A Forest of Stars

Den anden bog i Kevin J. Andersons The Saga of Seven Suns fortsætter handlingen 5 år efter “Hidden Empire. Den har stadig mange af de problemer jeg omtalte ved Hidden Empire, men den er dog forbedret en smule på en række punkter. Krigen forværres og flere ukendte væsener blander sig, og konflikten går langt længere tilbage og mennesket er blot en ubetydelig brik i det store spil. Indtil videre.

Uden mulighed for at få brændstof fra gasplaneter er både mennesker og Ildrians stærkt svækket. Al handel er effektivt gået i stå. Millioner af folk sulter på planeter der ikke kan være selvforsynende, og de stadig uovervindelige Hydrogues fortsætter deres morderiske hærgen mod tilsyneladende helt tilfældige planeter. Drastiske midler må tages i brug. Fraktioner indgår nye alliancer ved at lade parter fra ledende familier gifte sig, og især kongen går i charmeoffensiv for at få flere til at melde sig til militæret og der indføres forbud mod at føde flere børn for at undgå sulteproblemer. Man har også fået mulighed for at undersøge en Klikiss robot nærmere og har med den viden kunne skabe en hel hær af intelligente robotter til brug i krigen. Rumvæsenerne Ildirans har deres egen hemmelige plan der skal sikre deres overlevelse mod truslen fra Hydroguesene, der involverer parring mellem mennesker og Ildirans.

Det er som sagt blevet lidt bedre. Anderson har flere kapitler i den bedre ende, men dog stadig ødelagt af alt for korte kapitler der dræber en god flydende rytme i fortællingen, og centrale handlingsforløb bliver der stadig skøjtet hastigt henover. Det helt store problem er stadig at læseren ikke får mulighed for at tænke selv og ingen afsløringer i handlingen er overraskende. Der er intet ekstra at læse mellem linjerne og diverse afslørende plothemmeligheder er gennemskuelige længe inden hovedpersonerne opdager det samme, hvor det så skæres ud i pap endnu en gang. Der er bare ikke mere at komme efter, udover det der er trykt sort på hvidt.

Ydermere, selv efter nu to bind på 700 sider, er der stadig ikke den store karakterdybde eller nogen detaljeret beskrivelse af det fiktive univers. Jeg tror simpelthen grunden er, at Anderson primært har erfaring med at skrive romaner i etablerede universer med veludviklede personer som fx Star Wars eller X-Files, hvor en god historie kan bære det alene. Det er jo bare ikke nok her.

Selvom de teknologiske og videnskabelige aspekter for det meste er holdbare rent teoretisk, er de stadig ikke troværdige. Jeg har stadig ikke nogen rimelig ide om det generelle teknologiniveau og de nye ting man hører om, dukker bare op lige til lejligheden. Fx hørte man om en levatationsmaskine da nogen skulle frem et ufremkommeligt sted, uden at have set antydningen af at en sådan avanceret form for teknologi eksisterede. Ligeledes mangler der totalt en kobling til vores nutidige verden. Ting som Internettet, nanoteknologi eller kloning ser man intet til, hvilket uden forklaring ikke virker troværdigt skulle være uden betydning for verden om 200 år. Det er heller ikke troværdigt at man uden videre kan skille en avanceret fremmed robot ad, og så på nærmest ingen tid tage den teknologi i brug til egne krigsrobotter. Samme med de samfundsmæssige forhold, hvor man intet hører om en bare nogenlunde kritisk presse eller til hvordan den almindelige mand eller kvinde oplever krigen. De er blot degraderet til en tabloidpresse der sender fra det kongelige bryllup og en befolkning der lader sig manipulere fuldt ud. Og politiske problemer løses ved at man arrangerer giftemål (helt ærligt)! Andersons fantasi strækker ikke længere end til ideer der har været kendt fra science fiction i over et halvt århundrede. Egentlig kunne værket meget vel, bortset fra dets latterlige sideantal, snildt være skrevet i 50′erne. Det havde nok gjort synet på forfatteren bedre.

Men plottet holder nu stadig og er til at finde rundt i, omend det er forudsigeligt et langt stykke af vejen. Selvom de er banale, så har introduktionen af et par kærlighedshistorier højnet læseglæden en del. Nu er der faktisk nogle personer at holde af, som virker betydningsfulde og selvstændige. Der er stadig mange hemmeligheder omkring de mange racer, Klikiss robotterne og deres uddøde skabere, Ildirans og deres tusind år lange historie, de stadig fascinerende og truende Hydrogues, og nu også flere endnu mere mystiske racer (ild- og vandskabninger). Som nævnt, handler konflikten om noget helt andet end at mennesker ved et “uheld” kom til at ødelægge en gasplanet. Sådanne ideer om gigantiske interstellare krige der varer tusinder af år, er hverken ny eller overraskende, men for underholdningens skyld i letspiselig version, går det nu nok. Jeg vil næsten anbefale folk der vil prøve, at starte med dette bind og blot læse resuméet af første i bog i starten. Der er ikke meget (godt) man går glip af.