Hidden Empire

Kevin J. Anderson er en amerikansk forfatter der primært er kendt som spinoff forfatter til bøger i universer som Star Wars, Dune og X-Files. Hidden Empire er første bog af i alt syv bøger, hvor den sidste kommer til sommer, der udgør en samlet serie kaldet The Saga of the Seven Suns, og må siges at være hans mest ambitiøse projekt af original fiktion. Der er noget dragende over gigantiske space opera værker der strækker sig over adskillige tusind sider, men der er også god grund til at være skeptisk overfor lige denne serie. At man fra starten beslutter sig for at skrive syv store bind og udgive ca. en om året lugter lidt af penge, og det bekræfter denne første bog desværre også. Jeg har set mange kritiske anmeldelser af især de første par bøger, mens de efterfølgende i serien er anmeldere mere begejstret. Men mon ikke dette blot skyldes at det kun er dem der synes om serien, der har valgt at læse videre.

Det hele starter ganske fascinerende. Vi er det i 25ende århundrede, mennesket har koloniseret et utal af planeter, har teknologi der gør rumrejse hurtigere end lysets hastighed muligt og har skabt kontakt til en anden stor civilisation, Ildirans. Arkæologer har på en planet funder noget avanceret teknologi fra en race der uddøde for tusinder af år siden, der gør det muligt at lave en gasplanet om til en stjerne og dermed muligt at bosætte sig på månerne. Dette forsøger man og eksperimentet går godt. Men lige som månerne er ved at være beboelige for kolonisterne, bliver de angrebet af nogle kraftfulde væsener, der bliver benævnt som Hydrogues, der på kort tid pulveriserer månerne og den rumstation der var ved planeten. Derefter bliver diverse minestationer der høster råstof til det brændstof alle rumskibe bruger – “ekti” – angrebet på samme fatale måde, uden at rumvæsenerne giver sig selv eller deres krav til kende. Dette er umiddelbart hovedkonflikten for historien, men der er heldigvis andre mere spændende ideer og sideplots, som jeg håber kommer til at blive mere centrale, for det er svært at forestille sig 6 yderelige spændende bøger med det tynde hovedplot.

Der er et utal af kritikpunkter at fremhæve, så jeg ved dårligt hvor jeg skal begynde. Det værste er nok personskildringen, der indtil videre er flad, stereotyp, kedelig og generelt er de fleste personer temmelig usympatiske og enøjede. Et persongalleri i et sådant værk skal selvfølgelig have lidt af det hele, men selv de usympatiske personer bør have en vis dybde og nuancering i deres karakterer. De træder ikke udover deres fastlåste rolle i handlingen og eksisterer nærmest ikke udover deres arbejde. Der er generaler der bare er krigsliderlige og arkæologer der kun er interesseret i gamle ruiner, og sådan er det med alle de øvrige personer. Det kan selvfølgelig komme senere hen i de næste bøger, men en forfatter burde da være klar over at den slags problemer vil der være med første bog i en lang serie, og det burde man så kompensere for, ved i hvert fald at have et par solide hovedfigurer man følger mere end de andre og som kan binde bogen sammen. Efter denne første bog er alle personer beskrevet lige overfladisk og virker lige vigtige/ligegyldige. Det samme kedelige indtryk er også gældende for hans verdensbeskrivelse. Til “Hyperion” skrev jeg at man fik en fornemmelse af, at der var et spændende og stort univers med et liv udover bogens hovedhandling, hvor dette så er den totale modpol. Man ved absolut intet om det samfund fortællingen foregår i. Dets styreform, hvordan hverdagen er for borgerne, hvilken religiøs eller social udvikling der har været, hvilken teknologi de har adgang til udover rumskibe og intelligente servicerobotter. Bevares, dette kan vel nok også komme så småt i de efterfølgende bind, men på 650 sider burde det nu være muligt at få en vis substans i sin fiktive verden. Det kan de andre forfattere i space opera genren da.

Andersons fortællestil er heller ikke meget bedre. Sproget er generelt bare kedeligt og uinspirerende, og strukturen bliver ødelagt af at bogen har over 100 kapitler der hver er på 3-7 sider, som skifter vinkel fra person til person, så en scene når aldrig rigtig at udvikle sig og få sit eget liv, men der sker en helvedes masse på kort tid beskrevet i korte vendinger. Der er ingen nuanceforskelle i stilen, så de vigtigste dramatiske steder i plottet er skrevet på samme simple måde som de mindre vigtige scener om folk der spiser mad. Ydermere føler man sig som læser også talt ned til, ved at Anderson gang på gang skærer det mest åbenlyse ud i pap. Fx beskriver han en planet der har nogle specielle træer som på et kvantemekanisk niveau er forbundet og kan dermed viderebringe information øjeblikkelig overalt i galaksen, via nogle såkaldt grønne præster der har tillært sig denne evne. Og ingen anden lignende kommunikationsform eksisterer. En af bogens bedre ideer, men det er bare irriterende at Anderson bruger adskillige sider på og påpeger flere gange, at det er selvfølgelig smartere end at sende rumskibe eller almene radiosignaler med beskeder, og disse grønne præster er i stor efterspørgsel og militæret er voldsomt irriteret over afhængigheden til disse folk. Det kan de fleste nok godt regne ud selv, ved blot at lade tingene ske sin gang.
Det er det samme med selve plottet, hvor “vink med en vognstand” forudsiger centrale elementer i plottet inden personerne i bogen opnår samme erkendelse, hvor så afsløringens gennemslagskraft bliver noget mindre. Fx er det tydeligt at de angribende Hydogrues er sure over at man har sprunget deres gasplanet i luften, men selv da lederne i Hansa (betegnelsen for menneskets ledende magt) opdager det, er de stadig helt uforstående, for de mener jo de har krav på resurserne i planeterne til deres brændstof. Hvilket leder mig hen til at jeg heller ikke helt kan forene mig med den måde Anderson har skrevet især de ledende personer på. Især manden i spidsen for Hansa er helt igennem usympatisk på alle kanter, han fører befolkningen bag lyset med en konge indsat som ren propagandafigur og slipper tilsyneladende af sted med det. Vi hører ikke om nogen kritikere eller nogen mennesker der modsætter sig den krigsliderlige enøjede politik mod rumvæsenerne fra gasplaneterne eller den stærkt arrogante retorik om menneskehedens styrke og ret til at gøre hvad det passer dem. Og det virker ærligt talt ikke som om Anderson har skrevet det for at være kritisk eller gøre det problematisk på nogen måde, men snarere forsvarligt og nødvendigt.
Lederen af the Ildirans er heller ikke meget bedre, men der er trods alt en forklaring på hvorfor de har udviklet sig sådan. Deres civilisation har opnået et stillestående stadie i deres udvikling og har i årtusinder levet med et stærkt lederskab der går direkte i arv, uden at møde nævneværdig modstand. Ildirans er også en interessant modsætning til menneskets konstant ekspanderende fremfærd i galaksen, da de går mere op i deres fortid og deres historiske saga – The Saga of Seven Suns.

Det samlede billede af bogen gør at jeg tror simpelthen ikke den har været igennem anden redigering end korrekturlæsning, men at Anderson har skrevet sit værk fra start til slut, uden at rette meget til, og det har forlaget bare blindt accepteret. Der er en underlig inkonsistens i sproget og fortællestilen, der giver et præg af at han måske nogen dage har været fuld af gode ideer og god tid, som så har givet nogle temmelig gode og velskrevne kapitler, mens andre steder er sproget tyndt og handlingen hopper hurtigt frem i korte sætninger. Man kunne nok ikke have reddet alle de mange problemer jeg har påpeget ovenfor med en redigering, men det kunne have gjort værket som helhed bedre, ved at omskrive de tynde dele af bogen til samme kvalitet som de gode kapitler der er ind i mellem.

Mest af alt undrer jeg mig over hvad pokker han egentlig har fyldt over 650 sider med. Jeg har ikke et indtryk af at der sker forfærdeligt meget eller at jeg har fået noget detaljeret dybdegående indtryk af universet eller romanens personer, som man ellers plejer at have med værker af samme størrelse. Alligevel har jeg lyst til at læse videre i serien, for det er ikke skidt alt sammen, og de interessante gode ting bør selvfølgelig også nævnes. De fleste af disse ligger umiddelbart lidt væk fra hovedplottet. Som tidligere nævnt synes jeg ideen med disse semi-bevidste træer der kan kommunikere på tværs af universet og de grønne præster, er en af Andersons gode påfund og det folk er nogen af de eneste sympatiske personer i romanen. Træerne har en vilje til at suge al viden til sig, og det magtforhold det giver de grønne præster der har et symbiotisk forhold til træerne, bliver forhåbentligt et spændende centralt element i plottet. Så er der arkæologerne der fandt Klikiss-teknologien brugt i starten til at lave en stjerne ud af en gasplanet, der er ved at finde frem til nogle fascinerende ting på denne uddøde races hjemplanet og oveni dette er der nogle Klikiss-robotter, der har overlevet den ukendte katastrofe for deres skabere og har tilsyneladende fået slettet al deres hukommelse og viden om fortiden. Der er tusindvis af dem og de går rundt på planeter blandt mennesker og foretager sig ikke noget, men pønser måske/måske ikke på noget. Hvad det udvikler sig til er jeg spændt på at se.

Alt i alt er det nok noget af det værste science fiction jeg har læst, men jeg er stædig og vil give de få gode elementer en chance, for bogen gled let ned uden at man fik overstrengt tænkemusklen på nogen måde. Som banal letfordøjelig underholdning som en sæbe opera på Kanal 5, kan den måske godt gå an, hvis man skruer forventningerne tilpas (meget) ned.