Interstellar sysctl

Science fiction forfatteren Arthur C. Clarke døde i går i sit hjem på Sri Lanka. Han blev 90 år. Link til nyhed.

Af science fiction klassikere der også nævnes udenfor genremiljøet, er Aldous Huxleys Brave New World fra 1932 en af dem der fremhæves meget. Den fortæller om et utopisk eller dystopisk (afhængig af vinklen man tager) samfund i en fremtid hvor alle strukturer, befolkningstilvækst, arbejdsdeling og lykke er kontrolleret ned til mindste detalje.

Året er sat til 632 A.F (en tidsregning fastsat efter året hvor bilen Ford Model T blev sendt på gaden) og folk er lykkelige. Befolkningen består af fem grupper der alle er “dyrket” til bestemte opgaver i samfundet og er lykkelige for hvem de er. Der Alphas, Betas, Gammas, Deltas, og Epsilons, hvor Alphas er de højest rangerede og så dernedefter. Børn fødes ikke af naturlig vej, traditionel religion eksisterer ikke og alle lever “lykkeligt” sammen i en forbrugsfest af især sex og stoffet “soma” (en form for lykkebringende middel). Der er dog stadig reservater uden for storbyen hvor folk stadig lever “normalt”. De kaldes “savages” og dem møder den lettere specielle Alpha, Bernard Marx, på en tur ud til reservatet for at imponere en pige. Han ender med at tage en af disse “savages” med tilbage og opnår enorm stjernestatus på dette. På den måde bliver samfundets opbygning og værdier sat op imod den form vi kender.

Jeg blev positivt overrasket over denne ellers 75 år gamle roman. Havde lidt forventet et tungt svært tilgængeligt kedeligt værk, men den var nu ganske fornøjelig og morsom med de bizarre forbrugsidealer og de åbenlyse satiriske henvisninger til kendte historiske navne som Lenin, Marx, Trotsky og Napoleon. Og selvfølgelig også interessant for at være på forkant med ideer om kloning og gensplejsning, og i det hele taget det at skabe lykkelige samfund via kontrol og manipulation. Jeg foretrækker klart den måde nyere værker inddrager disse ideer på, ved fx at have en enkelt planet i et større univers der er indrettet sådan, men man skal jo også have med hvor det hele startede.
Så stadig god læsning, og ikke kun for dens historiske vigtighed.

Den anden bog i Kevin J. Andersons The Saga of Seven Suns fortsætter handlingen 5 år efter “Hidden Empire. Den har stadig mange af de problemer jeg omtalte ved Hidden Empire, men den er dog forbedret en smule på en række punkter. Krigen forværres og flere ukendte væsener blander sig, og konflikten går langt længere tilbage og mennesket er blot en ubetydelig brik i det store spil. Indtil videre.

Uden mulighed for at få brændstof fra gasplaneter er både mennesker og Ildrians stærkt svækket. Al handel er effektivt gået i stå. Millioner af folk sulter på planeter der ikke kan være selvforsynende, og de stadig uovervindelige Hydrogues fortsætter deres morderiske hærgen mod tilsyneladende helt tilfældige planeter. Drastiske midler må tages i brug. Fraktioner indgår nye alliancer ved at lade parter fra ledende familier gifte sig, og især kongen går i charmeoffensiv for at få flere til at melde sig til militæret og der indføres forbud mod at føde flere børn for at undgå sulteproblemer. Man har også fået mulighed for at undersøge en Klikiss robot nærmere og har med den viden kunne skabe en hel hær af intelligente robotter til brug i krigen. Rumvæsenerne Ildirans har deres egen hemmelige plan der skal sikre deres overlevelse mod truslen fra Hydroguesene, der involverer parring mellem mennesker og Ildirans.

Det er som sagt blevet lidt bedre. Anderson har flere kapitler i den bedre ende, men dog stadig ødelagt af alt for korte kapitler der dræber en god flydende rytme i fortællingen, og centrale handlingsforløb bliver der stadig skøjtet hastigt henover. Det helt store problem er stadig at læseren ikke får mulighed for at tænke selv og ingen afsløringer i handlingen er overraskende. Der er intet ekstra at læse mellem linjerne og diverse afslørende plothemmeligheder er gennemskuelige længe inden hovedpersonerne opdager det samme, hvor det så skæres ud i pap endnu en gang. Der er bare ikke mere at komme efter, udover det der er trykt sort på hvidt.

Ydermere, selv efter nu to bind på 700 sider, er der stadig ikke den store karakterdybde eller nogen detaljeret beskrivelse af det fiktive univers. Jeg tror simpelthen grunden er, at Anderson primært har erfaring med at skrive romaner i etablerede universer med veludviklede personer som fx Star Wars eller X-Files, hvor en god historie kan bære det alene. Det er jo bare ikke nok her.

Selvom de teknologiske og videnskabelige aspekter for det meste er holdbare rent teoretisk, er de stadig ikke troværdige. Jeg har stadig ikke nogen rimelig ide om det generelle teknologiniveau og de nye ting man hører om, dukker bare op lige til lejligheden. Fx hørte man om en levatationsmaskine da nogen skulle frem et ufremkommeligt sted, uden at have set antydningen af at en sådan avanceret form for teknologi eksisterede. Ligeledes mangler der totalt en kobling til vores nutidige verden. Ting som Internettet, nanoteknologi eller kloning ser man intet til, hvilket uden forklaring ikke virker troværdigt skulle være uden betydning for verden om 200 år. Det er heller ikke troværdigt at man uden videre kan skille en avanceret fremmed robot ad, og så på nærmest ingen tid tage den teknologi i brug til egne krigsrobotter. Samme med de samfundsmæssige forhold, hvor man intet hører om en bare nogenlunde kritisk presse eller til hvordan den almindelige mand eller kvinde oplever krigen. De er blot degraderet til en tabloidpresse der sender fra det kongelige bryllup og en befolkning der lader sig manipulere fuldt ud. Og politiske problemer løses ved at man arrangerer giftemål (helt ærligt)! Andersons fantasi strækker ikke længere end til ideer der har været kendt fra science fiction i over et halvt århundrede. Egentlig kunne værket meget vel, bortset fra dets latterlige sideantal, snildt være skrevet i 50′erne. Det havde nok gjort synet på forfatteren bedre.

Men plottet holder nu stadig og er til at finde rundt i, omend det er forudsigeligt et langt stykke af vejen. Selvom de er banale, så har introduktionen af et par kærlighedshistorier højnet læseglæden en del. Nu er der faktisk nogle personer at holde af, som virker betydningsfulde og selvstændige. Der er stadig mange hemmeligheder omkring de mange racer, Klikiss robotterne og deres uddøde skabere, Ildirans og deres tusind år lange historie, de stadig fascinerende og truende Hydrogues, og nu også flere endnu mere mystiske racer (ild- og vandskabninger). Som nævnt, handler konflikten om noget helt andet end at mennesker ved et “uheld” kom til at ødelægge en gasplanet. Sådanne ideer om gigantiske interstellare krige der varer tusinder af år, er hverken ny eller overraskende, men for underholdningens skyld i letspiselig version, går det nu nok. Jeg vil næsten anbefale folk der vil prøve, at starte med dette bind og blot læse resuméet af første i bog i starten. Der er ikke meget (godt) man går glip af.

Nyt nummer af Science Fiction Cirklens medlemsblad Novum er udsendt og dermed det første nummer i år. Bladredaktør Janus har moderniseret layoutet og det er blevet ganske vellykket.

Der er to takketaler i bladet fra henholdsvis den nye formand, Knud Larn, og den tidligere formand Carl-Eddy Skovgaard. Knud Larn er fuld af optimisme og glæder sig til det fremtidige arbejde med SFC, mens Carl-Eddy Skovgaard med over 20 år i foreningens kerne og mange af disse år som formand, med rette kan føle sig træt og har nu fået mulighed for at koncentrere sig om foreningens udgivelser.
Niels Dalgaards faste klumme Litteraskopet dykker denne gang ned i Murray Leinster og navnlig hans novelle A Logic Name Joe fra 1946, der handler om hvad vi i dag vil kalde for en intelligent computer der bogstaveligt talt kan svare på alle folks spørgsmål! Novellen er at finde online og den er virkelig værd at læse.
Janus Andersen har interviewet Jakob Vedelsby om hans nyeste bog Verden i verden (her anmeldt af Janus).
David A. Hardys billeder har prydet omslagene på den seneste stribe af bøger og tidsskrifter fra SFC og Carl-Eddy Skovgaard giver en kort introduktion til Hardy og de billeder SFC har brugt indtil videre.
Anders Weitze har bidraget med novellen Til fællesskabets bedste der starter med noget så hverdagsagtigt som indkøb i et supermarked, men drejer over i en absurd form for moderne kannibalisme, men med en lidt for åbenlys overdrevet politisk overtone.
Knud Larns faste klumme Inde fra papkasseriget, denne gang nummer 4, er denne gang bogstaveligt talt om gamle støvede fanzines, han har fundet i en papkasse.
Selv har jeg samlet og renskrevet mine referater fra efterårets foredrag om Science og science fiction og disse er trykt sidst i bladet. Og så er der lige indkaldelse til generalforsamling d. 6 april hvor der også er Dancon, som man da selvfølgelig bør komme til!!

“Non-Stop” er Brian W. Aldiss’ første roman fra 1958, som er bogen for marts i Azur.

Man følger Roy Complain der lever i en slags primitiv jungle-”verden” og drager en dag sammen med en mindre gruppe væk fra sin hjemstamme og finder andre små samfund og opdager langsomt, at den “verden” de kender gemmer på mange hemmeligheder. Læseren og hovedpersonerne kommer langsomt til den erkendelse, at de er ombord på et stort rumskib, der for mange generationer siden blev sendt mod en fjern stjerne for at kunne kolonisere den. Men over de mange generationer er viden og formål gået tabt, og de er dermed endt som små primitive samfund der lever i skibets gange og korridorer.

Måske er det lidt ødelæggende at man fra starten ved at det er et rumskib de er på, fordi værket er omtalt og refereret til så mange steder, men vejen dertil og særligt de sidste par twists var nu spændende nok. Alligevel fandt jeg bogen generelt kedelig og langtrukken, hvor det først var i den sidste del, The Big Something, at jeg blev bare lidt grebet. For selvom den med 250 sider ikke er nogen lang roman, forekom den meget langsommelig. Formen minder en del om de 50′er-noveller jeg har læst, hvor læseren får små hints undervejs og historien ender med en stor afsløring der sætter tankerne i gang. Derfor tror jeg at jeg bedre havde kunne fordøje denne ide i en kortromans format, for den har for lidt som roman at byde på. Den mangler især den persondybde som en roman gerne skulle give, for selvom man følger Roy Complain gennem hele bogen, kan man ikke rigtigt tegne nogen meningsfuld personkarakteristik af ham, hvilket i sær gør det lidt utroværdigt, at han hen imod slutningen så relativt nemt og hurtigt forstår og accepterer sin skæbne. Er man vokset op i et junglesamfund og kender ikke til meget andet, så har jeg svært ved at tro på, at man umiddelbart kan forstå koncepter som rumrejser og kolonisering.