Hyperion

Wauw! Det er altid noget særligt at læse en bog som virkelig lever op til de høje forventninger andre har sat ved at rose bogen, som flere gjorde her på bloggen da jeg havde købt serien i Malmø. Den vandt en Hugo Award for bedste roman i 1990 og sammenlignet med den seneste Hugovinder, Rainbows End af Vernor Vinge, kunne man godt få det indtryk at genrens litterære kvaliteter er faldet en del siden da. Der er i mere end en forstand lysår til forskel.

Historien udspiller sig i det 28-århundrede hvor mennesket har ekspanderet sig til utallige verdener, der alle er forbundet i et stort WorldWeb af såkaldte “farcasters” (ormehuller basalt set). Jorden er tilsyneladende væk da den omtales som Old Earth og man omtaler “the Big Mistake” hvor den blev ødelagt. Dette komplekse netværk og stort set al anden avanceret teknologi drives af en masse AIs i det mystiske TechnoCore, som ingen mennesker helt ved hvad laver. En krig med The Ousters, en slags transhumanister, er under opsejling og alle parter er tilsyneladende interesseret i planeten Hyperion og navnlig dets mystiske Time Tombs og den endnu mere mystiske The Shrike, der muligvis sidder med nøglen og årsagen til hele den interstellare krig der er på vej.
Midt i alt dette følger bogen syv pilgrimme der er på vej til Hyperion for at opsøge The Shrike, alle med hvert deres personlige formål der tilsammen samler et større puslespil. Disse syv pilgrimme fortæller hver deres historie og baggrund for at opsøge The Shrike, og dette udgør bogens indhold mens de syv foretager deres rejse. Den ene historie mere fantastisk end den anden. Der er en præst der er bekendt med et lille stammesamfund på Hyperion, the Bikura, der tilbeder det kristne kors på en underfundig måde. En tidligere soldat der har oplevet en fremtidsvision på Hyperion hvor han havde sex med en betagende kvinde midt et blodblad. En digter der prøver at færdigskrive sit episke digt om Hyperion. En mand hvis datter kom ud for en ulykke i the Time Tombs der gjorde at hun mistede hukommelsen i takt med at hun blev yngre. En privatdetektiv der tog en opgave fra en cybrid (en menneskeklon styret af en kunstig intelligens), der viser sig at være en klon af digteren fra John Keats der skrev et digt kaldet Hyperion tilbage i 1818 og er dermed af stor interesse for en kirke der følger The Shrike. Og en diplomat der agerer som dobbelt agent, med en ukendt dagsorden.
Egentlig er bogen kun et forspil, da den slutter når pilgrimmene er nået frem til deres mål og fortsættelsen er så i næste bog, The Fall of Hyperion.

Der er mange ting at rose ved dette værk, men først og fremmest Dan Simmons måde at fortælle på og den verden det finder sted i. Man får ikke det indtryk at det er en konstrueret verden kun til at fortælle denne historie, men derimod at der er et stort og komplekst univers der kunne rumme utallige historier, og denne kun er en af mange. Hans sprog og fortællestil giver en en trang til at gå ned i tempo og nyde hver sætning i dets fulde. Han spiller konstant på dobbeltheder og vender ens forestillinger på hovedet. Et godt eksempel herpå fra starten af bogen:

… and constantly moving hands sporting fingers long enough to serve a concert pianist. Or a strangler.

Og for også lige at citere en anmeldelse fra Proxima nr. 54 af Jan Bæk:

Kan man tage en roman alvorligt, når den slutter med at hovedpersonerne – efter alle at have mistet det, der har betydet allermest for dem her i livet – vandrer døden i møde arm i arm syngende Troldmanden fra Oz som en anden flok Judy Garland’er?

Ja for pokker! Man må jo straks i gang med The Fall of Hyperion. Alt andet vil være ulideligt.