Fjerde og sidste nummer af Subspace for 2007 kom skam til tiden, men har ligget i min avisholder henover julen. Som altid flotte billeder på forside og bagside, denne gang med Enterprise. Det er den sædvanlige blanding af videnskabelige artikler, beretninger fra arrangementer, nyheder, anmeldelser og diverse sjove fakta om skuespillere og serien generelt. Der er mange korte artikler i dette nummer, så alle er ikke værd at hive frem.
Der er selvfølgelig en beretning fra DM i Star Trek der blev afholdt på Eurocon, hvor Dorthe Hansen gik med pokalen. Den videnskabelige belæring får vi fra Bertil F. Dorch der skriver om rumstationer, både virkelighedens ISS og Star Treks Deep Space stationer. Den spændende og stadig uafklarede teori om gravitoner behandles også kort. En af de mere interessante artikler har Kim Pierri skrevet, hvor han undersøger mængden af dødsfald i serierne Enterprise, The Next Generation og The Original Series, hvor konklusionen er at der i TOS er over dobbelt så mange dødsfald som i de to andre serier, og hele 74% af disse bar rød uniform.
Selvom sidste nummer havde en lang artikel om den kommende Star Trek XI film, er der igen en masse ny information om de skuespillere der skal spille de velkendte roller. Det er meget ukendte navne på rollelisten, en Chris Pine skal spille Kirk og Zachary Quinto skal spille Spock.
En HD-DVD anmeldelse af Johan Albrechtsen er det søreme også blevet til. Det er første sæson af den originale serie der er blevet udgivet i restaureret high definition format med opfriskninger på special effectsene. Jeg havde kun før hørt om dette som et rygte og troede faktisk ikke det blev lavet, men Johan roser udgivelsen meget og når jeg en dag får anskaffet mig en HD-dvdafspiller vil det da nok være en af de første køb.