Jeg vil prøve at læse nogle flere klassiske store navne inden for genren og man opdager hurtigt at man mangler meget, når man læser Niels Dalgaards Fra Platon til cyberpunk om science fiction genrens historie. Så en novellesamling med Ray Bradbury udarbejdet af Niels Dalgaard virkede oplagt. Samlingen der har undertitlen Solkuplerne og andre science fiction noveller består af 14 oversatte noveller og et forord af Niels Dalgaard. Jeg skal ikke kunne sige om det vitterlig er det bedste fra Bradburys hånd, men gode er de alle sammen. Rigtig gode endda!

Den første novelle, En lyd som torden, sætter virkelig tankerne i gang, hvor et enkelt forkert fodtrin på en tidsrejse tilbage i dinosaurtiden får uanede konsekvenser for nutiden. En velkendt problemstilling ved tidsrejser, som jeg nok mest husker fra nogle Anders And historier. Alle novellerne bygger på sådanne originale ideer og navnlig de negative konsekvenser det har for mennesket, og Niels betegner da også Bradbury som pessimist i sit forord. En mand der prøvede at undgå fremtiden, og det er svært at finde mange lyspunkter i fortællingerne, der for det meste slutter brutalt og ikke efterlader meget håb.
Flere af novellerne foregår på andre planeter, herunder Venus og Mars, men budskabet lader til at være at mennesker ikke egner sig til at leve på disse planeter. I Solkuplerne der foregår på Venus og der er en konstant kraftig regn, der driver en ekspedition til vanvid. Og i Frost og flammer er mennesker strandet på en planet, der gør at de kun lever otte hektiske dage. En rystende tragisk fortælling. Selv når planeterne umiddelbart virker venlige som i Her findes tigerdyr, er det alligevel for meget af det gode.
En anden vinkel i mange af Bradburys ideer, er menneskeskabte opfindelser der skulle gøre vores liv lettere, men ikke altid har den ønskede lykkebringende effekt. I fx A/S Marionetter er der et firma der kan fremstille livagtige robotter af en selv, som man så kan snyde konen med, men denne klon opfører sig ikke helt som planlagt. I Hele sommeren på en dag hører vi om en robot bedstemor der gør en hel familie lykkelig, men den er skrevet med en næsten kvalmende overdrivelse af det sukkersøde, at ideen slet ikke virker tiltalende. Og i Savannen præsenteres et slags holodæk, som skaber store problemer for børneopdragelsen. Ikke en vinkel jeg er stødt på før.

Det eneste jeg ikke altid kan forene mig med er hans skrivestil, men da det er en oversættelse må det jo tages med nogle forbehold. Der er ingen overflødige ord og sætninger, og historierne er enkle og kompakte, hvilket i sig selv er fint, men læsningen bliver ikke så glidende og flydende, men noget hakkende til tider. Det er på ingen måde “hård” science fiction, men ideerne virkede gennemtænkte og historierne forholder sig til et isoleret forhold og fortæller om dets konsekvenser, hvilket gør dem helstøbte og fuldendte. Der er ingen svingeærinder eller halvfærdige ideer.

Selvom historierne er gamle kan de stadig varmt anbefales og læses den dag i dag. Bradbury har på flere punkter været godt på forkant med etiske problemstillinger omkring fremtidens teknologi og dets konsekvenser for menneskets liv, og har vel sat sig kritisk overfor mange andre forfatteres store optimisme til at lykken kan findes på andre planeter end Jorden.