Interstellar sysctl

Denne animationsfilm fra 2006 er baseret på en Philip K. Dick historie af samme navn. Hvor de andre filmatiserede Dick historier primært er blevet til store action sci-fi produktioner, er A Scanner Darkly i en noget anden boldgade. Science fiction elementerne er ikke så fremtrædende og generelt er filmen nok mindre tilgængelig for det brede publikum.

Animationen er noget der kaldes “rotoscope-animation”, hvor optagelser af rigtige skuespillere er tegnet ind i animationen. Umiddelbart synes jeg det er temmelig grimt, men det giver da filmens stemning et passende syret tilsnit, og som man vænnede sig til stilen, trådte skuespillerne også stærkt igennem animationslaget.
Historien følger Bob Arctor, der går under kodenavnet Fred, der arbejder som undercoveragent i et narkomiljø hvor det stærkt vanedannende stof “substance D” sælges og bruges. Et stof der ved varig brug foresager fatale skader på hjernens forskellige centre. Når han skal tale med andre agenter, er han og de andre, iført en dragt der gør at hele deres figur skifter udseende hvert sekund, så agenterne ved ikke hvem hinanden egentlig er. Dette giver nogle plottwists undervejs, men jeg fangede ikke rigtigt ideen med at de skulle bruge de dragter. En dag bliver han sat til at overvåge sig selv, hvilket naturligvis både gør ham og seeren forvirret. Giver umiddelbart et par associationer til “Impostor”, der også havde forvikling af personer som tema.
I det hele taget kan jeg kun beskrive denne film som underlig på flere måder. Både den føromtalte specielle animationsstil og de mange totalt sorte samtaler personerne har, der mest af alt drejer sig om at de lider af enorm paranoia.

Philip K. Dick skulle efter sigende have skrevet bogen med afsæt i hans egne eksperimenter med stoffer, og lige inde rulleteksterne bliver den også dedikeret til en række navne på enten døde eller sindssyge personer. Udover en generel advarsel mod narko, har jeg svært ved at se hvad filmen egentlig vil fortælle seeren, men alle 90 minutter var gribende på en “hvad er det her dog for noget?”-måde.

Så gik søndagen søreme også med Fantasticon. Ankom som en af de første lidt over 10 og hjalp til med lidt stoleopsætning med en bæger kaffe i den ene hånd.

Kl. 11.00 kom Holger Bech Nielsen og holdt et foredrag om teorien for alting – random dynamics. En speciel oplevelse at høre ham, som både gjorde at man blev klogere og ufatteligt forvirret på samme tid.

Efter dette var jeg til auktion, som var ganske velbesøgt, og bøgerne og filmene kom ganske højt op, så for en gangs skyld kom jeg tomhændet derfra.

Så var der et interessant panel om børne- og ungdomslitteratur i de fantastiske genrer, og hvem kan være mere eksperter i dette end to velbelæste drenge. De blev akkompagneret af forfatterne Lise Bidstrup og Benni Bødker. Til det helt generelle spørgsmål, om hvorfor romaner der foregår i en form for fantasiverden er mere interessante, svarede de begge, at det var for at opleve en anden virkelighed end hverdagen. Socialrealisme har man nok af i forvejen, så det gider man da ikke også læse om. Det kan jeg jo kun være enig i. Det var ikke overraskende mest fantasy de læste, men det var ikke fordi de som sådan havde en forudfattet negativ holdning til science fiction, men de synes bare ikke de så ret meget af det på bibliotekerne og det der måske var, var temmelig gammelt og dermed ikke det mest indbydende. Hvilket også slog fast, at de begge primært for deres inspiration fra deres lokale bibliotek. De var ikke specielt opsøgende med at bestille bøger hjem fra andre biblioteker eller lignende.

Dagens højdepunkt var panelet om Arthur C. Clarke bestående af Stig W. Jørgensen, Niels Dalgaard, Klaus Æ. Mogensen og Norman Spinrad. Spinrad havde arbejdet sammen med Clarke tilbage i 60′erne og kunne fortælle nogle interessante ting vedrørende filmen 2001. Clarke ville egentlig gerne have haft en anden form for slutning. Ideen var at vise nogle meget smukke rumvæsener til sidst, men de kunne ikke få det til at se rigtigt ud, så det endte med noget andet. Alle i panelet var enige om, at det der bedst kendtegnede Clarkes forfatterskab var hans positive syn på fremtiden. Man kunne måske kalde det naivt i nogen henseender, men det var Clarkes drøm om fremtiden, uden at det blev utopisk eller politisk på den måde.

Jesper Rugård og Rasmus Wichmann havde arrangeret en quiz, hvor tre hold af ca. 4 personer deltog. Ganske gode og blandede spørgsmål, både inden for litteratur og film og “andet”, med rimelig sværhedsgrad og bredde. Holdet med Stig W. Jørgensen og Klaus Æ. Mogensen vandt.

Og angående NoFF, så blev der ingen afstemning, for man vil sende både mig og Rasmus Wichmann af sted til Olso SF Festival og jeg håber selvfølgelig folk vil donere lidt til formålet.

Så gik den lørdag med Fantasticon i Vanløse Kulturhus. Flotte store pæne lokaler, men det gav desværre det indtryk, at det så ud som om der var færre gæster end der egentlig var, da store åbne rum og lange lyse gange nemt kan se tomme ud. Men så var der masser af conhygge ude i det gode vejr på den åbne terrasse.

Jeg var til paneldebatten, der skulle handle om genrer og om meningen med disse. Det virkede meget dårligt forberedt, men Norman Spinrad og Erwin Neutzsky-Wullf fik da det startet fornuftigt i gang. De startede med den klassiske debat om, at science fiction ikke er rigtig godkendt litteratur af kritikerne, og at man helst ikke skal kalde sine bøger for science fiction, selvom de faktisk er det. Spinrad havde en interessant hypotese om hvordan e-bøgers kommende udbredelse, vil få stor betydning for genrene. De vil blive mere udvandede, for online boghandlere vil ikke være nødsagede til, at skulle placere en roman på en hylde med et bestemt prædikat, men kan sætte alle de tags som passer til bogen. Således at opdelinger som western, krimier, science fiction, romancer osv. bliver mindre firkantede, for en bog kan kategoriseres som det hele. Og det sker jo allerede i dag på alle online boghandelssider, hvor der også er referencer til hvilke andre bøger købere af denne bog også har købt osv. Erwin sluttede debatten med en mening om at specielt hard sf vil få det svært fremover, fordi det simpelthen er for svært for de fleste folk at forstå, grundet ringere videnskabelig forståelse. Mange ved ikke at fx rumkampsscener som i Star Wars rent videnskabeligt er noget sludder, var blandt andet en pointe.

Senere hørte jeg Klaus Æ. Mogensen fortælle om fremtidsforskning og hvordan det relaterer til science ficiton. Klaus arbejder til daglig i Instituttet for fremtidsforskning og kunne fortælle om deres arbejdsform. Fremtidsforskning skal først og fremmest være troværdigt og bliver dermed oftest også omhandlende nærfremtid, da det er ofte virksomheder eller brancheforeninger der beder om forskning indenfor hvordan deres felt vil udvikle sig de kommende år. Dermed kommer fremtidsforskning også til at grave dybere i nogle meget specifikke ting og andre dele af samfundsudviklingen, end det som normalt danner rammen for en science fiction fortælling, som jo også skal have et spændende plot. En prognose for fremtiden for en bestemt industris muligheder i østen de næste årtier er sjældent grundlaget en science fiction fortælling.

Til sidst så jeg interviewet med Erwin Neutzsky-Wullf, som mest omhandlede hans arbejdsmetoder og mindre om indholdet af hans værker. Det overraskede mig blandt andet at høre, at Erwin skrev sine romaner ved at have hele værket i hovedet og så skal den blot skrives ned, uden at han foretager nævneværdige ændringer undervejs. Mens ofte fra andre forfattere hører man, at de gennemgår en mere iterativ proces, hvor de ikke nødvendigvis ved præcist hvordan romanen skal ende når de i gang. Efter Erwins opfattelse kan der kun komme bras ud af den måde at skrive på.

I morgen planlægger jeg at høre Holger Bech Nielsen, som lige er kommet på programmet, paneldebatten om Arthur C. Clarke, paneldebatten om fantastisk børne/ungdoms-litteratur og selvfølgelig prøve lykken til auktionen.

“Second Foundation” er den sidste bog i Asimovs oprindelige Foundation-trilogi. Og hvor jeg har været lidt tilbageholden med min begejstring til de to foregående, så løfter denne sig markant over dem og gør det det hele værd.

Udgangspunktet er ganske enkelt den intensive søgen efter “the Second Foundation”, første del med The Mule og anden del med “the Foundationers”, som er den mest interessante. The Mule er død af alderdom, men resterne af hans store imperium truer stadig “the Foundation”, men søgen efter “the Second Foundation” fortsætter. Den skulle være i “the other end of the galaxy”, men hvor er den anden ende af en ellipseformet galakse? En interessant person introduceres i historien, Arkady Darell, en kvik 14 årig pige, der overhører hendes fars planer om at finde “the Second Foundation” og tager selv af sted. Hun ender med at spille en stor rolle, større end hun selv er klar over. Hun er en rigtig velskrevet pigehelt og vel egentlig et ganske tidligt eksempel på en sådanne i science fiction litteraturen.

Ved de to andre bøger har jeg kritiseret de alenlange samtaler der blot omtaler begivenhedernes gang. Dette er der langt mindre af i Second Foundation. Nu sker der en hel masse her og nu, hvilket gør det hele både mere spændrende og mindre forudsigeligt. Igen, slutningen gør klart det hele værd.

Man kan undre sig over at jeg først nu er gået i gang med fortsættelserne til den første “Foundation”, men så spændende var den heller ikke, men Foundation and Empire greb mig dog noget mere.

Vi er nu adskillige hundrede år senere end den første Foundation og imperiet er godt på vej til at falde sammen, som forudsagt af Hari Seldon. I første del, kaldet The General, følger man generalen Bel Riose og hans forsøg på at angribe “the Foundation”, som nu har etableret sig ganske solidt i en række systemer. Men kejseren af imperiet føler sig truet af den meget dygtige general og får ham henrettet. Dermed blev Hari Seldons psykohistoriske teori bevist. En stærk general fra imperiet vil aldrig kunne få lov til at true “the Foundation”, fordi imperiets kejser ikke vil miste sin magt. Men psykohistorien kunne ikke forudsige at et enkelt individ kunne gøre en forskel, da hele videnskaben kun bygger på generelle tendenser i menneskets historie, hvor enkeltpersoner anses som ligegyldige. Derfor kunne Hari Seldon ikke forudsige The Mule, der udgør bogens anden del. The Mule er en mutant med en slags telepatiske kræfter der gør, at han kan kontrollere andre menneskers følelser. Det er jo yderst effektivt hvis man vil overtage magten over en planet og The Mule får snart magten over det meste af galaksen. Der går dog rygter om at Hari Seldon også oprettede en Second Foundation i den anden ende af galaksen, og den søger en gruppe Foundationers og The Mule at finde koordinaterne til.

Som nævnt var denne mere spændende end Foundation, men jeg synes stadig det er trættende, at historien næsten hele vejen igennem er bygget op af endeløse samtaler (omend ganske velskrevne), hvor verdens gang omtales. Vi ser ikke tingene sket, men kun omtalt. Alt sker dermed i datid. Ligeledes savner jeg noget dybde og noget mere håndgribeligt omkring særligt imperiet. Man får bare at vide at det engang var magtfuld og nu er på vej tilbage, men intet om hvordan eller hvorfor det sker. Ikke noget der giver en fornemmelse af hvad dette imperium egentlig er og hvordan det fungerer. Men jeg er straks gået i gang med Second Foundation, for det er da godt nok noget af en åben slutning her!

I forbindelse med at Norman Spinrad gæster Danmark til Fantasticon, så har SFC udgivet to længere oversatte noveller og en kortroman i denne bog med det prægtige omslag – igen af David Hardy. De tre historier er vidt forskellige og fra forskellige tider, men alle viser de Spinrads evne til at skrive gode science fiction historier med nutidige politiske relevante pointer.

Derudad, fra 1964, er en historie der vitterlig går hastigt derudad. Derudad er navnet på et handelsrumskib under ledelse af Peter Reed. Der eksisterer ikke en teknologi til overlyshastighed, så handel tager århundrede og besætningen fryser sig selv ned det under rejserne mellem stjernerne. Reed handler dog primært med viden som han kan sælge til de planeter de besøger, så han bliver interesseret i at lave en handel med en kraftfeltsteknologi hvor han modtager en videnskabsmand som betaling. Manden er jaget af en militærflåde fra Jorden, så Reed konkluderer at der må være værdifuld viden i ham. Det viser sig at videnskabsmanden arbejder på nogle matematiske teorier der skulle gøre hyperfart muligt. En teknologi der ville kunne sælges for astronomiske summer. Men først skal Reed ordne den flåde fra Jorden der jagter videnskabsmanden.
Selvom historien faktisk forløber over adskillige årtier, så bliver den fortalt som skete det på ganske få dage. Dermed fanger Spinrad jo glimrende den markante anden tilgang til tid der vil eksistere i rumrejser uden overlyshastighed og hvor besætninger går i dvale i årtier, og det virker nu ganske godt, selvom det kan få det hele til at se lidt for let ud.

I Kontinentet der gik tabt, fra 1970, bliver man taget på guidet rundvisning i ruinerne af det gamle New York. 200 år ude i fremtiden ligger det meste af USA i ruiner og atmosfæren er så forurenet, at der kræves luftfiltre og lufttætte briller for at kunne opholde sig der. Og selv med dette dør alle amerikanere af lungekræft i en alder af 50 år. I denne verden er Afrika blevet Jordens centrum for en veludviklet civilisation (Europa nævnes ikke) og det er således afrikanske turister der er på denne rundvisning. Blandt dem er blandt andre en professor der forsker i Rumalderens historie, Amerikas storhedstid, og en stærkt racistisk amero-afrikaner, en sort mand hvis forfædre blev fordrevet fra USA, der udelukkende er med på rundvisningen for at hovere over den elendige tilstand af den hvide mands civilisation.
Spinrad fortæller historien ved at skifte mellem jeg-fortællere med henholdsvis professoren og den indfødte amerikanerguide. Det fungerer glimrende og som læser føler man virkelig man er med på denne rundvisning. Det er de to menneskers oplevelse og indre tanker om de ruiner de ser, der danner fokus for fortællingen. samt hvordan de hver især forsøger at håndtere deres stigende vrede mod den hoverende racist.

Deus X er en kortroman der fylder halvdelen af bogen og er fra 1993. Her går Spinrad helt andre veje, da historien udforsker grænselandet mellem sjælens liv og død, set fra den katolske kirkes perspektiv. Han har også bevæget sig over i hvad man måske kan kalde en mere “litterær” retning end de to noveller. Det er blevet muligt at uploade sin bevidsthed til et digitalt net i denne fremtidsverden plaget af miljøkatastrofer, men disse entiteter har ikke opnået samme rettigheder som levende mennesker. Navnlig vil kirken ikke anerkende dem som noget der har en sjæl. For at afgøre dette endeligt, bliver en præst – der har været den skarpeste kritiker af fænomenet – overtalt til selv at foretage processen og skulle dermed kunne argumentere fra Den anden side, at han ingen sjæl har som denne entitet. Ved et indbrud i Vatikanets computer systemer bliver entiteten dog stjålet og privatdetektiven Philippe sættes på opgaven.
Også her skifter jeg-fortælleren mellem de to hovedpersoner, præsten og detektiven. Igen ganske gennemført, der med vidt forskelligt sprog tegner karaktererne. Læseren trækkes igennem et utal af tautologiske argumenter for og imod sjælens eksistens. Lige til at blive ør i hovedet af. Spørgsmålet om evigt liv for bevidstheden i elektroniske kredsløb, er et tema der sniger sig ind i mange noveller og romaner i nyere science fiction, men Spinrad gør det her meget mere direkte med store religiøse armbevægelser. Lidt for store til min smag må jeg sige.

Oversættelserne er veludførte og specielt Kontinentet der gik tabt bærer næsten ikke præg af at være en oversættelse. Der er selvfølgelig et par af de uundgåelige problemer med oversættelser af nogle af de selvopfundne science fiction begreber, særligt i Deus X, men for det meste lykkedes det at få den rette betydning frem.

Spinrad vil som sagt være til stede til Fantasticon om en lille uges tid og bogen her vil selvfølgelig være til salg.

Så er der godt en uge til Fantasticon 2008 der finder sted i pæne nye lokaler i Vanløse Kulturhus (lige ved Vanløse st.) d. 26 og 27 april. Programmet ser ganske fornuftigt ud, med interessante paneldebatter om blandt andet Arthur C. Clarke, genrens fremtid og europæisk fantastisk litteratur. Klaus Æ. Mogensen fortæller om fremtidsforskning, æresgæsterne Norman Spinrad og Erwin Neutzsky-Wullf skal selvfølgelig interviewes og så er der jo også en auktion, quiz og en lang række film. Ser ud til der bliver noget at gå til hele tiden.

Vinderen af NoFF, en fond med det formål hvert år at samle penge ind til at en nordisk fan kan rejse til en con i et andet nordisk land, bliver også kåret til Fantasticon, og jeg har rodet mig ud i at stille op som kandidat! Turen kommer til at gå til Olso SF Festival med Iain M. Banks som æresgæst. Så husk at giv et bidrag :-)

Denne Star Trek: TNG bog af Diane Duane handler om en gigantisk planet med warpdrive der bogstaveligt talt lever af at suge intelligens ud af folk. Historien er spækket med technobabble og Data spiller en central rolle. Meget tiltalende for undertegnede.

Langt ude i udkanten af galaksen hvor Keplers supernova eksploderede, må Enterprise og to andre stjernenskibe drage til, for at undersøge årsagen til en række mystiske forsvindinger af skibe og hele kolonier. De finder et koloniskib hvor alle ombord er blevet effektivt hjernedøde, hvor kun de mest basale kropsfunktioner fungerer. De finder frem til denne enorme kunstige planet med warpdrive som er skyld i det hele. Som sædvanlig kommer Picards moral på prøve. Han er jo ikke meget for bare at dræbe nyopdagede livsformer, men Dr. Crusher, som bliver psykisk hårdt ramt af at skulle passe disse intelligensløse menneskekroppe, insisterer kraftigt på at der ikke kan være nogen mellemvej. De to andre kaptajner på de andre skibe er enige. Men da planeten, som de døber Intellivore efter en Romulansk myte, jo lever af at suge intelligens ud af folk, er Data den eneste mulighed for at komme tæt nok på.

Det jeg synes en Star Trek bog skal vurderes på, er selvfølgelig at den er underholdende og tilpas spændende, men også at man fortæller en historie der ikke vil fungere som et tv-afsnit og som bidrager med noget nyt til seriens univers og dets personer. Intellivore opfylder fint begge dele. Det er en rigtig “pageturner” der leverer varen som man forventer og specielt hele det taktiske samarbejde mellem de tre stjerneskibe fungerer godt, og er i et omfang der ikke er set i serien, hvor det somregel er Enterprise der går enegang. Sidste del af bogen er bogstaveligt talt et kig ind i “the internal circuits of Data”, da han kobler sig direkte til skibets systemer og opdager helt nye sider af sig selv.
Man kan jo ikke forvente dyb litteratur af en Star Trek roman, men man får hvad man forventer. En effektiv og spændende historie.

Tin Soldier er en kortroman af Joan D. Vinge (der vist har været gift med Vernor Vinge) fra 1974 og udgør den anden del af Tor SF Double nummeret med Norman Spinrads “Riding The Torch”. Den er også udkommet på dansk med titlen Tinsoldaten. Det er en ganske enkel og ligetil kærlighedshistorie med temaet “”Can human love survive the distance between the stars?”", som der står på coveret.

Historien følger Maris og Brandy. Maris driver en bar og han har fået skiftet store dele af sin krop ud med syntetiske erstatninger, hvilket gør at han næsten ikke ældes. Han møder “spaceren” Brandy, en kvinde der arbejder på et rumskib. De indgår en form for forhold, men da mænd ikke må være på rumskibe (det anses som ulykkelesbringende), er det selvfølgelig ikke nemt. Mere plot er der som sådan ikke i det, men det er stadig en god sød lille historie, der bruger science fiction elementerne som en central del af historien, så det ikke bare ligeså vel kunne være en historie om fx søfarende.

Man skulle jo lige nå at læse noget af Norman Spinrad inden Fantasticon og det blev til denne kortroman fra 1974. Historien finder sted på et koloniseringsrumskib, ud af mange, hvor mennesker i århundrede har søgt efter en beboelig planet at bosætte sig på. Det ser bare ikke ud til der er nogen derude. Havene er fyldt med cyankalium og luften giftig. Alligevel lever de i håbet.
Potentielle planeter opdages af en gruppe kaldet “voidsuckers” og kursen lægges om til at undersøge planeten nærmere. Da kursen lægges mod en særlig interessant planet, tager historiens hovedperson, Jofe D´mahl – en mand der laver “sensoer” (en slags film der kan manipulere med alle sanser), ud til disse “voidsuckers” skibe for at lave den første sensofilm fra den nye planet. Det viser sig at vælte op og ned på alting.

Selve præmissen for historien med at der ikke er nogen beboelige planeter derude, er et forfriskende realistisk modsvar til de utallige space opera fortællinger hvor det tilsyneladende vrimler med planeter perfekte til mennesker. Men det lader ikke til at være Spinrads primære formål med historien. Det bliver derimod en mærkelig blanding af manipulation via disse “sensoer” og en omgang filosofisk eksistentialisme om mennesket og tomrummet. Tror jeg, for må indrømme de sidste sider blev noget abstrakte.
Kortromanformen på lidt over 100 sider passer perfekt til denne historie. Man bliver hurtigt grebet af Spinrads spændende sprog og det store omfang af en ellers mindre historie.