Af science fiction klassikere der også nævnes udenfor genremiljøet, er Aldous Huxleys Brave New World fra 1932 en af dem der fremhæves meget. Den fortæller om et utopisk eller dystopisk (afhængig af vinklen man tager) samfund i en fremtid hvor alle strukturer, befolkningstilvækst, arbejdsdeling og lykke er kontrolleret ned til mindste detalje.

Året er sat til 632 A.F (en tidsregning fastsat efter året hvor bilen Ford Model T blev sendt på gaden) og folk er lykkelige. Befolkningen består af fem grupper der alle er “dyrket” til bestemte opgaver i samfundet og er lykkelige for hvem de er. Der Alphas, Betas, Gammas, Deltas, og Epsilons, hvor Alphas er de højest rangerede og så dernedefter. Børn fødes ikke af naturlig vej, traditionel religion eksisterer ikke og alle lever “lykkeligt” sammen i en forbrugsfest af især sex og stoffet “soma” (en form for lykkebringende middel). Der er dog stadig reservater uden for storbyen hvor folk stadig lever “normalt”. De kaldes “savages” og dem møder den lettere specielle Alpha, Bernard Marx, på en tur ud til reservatet for at imponere en pige. Han ender med at tage en af disse “savages” med tilbage og opnår enorm stjernestatus på dette. På den måde bliver samfundets opbygning og værdier sat op imod den form vi kender.

Jeg blev positivt overrasket over denne ellers 75 år gamle roman. Havde lidt forventet et tungt svært tilgængeligt kedeligt værk, men den var nu ganske fornøjelig og morsom med de bizarre forbrugsidealer og de åbenlyse satiriske henvisninger til kendte historiske navne som Lenin, Marx, Trotsky og Napoleon. Og selvfølgelig også interessant for at være på forkant med ideer om kloning og gensplejsning, og i det hele taget det at skabe lykkelige samfund via kontrol og manipulation. Jeg foretrækker klart den måde nyere værker inddrager disse ideer på, ved fx at have en enkelt planet i et større univers der er indrettet sådan, men man skal jo også have med hvor det hele startede.
Så stadig god læsning, og ikke kun for dens historiske vigtighed.