“Non-Stop” er Brian W. Aldiss’ første roman fra 1958, som er bogen for marts i Azur.
Man følger Roy Complain der lever i en slags primitiv jungle-”verden” og drager en dag sammen med en mindre gruppe væk fra sin hjemstamme og finder andre små samfund og opdager langsomt, at den “verden” de kender gemmer på mange hemmeligheder. Læseren og hovedpersonerne kommer langsomt til den erkendelse, at de er ombord på et stort rumskib, der for mange generationer siden blev sendt mod en fjern stjerne for at kunne kolonisere den. Men over de mange generationer er viden og formål gået tabt, og de er dermed endt som små primitive samfund der lever i skibets gange og korridorer.
Måske er det lidt ødelæggende at man fra starten ved at det er et rumskib de er på, fordi værket er omtalt og refereret til så mange steder, men vejen dertil og særligt de sidste par twists var nu spændende nok. Alligevel fandt jeg bogen generelt kedelig og langtrukken, hvor det først var i den sidste del, The Big Something, at jeg blev bare lidt grebet. For selvom den med 250 sider ikke er nogen lang roman, forekom den meget langsommelig. Formen minder en del om de 50′er-noveller jeg har læst, hvor læseren får små hints undervejs og historien ender med en stor afsløring der sætter tankerne i gang. Derfor tror jeg at jeg bedre havde kunne fordøje denne ide i en kortromans format, for den har for lidt som roman at byde på. Den mangler især den persondybde som en roman gerne skulle give, for selvom man følger Roy Complain gennem hele bogen, kan man ikke rigtigt tegne nogen meningsfuld personkarakteristik af ham, hvilket i sær gør det lidt utroværdigt, at han hen imod slutningen så relativt nemt og hurtigt forstår og accepterer sin skæbne. Er man vokset op i et junglesamfund og kender ikke til meget andet, så har jeg svært ved at tro på, at man umiddelbart kan forstå koncepter som rumrejser og kolonisering.
Jeg kunne nu godt lide den, men tror også jeg læste den da jeg var en 12-14 år gammel. Din beskrivelse giver indtryk af at den nok ikke er ældet yndefuldt.
Ja man siger jo at den gyldne alder for science fiction er 12 år, men da jeg begyndte mere seriøst på at læse genren som noget ældre, har de kendte klassikere måske ikke samme gennemslagskraft som de har haft hos andre.
aldiss fortalte engang, at han skrev bogen inspireret af bl.a. ‘lord of the flies’ og med blikket rettet mod den engelske grundskole… det er en sf-roman i en ret traditionel litterær fremstilling og historien kan jo heller ikke siges at være original, men ved ikke at skrive en hæsblæsende action-historie, rammer aldiss måske en anden gruppe af læsere..? i mine øjne er romanen stadig en klassiker i den forstand, at den var med til at udvikle genren og læserskaren… og så synes jeg du misser den pointe, at hovedpersonen ikke er vokset op i et traditionelt junglesamfund, men i en kunstig jungle og derfor heller ikke ender som en tarzan-klon…
Klaus: Jeg har da ikke nævnt noget om noget i retning af Tarzan? Pointen var blot at det er lidt utroværdigt at man skulle have så nemt ved at forstå et koncept som en rumrejse fra en planet til en anden, hvis man har levet på den måde.
det ved jeg godt – jeg lod bare tankerne vandre (jeg har ikke et eksemplar stående…) – det jeg mener, er nok noget i retning af, at englænderne har en tradition for den slags historier (fra ballantine til golding m.fl.) – mht. slutningen (som jeg ikke rigtigt kan huske, men den står åben, ikke?): er skibet vendt tilbage til parkeringskredsløb om jorden, eller er det et nedrigt eksperiment for at se hvordan folk reagerer under de givne omstændigheder… det ender nok med, at jeg må grave et eksemplar frem og få den genlæst…