens København, for at finde et specielt barn – Dalia. Hun havner først på et børnehjem, men flygter efter kort tid og finder sammen med en gadedreng ved navn Chris. Sammen med ham oplever hun dagens Danmark og finder det meget besynderligt, og viser dermed forfatterens kommentar til vores samfund. Det er om noget en roman der ikke handler om fremtiden, men om nutiden.

Helga Berg skriver i jeg-formen gennem hele romanen, med skiftende vinkel fra Arinas mor Fry, der er den egentlige fortæller af historien, og Arina selv. Hun skriver et flot og følelsesladet sprog, som jeg i starten syntes ganske godt om, men efterhånden blev jeg simpelthen kørt træt. Når vinklen er hos Arina i nutidens København, sker alting meget hastigt – der handles og tænkes mindre, mens med Fry bliver det lange tankestrømme og utallige spørgsmål om hende selv og samfundet. Denne skildring skal naturligvis afspejle tempoet i de to forskellige tiders samfund, men Frys tanker fyldte simpelthen for meget i romanen som helhed.
Historien er også meget moderne i den forstand, at der leges med genrebrud, selvom grundlaget klart er science fiction. Dystopisk fremtid, fertilitetsproblemer som videnskabsmænd forsøger at løse og et rumfartsprojekt er blot nogle af elementerne i romanen, men selve tidsrejsen forklares ikke rigtigt, og folkene i Dalien, og især Arina, besidder særlige telepatiske kræfter. Efter min mening, bliver der blandet for meget “hokus-pokus” ind i en science fiction fortælling, er det blot fantasy, og Næsten ånder i mørket er lidt på kanten.

Målgruppen skal nok findes lidt udenfor de hårde science fiction læsere, men den bør nu roses for at være en rigtig “dansk” science fiction roman, der på ingen måde imiterer den amerikanske form.

Den forbedrede trykkekvalitet af Himmelskibet fra nr. 15 er blevet permanent og nummeret har det sædvanlige indhold med tre noveller, et par artikler, et interview, to nekrologer (om Arthur C. Clarke og Ernest Gary Gygax) samt diverse nyheder og anmeldelser.

Thomas Strømsholt vender tilbage til et bibliotekstema, som i Himmelskibet nr. 11, med novellen Bibliotheca Phantasia. Igen omhandlende et bibliotek med fiktive bøger, som Necronomicon, Encyclopedia Galactica og The Gospel from Outer Space. Desværre har novellen intet at byde på som historie, og er ikke andet end en opremsning af en række fiktive værker.
Så er Teddy Vorks horrornovelle En helt forkert kiste noget bedre. Den handler om en bedemand der modtager et mobilopkald fra en kvinde han for nylig har fået begravet.
Manfred Christiansen har en spøjs ensides novelle, En uventet forfriskning, om en helt speciel tørstslukker.

Af artikler har Flemming R.P. Rasch en gennemgang af forskellige rollespilstyper samt et par videnskabelige indslag i Den fantastiske virkelighed, denne gang om kvantecomputere, LHC projektet i CERN og en omgang lommefilosofi om psykopater og fysiopater. Han efterspørger lidt feedback til Den fantastiske virkelighed, og til det vil jeg sige, at han burde holde sig til et videnskabeligt emne ad gangen og gemme lommefilosofien til en separat artikel.

Bladet indeholder også et interview med den nye fantasy/horror-forfatter Michael Kamp, der er aktuel med Bobs Saga. Kunne godt lide hans holdning til, at der intet er i vejen med rendyrket underholdning. En bog eller film behøver ikke altid være dybt filosofisk eller samfundskritisk. En god historie kan godt være nok.

I dag for hundrede år siden udkom en dansk fremtidskrigsroman med titlen Dommens Dag. Den blev trykt i adskillige oplag og vakte stor debat, og først mange år senere kom det frem at den var skrevet af Karl Larsen. Nu hundrede år senere har Science Fiction Cirklen genudgivet romanen med moderniseret retskrivning og efterord af Niels Dalgaard.

Den handler i al sin enkelhed om at Danmark på ingen tid bliver besat af Tyskland, som led i deres fortstående krig mod England. Og skylden bliver lagt på Danmarks slappe forsvarspolitik. Denne form med via fiktion at argumentere for, at hvis landet ikke opruster sit militær, så kommer tyskerne, har været brugt af andre af tidens fremtidskrigsforfattere, og det er selvsagt at Dommens Dag ikke har de store litterære kvaliteter, når det basalt er militærpolitisk argumentation forklædt som fiktion. Alligevel er den dog mere spændende at læse end lange militærstrategiske opremsninger ville være, da Karl Larsen trods alt er forfatter og ikke militærmand.
Der er ingen egentlig hovedpersoner, men derimod debatter og taler med danske politikere, hvor den danske neutralitetspolitik diskuteres, og samtaler mellem tyske officerer hvor de latterliggører Danmarks forsvar, og derigennem kommer med argumentionen for hvorfor Danmark bør opruste sig militært. Efter disse dele kommer den egentlige handling: besættelsen af København. Det sker mellem kl. 3 og 4 om natten, og det hele er overstået på kort tid uden tab af menneskeliv. Så slemt står det åbenbart til med byens forsvar.

Dommens Dag er nok mest interessant læst i en historisk kontekst, hvor de andre romaner i SFCs “serie” af gamle danske science fiction romaner, har mere at byde på litterært og hvad angår plot. Men Dalgaards efterord gør den alligevel til interessant læsning. Den rammer stadig et eller andet typisk “dansk”, med vores forsøg på en neutral forsvarspolitik og vores position som et lille land i en stor verden. Men der er også andre elementer end det militærpolitiske i romanen, herunder en satirisk kommentar til nyhedsformidlingen, hvor alle landets aviser rydder deres indhold for at skrive om en afdød digter, mens statens udenlandslån på 40 millioner kroner går næsten ubemærket hen. Det får en til at tænke på disse dage, hvor medierne forvirrer sig selv med om de skal fortælle om dansk deltagelse i melodigrandprixet eller om det royale bryllup, mens strejkekonflikten stadig ikke er kommet nogenvegne.
Dommens Dag er en lille sag på kun 90 sider og dermed mindre end selv et nummer af Proxima, og det bliver nok et særtilfælde at udgive sådan en tynd bog, men med en pris af kun 99kr og lidt under 80kr for medlemmer, er den værd at overveje.

Det er ikke meget man kan forvente sig af en film med titlen Evil Aliens, og det kan man heller ikke med denne britiske satiriske horror sci-fi komedie b-film. Den skal ikke tages alt for seriøst. Umiddelbart kom jeg til at tænke på Cradle of Fear da jeg så den, der ligeledes er en britisk b-films horror med overdrevne blodlige splatterscener, fjerderangsskuespil og ikke mindst Emily Booths kavalergang. Filmen tager pis på alle klichéerne omkring UFO-fanatikere, bortførelse af rumvæsener, korncirkler og ikke mindst de tåbelige underholdningsprogrammer der forsøger at “dokumentere” UFO-hændelser.

Filmen starter med at en UFO bortfører et ungt par der dyrker sex om natten i et øde landskab, med efterfølgende blodig anal-probe og omvendt kejsersnit med et rumvæsen i pigens mave. Et tv-hold fra en kanal der laver rekonstruktion af UFO-hændelser, får kontakt til pigen for at filme hendes historie. Men mod tv-holdets forventning, viser rumvæserne sig at eksistere og resten af filmen bliver en overdreven pastiche over zombiefilm, med den ene ulækre scene efter den anden. Filmen indeholder flere referencer til blandt andet Alien, X-files og Star Trek, men også horrorfilm som Jaws, Braindead og alverdens zombiefilm.

Jeg kunne godt lide selve ideen med at tage udgangspunkt i en såkaldt “dokumentar” om UFOer, med tilhørende rekonstruktioner af bizarre hændelser og ikke mindst en storbarmet vært i lak og læder. Det bliver bare aldrig rigtig sjovt. Den spiller på mange velkendte klichéer inden for mange områder, men det meste bliver blot latterligt overdrevne scener og man ryster mere på hovedet end man griner. Den fungerer nok bedre som en del af en filmaften med nogle venner og andre lignende splatterfilm.

Iain M. Banks anden roman i Culture-univseret er en noget anden størrelse end “Consider Phlebas”. For det første noget kortere, lettere at gå til, mere rolig og ligefrem handling, hvor hovedpersonen ikke er i livsfare på hver anden side.

Gurgeh er romanens hovedpersonen. Han er den bedste spiller i Culture-samfundet. Han mestrer ikke bare enkelte spil, men har en unik evne til at være blandt de bedste til mange forskellige spil. Alligevel keder han sig lidt, selvom han nyder livet, så da han hører fra Contact-divisionen, dem der tager kontakt til andre civilisationer i galaksen, at de gerne vil have han drager til the Empire of Azad i den anden ende af galaksen, for at spille det meget komplekse spil der udgør rygraden i deres samfund – Azad – bliver han interesseret.
Handlingen bliver således forventelig. Han lærer spillet på de to år rejsen tager, bliver taget godt imod som gæst, men det forventes ikke, at han kommer meget videre i de første indledende runder mod folk der har brugt hele deres liv på at mestre spillet. Men mod al forventning fra både ham selv og Azad-folket, overrasker han gang på gang og stryger helt til tops. The Empire of Azad er et meget anderledes samfund end the Culture og ved at sætte hovedpersonen Gurgeh i et uvant miljø, bliver de to samfundsformer sat op mod hinanden og giver dermed en god introduktion til hvad the Culture egentlig er for noget. Azad spillet er så betydningsfuldt for den civilisationen, at vinderen af spillet simpelthen bliver den regerende kejser. Imperiet er i modsætning til the Culture et hierakisk kapitalistisk samfund med diktaroisk ledelse, militant imperialisme og store sociale skel. The Culture er derimod et samfund uden ledelse og regler og uden nogen lider nød, hvor mennesker og maskiner lever i et nærmest symbiotisk fredeligt fællesskab.
Disse modsætninger skaber to spil i handlingen. Azad spillet, som er det eneste der optager Gurgeh, og det korrupte politiske spil der foregår rundt omkring ham. Da ledende positioner i imperiet fastlægges efter hvor godt man klarer sig i spillet, er udtagelserne til runderne selvfølgelig alt andet end tilfældige og der er alliancer mellem spillerne, der ellers skulle spille for sig selv.
Selve spillet bliver aldrig rigtig forklaret i dybden, men det beskrives som et slags strategisk krigsspil hvor hver spiller har nogle styrker, han kan angribe med og vinde territorier fra modspillerne. Store dele af romanen følger således Gurgehs fremfærd i spillet og hvordan han mere og mere lukker sig ind i spillets verden. Hans mange indtryk af sine modstandere og den overordnede progression i hans strategiske position. Der bliver altså ikke gået i detaljer med regler, hvilket nok også vil have ødelagt fortællingen. I stedet bliver beskrivelserne af selve spillet til tider nærmest helt poetisk, så man som læser helt glemmer verdenen udenfor, ligesom Gurgeh selv, der bliver helt opslugt af det.

Selvom handlingen som nævnt er forventelig, er den ikke forudsigelig og Banks har mange flere lag i plottet, end den ellers simple handling om en undervurderet spilmesters vej til sejr umiddelbart ligner. Jeg er specielt vild med Gurgehs følgesvend, robotten Flere-Imsaho, som forgæves prøver at få ham til at fatte hvad der foregår udenfor spillet. Banks skildrer intelligente robotter på en helt unik måde, hvor de ellers normalt enten er meget robot-agtige eller så menneskelige, at det kunne være lige meget at kalde dem robotter. Culture-robotterne har tilsyneladende alle de menneskelige følelser, særligt irritation og fornærmethed, men de virker ikke helt menneskelige alligevel. De går ofte inf i et slags “loop” af en endeløs talestrøm, uden at det giver mening. Og de kan være ligeså forskellige i sind og væremåde som mennesker. Men det er bare et af de mange lag Banks har pakket ind i denne “kun” 300 siders roman. Selvom Azad-imperiet virker ondt og barbarisk i forhold til det utopiske Culture, er intet entydigt.

På mange måder er The Player of Games nok en bedre og mere tilgængelig introduktion til Culture-universet, men Consider Phlebas bør altså også læses!

Knud Larn har taget initiativ til et nyt fælles blogprojekt kaldet ESSEF, der bliver hostet på SFCs webside. Her vil han selv og andre danske science fiction fans skrive om god litteratur fra mange vinkler. Det bliver spændende at følge med i!

Årets første nummer af Subspace bærer desværre meget præg af, at man er begyndt at søge dybt i afkrogene af Star Trek universet for at finde bare lidt at skrive om. Således er der flere artikler der omhandler skuespillere, som kun har været med i et enkelt eller få afsnit i en mindre rolle. Det er altså svært at finde videre interessant. Men for at nævne dem, så drejer det som James Darren, der dog har været med i 8 afsnit af Deep Space 9 som Vic Fontaine. Michael Dunn, der har medvirket i et enkelt afsnit fra The Original Series, William Windom der ligeledes har spillet med i et enkelt TOS-afsnit. Derudover en artikel der samler op på enkelte skuespillere der har vundet en Oscar for en anden rolle og også været med i noget Star Trek. Og i den anden ende, en historisk artikel om to piloter, Amelia Earheart og Fred Noonan, der “medvirker” i Voyager-afsnittet The 37’s. Man har forsøgt at sammenligne cardassianen Dr. Crelll Moset, fra Deep Space 9 serien, med nazilægen Dr. Josef Mengele. Det har sikkert været interessant at støve de mange oplysninger frem, men det er altså hamrende ligegyldigt og uinteressant for os andre. Ellers også går jeg bare ikke nok op i serien.

Blandt de gode ting der dog er i bladet, kan nævnes Thomas Skaarups lettere ironiske tilbageklik på krisen i trekkies.dk fra 2006, hvor den forhenværende bestyrelse uden forvarsel nedlagde foreningen. Ved at blande elementer fra Star Trek universet ind i det, bliver beretningen tilpas distanceret og uden personangreb, og han slutter af med spørgsmålet Hvad vil Picard gøre?, der også er titlen på artiklen, for ligesom at få folk til at tænke over det, næste gang de bryder ud i hård debat på mailinglisterne.
En anden af de gode tilbagevendende ting i bladet er Trekadoter. Denne gang har Henriette Fox Maule kigget på afsnittene Datalore (TNG) og His Way (DS9), og fundet interessante oplysninger frem om hvad der foregik bag kameraet, samt et par fejl i afsnittene. Jeg må dog lige rette en bemærkning til hendes udlægning af hvorfor Deanna Troi ikke er med i afsnittet Datalore. Hun mener hun er taget ud, fordi hun vil kunne gennemskue Lores onde hensigter med sine empatiske evner. Det holder jo ikke, for Data (og dermed også hans “bror” Lore), er androider og dermed duer Trois empatiske evner ikke. Der er så vidt jeg husker også et par afsnit, der direkte bygger på dette.
Den videnskabelige del skrevet af Bertil Dorch handler denne gang om antistof, der er drivkraften i warp-motorerne. Og mere relevant er der til sidst i bladet en gennemgang af den nye teaser til den kommende Star Trek film.

Nu da Iain M. Banks er æresgæst til Oslo SF Festival, måtte jeg hellere komme i gang med bøgerne fra hans meget roste Culture-serie. Consider Phlebas er fra 1987 og den første han skrev i serien. Allerede efter de første kapitler synes jeg, at det her var bragende godt! De kan altså noget med space opera på de britiske øer. Det er nok en af de mest heftige, voldlige, spændingsmættede space opera romaner jeg har læst, og bestemt også noget af det fedeste.

The Culture og Idiran-imperiet kæmper mod hinanden i en galakseomspændende kompromisløs krig. The Culture er et utopisk kommunistisk lignende samfund hvor intelligente maskiner og mennesker lever uden at mangle noget, bortset fra mening med tilværelsen. De har brug for at være til nytte og det kan en krig opfylde. De kæmper for deres ret til at eksistere, da Idirans angriber dem på et religiøst grundlag og havde håbet på en hurtig overgivelse, men the Culture viser sig at være mere hårdt kæmpende end antaget.
I denne konflikt følger romanen Horza. Han er en såkaldt Changer, hvilket gør ham i stand til at ændre udseende efter behov. Han arbejder for Idrian-imperiet, ikke fordi han støtter deres sag, men fordi de kæmper imod the Culture. Han får til opgave at hente et Culure Mind, en avanceret kunstig intelligens der styrer større rumskibe, der er strandet på en planet. En Culture agent sendes på jagt efter ham.
Horza må dog gå grueligt meget igennem før han bare kommer i nærheden af planeten hvor dette Mind befinder sig. Ved et tilfælde bliver han samlet op af nogle rumpirater, hvor han må kæmpe for sit liv mod en af besætningsmedlemmerne, for at få lov til at komme med. Han tager på nogle plyndringstogter med dem, hvor alting bare går galt. Han ender på en slags ringverdenen, ala. den i Larry Nivens “Ringworld”, hvor primitive kannibaler tager ham til fange og forsøger at ofre ham. Udover det, så skal denne ringverden destrueres som et led i krigen, så han har ikke meget tid til, at flygte og derefter finde og overmande kaptajnen af rumpiraterne, for til sidst at kunne tage til planeten hvor dette Mind befinder sig, hvor endnu større udfordringer venter.

Der er fart på fra start til slut. Hverken hovedpersonerne eller læseren får mange fredelige øjeblikke fra de mange tæsk og livsfarlige situationer. Banks skriver bragende godt, med en rammende humor ind i mellem, der aldrig virker malplaceret eller unaturlig. Hovedpersoner såvel som mindre karakterer er troværdige i deres handlinger, og forholdet mellem at lade ydre begivenheder og personernes valg styre handlingen, er ramt godt. Den har dog også sine problemer, særligt med store klumper af information midt i handlingen, men han klarer det nu stadig bedre end de fleste. Selvom den er spændende hele vejen igennem, er den nu også temmelig længe om at komme til sagen, så at sige. På en måde gør den det egentlig aldrig, for hvad der egentlig sker med selve krigen kommer først i et appendix efter slutningen, som kan få hele den lange kamp Horza har kæmpet, til at se helt meningsløs ud. I et interview forklarer Banks, at han skrev det sådan som et modsvar til den kliché inden for især space opera, hvor en enkelt helt kan ændre historiens gang, hvor pointen med Consider Phlebas og Horzas utrættelige opsathed på at gennemføre sin opgave, viser sig at være nyttesløs. Jeg tror ikke en amerikansk forfatter kunne have skrevet historien sådan.

Med en sådan debut, i hvert fald indenfor science fiction, fra Banks, kan jeg kun have høje forventinger til de følgende bøger i serien.

I et dystopisk England i en nær fremtid udspiller denne film fra 2005 sig. Landet ledes af et fascistisk religiøst parti, der gør brug af massiv overvågning, mediekontrol og strenge udgangsforbud. En maskeret mand der blot kalder sig V, sætter rag i det ved at sprænge et domhus i luften mens Tchaikovskys 1812 Overture spiller i gadernes mange højttalere. Uskyldige Evey bliver rodet ind i det af den mystiske, men ganske overbevisende V, som hun får et yderst specielt forhold til. Imens forsøger myndighederne at opspore V og forhindre hans proklamerede bombeangreb på parlamenetsbygningen, men da de to efterforskere graver i sagens fortid, ved de snart ikke hvad de skal tro om den regering de arbejder for. Noget tyder på at det var den der stod bag, og ikke terrorister, en dødelig virus der dræbte 100.000 mennesker. En begivenhed der gjorde at de fik magten, ved at stå for en hård kurs mod kritikere af samfundet og alternative mennesker, for at skabe et trygt samfund.

Filmen er blevet kritiseret fra flere kanter. Blandt andet for at forsvare terrorisme og sætte kristendom i et dårligt lys. Men hele handlingen og den dramatiske revolution skal nok ses mere symbolsk end egentlig realistisk. Handlingen vil ret åbenlyst for os til at tænke over det scenarie, hvor det er regeringer der står bag terrorangreb for at have en grund til at indføre deres anti-terroristiske politik der giver staten mere magt over borgerne. Konspirationsteorierne omkring 11 september er vel oplagte at tænke på her. Alan Moore, der har skrevet den tegneserie som filmen er bygget på, har i et interview givet udtryk for, at han ikke synes om denne amerikaniserede fordrejning. Hans historie handlede om anarki og fascisme i England!
Uanset hvad man vil ligge i filmens politiske overtoner og synlige symbolik, så er det ikke desto en fremragende film. Skuespillet og karakteropbygningen er glimrende, handlingen skrider let og medrivende frem, og filmens visuelle side er passende effektfuld, uden at være overdrevet.