Man skulle jo lige nå at læse noget af Norman Spinrad inden Fantasticon og det blev til denne kortroman fra 1974. Historien finder sted på et koloniseringsrumskib, ud af mange, hvor mennesker i århundrede har søgt efter en beboelig planet at bosætte sig på. Det ser bare ikke ud til der er nogen derude. Havene er fyldt med cyankalium og luften giftig. Alligevel lever de i håbet.
Potentielle planeter opdages af en gruppe kaldet “voidsuckers” og kursen lægges om til at undersøge planeten nærmere. Da kursen lægges mod en særlig interessant planet, tager historiens hovedperson, Jofe D´mahl – en mand der laver “sensoer” (en slags film der kan manipulere med alle sanser), ud til disse “voidsuckers” skibe for at lave den første sensofilm fra den nye planet. Det viser sig at vælte op og ned på alting.

Selve præmissen for historien med at der ikke er nogen beboelige planeter derude, er et forfriskende realistisk modsvar til de utallige space opera fortællinger hvor det tilsyneladende vrimler med planeter perfekte til mennesker. Men det lader ikke til at være Spinrads primære formål med historien. Det bliver derimod en mærkelig blanding af manipulation via disse “sensoer” og en omgang filosofisk eksistentialisme om mennesket og tomrummet. Tror jeg, for må indrømme de sidste sider blev noget abstrakte.
Kortromanformen på lidt over 100 sider passer perfekt til denne historie. Man bliver hurtigt grebet af Spinrads spændende sprog og det store omfang af en ellers mindre historie.