Interstellar sysctl

Denne bog er en direkte fortsættelse af “Hyperion” og de bør klart læses sammenhængende. Trods dette er The Fall of Hyperion alligevel et stilskift. Historien er mere lineær og kronologisk (næsten da) fortalt, med flere kapitler af kortere længde. Man følger fortsat pilgrimmene på Hyperion, men nu også ledere, generaler og præsidenter i magtens top, der prøver at håndtere en krig mod hele det forbunde Web af menneskekoloniserede planeter.

På Hyperion er det et rent horrorslasher drama der udfolder sig, hvor en lige er væk fra resten af gruppen og så bliver dræbt på blodig vis af romanens onde figur – The Shrike. Men der er en mening med det og dem man troede var døde kommer tilbage igen, og meget andet spændende der ikke bør afsløres. Derudover følger vi cybriden Joseph Severn, der også er en klon af digteren John Keats, og hvordan han oplever krigen udfolde sig i magtens top (fortalt i førsteperson og nutid). Romanen udvikler sig mod velkendt “space opera”, med en gigantisk interstellar krig mod en nærmest ukendt fjende, og undervejs bliver situationen kun yderligere kompliceret med at der skabes tvivl om hvem fjenden egentlig er, og ikke mindst hvorfor alle tilsyneladende er interesseret i planeten Hyperion. Det er i det hele taget svært at genfortælle uden at det bliver noget rod; det skal læses og opleves.

Al min ros til Hyperion er også gældende for denne bog, men den er alligevel anderledes på mange måder. Perspektivet er gjort større og rummer nu hele menneskeheden, hvor Hyperion havde fokus på de syv pilgrimme og deres personlige kamp i det store puslespil. Egentlig en form jeg føler mig mere hjemme i, den velkendte kosmiske space opera, mens Hyperion var en markant anderledes måde at læse en roman på. Alligevel hænger de to bøger jo ufatteligt godt sammen. Pilgrimmenes baggrundshistorier fra Hyperion får nu et formål og ikke mindst en konklusion. Slutningen er både definitiv og en ny begyndelse, og der er stadig uafklarede punkter – herunder The Shrike. Dette fortsætter vel i de to Endymion-bøger, som jeg dog ikke tror jeg læser lige med det samme.

Wauw! Det er altid noget særligt at læse en bog som virkelig lever op til de høje forventninger andre har sat ved at rose bogen, som flere gjorde her på bloggen da jeg havde købt serien i Malmø. Den vandt en Hugo Award for bedste roman i 1990 og sammenlignet med den seneste Hugovinder, Rainbows End af Vernor Vinge, kunne man godt få det indtryk at genrens litterære kvaliteter er faldet en del siden da. Der er i mere end en forstand lysår til forskel.

Historien udspiller sig i det 28-århundrede hvor mennesket har ekspanderet sig til utallige verdener, der alle er forbundet i et stort WorldWeb af såkaldte “farcasters” (ormehuller basalt set). Jorden er tilsyneladende væk da den omtales som Old Earth og man omtaler “the Big Mistake” hvor den blev ødelagt. Dette komplekse netværk og stort set al anden avanceret teknologi drives af en masse AIs i det mystiske TechnoCore, som ingen mennesker helt ved hvad laver. En krig med The Ousters, en slags transhumanister, er under opsejling og alle parter er tilsyneladende interesseret i planeten Hyperion og navnlig dets mystiske Time Tombs og den endnu mere mystiske The Shrike, der muligvis sidder med nøglen og årsagen til hele den interstellare krig der er på vej.
Midt i alt dette følger bogen syv pilgrimme der er på vej til Hyperion for at opsøge The Shrike, alle med hvert deres personlige formål der tilsammen samler et større puslespil. Disse syv pilgrimme fortæller hver deres historie og baggrund for at opsøge The Shrike, og dette udgør bogens indhold mens de syv foretager deres rejse. Den ene historie mere fantastisk end den anden. Der er en præst der er bekendt med et lille stammesamfund på Hyperion, the Bikura, der tilbeder det kristne kors på en underfundig måde. En tidligere soldat der har oplevet en fremtidsvision på Hyperion hvor han havde sex med en betagende kvinde midt et blodblad. En digter der prøver at færdigskrive sit episke digt om Hyperion. En mand hvis datter kom ud for en ulykke i the Time Tombs der gjorde at hun mistede hukommelsen i takt med at hun blev yngre. En privatdetektiv der tog en opgave fra en cybrid (en menneskeklon styret af en kunstig intelligens), der viser sig at være en klon af digteren fra John Keats der skrev et digt kaldet Hyperion tilbage i 1818 og er dermed af stor interesse for en kirke der følger The Shrike. Og en diplomat der agerer som dobbelt agent, med en ukendt dagsorden.
Egentlig er bogen kun et forspil, da den slutter når pilgrimmene er nået frem til deres mål og fortsættelsen er så i næste bog, The Fall of Hyperion.

Der er mange ting at rose ved dette værk, men først og fremmest Dan Simmons måde at fortælle på og den verden det finder sted i. Man får ikke det indtryk at det er en konstrueret verden kun til at fortælle denne historie, men derimod at der er et stort og komplekst univers der kunne rumme utallige historier, og denne kun er en af mange. Hans sprog og fortællestil giver en en trang til at gå ned i tempo og nyde hver sætning i dets fulde. Han spiller konstant på dobbeltheder og vender ens forestillinger på hovedet. Et godt eksempel herpå fra starten af bogen:

… and constantly moving hands sporting fingers long enough to serve a concert pianist. Or a strangler.

Og for også lige at citere en anmeldelse fra Proxima nr. 54 af Jan Bæk:

Kan man tage en roman alvorligt, når den slutter med at hovedpersonerne – efter alle at have mistet det, der har betydet allermest for dem her i livet – vandrer døden i møde arm i arm syngende Troldmanden fra Oz som en anden flok Judy Garland’er?

Ja for pokker! Man må jo straks i gang med The Fall of Hyperion. Alt andet vil være ulideligt.

Knud Larn er blevet interviewet om sig selv og sin fandom på en svensk blog af Hans Persson. Interessante og velformulerede svar giver Knud på det hele og jeg bliver endda pænt omtalt:

Interstellar Sysctl — Jeppe Larsens flotte blog. Han er ved at læse sig igennem ”klassikerne”, det er spændende at følge med i hvad den yngre generation mener om bøgerne. Og så ved han noget om podcast etc som ikke er indlært i min opvækst og som jeg derfor skal indlære og holde mig orienteret om. Et godt supplement til den viden jeg selv skaffer mig.

Det er jo næsten en forpligtigelse nu at få læst flere “klassikere” så og podcastdækningen burde jeg også få sat op i gear. Heldigvis har ældre klassikere jo den “egenskab”, at de er relativt korte i forhold til mange af de nyere gigantværker, så lidt tid burde der kunne findes til at få dem klemt ind.

Fjerde og sidste nummer af Subspace for 2007 kom skam til tiden, men har ligget i min avisholder henover julen. Som altid flotte billeder på forside og bagside, denne gang med Enterprise. Det er den sædvanlige blanding af videnskabelige artikler, beretninger fra arrangementer, nyheder, anmeldelser og diverse sjove fakta om skuespillere og serien generelt. Der er mange korte artikler i dette nummer, så alle er ikke værd at hive frem.

Der er selvfølgelig en beretning fra DM i Star Trek der blev afholdt på Eurocon, hvor Dorthe Hansen gik med pokalen. Den videnskabelige belæring får vi fra Bertil F. Dorch der skriver om rumstationer, både virkelighedens ISS og Star Treks Deep Space stationer. Den spændende og stadig uafklarede teori om gravitoner behandles også kort. En af de mere interessante artikler har Kim Pierri skrevet, hvor han undersøger mængden af dødsfald i serierne Enterprise, The Next Generation og The Original Series, hvor konklusionen er at der i TOS er over dobbelt så mange dødsfald som i de to andre serier, og hele 74% af disse bar rød uniform.
Selvom sidste nummer havde en lang artikel om den kommende Star Trek XI film, er der igen en masse ny information om de skuespillere der skal spille de velkendte roller. Det er meget ukendte navne på rollelisten, en Chris Pine skal spille Kirk og Zachary Quinto skal spille Spock.
En HD-DVD anmeldelse af Johan Albrechtsen er det søreme også blevet til. Det er første sæson af den originale serie der er blevet udgivet i restaureret high definition format med opfriskninger på special effectsene. Jeg havde kun før hørt om dette som et rygte og troede faktisk ikke det blev lavet, men Johan roser udgivelsen meget og når jeg en dag får anskaffet mig en HD-dvdafspiller vil det da nok være en af de første køb.

Det er svært ikke at lade vær med at anbefale de fleste af Science Fiction Cirklens gode udgivelser, men skal man fremhæve ét, må det være Niels Dalgaards oversigt over science fiction-litteraturens historie Fra Platon til cyberpunk. Som blot moderat science fiction fan er det et værk man bare SKAL have.

Som titlen indikerer starter Dalgaard sin genrehistorie helt tilbage hos de gamle græske filosoffer og frem til nyere tendenser som cyberpunk “and beyond”. Når hele historien skal gennemgås på små 200 sider, bliver der selvfølgelig ikke gået i dybden, men alle perioder bliver præsenteret i overordnede træk med henvisninger til relevante forfattere og værker fra tiden, samt tendenserne i genrens relation til de ydre samfundsforhold og udvikling. Det bliver slået ganske fast at genren hverken blev opfundet af Jules Verne eller af amerikanerne, som det desværre af og til bliver fremstillet. Der er mange tidlige europæiske, herunder også danske, eksempler på værker der har skabt genrens senere udformning.
Naturligvis fylder det tyvende århundrede mest, specielt halvtredserne, og fokus er klart på den engelsksprogede del af genren, men vigtige tyske, russiske og franske værker bliver også nævnt. De fleste afsnit afslutter Dalgaard med en kort kommentar til hvordan science fiction blev brugt i Danmark i den pågældende periode.

Som helhed fungerer bogen rigtig godt og egner sig faktisk bedst til at blive læst fra start til slut. Så er man i hvert fald godt klædt på til at dykke videre ned i genrens mange forskellige og spændende perioder og stilarter. Niels Dalgaard skriver godt og variereret, pyntet med lidt humor og enkelte personlige holdninger, der gør det spændende at læse uden at det går udover seriøsiteten.
Bogen er selvfølgelig forsynet med omfattende henvisninger og register, så den fungerer også glimrende som opslagsværk.

Konklusion: køb den! Og for medlemmer af SFC er det kun 149kr.

Forsidebilledet til denne nye roman af Christian Haun, som vi har læst i Azur, får ikke umiddelbart en til at tænke på en alternate history fortælling, men det er altså hvad der gemmer sig i de godt 150 sider.

Udgangspunktet er nok det mest brugte inden for alternate history, tyskerne vandt anden verdenskrig og hersker nu over Europa. Det politiske og de internationale konflikter er dog ikke bogens hovedfortælling, men kører bogstaveligt talt i baggrunden fra radioen. Fortællingen er i en dansk ramme, nærmere betegnet i Århus år 1979, hvor vi følger to venner Snorre og Sebastian. Sebastian lever et halvfattigt stille liv med kone og børn, mens Snorre har store visioner og ideer om en verden uden nazisterne. Inspireret af en bog skrevet af en der kalder sig Øystein Vig, Et frit Europa, indvikles han i en plan der er svær at se mening i, og det gør ham til en jaget mand af ordensmagten.
Det er mest af alt en venskabsfortælling om Snorre og Sebastian, der trods at de går vidt forskellige veje, alligevel forsøger at hjælpe og forstå hinanden. Ingen af dem har det dog helt godt. Sebastian må tage opslidende underbetalt arbejde for at forsørge familien, og lider af bizarre mareridt og søvngang. Snorre må leve som en jaget mand uden statsborgerskab og bliver i det hele taget beskrevet som noget ustabil. Snorres personskildring er svær at blive klog på, mens den mere jordnære Sebastian er mere ligetil. Han vil bare leve et roligt liv uden problemer, mens hverken læseren eller Snorre selv ved hvad det egentlig er han har gang i.
Slutningen kan jeg ikke helt forene mig med. Det er noget helt andet end resten af bogen, og det virker som om at Haun ikke vil lade den alternative tidslinje gå helt ud, men antyder at vores velkendte verden uden nazisterne alligevel er at finde et sted. Ellers skal det forstås helt anderledes.

Hauns skrivestil er enkel og ligetil, så man får hurtigt læst den færdig, men der ligger tydeligvis meget mere bag de ellers få ord.

Jeg vil prøve at læse nogle flere klassiske store navne inden for genren og man opdager hurtigt at man mangler meget, når man læser Niels Dalgaards Fra Platon til cyberpunk om science fiction genrens historie. Så en novellesamling med Ray Bradbury udarbejdet af Niels Dalgaard virkede oplagt. Samlingen der har undertitlen Solkuplerne og andre science fiction noveller består af 14 oversatte noveller og et forord af Niels Dalgaard. Jeg skal ikke kunne sige om det vitterlig er det bedste fra Bradburys hånd, men gode er de alle sammen. Rigtig gode endda!

Den første novelle, En lyd som torden, sætter virkelig tankerne i gang, hvor et enkelt forkert fodtrin på en tidsrejse tilbage i dinosaurtiden får uanede konsekvenser for nutiden. En velkendt problemstilling ved tidsrejser, som jeg nok mest husker fra nogle Anders And historier. Alle novellerne bygger på sådanne originale ideer og navnlig de negative konsekvenser det har for mennesket, og Niels betegner da også Bradbury som pessimist i sit forord. En mand der prøvede at undgå fremtiden, og det er svært at finde mange lyspunkter i fortællingerne, der for det meste slutter brutalt og ikke efterlader meget håb.
Flere af novellerne foregår på andre planeter, herunder Venus og Mars, men budskabet lader til at være at mennesker ikke egner sig til at leve på disse planeter. I Solkuplerne der foregår på Venus og der er en konstant kraftig regn, der driver en ekspedition til vanvid. Og i Frost og flammer er mennesker strandet på en planet, der gør at de kun lever otte hektiske dage. En rystende tragisk fortælling. Selv når planeterne umiddelbart virker venlige som i Her findes tigerdyr, er det alligevel for meget af det gode.
En anden vinkel i mange af Bradburys ideer, er menneskeskabte opfindelser der skulle gøre vores liv lettere, men ikke altid har den ønskede lykkebringende effekt. I fx A/S Marionetter er der et firma der kan fremstille livagtige robotter af en selv, som man så kan snyde konen med, men denne klon opfører sig ikke helt som planlagt. I Hele sommeren på en dag hører vi om en robot bedstemor der gør en hel familie lykkelig, men den er skrevet med en næsten kvalmende overdrivelse af det sukkersøde, at ideen slet ikke virker tiltalende. Og i Savannen præsenteres et slags holodæk, som skaber store problemer for børneopdragelsen. Ikke en vinkel jeg er stødt på før.

Det eneste jeg ikke altid kan forene mig med er hans skrivestil, men da det er en oversættelse må det jo tages med nogle forbehold. Der er ingen overflødige ord og sætninger, og historierne er enkle og kompakte, hvilket i sig selv er fint, men læsningen bliver ikke så glidende og flydende, men noget hakkende til tider. Det er på ingen måde “hård” science fiction, men ideerne virkede gennemtænkte og historierne forholder sig til et isoleret forhold og fortæller om dets konsekvenser, hvilket gør dem helstøbte og fuldendte. Der er ingen svingeærinder eller halvfærdige ideer.

Selvom historierne er gamle kan de stadig varmt anbefales og læses den dag i dag. Bradbury har på flere punkter været godt på forkant med etiske problemstillinger omkring fremtidens teknologi og dets konsekvenser for menneskets liv, og har vel sat sig kritisk overfor mange andre forfatteres store optimisme til at lykken kan findes på andre planeter end Jorden.

Dette er egentlig efterårsnummeret for 2007, men det blev lidt forsinket og derfor først sendt ud kort efter nytår. Og igen med et flot farveomslag. Kvaliteten fejler som sædvanlig ikke noget, med anmeldelser, tre noveller og hele fem artikler, hvoraf de fleste har relation til Eurocon.

To interviews fra Eurocon er trykt, Niels Dalgaard der interviewer Svend Åge Madsen og Ulrik Kristiansen med Stephen Baxter. Især interviewet med Svend Åge Madsen fandt jeg interessant, selvom jeg endnu ikke har læst noget af ham. Stanislaw Lem døde i 2006 og var Ghost of Honour til Eurocon. Et navn der bør vække genklang, Darko Suvin, har skrevet om Lem og hans science fiction. Ellen Miriam Pedersen har en artikel om den tyske filosof Ernst Bloch, der ligeledes udspringer af hendes foredrag om selvsamme under Eurocon. Palle Juul Holm har anden del af sin artikel Nye læsere kan hoppe af her, og igen er dette ganske sandt, da det handler om en fiktiv verden fra et par af hans noveller. Dem burde jeg få læst.

Og til de tre noveller. Kickstart af Jesper Rugård Jensen er udformet som nyhedstelegrammer og handler om nogle mystiske geologiske hændelser i Australien. Historien slutter noget brat og virker ufuldendt. Til evigheden os skiller af Ulrik Kristiansen blev bragt på engelsk i The Sky Ship og er altså her i sin originale udgave på dansk. Troels Liebgott har en velskrevet novelle om et virtual reality program der ikke gør som det burde, Fantasy Island.

Af anmeldelser er der mange af danske bøger, heriblandt en del af Science Fiction Cirklens nye udgivelser op til Eurocon, der har fået pæne anmeldelser. Derudover har jeg to anmeldelser med af “The Dreaming Void” og “Rainbows End”.

Nu hvor denne blog er lidt stillestående for tiden, da eksamenslæsning blokerer, kan man jo tage og læse Knud Larns glimrende blog Den Fantastiske Flyvefisk, der efter nytår er kommet godt liv i igen, med et indlæg hver dag indtil videre. Knud Larn blev i øvrigt ved årsskiftet udråbt til ny formand for Science Fiction Cirklen.